„Dit ord er sandhed“

Kan datamaskiner hjælpe bibelforskere?

I VOR moderne tid løser datamaskiner mange problemer inden for handel og industri. Kan de også løse problemer for bibelforskere? Det afhænger af problemets art.

Da udgiverne af Revised Standard Version tidligt i 1950erne ønskede en udtømmende konkordans til deres nye oversættelse, overdrog de arbejdet til dr. Ellison. Ved hjælp af en datamaskine tog det ham blot nogle få år, hvorimod det havde taget dr. Strong tredive år at udarbejde sin Exhaustive Concordance of the Bible (King James Version) i det nittende århundrede.

Imidlertid er der nogle som ikke lader sig nøje med at benytte datamaskinen til sådanne opgaver, men som vil bruge den for at prøve, på grundlag af stilen, at bevise hvem der har skrevet Bibelens forskellige bøger. Allerede i 1963 hævdede en skotsk gejstlig at en datamaskine beviste at apostelen Paulus kun har skrevet fem af de fjorten bøger man normalt tilskriver ham, og at resten var blevet skrevet af andre.

Så sent som september 1969 erklærede en tysk forsker ved den fjerde internationale kongres for nytestamentlige studier, i Oxford i England, at han ved hjælp af en datamaskine var i stand til at skelne at „veråbs-passagerne“ i evangelierne snarere var henvendt til Jesu modstandere end til hans venner og disciple. Han skrev også en bog hvori han hævdede at være i stand til ved hjælp af en datamaskine at afgøre netop hvem der har skrevet hvad. Hvordan forholder det sig med disse påstande?

Lad det være sagt med det samme at man ikke behøver en datamaskine for at opdage at de „veråb“ Jesus udtalte ikke var henvendt til hans venner og disciple. Hvordan kunne han tale til dem og bruge ord som „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere!“? — Matt. 23:13-33.

Men er det rigtigt, som den skotske og den tyske forsker påstår, at man ved hjælp af en datamaskine kan vise hvem der skrev hvad, på grundlag af stilen? Nej. Hvorfor ikke? For som dr. S. M. Lamb, professor i sprogvidenskab ved Yale-universitetet, så slående har sagt: „Datamaskinen er slet ikke intelligent, men faktisk meget dum, og det er i virkeligheden en af dens store fordele — dens blinde dumhed.“ Han kaldte datamaskinen for intet andet end „en maskine der følger instruktioner“, som „har en fantastisk hurtighed og nøjagtighed, men det er også det hele“.

Datamaskinens „dumhed“ kan illustreres ved dens manglende evne til at oversætte. Hvad var resultatet da en datamaskine fik til opgave at oversætte følgende engelske sætning til russisk: „Time flies like an arrow“ (på dansk: „Tiden flyver af sted som en pil“)? Det kom til at lyde: „Tidsfluer kan lide at spise pile.“ Hvorfor? Fordi ord ofte har mere end én betydning eller betydningsnuance, og det er ikke altid let at finde nøjagtigt dækkende ord på andre sprog. Desuden kan et ord have forskellig betydning i forskellige lande. For eksempel betyder „en billion“ i De forenede Stater og Frankrig tusind millioner. Men i England og Tyskland og Danmark betyder en billion en million millioner. En datamaskine vil ikke være i stand til at skelne mellem de to slags billioner.

På tilsvarende måde mister ordsprog meget af deres kraft hvis de oversættes ordret, hvilket er den eneste måde en datamaskine kan oversætte på. For eksempel ville „én fugl i hånden er bedre end ti på taget“ lyde temmelig tamt, hvis det blev oversat ordret til engelsk. På engelsk siger man „en fugl i hånden er det samme værd som to i krattet“.

Når det drejer sig om at identificere en skribent på grundlag af hans stil, står datamaskinen derfor over for lignende uoverstigelige forhindringer. Det er rigtigt at man kan spare tid ved at bruge en datamaskine til at lave fortegnelser over sætningers længde, antallet af gange et bestemt ord forekommer og hvordan sætninger begynder og slutter. Men en datamaskine kan ikke behandle så karakteristiske litterære træk som „hvordan en forfatter konstruerer sine sætninger, hvor han anbringer verbet, om han forsyner sine navneord med betydende eller blot malende epiteter og om han anbringer disse epiteter før eller efter navneordene . . . hvilken slags metaforer han bruger og hvordan han forklarer dem, fra hvilke områder han henter sine sammenligninger, om han anvender kilder og i hvilken udstrækning og, i bekræftende fald, hvorledes han omformer dem, etc., etc.“ — The Journal of Theological Studies, oktober 1970.

Men selv om sådanne kendetegn som sætningers længde og hyppigheden hvormed visse ord forekommer kan afgøres af en datamaskine, behøver det ikke nødvendigvis at være af værdi for at afgøre hvem der har skrevet Bibelens bøger. Hvorfor ikke? Fordi der ikke eksisterede nogen tegnsætning da Bibelen blev skrevet og der findes heller ingen i de tidligst bevarede bibelmanuskripter.

Svagheden ved den metode der blev benyttet af den skotske gejstlige som betvivlede Paulus’ breve, er blevet afsløret af dr. Ellison, der som nævnt brugte en datamaskine til at udarbejde en konkordans. Han har påvist at ved en sådan metode ville endog den skotske præsts egne skrifter forekomme at være skrevet af flere forskellige forfattere. Ja, i forskellige afsnit af blot én af hans artikler varierede stilmønsteret fra det moderate til det heftige. Dr. Ellison forklarede videre at han ved en sådan brug af en datamaskine ville kunne „bevise“ at fem forfattere havde skrevet James Joyces Ulysses og at ingen af disse skrev hans bog Portræt af kunstneren som ungt menneske.

Som det er blevet bemærket af en anden autoritet inden for tekstkritikkens område, Dom B. Fischer, stempler det blotte faktum at en undersøgelse er blevet udarbejdet af en datamaskine, ikke dens resultater som videnskabelige eller dens konklusioner som korrekte, lige så lidt som det gør en artikel mere autoritativ at den er skrevet på en skrivemaskine i stedet for med blyant eller pen. Hvad der kommer ud af datamaskinen afhænger helt af hvad den programmeres med. Måske og måske ikke har det nogen forbindelse med det nogen prøver at bevise. Ifølge dr. Ellison var dét at prøve at bruge en datamaskine til at afgøre forfatterskab på grundlag af stil ’utåleligt og et misbrug af både datamaskiner og forfatterskab’ og blev øjensynlig gjort „for at blive berømt“.

Når det drejer sig om at benytte datamaskiner til at afgøre forfatterskabet til Bibelens bøger, står man over for et endnu vanskeligere problem. Hvorfor? Fordi Bibelens bøger blev skrevet under guddommelig inspiration, og hvem kan dømme om hvordan Guds hellige ånd kan berøre et menneske ved forskellige lejligheder? For eksempel er apostelen Johannes’ skrivemåde som vi finder den i Åbenbaringens bog helt forskellig fra den man finder i hans evangelium eller breve. — 2 Pet. 1:21.

Med hensyn til de fjorten breve der tilskrives apostelen Paulus, nævner de tretten ham forresten som forfatter fra én til tre gange hver. Tilsyneladende i et forsøg på at modsige Bibelen har den skotske gejstlige og andre som har arbejdet med samme formål, forgæves søgt at gøre dette ved hjælp af datamaskinen. Deres resultater stempler dem som meget uforstandige. Det er gået netop som det var forudsagt: „De vise skal blive til skamme. . . . Se, Herrens ord har de vraget, hvad visdom har de?“ — Jer. 8:9.