Jeg var fangevogter for kristne

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I KOREA

I SLUTNINGEN af 1930erne var jeg fangevogter i fængselet i Seoul. Korea var dengang under japansk styre. Jeg var en af de seks koreanske kvinder der blev udtaget til kvindeafdelingen; vi arbejdede under seks japanske kvindelige vogtere. Lidet anede jeg at jeg kort tid efter skulle blive vogter for trofaste kristne.

I 1938 og 1939 læste jeg at den japanske regering havde arresteret nogle af de tilsynsførende inden for de internationale bibelstudenter, det navn som Jehovas vidner dengang var kendt under i Japan og Korea. Senere, da enkelte Jehovas vidner blev arresteret, blev jeg vogter for seks af disse kvinder, alle aktive Jehovas vidner. De blev anbragt i min afdeling.

Mit arbejde i fængselet bestod i at lære fangerne japansk, at lære dem at strikke eller at lave noget andet med deres hænder, at prøve at uddanne analfabeterne og at forberede dem til den tid hvor de skulle løslades. Jeg tog også fangerne ud af deres celler når de skulle på gårdtur. Foruden at tage del i vogterarbejdet var jeg også ansvarlig for håndhævelsen af fængselsreglementet.

Vi får alle befaling til at bøje os

Et af fængselsreglementerne forlangte at alle fangerne (og også vi vogtere) skulle bøje sig mod Tokyo på chefvagtens befaling. Dette var et japansk nationalistisk ritual i tilbedelsen af den japanske kejser. Det var en del af shintoreligionen. Vi koreanere blev tvunget til at tage del i det. Senere erfarede jeg at de nævnte seks kvindelige Jehovas vidner var blevet fængslet, delvis på grund af at de nægtede at bøje sig mod øst. I fængselet nægtede de også af religiøse grunde at bøje sig mod Tokyo.

Da de blev meldt til fængselsmyndighederne og anstrengelser for at overtale dem til at bøje sig viste sig frugtesløse, blev de straffet. Hver enkelt blev til sidst lagt i lænker. Det var meget tunge lænker som det var vanskeligt at løfte op og lægge om deres hals og nakke. De skulle beholde lænkerne på de fleste af døgnets fireogtyve timer.

Dengang syntes jeg at det var dumt af dem at de fastholdt en sådan trodsig holdning bare af religiøse grunde og derved bragte den hårde straf over sig selv. Jeg prøvede mange gange at overtale dem til at bøje sig sammen med os andre og spare sig selv for denne hårde straf.

Forbavset over deres tro og mod

Men efterhånden som jeg talte mere med disse kvinder blev jeg meget forbavset over deres tro. De var altid glade, og på alle andre områder var de meget lydige og lette at have med at gøre. Jeg følte mig draget især til en af disse kvinder. Det var fordi der var mange paralleller mellem fru Changs liv og mit eget. Hun havde en god uddannelse ligesom jeg. Hun var enebarn ligesom jeg. Alt hvad hun blev sat til lærte hun meget hurtigt. Hun havde en udmærket almenviden. Jeg havde især medfølelse med hende fordi hun blev sat i fængsel kort tid efter at hun var blevet gift.

Når som helst jeg så ind til disse seks kvinder i deres celler, fandt jeg dem i færd med at læse eller drøfte Bibelen. Jeg kunne se at den var nøglen til deres tro, og jeg undrede mig over hvordan en bog kunne give dem en sådan tro.

En dag da jeg førte dem ud af deres celler til gårdtur, spurgte fru Chang mig om nyt udefra. Jeg fortalte hende at Japan havde besejret de amerikanske styrker på Filippinerne og de britiske styrker i Singapore, og så videre. Fru Chang forklarede mig nogle profetier fra Bibelen på en sådan måde at jeg fik indtryk af at hun troede at Japan til sidst ville blive besejret.a Jeg var chokeret over at hun ville antyde noget sådant; og hvis andre vogtere havde hørt det, ville det have betydet endnu strengere afstraffelse for hende foruden nedsat madration. Jeg advarede hende meget strengt imod at gentage sådanne udtalelser til nogen.

Nogle få dage senere, da jeg var ved at sende deres mad ind gennem en lem til deres celler, forklarede fru Chang mig mere fra Bibelen. Hun sagde at alle verdens riger i Bibelen blev beskrevet som dyrelignende og at de ville blive tilintetgjort af Guds rige. Jeg kunne have flyttet mig fra lemmen, men jeg var interesseret i det hun sagde. Jeg kunne have fået hende straffet, men det havde jeg ikke i sinde. Jeg følte mig nært knyttet til disse modige kvinder hvis tro kunne få dem til at tale så frejdigt, selv når de blev straffet på grund af denne tro.

Når jeg var alene med dem tog jeg somme tider lænkerne af dem et øjeblik, men det måtte ske meget forsigtigt.

På et tidspunkt hændte der noget uforglemmeligt. Den ene af disse seks kvinder blev meget syg. På samme tid som hun selv var blevet fængslet var hendes søn blevet indsat i det samme fængsel. Men han gik på kompromis med hensyn til sin tro og bøjede sig mod øst. Af den grund fik han et bedre arbejde i fængselet men blev ikke løsladt. Hans moder forblev trofast mod sin overbevisning. Da det blev klart at hun skulle dø bad hun om at måtte se sin søn. Jeg sørgede for at hendes søn til sidst blev bragt ind fra mandsafdelingen. Jeg overværede dette møde mellem moder og søn. Hun var døende, men hun opmuntrede sin søn til at fastholde sin tro. Han ville ikke lytte men bad hende om at gå på kompromis så hun kunne komme ud af fængselet og dø. Fem dage senere døde hun. Sønnen fik lov til at overvære begravelsen i fængselet. Han hulkede bittert, og jeg kunne ikke selv lade være med at græde.

