Hvad bestemmer den kurs religionen følger?

VED først at se gennem fingre med Vietnamkrigen forledte kirkerne mange mennesker til at mene at det var rigtigt at kæmpe i den. Men nu fordømmer nogle religiøse organisationer og deres talsmænd krigen. De erklærer at det er forkert at deltage i den.

Hvorfor denne forandring? Leder kirkerne nu deres medlemmer til at leve i harmoni med Bibelens lære? Eller bestemmer andre faktorer den vejledning som religionen sørger for?

Oregon-bladet Journal bemærkede for nylig at ’kirkens mænd blot fulgte den store hob’.²² Da befolkningen kun udtrykte ringe modstand mod krigen, støttede kirkerne den. Men da offentligheden fik afsky for den langtrukne kamp og blodsudgydelserne, begyndte gejstligheden at tale mod krigen.

Alden Munson, redaktør af United Methodist, et af metodistkirkens blade, har forklaret:

„En mængde snavsede affærer som My Lai samt den bedste krigsreportage i historien har påvirket hele nationen, og kirken er til sidst blevet hægtet på denne antikrigsstemning. . . . Antallet af civile ofre i Vietnam siden 1965 er skønsmæssigt vurderet til mellem 1 og 4 millioner mænd, kvinder og børn, men først nu er kirkerne begyndt at udtrykke afsky.“²³

Ja, det var ikke før krigen blev upopulær at religionens råb om fred blev hørligt. Det er blevet sagt om kirkerne at de finder ud af hvad der for tiden er populært, og så indretter de deres holdning efter det. Præsten Robert J. McCracken fra New York har indrømmet: „Vi er omhyggelige med ikke at tage et standpunkt, medmindre vi ved i hvilken retning vinden blæser.“²⁴

Forsøg på at påvise konsekvent ledelse

Den katolske kirke tilkendegav for nylig at den ikke har ændret sin holdning til krigen. Den påstår at den katolske ledelse aldrig har støttet Vietnamkrigen. Denne påstand blev endda fremsat i et dokument der blev frigivet sidste år af De forenede Staters katolske konference (USCC), det administrative redskab for Katolske biskoppers nationale Konference.

Dog siger selv fremtrædende katolske teologer at biskopperne snarere havde støttet krigen end de havde været imod den. Ja, samtidig med at USCC-dokumentet blev offentliggjort skrev den katolske præst Peter J. Riga, professor i religion ved La Salle College:

„På grund af deres massive svigten med hensyn til moralsk ledelse i vor tids største moralske stridsspørgsmål skulle disse amerikanske katolske biskopper der støttede denne krig (omkring 95 procent) trække sig tilbage i hobetal da de ikke længere er skikkede til deres embede; . . . den der har blod på sine hænder er ikke egnet til at være præst. Jeg siger at de amerikanske katolske biskopper ved deres moralske svigten har menneskeblod på deres hænder.“²⁵

Får sådanne beskyldninger fra katolikkernes egne rækker Dem til at spekulere på om det er sandt hvad biskopperne selv har publiceret?

Sandheden fordrejes

Commonweal, et katolsk tidsskrift, har beskæftiget sig med denne sag. Skribenten, den katolske professor og sociolog Gordon Zahn, udtalte efter at have studeret USCC-dokumentet:

„Jeg må drage det i tvivl som et tilsyneladende forsætligt forsøg på, ved hjælp af en i høj grad selektiv anvendelse af historien, at skabe det falske indtryk at kirkens formelle ledelse har været en kilde til konsekvent, skønt klogeligt behersket, modstand mod krigen.“²⁶

Hvad der belyser dokumentets „i høj grad selektive anvendelse af historien“ er at det simpelt hen udelader enhver ytring fra katolske ledere der støttede krigen. Mest iøjnefaldende er udeladelsen af afdøde kardinal Spellmans bifaldsytringer.

Ja, de udeladte erklæringer, fremsat af kirkens ledere til støtte for krigen, er så talrige at Commonweal bemærker: „Man har mistanke om at forskerne bag USCC-dokumentet kunne have samlet i det mindste lige så mange biskoppelige udtalelser til støtte for krigen, alene fra arkiverne i New Yorks ærkebispedømme.“²⁷

Men alle disse vidnesbyrd blev med vilje udeladt! Dog skulle „almindelig ærlighed“, ifølge Commonweal, kræve at sådanne erklæringer blev taget med „hvor pinlige de end kan synes nu da denne krigs umoralitet fuldt ud kan ses af alle“.²⁸

Er det ikke klart at USCC-dokumentet er et tydeligt forsøg på at skjule at religionen i begyndelsen støttede den nu upopulære krig? En sådan uærlighed forbavser Dem måske.

