Også derfor bør lægestanden udvise beskedenhed

● Nogle medlemmer af lægestanden er tilbøjelige til at udtale sig temmelig dogmatisk. Meget ofte er de fuldstændig sikre på at de bedømmer et sygdomstilfælde rigtigt, og at „lægfolk“ ikke bør tvivle på det de siger. Men hvad viser kendsgerningerne?

I en artikel i bladet New York State Journal of Medicine for 1. august 1967 fremhæves nogle fejl som læger har begået når de har stillet diagnose. Artiklen hedder „Manglende overensstemmelse mellem diagnoser før døden og efter døden“, og den omtaler eksempler på at resultatet af en obduktion har modsagt den diagnose lægen stillede mens patienten endnu levede. Efter at have gjort opmærksom på at „litteraturen indeholder talrige eksempler på ’før døden kontra efter døden’-uoverensstemmelser“, giver artiklen nogle statistiske oplysninger vedrørende elleve slags sygdomstilfælde.

Blandt andet oplyses det at mindre end halvdelen af nogle patienter der havde fået en blodprop i lungernes kredsløbssystem, fik stillet den rette diagnose; antallet af fejl varierede fra 10 til 89 procent, alt efter hvilken undersøgelsesrække der var tale om. Diagnoserne ved blødning i maven og tarmene viste sig at være forkerte i 33 procent af tilfældene. De fleste tilfælde af nyreinfarkt blev ikke opdaget før døden var indtrådt, og det samme gjaldt langt de fleste tilfælde af hjertemuskelbetændelse.

I Frankrig har obduktioner af 1000 tilfælde vist at kun 55,4 procent af dem havde fået stillet den rette diagnose mens de endnu levede. Og i 23,5 procent af tilfældene var der alvorlige sekundære sygdomme som først blev opdaget efter døden.

Et typisk eksempel: En kvinde der ofte var udsat for at maden satte sig fast i halsen på hende når hun spiste, døde af kvælning en dag hun var på restaurant. To læger stillede den diagnose at der var tale om et alvorligt hjerteanfald. Imidlertid viste obduktionen at hun var blevet kvalt af et stykke kød. En korrekt diagnose kunne måske have reddet hendes liv.

Artiklen kommenterer yderligere: „At obduktionerne ofte korrigerer diagnoserne . . . er en objektiv kommentar til hvor meget lægevidenskaben stadig har at lære.“

Siden det forholder sig sådan, er beskedenhed da ikke en dyd som lægestandens medlemmer burde lægge for dagen i lidt højere grad?