Verdenshavene — løsningen på fødevaremangelen?

JORDENS stadig voksende befolkning får hvert år millioner og atter millioner af nye munde at mætte. Men allerede nu sulter mange mennesker. Hvorfra kan man skaffe føde til alle?

Det er almindeligt antaget at jordens have er et stort og rigt spisekammer. Vi citerer en typisk udtalelse: „Der er ingen grund til at nogen på jorden sulter når der findes en kæmpemæssig, praktisk taget uudnyttet og sikkert ubegrænset forsyning af føde i havet.“ Men er det rigtigt? Rummer havene tilstrækkeligt med føde?

Havenes produktionsevne

Den mængde føde der tages fra verdenshavene er blevet pludselig forøget. Det årlige udbytte er blevet forøget fra mindre end 19 millioner tons i 1950 til over 60 millioner tons. Det kan synes meget. Det anslås imidlertid at dette kun udgør lidt mere end 3 procent af den samlede produktion af menneskeføde. Kan havet yde langt mere?

Nogle har formodet at det kan, idet de tænker på havets umådelige udstrækning — det dækker næsten tre fjerdedele af jorden. Men der er et forhold som mange glemmer at tage i betragtning. Og det er at størstedelen af havet praktisk taget ikke producerer føde, ligesom størstedelen af landjorden.

Den nye bog Environment — Resources, Pollution & Society redigeret af W. W. Murdoch siger: „Det åbne hav — cirka 90 procent af havet — betragtes som en biologisk ørken, der næsten ikke bidrager til verdens øjeblikkelige fiskeri og kun rummer få muligheder for fremtiden.“ Hovedparten af dyrene i havene lever og fanges i kystfarvandenes relativt lave vand, ja fiskebestanden findes faktisk koncentreret i visse områder nær land. Hvorfor?

Områder der er rige på fisk har en rigtig kombination af vind, strøm og fastlandssoklens hældning som bringer vand op fra havdybderne fyldt med næring. Når det når den højde i havet hvortil sollyset trænger igennem, fremskynder de „opskyllende“ næringsstoffer formeringen hos plankton, som mange fisk lever af. Således siger den ovenfor anførte kilde: „Opskyllende områder udgør kun cirka 0,1 procent af havet, men producerer halvdelen af verdens fiskeforsyning.“

Hvilken betydning har det at fiskebestanden er koncentreret i små områder af havet men spredt og ubetydelig andre steder? Fiskeribiologen William Ricker har advaret om at havet ikke er „et ubegrænset reservoir af næringsenergi“. Og da dybhavsforskeren Jacques-Yves Cousteau vendte tilbage fra en havudforskning, udtalte han at livet i havene er blevet formindsket med 40 procent siden 1950 på grund af forurening og intenst fiskeri.

Derfor kan mennesket tilsyneladende ikke regne med at konventionelle fiskemetoder skal forøge dets fødeforsyning væsentligt. Ud fra Cousteaus bedømmelse og lignende rapporter ser det endda snarere ud til at der er fare for at vi i fremtiden vil have mindre føde til rådighed i havet.

En anden metode

Alligevel mener nogle at verdenshavene rummer løsningen på fødevaremangelen. De hæfter sig ved at fiskeflåder strejfer omkring på udkig efter bytte ligesom det engang var almindeligt for mennesket at jage dyr på landjorden. Der blev imidlertid opnået større fødevareproduktivitet da man lagde hovedvægten på at opdrætte dyr i stedet for at jage dem. Man mener at en lignende forandring kunne forøge havets ydeevne. Metoden med at opdrætte fisk i fangenskab kaldes dambrug eller havbrug.

Dambrug har for nylig vundet offentlig anerkendelse, men hvad er dets udsigter? Kan dyr der lever i vandet opdrættes til føde ligesom kvæg, svin og andre dyr på land? Hvad er der blevet udrettet på dette felt? Kan dambrug afhjælpe verdens fødevaremangel?

En gammel og stadig produktiv metode

Dambrug er egentlig en gammel kunst. Så langt tilbage som 475 f.v.t. blev der i Kina skrevet en afhandling af Fan Li om at opdrætte fisk. Andre folkeslag, blandt andet de gamle grækere og romere, kendte også denne kunst.

I Kina er dambruget blevet udviklet så det nu er en vigtig næringskilde. Der produceres cirka 1,5 millioner tons karper og karpelignende fisk om året. Dette udgør hovedparten af dambrugets årlige verdensproduktion på over 2 millioner tons.

Ferskvandsdamme med karper findes spredt ud over Kinas landbrugsegne. Karperne er med omhu blevet opdrættet med henblik på at frembringe en hurtigtvoksende, kødrig fisk med et minimum af skæl. Og kineserne gør sig store anstrengelser for at forhindre at den falder tilbage til den vilde art. At dette hurtigt kan ske, ses af hvad der skete da karpen blev indført i Amerika i 1877 og fik lov til at slippe ud i floder og søer. Den vendte tilbage til den benede, skælrige, vilde art som ofte findes i vandløb der benyttes til sportsfiskeri.

