Reformationen — kan bruddet heles?

MARTIN LUTHERS Tyskland er i dag politisk delt. Der var imidlertid mindst én ting Den tyske demokratiske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland kunne blive enige om i 1983, nemlig at fejre året som „Lutherår“, fordi der da var gået 500 år siden hans fødsel. Endnu en gang lyder spørgsmålet: Vil det nogen sinde lykkes at hele bruddet mellem lutheranere og katolikker?

Ved den protestantiske reformations spæde begyndelse mødtes Martin Luthers tilhængere med repræsentanter for den katolske kirke i en bestræbelse på at undgå et brud parterne imellem. De havde ikke selv taget initiativet til mødet — kejser Karl V havde insisteret på at det skulle holdes. Han var bekymret på grund af tyrkerne og ville gerne have at hans rige var forenet i religiøs henseende. I 1530 mødtes protestanter og katolikker derfor i byen Augsburg i Tyskland.

Under forhandlingerne i Augsburg fremlagde protestanterne et langt dokument som de havde forsøgt at udforme på en sådan måde at katolikkerne ikke ville tage anstød af det, og hvori de gav udtryk for deres religiøse opfattelser. Dette dokument kendes som Den augsburgske Bekendelse, og har stor betydning for den lutherske lære endnu den dag i dag. Bekendelsen lagde vægt på de opfattelser lutheranere og katolikker kunne blive enige om, men undlod for en stor del at nævne protestanternes utilfredshed med nogle misbrug som det katolske hierarki gjorde sig skyldig i. Protestanterne gjorde gældende at de kun ønskede nogle få ændringer, såsom tilladelse til at præsterne kunne indgå ægteskab og til at folket kunne modtage både brød og vin ved altergangen.

Alligevel forkastede den katolske kejser og hans rådgivere Den augsburgske Bekendelse, og der kom ikke noget ud af mødet.

En forandring i syne?

I 1980, under fejringen af 450-året for Den augsburgske Bekendelse, afholdtes et andet møde mellem lutheranere og katolikker på tysk jord. Mødets parter var paven, der besøgte Forbundsrepublikken, og syv ledende talsmænd for den lutherske kirke. Før mødet fremsatte forhandlingsparterne en fælles erklæring hvori de nævnte at Den augsburgske Bekendelse „i stor udstrækning . . . kan betragtes som et udtryk for vor fælles tro“. Skulle det langt om længe lykkes at råde bod på 450 års religiøs uenighed?

Det paven havde at sige da han mødtes med de lutherske kirkeledere, lød opmuntrende. Han sagde: „Overvejelse af Confessio Augustana [det latinske udtryk for Den augsburgske Bekendelse] har fået os . . . til på ny at være opmærksomme på de opfattelser og bekendelser vi har tilfælles.“ Paven antog dog ikke Bekendelsen. I stedet nedsatte man en kommission med deltagere fra begge sider med henblik på fortsat at undersøge muligheden for forsoning. For dem der går ind for økumeni blev mødet en skuffelse.

„I 450-året så vi ikke den anerkendelse af Den augsburgske Bekendelse fra Roms side som nogle havde håbet på,“ indrømmer en jesuitisk teolog. „En prøveballon faldt til jorden.“

I december 1983 besøgte pave Johannes Paul II for første gang en luthersk kirke i Rom, men heller ikke dette varslede forsoning inden for en overskuelig fremtid. I sin prædiken sagde paven: „Vi længes efter enhed, og vi stræber efter denne enhed uden at lade os gå på af de vanskeligheder der måske tårner sig op.“

En luthersk præst ved navn dr. Meyer har hentydet til en af disse vanskeligheder, idet han efter forlydende ved flere lejligheder har sagt at pavens besøg ikke betød at man på nogen måde anerkendte hans myndighed.

Kan enheden købes for dyrt?

Måske er du, ligesom så mange andre, ked af at de der hævder at være kristne er så splittede. Du er måske hverken lutheraner eller katolik, men er muligvis alligevel skuffet over at de to kirker ikke kunne sætte sig ud over de forskelle der skilte dem. Bibelen opfordrer jo trods alt alle kristne til at „føre enig tale“ og til at „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinter 1:10.

