Når religionen tager parti

DEN 1. september 1939 blev Polen invaderet af tyske tropper. Dermed var den anden verdenskrig begyndt. Tre uger senere lød en overskrift i The New York Times: „Kirker ophidser tyske soldater til kamp.“ Men er det sandt at kirkerne i Tyskland ligefrem støttede Hitlers krigsmaskine?

Friedrich Heer, der er katolik og professor i historie ved universitetet i Wien, bekræfter at det forholdt sig sådan: „Kendsgerningerne i tysk historie viser at kirken og nazistyret nærmede sig hinanden mere og mere, indtil hagekorset forkyndte sejrsbudskabet fra Tysklands kirketårne, altrene blev omgivet af hagekorsfaner, og katolske såvel som protestantiske teologer, præster, kirkefolk og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“

Ja, kirkernes ledende mænd gav Hitlers krigsindsats deres uforbeholdne støtte. Som den katolske professor Gordon Zahn skriver: „Den tyske katolik der spurgte sit religiøse overhoved til råds med hensyn til at gøre tjeneste i Hitlers krige, fik i realiteten det samme svar som han ville have fået af naziføreren selv.“

På den anden side af fronten

Hvad sagde kirkerne i de lande der kæmpede imod Tyskland? I The New York Times for 29. december 1966 stod der: „De katolske gejstlige har næsten altid støttet de krige som deres respektive lande har ført, ved at velsigne tropperne og bede for sejren, samtidig med at bisperne på den anden side har bedt offentligt om det modsatte udfald.“

Er denne støtte til de stridende hære blevet ydet med Vatikanets godkendelse? Overvej følgende: Den 8. december 1939, kun tre måneder efter den anden verdenskrigs udbrud, udsendte pave Pius XII hyrdebrevet Asperis Commoti Anxietatibus. Dette brev var stilet til feltpræsterne i de krigsførende lande, som på begge sider af fronten fik henstilling om at nære tillid til deres respektive militære biskopper. Brevet formanede feltpræsterne til „i kampen under deres lands flag også at kæmpe for kirken“.

Kirkerne stiller sig ofte i spidsen når det gælder om at mobilisere de enkelte lande til krig. „Selv i vore kirker har vi ophængt krigsfaner,“ har den nu afdøde protestantiske præst Harry Emerson Fosdick indrømmet. Og med hensyn til den første verdenskrig har den britiske general Frank P. Crozier sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre folk blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af [kirkerne].“

Alt dette er nu historie. Hvilken rolle spiller kirkerne i dag, for eksempel i det tidligere Jugoslavien, hvor de fleste tilhører enten den romersk-katolske eller den ortodokse kirke?

Kirkernes ansvar

Bladet Asiaweek for 20. oktober 1993 erklærede i en overskrift: „Bosnien er centrum for religiøs konflikt.“ Og i avisen San Antonio Express-News lød en overskrift til en kommentar: „Religiøse overhoveder bør standse rædslerne i Bosnien.“ I artiklen hed det: „De romersk-katolske, ortodokse og muslimske trossamfund . . . kan ikke frasige sig ansvaret for det der sker — ikke denne gang, ikke med hele verdens tv-seere som vidner hver aften. Det er deres krig. . . . Det står helt klart at de religiøse ledere principielt bærer ansvaret for krigen. Deres åbenbare skinhellighed tilskynder til krig når de velsigner den ene part frem for den anden.“

Hvorfor er hadet så stærkt mellem for eksempel medlemmer af henholdsvis den katolske og den ortodokse kirke? Ansvaret for dette ligger hos paver, patriarker og andre religiøse ledere. Lige siden bruddet mellem disse kirkeretninger blev en realitet i 1054, har de religiøse overhoveder fremelsket had og krig mellem deres medlemmer. En artikel i det montenegrinske dagblad Pobeda for 20. september 1991 pegede på det religiøse skisma og dets konsekvenser i forbindelse med de aktuelle fjendtligheder. Under overskriften „Mord i Guds navn“ stod der:

„Det er ikke en politisk strid mellem [den kroatiske præsident] Tudjman og [den serbiske leder] Milošević, men snarere en religiøs krig. Man bør huske at paven allerede for tusind år siden traf beslutning om at udrydde den rivaliserende ortodokse kirke. . . . I 1054 . . . lagde paven ansvaret for splittelsen på den ortodokse kirke. . . . I år 1900 redegjorde den første katolske kongres i detaljer for planen om at udrydde de ortodokse i løbet af det 20. århundrede. Denne plan er nu sat i værk.“

