Argentinas moderne undersøiske tunnel

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I ARGENTINA

HERNANDARIAS-TUNNELEN er den første af sin art i Sydamerika. Den er et 2400 meter langt rør under den mægtige Paraná-flod, der er længere end Mississippi og har en større vandføring. Denne tunnel blev åbnet den 13. december 1969.

Tunnelen forbinder Santa Fe og Paraná, der begge er hovedstæder i argentinske provinser. En tur som før kunne tage timer, bliver nu tilbagelagt let og komfortabelt på få minutter.

En anden fordel som mange taler om, er den tiltagende turisme som tunnelen har skabt. På begge sider af floden har hoteller og kroer erfaret en opblomstring som aldrig før. Brasilien, Paraguay og Uruguay har alle buslinjer der benytter tunnelen på vej til turistmål i Argentina. I oktober 1970 kørte 70.654 biler og busser gennem tunnelen.

Det er almindeligt at høre folk spørge: „Har De set tunnelen?“ Det var denne interesse som vakte min nysgerrighed. Så da jeg skulle besøge en ven i Santa Fe, så jeg frem til at rejse gennem dette undersøiske rør.

I løbet af få minutter er vi ved indkørselen til tunnelen, hvor der skal betales fem kroner i afgift pr. bil. Skilte fortæller os at den maksimale hastighed er 60 kilometer i timen og minimumshastigheden 40 kilometer i timen.

Snart er vi på den næsten 300 meter lange rampe der fører os ind i tunnelen. Omtrent den sidste tredjedel af rampen er en zone hvor øjnene gradvis vænnes fra dagslyset til det elektriske lys i tunnelen.

Inde i tunnelen er luften frisk og behagelig, sammenlignet med heden udenfor. Den tosporede betonvej er rummelig, cirka 7,5 meter bred, og der er knap 5 meter til loftet. Sidevæggene er dækkede med grønne glaserede teglsten. Jeg er meget imponeret over hvor rummelig, lys og ren tunnelen er.

Langs den venstre væg er der en boks for omkring hver 100 meter. Vi ser ved hver af disse en telefon, en ildslukker og en brandslange. Langs den samme side er der et fortov med rækværk til opsynsmændene.

Snart er vi i synstilpasningszonen på den anden side af floden. Turen gennem tunnelen har taget cirka 3 minutter. Men i stedet for at have stillet min nysgerrighed, har den kun gjort den større. Jeg beslutter at vende tilbage.

Senere ved en rundvisning får jeg at vide at ventilationssystemet tillader en fuldstændig fornyelse af luften inde i tunnelen hver tredje eller fjerde minut. Desuden viser to gasanalyseenheder ophobningen af kulilte i hele tunnelen.

Jeg får også at vide at man fra kontrolrummet med fjorten fjernsynskameraer kan følge trafikkens forløb. I nødstilfælde vil bilister modtage instruktioner gennem et net af højttalere, som er placeret med fire meters mellemrum hele vejen gennem tunnelen.

Det bliver også forklaret at man, blot ved at tage en af de opsatte telefoner, straks kommer i forbindelse med kontrolrummet. I tilfælde af brand er de 24 slukningsapparater og brandslanger rede til brug. Som en sikkerhedsforanstaltning er det forbudt tankvogne som transporterer benzin, at benytte tunnelen. De må fortsat benytte den gamle færge over floden.

Jeg er især interesseret i at høre om konstruktionen. Seksogtredive gigantiske, cylindriske rør, der hver måler cirka 65 meter i længden og knap 11 meter i ydre diameter, og ét tilpasningsrør udgør hele tunnelen. På ydersiden gør tre lag polyester-formstof forstærket med glasuld rørene vandtætte.

Disse rør blev gjort klar i sæt på fire, bugseret i position og derpå sænket ned i en rende der var gravet i flodbunden. Frømænd gik ned og forbandt rørene med samlejern. Da de syvogtredive rør var sikrede, dannede de en næsten to og en halv kilometer lang lufttæt enhed. Mudderskraberen dækkede dette rør til, og flodsengen så ud som før.

Argentinas undersøiske tunnel er i sandhed et enestående stykke ingeniørarbejde.