Dambrug drives også i stor stil i Indonesien, på Filippinerne og Taiwan og i stor udstrækning i Norditalien. I disse landes kystegne bruges tusinder af hektarer land til brakvandsdamme. Her opdrættes mælkefisk (en tropisk fisk der minder om en stor sild) og multer. Eftersom opdræt af disse fisk i fangenskab er på det eksperimentelle stade, må yngelen stadig fanges langs kysterne og overføres til damme for at udvikles.

Dammenes ydeevne gør anstrengelserne umagen værd. På Filippinerne, for eksempel, gav den årlige mælkefiskhøst cirka 19 millioner kilo, et gennemsnit på cirka 500 kilo pr. hektar. I Indonesien, hvor spildevand ledes ind i dammene, overstiger den årlige produktion undertiden 4540 kilo pr. hektar. Disse fisk skal imidlertid tilberedes grundigt før de kan spises.

Havkatte, ørreder og laks

I De forenede Stater er der gjort betydelige fremskridt med at opdrætte fisk til føde. Inden for de sidste ti år er havkattedambruget gået frem fra blot nogle få dambrugere, der lærte sig kunsten ved at prøve sig frem, til en blomstrende industri. I 1970 var der 23.200 hektarer damme, hovedsagelig omkring Mississippideltaet. Disse damme producerede omkring 35 millioner kilo havkatte! Dette repræsenterer et udbytte på 1500 kilo pr. hektar, langt over de 350-550 kilo kød pr. hektar der produceres på gode græsgange.

Ørred og laks er også vigtige i dambruget, særlig regnbueørred. Her i Danmark produceredes i 1969 11.147 tons damørred til en værdi af 97,7 millioner kroner. I Snake River-dalen i Idaho (U.S.A.) muliggør en stor underjordisk sø at en hurtig vandstrøm med den rigtige temperatur (14°) løber gennem fiskedamme, hvilket er ideelt for ørredopdræt. Og ved at give regnbueørrederne en særlig kost opnår man fantastiske udbytter på cirka 450.000 kilo fisk pr. hektar! Lignende udbytte pr. hektar er opnået i Indonesien ved at indespærre karper i bambusbure i rivende strømme som indeholder meget spildevand.

Når man opdrætter laks bruger man en anden teknik. Laksene udklækkes i floderne, drager til havs for at udvikles og vender år senere tilbage til deres fødested drevet af instinktet for at gyde. Ved særligt opdræt og særlig næring har man udviklet hurtigtvoksende, kraftige laks. I stedet for at tilbringe de sædvanlige fire år i havet for at udvikles vender nogle fra den nye yngel derfor tilbage til deres fødested efter kun et år. Man forudser at man vil kunne opdrætte store kunstige laksestimer, som kan fanges når de efter cirka et år vender tilbage efter at have „været på græs“ til havs.

Opdræt af skaldyr

Hovedparten af skaldyr, mellem 4 og 5 millioner tons om året, fanges i havet med konventionelle fiskemetoder. Men dyrkningen af østers, rejer og andre skaldyr er også blevet almindelig, og især er det Japan der fører an. For eksempel var japanerne banebrydende inden for østersdyrkningen ved at bruge ophængning af østerskulturer, en metode som nu breder sig til resten af verden.

Efter at de små østerslarver er udklækket, svømmer de omkring ganske kort tid og leder efter en passende hård genstand som de kan anbringe sig på permanent for at omdannes til voksne. I Japan udviklede man den praksis at ophænge ståltråd fra bambustømmerflåder i vandet ned til næsten 18 meters dybde. På disse tråde er der anbragt muslingeskaller med en vis afstand. Østerslarverne fæster sig til muslingeskallerne i millionvis men bliver efter nogle få uger „tyndet ud“ med håndkraft til en passende tæthed. Efterhånden som disse østers vokser fæster man flydere til tømmerflåderne for at de ikke skal synke under den tiltagende vægt.

Denne ophængningsmetode har en række fordele. Den beskytter østerserne mod rovdyr og man undgår at de mudrer til på havbunden. Man kan også fodre østerserne med ophængt mad i hele vandsøjlen. Ved at benytte denne metode giver den årlige høst i Hiroshimabugten i Japan et udbytte på op mod 57.000 kilo østerskød pr. hektar!

Skaldyr som bevæger sig, for eksempel rejen, er sværere at opdrætte. I århundreder har man på kysterne i det fjerne østen fanget rejeyngel og ført den til brakvandsdamme for at lade rejerne vokse til markedsstørrelse. I Japan er man imidlertid kommet i gang med virkelige rejebrug i kommerciel målestok. Der opdrættes rejen nu under kontrol fra æg til marked.

