Stofmisbrugere finder en udvej
I DAG er der mange unge som ikke har noget virkeligt mål i livet. For dem synes livet i den nuværende ordning tomt og meningsløst. De voksnes hykleri, uretfærdighed og hensynsløse udnyttelse af jordens ressourcer har gjort et stort antal unge bitre. Nogle af dem er begyndt at bruge stoffer, hvilket kun har forværret deres situation. Men heldigvis har Bibelens sandheder, forkyndt af Jehovas kristne vidner, hjulpet adskillige unge til ikke længere at være trælbundet af narkotiske stoffer.
● En ung stofmisbruger her fra Danmark tilbragte tre måneder på et statshospital for at blive afvænnet, men uden resultat. Senere flyttede han hen til sin tante, som viste interesse for Jehovas vidners arbejde. Han fulgtes med hende til nogle af møderne. Dette førte til at han fik et personligt bibelstudium. Det han lærte gav ham den nødvendige hjælp til at ændre sit liv. I løbet af kun to måneder opgav han fuldstændig stofferne, fik sig et arbejde, og lod sit hår, som hang ham langt ned ad ryggen, klippe af. Nu glæder han sig over at dele de bibelske sandheder som gav ham et virkeligt mål i livet, med andre.
● Noget lignende skete med en ung mand i Norge. Efter at have taget stoffer i to og et halvt år blev han indlagt på hospitalet. Skønt han ikke blev afvænnet, fik han dér kendskab til Jehovas vidner. Et stykke tid efter at han var udskrevet fra hospitalet lagde han mærke til at en gruppe mennesker med mapper hver dag ved samme tid samledes et bestemt sted. Han tænkte at det sikkert måtte være Jehovas vidner. En dag tog han mod til sig og gik hen til dem, bad om noget bibelsk læsestof og et bibelstudium. Der blev studeret med ham tre eller fire gange, men han var for afhængig af stofferne til at kunne holde op. Derfor kunne studiet ikke fortsætte.
Nogle måneder efter at denne mand var holdt op med sit bibelstudium med Jehovas vidner, prøvede han at begå selvmord. Han kom på hospitalet for at blive pumpet ud, og derfra blev han overflyttet til en institution for sindslidende. Her følte han at han simpelt hen måtte være sammen med Jehovas vidner i deres rigssal. Men det var helt umuligt ifølge reglerne; for han havde kun været på institutionen i fem dage.
Han bad til Jehova om hjælp så han kunne komme til møde i rigssalen. Næste dag fik han, imod alle regler, lov til at tage af sted. Igen blev der oprettet et bibelstudium med ham. Efter kun to studier fik han sit lange hår klippet.
Hvordan reagerede lægerne? Var de glade for den gode virkning Bibelens sandhed havde haft på ham? Tilsyneladende ikke. De sendte bud efter en luthersk præst for at han skulle tale med ham. Trods de tydelige forandringer til det bedre blev den unge mand advaret mod Jehovas vidner.
Nogle uger efter blev han udskrevet fra hospitalet. Han fortalte sine tidligere venner hvorfor han havde ladet sig klippe og at han var holdt op med at tage stoffer. Skønt han flere gange fik tilbudt stofferne gratis, holdt han fast ved sin beslutning. På den måde forstod hans tidligere kammerater at han virkelig mente hvad han sagde.
Hans forældre var overmåde glade for den forandring han havde gjort. Både hans moder og søster gik senere ind på at studere Bibelen. Og den unge mand er meget taknemmelig mod Jehova fordi sandheden fra Bibelen satte ham i stand til at blive sin uvane kvit.
● Et bibelstudium med Jehovas vidner hjalp på samme måde to unge mænd i Alaska til at rette sig op. De var kommet til Alaska i en lille varevogn dekoreret med plakater og blomster. Meget langt hår, gammelt tøj, fredssymboler og perlekæder vidnede om deres utilfredshed med det etablerede samfund. I næsten fem år havde de boet i et kollektiv hvor de havde levet et liv i umoralitet, havde solgt og brugt sådanne stoffer som marihuana, heroin, LSD og kokain. Men som et resultat af deres bibelstudium holder de nu fast ved de høje principper i Guds ord og fortæller andre at den bedste måde at leve på er at indordne sig under Guds retfærdige love.
Men hvordan har et studium af Bibelen kunnet hjælpe disse tidligere stofmisbrugere? Jo, gennem et sådant studium fandt de tilfredsstillende svar på spørgsmål som længe havde forvirret dem. De lærte at den bedrøvelige tilstand som verden befinder sig i, virkelig er en opfyldelse af Bibelens profetier. De stadig værre forhold er et bevis for at Gud snart vil gøre ende på al uretfærdighed. De kom også til at forstå at man ved at anvende det man lærer fra Bibelen, allerede nu kan blive tilfreds og finde en mening med livet.