Tvivl og mangel på en stærk tro

Det var på det tidspunkt jeg besluttede at skifte arbejde. Jeg var blevet fangevogter efter at have gået på en højt anset skole for kvinder, en skole der var grundlagt af regeringen og hvor jeg blev uddannet som lærer. Mens jeg gik på skolen blev vi engang vist rundt i et fængsel og jeg blev grebet af fangernes hjælpeløshed. Ved at blive vogter troede jeg at jeg ikke blot kunne undervise disse ulykkelige mennesker men også hjælpe dem. Jeg søgte derfor ind og blev ansat i fængselet. Men efter at have set så mange stakler i årenes løb indså jeg hvor lidt jeg kunne hjælpe dem.

Sandt nok havde jeg nu og da modtaget breve fra tidligere fanger der fortalte mig hvor meget de værdsatte det jeg havde lært dem, og det gjorde mig glad. Men der var så meget jeg ikke kunne hjælpe dem med, og fra et rent menneskeligt synspunkt tvivlede jeg på at jeg virkelig var i stand til at forandre tingene så jeg kunne hjælpe dem. Efter dette Jehovas vidnes død indså jeg at jeg ikke havde en tro der kunne styrke mig på samme måde som hendes tro havde styrket hende. Inden slutningen af anden verdenskrig forlod jeg min stilling i Seoul-fængselet.

Min egen religiøse baggrund havde ikke indgydt mig en sådan tro. Min familie havde været buddhister. Jeg havde ofte været i buddhisttemplet med min moder. Men fra min skolegang vidste jeg at det at tilbede billeder sådan som min moder gjorde, kun var overtro, så derfor holdt jeg selv op med det da jeg blev myndig.

Da 1945 kom og den lange japanske besættelse hørte op, huskede jeg hvad fru Chang havde fortalt mig, og jeg var slået af forundring over at Bibelens profetier virkelig var sande. Jeg følte mig tilskyndet til at prøve at finde fru Chang men fik i fængselet at vide at hun og de fire andre kvinder var blevet løsladt.

I de mellemliggende år var jeg travlt optaget af at arbejde for den amerikanske besættelsesregering indtil republikken blev grundlagt i 1948. Så fik jeg et andet arbejde. En nabo der var diakon i en af kristenhedens kirker indbød mig til at overvære gudstjenesterne. Det gjorde jeg. Men jeg kunne ikke undgå at se hykleriet i den kirke, så jeg holdt op med at komme der. Jeg havde stadig ingen virkelig stærk tro.

Genforenet med de trofaste kristne kvinder

Nu og da i årenes løb besøgte Jehovas vidner mig i mit hjem, og somme tider modtog jeg deres blade. Men jeg havde ikke tid til at tale med dem eller drøfte noget med dem. Så i foråret 1969 flyttede et Jehovas vidne ind som min nabo. Hun begyndte at tale med mig om Bibelen. Jeg spurgte om Jehovas vidner var de samme som de internationale bibelstudenter, for under det navn havde jeg kendt fru Chang. Dette fik jeg bekræftet, og jeg erfarede gennem nabokonen at fru Chang boede i Inchon; så jeg tog til Inchon for at besøge hende.

Vi havde en lang samtale om Bibelen og Jehovas vidners tro. På grund af denne samtale besluttede jeg mig til at undersøge Bibelen sammen med Jehovas vidner. Et regelmæssigt bibelstudium blev påbegyndt, og min nye nabokone underviste mig.

Jeg gik fremad i bibelkundskab, og i oktober 1969 overværede jeg Jehovas vidners internationale stævne „Fred på jorden“ i Seoul. Her mødte jeg de fire andre kvinder som havde været i fængsel på grund af deres tro. Det var et glædeligt gensyn. De hilste mig som en længe savnet ven og ikke som deres tidligere fangevogter. Det jeg så ved dette stævne gjorde et dybt indtryk på mig.

Jeg fortsatte mit bibelstudium og overværede regelmæssigt møderne i Jehovas vidners rigssal. Så tog jeg beslutningen: Jeg ønskede også at have disse trofaste kristne kvinders tro. Jeg blev derfor døbt ved Jehovas vidners sektionsstævne „Mennesker der har Guds velbehag“ i Seoul den 24. juli 1970. Ved den lejlighed forkyndte jeg vidt og bredt: „Dette er den lykkeligste dag i mit liv.“

Vores Choong Jung Ro-menigheds distrikt i Sodaemun-ku indbefatter en bjergside hvorfra man kan se ned i Seoul-fængselet. Mens jeg forkynder den gode nyhed om Guds rige i dette område sammen med mine kristne søstre, kan jeg ikke lade være med at tænke på det der skete dér for år tilbage. Jeg er i sandhed lykkelig over at eje den vidunderlige tro som opretholdt disse mine kære kristne søstre i næsten syv år i fængselet under den anden verdenskrig.

[Fodnote]