Nyt fra Rigets arbejdsmark

Rigets sæd spredes ved hver en lejlighed

GUDS ord, Bibelen, opfordrer til flid. Kong Salomon sagde: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ — Prædikeren 11:6.

Ved enhver passende lejlighed sår Jehovas vidner sandhedens „sæd“ ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige. I over 230 lande og øgrupper fortsætter de „uden ophør [med] at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apostelgerninger 5:42) Den følgende oplevelse er et eksempel på at Jehovas vidner ikke ’lader deres hånd hvile’ i forkyndelsesarbejdet.

◻ I republikken Kap Verde gik et Jehovas vidne forbi et fængsel da hun var ude at forkynde. I gården inden for fængselsmuren sad nogle fanger oppe i et træ. Da de fik øje på forkynderne nedenfor, råbte de og spurgte om de måtte få nogle blade. Forkynderen bandt nogle eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! til en sten og kastede dem over fængselsmuren. Det resulterede i at der senere blev påbegyndt 12 bibelstudier. Tre af fangerne har indviet deres liv til Gud og har fremstillet sig til vanddåben. En af fangerne har tjent som heltidsforkynder, eller pioner, i over et år. Men hvordan foregår forkyndelsen i fængselet? Først blev fængselet opdelt i distrikter. Derefter blev distrikterne fordelt mellem de tre som forkyndte fra celle til celle. Disse forkyndere af Riget følger interessen op på næsten samme måde som andre Jehovas vidner rundt om i verden gør det — ved at aflægge genbesøg. Der er imidlertid en forskel. I stedet for kun at læse Bibelen en eller to gange om ugen i omkring en time læser nogle fanger hver dag. Derudover har fængselsdirektøren givet forkynderne lov til at holde alle menighedsmøderne på fængselsområdet.

◻ En kvinde i Portugal arvede en hel del af Vagttårnsselskabets publikationer efter sin bedstemors død. Da hun ikke selv var et af Jehovas vidner, var hun ikke interesseret i at beholde bøgerne. Men hun ville ikke bare kassere dem. En dag fik hun besøg af et Jehovas vidne som var ude at forkynde fra hus til hus. Hun fortalte forkynderen om den arvede bogsamling. Forkynderen spurgte hende om hun havde nogen idé om hvilken værdi der lå gemt i den. Hun svarede: „Nej, jeg ved egentlig ikke hvor meget bøgerne er værd, men hvordan kan jeg finde ud af det?“ Kvinden sagde ja tak til et bibelstudium, og inden længe kom hun til at værdsætte sin bedstemors bibliotek. Hun er nu blevet et døbt Jehovas vidne. Hendes datter og en nær ven af familien er også begyndt at studere Bibelen. Denne bogsamling viste sig virkelig at være en værdifuld arv!