Hvad bestemmer den kurs religionen anviser?

Det er sandt at præster ofte prædiker ud fra Bibelen om ’fred på jorden’ og om ’næstekærlighed’. Derfor har mange måske antaget at religionen leder menneskeheden til at leve i harmoni med Bibelens lære og til at vende sig bort fra krig og vold.

Det er imidlertid en fejltagelse kun at betragte hvad religionen siger. Det er nok også nødvendigt at undersøge hvad religionen virkelig gør. Hvad gør religionen når nationale ledere kommer til det resultat at det er i deres nations interesse at udkæmpe en krig?

Henviser kirkerne så under disse omstændigheder til Jesu ord: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed“? (Joh. 13:35) Forklarer de deres medlemmer at ægte kristen kærlighed ikke berøres af landegrænser? Gør de det klart at alle sande disciple af Kristus elsker hinanden uden hensyn til hvilket land de lever i eller hvilken race de hører til?

Understreger kirkerne også over for deres medlemmer Jesu apostel Johannes’ ord: „Vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder“? (1 Joh. 3:10-12) Forklarer de at når man dræber medmennesker på slagmarken, måske endda medlemmer af ens egen religion, er det ikke at vise kærlighed til dem? Påpeger de at den der gør dette i virkeligheden tjener „den Onde“, Satan Djævelen?

Det er ganske klart at når nationerne forbereder sig til krig tilsidesætter kirkerne hvad Bibelen lærer om dette. En kendt protestantisk gejstlig, afdøde Harry Emerson Fosdick, har indrømmet:

„Vor vestlige historie har bestået i den ene krig efter den anden. Vi har opfostret mænd til krig, oplært mænd til krig; vi har forherliget krigen; vi har gjort krigere til vore helte og endog i vore kirker har vi anbragt krigsflagene . . . Med den ene mundvig har vi hyldet fredsfyrsten og med den anden har vi forherliget krigen.“²⁹

Det er en kendsgerning at ikke hvad Bibelen siger, men hvad nationale ledere siger og hvad der for tiden er populært hos befolkningen bestemmer den kurs religionen anviser. Vancouver-bladet Sun bemærker i en lederkommentar til Vietnamkrigen: „Det er en svaghed i måske al organiseret religion at kirken følger flaget . . . Hvilken krig er nogen sinde blevet udkæmpet hvor man ikke påstod at Gud var på begge sider?“³⁰

Kun støtte „retfærdige krige“?

Den undskyldning kirkerne ofte giver for at støtte deres lands krige er at deres lands sag er retfærdig — det udkæmper kun „retfærdige krige“. Derfor hævder man at det er religionens pligt at støtte den nationale krigsindsats.

Men tænk over det et øjeblik. Hævder ikke enhver nation der bliver indblandet i en krig at dens sag er „retfærdig“? Det er som et nyere opslagsværk bemærker: „Årsagerne til krig kan være selviske, tarvelige, eller endog onde, men de grunde der fremholdes er sædvanligvis ophøjede og ædle. Begge sider i en krig kan nævne grunde som de anser for gyldige.“³¹

På grundlag af hvad der betragtes som ’gyldige grunde’ kæmper hver nation for at vinde hvad den kalder „en retfærdig krig“, skønt befolkningen i disse nationer måske har nøjagtig modsatte synspunkter. Patriotismen blomstrer og kirkerne bliver revet med, idet de hver især „følger flaget“. Den fremtrædende protestantiske kirkeleder Martin Niemöller har sagt at lige siden de romerske kejseres dage har det været sådan i kristenheden. „Kirken har aldrig kendt en uretfærdig krig,“ forklarede han, „men har altid retfærdiggjort sin egen herskers og stats krig.“³²

Den katolske historiker E. I. Watkin har skrevet:

„Hvor pinligt det end er at indrømme det, kan vi ikke af hensyn til falsk opbyggelse eller uærlig loyalitet benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopperne konsekvent har støttet alle krige der er udkæmpet af deres lands regering. Jeg kender faktisk ikke et eneste tilfælde i hvilket et nationalt hierarki har fordømt nogen krig som uretfærdig . . . Uanset den officielle teori, har i praksis ’mit land har altid ret’ været den grundsætning der i krigstid er blevet fulgt af katolske biskopper. . . . hvor det har drejet sig om krigslysten nationalisme har de tjent som kejserens talerør.“³³

Er det virkelig sandt at kirkerne „konsekvent har støttet alle krige der er udkæmpet af deres lands regering“? Har religionen kun poseret som en god magt, men i virkeligheden støttet krig og vold? Hvad afslører de historiske kendsgerninger?