Ægbærende hunner fanges og holdes i omhyggeligt kontrollerede tanke med havvand, hvor de løsner æggene. Før yngelen når at blive fuldt udviklet gennemgår den forskellige larvestadier, under hvilke den holdes i indendørs opvarmede vandtanke. Senere flyttes rejerne udenfor til damme med iltnings- og cirkulationsanlæg for at udvikles videre. Der er en del rejebrug i Japan nu, men de fleste af dem skaffer sig rejerne når disse er unge eftersom de ikke har det tekniske udstyr til at opdrætte dem fra æg.

Det egentlige havbrug endnu i sin vorden

Som det forstås foregår fiskeopdrættet stadig overvejende i ferskvands- og brakvandsdamme. En virkelig dyrkning af havet — egentligt havbrug — har kun givet lidt. De fleste bestræbelser inden for havbruget har været eksperimentelle, eller også har de været på det forberedende plan. De japanske øboere som får 60 procent af deres proteintilførsel fra havet er særlig virksomme inden for denne forskning.

At afspærre dele af havet for at opdrætte fisk er givetvis intet lille foretagende. Det er imidlertid blevet gjort ved Seto-indlandshavet i Japan — hvor havbrugene også er i drift. På et brug har man med ståltrådshegn eller net aflukket et område på 72 hektarer ved højvande og 6 hektarer ved lavvande. Den gulhalede fisk, som på omkring otte til ni måneder vokser til markedsstørrelse, opdrættes i store mængder i disse lukkede brug.

At afspærre en del af havet er virkelig en udfordring. Man har tænkt sig at områder kan afspærres ved at en plasticslange med mange små huller lægges på havbunden og forbindes med en luftpumpe. Luftboblerne der vil stige til vejrs skal tjene som spærretæppe for at holde uønskede dyr ude og brugets dyr inde.

Man har også tænkt over at der i Stillehavet findes koralatoller, hvor ringformede koralrev omgiver lavvandede laguner. Japanske videnskabsmænd har foreslået at opdrætte tun — en fisk som kan veje adskillige hundrede pund — i sådanne lukkede atoller.

Forskningen har også taget en anden retning, nemlig med hensyn til at „gøde“ vandet for at ernære en fiskebestand. I et eksperiment lagde man et otte centimeter plasticrør halvanden kilometer ned i havet ved St. Croix. Det kolde næringsmættede vand der blev pumpet op i damme på land vrimlede snart med mikroskopisk planteliv, der gjorde det ideelt til opdræt af fisk. En forsker har foreslået at lade en havgående muddermaskine bringe næring op fra dybderne og fordele den nær overfladen i et passende område. Så kunne man fange de fisk der trivedes i det område på grund af den kunstige opskylning.

I Skotland har man opnået visse gunstige resultater ved havbrugsforsøg hvor man anvendte det varme vand der blev lukket ud fra et atomkraftværk. Ved at hæve vandets temperatur i en afspærret del af havet forøgede man fiskenes stofskiftehastighed og appetit — i dette tilfælde søtunger og rødspætter — hvilket satte ekstra fart i deres vækst. Bladet Sea Frontiers skriver meget interessant om disse heldigt gennemførte eksperimenter:

„’Dyrkning af havet’ taler man ofte om som om det blot var en let udvidelse af landbrug. I øjeblikket er problemer i virkeligheden hyppigere end resultater, og det kommercielle opdræt af blot en enkel art repræsenterer en enorm anstrengelse.“ Man bliver således påmindet om at havbrug endnu kun er i sin vorden.

Løsningen på fødevaremangelen?

Behovet for mere føde er imidlertid akut eftersom en stor del at menneskeheden allerede sulter. Kan opdyrkning af havene udvikles til at opfylde dette behov?

Meget tyder på at det er umuligt. Som bladet Bio-Science skriver: „Det er vigtigt på nuværende tidspunkt at fastslå at det nuværende udbytte af havbruget sandsynligvis kun vil medvirke i meget ringe grad til at mætte verdens underernærede. Det er usandsynligt at de hungerramtes kaloriebehov nogen sinde kan opfyldes af havet. Bidraget til den øjeblikkelige lindring af proteinsulten vil i bedste fald være lille.“

De bedste udsigter for fiskeopdræt synes at være på land, hvor det på nuværende tidspunkt er mest produktivt. Dette er især tilfældet i betragtning af truslen om at forureningen kan ødelægge havet som en sund madkilde.

Uden tvivl vil der blive gjort meget mere i fremtiden for at udvikle dambrugets kunst, og mange mennesker vil høste gavn af det. Men man kan ikke sætte sin lid til at det vil løse menneskets kritiske fødevaremangel.