Dette rejser et spørgsmål af stor betydning: På hvilket grundlag skal kristne være forenede? Katolikker hævder at enheden bør opstå som følge af at man accepterer de erklæringer kirkens hierarki fremsætter. Mange protestantiske trosretninger fremfører samme påstand; kun sætter de deres egne trosbekendelser, som Den augsburgske Bekendelse, i stedet for de katolske, og deres eget hierarki i stedet for det katolske.

Sandt nok er det muligt at fremtvinge en form for enhed på grundlag af menneskers udtalelser, men hvad så hvis disse ufuldkomne mennesker tager fejl i forbindelse med grundlæggende og betydningsfulde punkter i den kristne tro? Vil en sådan enhed da være til nogen gavn? Vil den behage Gud? Hvordan skulle den kunne dét når Gud, som Jesus Kristus påpegede, ønsker at blive tilbedt „med ånd og sandhed“? (Johannes 4:23, 24) Farisæerne i det første århundrede var forenede i deres tro, men Jesus sagde at deres tilbedelse var forgæves fordi ’den lære de førte var menneskebud’. — Mattæus 15:9.

Ja, alle kristne må være forenede i troen, men det de tror må også være sandt. Hvis sandheden går tabt har man købt enheden mellem de forskellige kirkeretninger for dyrt. Hvor kan man da finde sandheden? Ikke i de religiøse organisationers trosbekendelser, men i Guds ord, som Jesus bekræftede da han i en bøn til sin Fader sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Apostelen Paulus udtrykte det på denne måde: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering.“ (2 Timoteus 3:16) Kun ud fra Guds ord, Bibelen, kan kristne bedømme hvad der er sandt.

Sandheden og Den augsburgske Bekendelse

Hvordan tager Den augsburgske Bekendelse sig ud når den sammenlignes med Bibelen? Kan den bruges som et grundlag for kristen enhed? Lad os se.

Om treenighedslæren siger Den augsburgske Bekendelse at „Faderen, Sønnen og helligånden“ er „tre personer af samme væsen og magt“. Og dog citerer Bibelen Jesus, Sønnen, for at sige: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Jesus viste også at han underkastede sig sin himmelske Fader ved at sige at „Sønnen . . . slet intet [kan] gøre på eget initiativ, men kun hvad han ser Faderen gøre“. — Johannes 5:19.

Den augsburgske Bekendelse anbefaler barnedåb, mens det fremgår af Bibelen at kun de der er gamle nok til at blive disciple bør blive døbt. — Mattæus 28:19; Romerne 10:13, 14.

Den augsburgske Bekendelse tillader kristne at „føre retfærdige krige“. Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.“ (Johannes 18:36) Han advarede om at „alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“. — Mattæus 26:52.

Den augsburgske Bekendelse accepterer den ubibelske lære om et brændende helvede og siger at „de ugudelige og djævlene“ vil blive fordømt „til uophørlig pine“. Men Bibelen oplyser at „den løn synden betaler er døden“, ikke pine. (Romerne 6:23) Det fremgår endda tydeligt af Bibelen at døde ikke kan blive pint: „De døde ved ingenting.“ — Prædikeren 9:5.

I de fleste lærespørgsmål har Den augsburgske Bekendelse i virkeligheden antaget den middelalderlige romersk-katolske kirkes opfattelser. I dag vil mange bibelkyndige, både katolske og protestantiske, imidlertid vedgå at disse opfattelser ikke finder støtte i Bibelen. Disse bestræbelser på at gøre Bekendelsen lettere at sluge for det 16. århundredes katolikker gør den samtidig til et temmelig vakkelvornt fundament for kristen enhed i dag.

Kan reformationens brud heles? Og endnu vigtigere: Bør det heles? Hvis både katolikker og protestanter fortsat holder fast ved ubibelske opfattelser, vil det ikke gavne noget at prøve at dække over forskellene mellem de to grupper. Det virkelige brud findes i dag mellem alle de sekteriske medlemmer af kristenheden på den ene side, og Guds ord, Bibelen, på den anden side. Dette brud kan ikke heles, for de to parter er diametrale modsætninger. Åbenbaringen 18:4 siger derfor til alle bibellæsere: „Gå ud fra hende, mit folk.“