Den nuværende konflikt er dog ikke den første af sin art i dette århundrede. Også for halvtreds år siden, under den anden verdenskrig, søgte den katolske kirke at udrydde den ortodokse tro i dette område. Med pavens hjælp lykkedes det den kroatiske nationalistbevægelse, Ustasi, at sikre sig magten i den uafhængige stat Kroatien. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica oplyser at dette styre, som Vatikanet støttede, benyttede „usædvanlig brutale metoder, deriblandt henrettelse af serbere og jøder i hundredtusindvis“.

Bogen The Yugoslav Auschwitz and the Vatican fremlægger ikke alene dokumentation for disse massedrab — titusinder af mennesker blev dødens ofre — men også dokumentation for Vatikanets ansvar i denne sag.

Den ortodokse kirke har på sin side støttet serberne i deres kamp. Efter sigende har en serbisk befalingsmand erklæret: ’Patriarken [i den ortodokse kirke] er min øverstbefalende.’

Hvad kunne man have gjort for at standse disse myrderier, der alene i Bosnien-Hercegovina har kostet 150.000 dræbte eller savnede? Fred Schmidt har ifølge bladet San Antonio Express-News sagt at FN’s Sikkerhedsråd burde vedtage „en formel resolution der pålægger paven, patriarken af Konstantinopel og [andre ledere] i katolske, ortodokse og muslimske kredse der har myndighed i Bosnien-Hercegovina, øjeblikkelig at afblæse fjendtlighederne og mødes for at finde ud af hvordan deres troende kan leve side om side med nogle der har en anden tro.“

Lignende tanker blev fremsat i en reportage i avisen Progress Tribune fra Scottsdale, Arizona, USA, der konkluderede at krigen „kunne standses hvis de religiøse ledere gjorde en oprigtig indsats for det“. Artiklen hævdede at det kunne gøres „ved øjeblikkelig at ekskommunikere enhver der affyrer en granat mod Sarajevo“.

Ikke en ægte fredsstifter

Op gennem historien har paverne i den katolske kirke konsekvent undladt at ekskommunikere selv de største krigsforbrydere, til trods for at katolske medtroende har anmodet om sådanne skridt. I avisen Catholic Telegraph-Register fra Cincinnati, Ohio, USA, lød en overskrift: „Opdraget som katolik men fornægter troen — lyder telegram til Paven.“ I den følgende artikel stod der: „Pave Pius XII er blevet anmodet om at ekskommunikere Reichsführer Adolf Hitler. . . . ’Adolf Hitler blev født af katolske forældre, blev døbt som katolik og blev opdraget og undervist som sådan,’ hed det i telegrammet.“ Men Hitler blev aldrig ekskommunikeret.

Tænk også på situationen i visse afrikanske lande hvor voldsomme krige har hærget. Femten katolske biskopper fra landene Burundi, Rwanda, Tanzania, Uganda og Zaire indrømmer at selv om der findes mange døbte ’kristne’ i området, „har indre konflikter medført massakrer, ødelæggelser og tvangsflytninger“. Biskopperne indrømmer at den egentlige årsag til problemerne „er at den kristne tro ikke i tilstrækkelig grad har ændret folks mentalitet“.

Ifølge bladet National Catholic Reporter for 8. april 1994 „følte paven . . . ’dyb smerte’ ved de seneste meldinger om konflikten i det lille afrikanske land [Burundi], hvis befolkning er overvejende katolsk“. Om Rwanda, hvor omkring 70 procent af befolkningen er katolikker, sagde paven at „endog katolikker er indblandet“ i myrderierne. Ja, hos begge stridende parter har katolikker myrdet hinanden, sådan som de har gjort det i utallige krige førhen. Og som vi har set, har tilhængere af andre religioner gjort det samme.

Betyder det at alle religioner og trossamfund tager parti i krig? Findes der et trossamfund der oprigtigt søger at stifte fred?

[Illustration på side 5]

Hitler, som her ses sammen med den pavelige nuntius Basallo di Torregrossa, blev aldrig ekskommunikeret

[Kildeangivelse]

Bundesarchiv Koblenz