Virkelig frigørelse på vej
KVINDERNE har behov for frigørelse, på mange måder. Men det har mændene også. Indiens premierminister Indira Gandhi har udtalt: „Mænd er ikke mere frigjorte end kvinder.“
Sandheden er den at hele menneskeslægten har behov for en frigørelse. Herom stod der at læse i Daily Star, der udkommer i Toronto:
„Den følelse at være sat i bur og at være kommet på den forkerte hylde i tilværelsen er ikke begrænset til kvinderne. Vi lever i et industrialiseret massesamfund hvor ikke så få mennesker føler at de er ensomme og rodløse, anbragt på en forkert plads i tilværelsen, at de ikke har fundet sig selv som mennesker og ikke har fået lejlighed til at udnytte deres evner fuldt ud.
Det drejer sig om både mænd og kvinder. At slå ned på ægteskabet og på mændenes domineren som årsag til kvindernes ulykkelige tilstand er som i blinde at forvanske og ignorere livets realiteter i det tyvende århundrede.“
Det industrialiserede samfund har ikke vist sig at blive den velsignelse som mange mente det ville være. I ikke så få tilfælde har det snarere vist sig at være en forbandelse. En af dets følger er storbyer hvor millioner af mennesker stuves sammen. Er livet blevet bedre med disse „betonørkener“ der spærrer for himmel og sol og for udsigten til træer, græs og højdedrag? Kan det kaldes et fremskridt at menneskene ængstes for at spadsere på gaderne i en by om aftenen, og nogle steder endda ved højlys dag? Og hvordan er det med forureningen og de kvælende trafikforhold?
Hvilke fortrin er der ved den såkaldte „høje levestandard“ når man alligevel ikke har mulighed for at nyde den? Hvilken glæde har man af et arbejde når det bliver en trædemølle, og det enkelte menneske bliver et betydningsløst lille tandhjul i en kæmpemæssig produktionskæde?
Hvor man end kaster blikket hen opdager man mænd og kvinder og børn der kæmper med alvorlige problemer som de gerne vil frigøres for. Tag for eksempel det rigeste land på jorden, De forenede Stater, hvor henved en fjerdedel af alle indbyggere på over femogtres år er henvist til at leve af en indkomst som arbejdsministeriet anser for at ligge på fattigdomsplanet. Mange flere er tvunget til at opretholde eksistensen på indtægter der ikke er ret meget større. Ustandselig sker der prisstigninger, og mange gifte kvinder er tvunget til at arbejde uden for hjemmet fordi mandens indtægt ikke kan slå til.
Tænk også over følgende oplysninger der stod at læse i bladet Time: „Cirka 300 millioner mennesker i verden må leve med så iøjnefaldende deformiteter at det skaber følelsesmæssige problemer, ikke alene for de handicappede selv men også for det samfund de lever i.“ Og hvordan forholder det sig ikke med de mentalt syge? Og hvordan med de fattige og sultne i verden, der omfatter størstedelen af menneskeslægten? Trænger mon ikke alle disse til frigørelse?
Der står vist næppe tvivl om at mænd tillige med kvinder er blevet ofre for undertrykkende politisk, økonomisk og religiøst herredømme. Dette system er produktet af mandens og kvindens ønske om at være uafhængige af Gud. Hvilken fiasko har det menneskeskabte styre ikke været fordi det har ignoreret Gud! — Jer. 10:23.
Hvad jorden trænger til nu er at Gud fjerner det bestående system og indfører sin egen retfærdige ordning. Vi trænger til at han i sin fuldkomne visdom, retfærdighed og kærlighed leder og styrer de menneskelige anliggender. Men er håbet herom kun en drøm?
Nej, det er ikke blot en drøm. Hvorfor ikke? Fordi den tidsfrist inden for hvilken Gud ville tillade menneskenes ondskab, snart er ved at udløbe. Alt det der sker som en opfyldelse af Guds egne nedskrevne profetier viser at vi står over for afslutningen på det system der har undertrykt menneskene på jorden.
Snart, når tidsfristen er udløbet, vil Gud atter udfolde sin almagt og befri vor jord for de dårlige virkninger af et menneskeskabt styre. I Daniel 2:44 blev det forudsagt: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“
Det var denne himmelske regering Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om. (Matt. 6:10) Al ret til at herske over jorden vil denne regering, og ikke mennesker, sidde inde med. Den vil håndhæve Guds retfærdige love overalt på jorden. Det vil afstedkomme en sand og højst ønskværdig frigørelse.
Denne frigørelse vil omfatte frihed for undertrykkelse og uretfærdighed fra menneskers side. Den vil betyde frihed for økonomisk trang, og således gøre det muligt for kvinder at udfylde deres naturlige rolle i livet. Den vil desuden skænke menneskene frihed fra deres største fjender — sygdom, alderdom og død. Guds løfte lyder: „Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.“ — Åb. 21:4.
Forestil Dem dette! Forestil Dem en tid da mænd og kvinder vil udfylde den rolle som Skaberen har tiltænkt dem, således at de i forholdet til hinanden ikke længere skal opleve gnidninger, forulempelser, sorg eller tårer. Og hvilken glædesfyldt tilværelse er der ikke banet vej for når sygdom, alderdom og død er borte! Guds ord lover med henblik på denne frigørelsestid: „De sagtmodige skal arve landet [jorden, New World Translation], de fryder sig ved megen fred. De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:11, 29.
Sand frigørelse vil snart være en realitet, dog kun med Guds midler. Det er derfor det vil være spild af tid og kræfter at spejde efter at opnå den i nogen del af den nuværende, prisgivne ordning. Det er også derfor Guds ord siger: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:17) De mennesker der er interesseret i en sand og varig frigørelse bør derfor uden tøven sætte sig ind i hvad Guds vilje er. Jehovas vidner vil med glæde og uden vederlag stille sig til rådighed for at lære Dem mere om Bibelens løfter.
[Illustration på side 17]
Guds rige vil bringe den sande og varige frigørelse og gøre jorden til et paradis. Dyr og mennesker vil leve fredeligt side om side