Kvindens frigørelse — hvordan?

„KVINDER, FOREN JER! SØSTERSKABET ER STÆRKT!“ Sådan lød det slogan som demonstranterne brugte i protest mod skønhedskonkurrencen om Miss America-titlen i 1969 i Atlantic City. Jeg var til stede fordi jeg skulle dække begivenheden for CBS News-radiostationen. Denne opgave, som jeg fik ved et rent tilfælde, skulle vise sig at blive et vendepunkt i mit liv.

Jeg var ikke egentlig reporter. Jeg var ansat som journalist ved CBS News, men demonstranterne ville ikke tale med mandlige reportere, og da CBS ikke havde nogen kvindelige reportere stationeret i New York, bad man mig om at dække begivenheden.

Jeg kendte kun lidt til kvindernes kamp for frigørelse dengang, og det jeg kendte, hørte til det mest yderliggående. Men efterhånden som jeg undersøgte sagen nærmere, blev jeg overrasket over at opdage at jeg mente det samme som de.

Det skal indrømmes at de var vrede. De havde deres klagepunkter. Men jeg tror at enhver sjæl vil indrømme at de så rigtigt på mange ting og nærede ønske om at gøre forholdene bedre.

Før jeg tog af sted til skønhedskonkurrencen interviewede jeg Robin Morgan, en af bevægelsens ledere, i radioen. Hun forklarede:

„Hele det billede skønhedskonkurrencen giver af kvinden er at hun er et tomhjernet ’sexobjekt’. Konkurrencedeltageren skal bare smile og holde mund og vise sig selv frem iført badedragt. . . . Vi mener at hele ideen med at paradere frem og tilbage, som ved et dyrskue, foran dommere der kun bedømmer kødet, er nedværdigende og barbarisk.“

Jo mere jeg hørte, jo mere identificerede jeg mig med disse kvinder og det de kæmpede for. Tilsyneladende var de oprigtige; det forekom mig at de ikke blot tænkte på sig selv, men søgte at få et bedre, mere afbalanceret forhold til mændene i stand.

Som Robin forklarede var mændene også undertrykt af samfundets definitioner på „mandighed“ og „kvindelighed“: „Mændene er undertrykt af hvad vi kalder Hemingway-myten — hvis man gennembanker en kvinde, skyder umælende dyr og drikker en masse spiritus — så er man en virkelig mand.“

Var hun mandfolkehader? ville jeg gerne vide.

„Jeg hader John Wayne-typen,“ svarede hun. „Så i den forstand er jeg mandfolkehader. Men i almindelighed hader vi ikke mænd. Jeg tror at vi gerne vil lære at holde af os selv, og lære at holde af andre mennesker.“

Det var noget andet end det jeg havde hørt kvindebevægelsen ville. Det var også det jeg ville. Det varede derfor ikke længe før jeg stod helt på kvindebevægelsens side, og til sidst blev jeg også selv forkæmper for kvindernes frigørelse.

Jeg tror stadig at både mænd og kvinder har brug for frigørelse, og jeg kan i overensstemmelse med sandheden sige at jeg arbejder hårdere nu end nogen sinde på at vise andre løsningen på menneskehedens undertrykkelse.

Ikke alle kvinder sympatiserer med de mål bevægelsen for kvindernes frigørelse har sat sig, og derfor kunne en og anden måske godt tænke sig at vide hvilken slags kvinder det er der bliver engageret i en sådan bevægelse. Min egen livsberetning kan tjene som eksempel.

Succes i verden

Jeg er opvokset i Connecticut, i en velstående forstad til New York city, og gik i en privat pigeskole. Min familie var intellektuel, havde litterære interesser og en dyb forståelse af tankens verden.

Jeg giftede mig da jeg var atten og fik en søn. Ægteskabet endte med skilsmisse da jeg var treogtyve. Jeg stod tilbage med en søn at forsørge og måtte se mig om efter et arbejde.

Jeg fik tilbud om forskellige stillinger som sekretær, hvilke jeg dog afslog, ud fra den betragtning at hvis jeg nogen sinde fik begyndt som sekretær, ville jeg aldrig komme videre. Jeg måtte begynde over sekretærstillingen, hvis jeg ville gøre mig håb om at nå videre, sådan som diskrimineringen af kvinder er på arbejdsmarkedet. Jeg vidste at jeg havde visse færdigheder, men min ansøgning fik ikke den velvillige overvejelse den ville have fået hvis jeg havde været en mand. Denne erfaring tog meget hårdt på mig og åbnede mine øjne for kvindernes problemer på arbejdsmarkedet.

Til sidst, næsten ved et tilfælde, fandt jeg nogen der var villig til at tage chancen og forsøge sig med mig som journalist, og jeg blev ansat ved The Reporter, et politisk tidsskrift. Dette førte til stillingen som journalist ved CBS News. Til sidst blev jeg leder af hele CBS News’ afdeling for nyhedsformidling til hele landet, den første kvinde der beklædte denne stilling.

Som afdelingsleder havde jeg en sekretær og en stab af journalister under mig. Jeg kendte alle på CBS, fra præsidenten og nedefter. Jeg så Walter Cronkite næsten hver dag, eftersom jeg skrev artikler om ham, som om han havde skrevet dem selv. Han plejede at se artiklen igennem, hvorefter han godkendte den. Så sendte vi den til redaktører i forskellige byer over hele Amerika, og de trykte den så, som om de havde haft en personlig samtale med Cronkite eller som om han havde skrevet artiklen specielt for dem.

Det var et ønskejob. Jeg havde status. Jeg havde penge. Jeg var ung og havde et tiltrækkende ydre. Eftersom jeg havde alt hvad samfundet har lært en at begære, hvorfor, kan man med rette spørge, blev jeg da forkæmper for kvindernes frigørelse?

Hvorfor kvindernes frigørelse?

Selv om jeg havde fået godt arbejde, vidste jeg at det er relativt få kvinder der får så gode stillinger som mændene gør, på grund af diskrimineringen af dem. Jeg blev forkæmper for kvindernes frigørelse fordi et af bevægelsens hovedformål var at afhjælpe dette.

En anden grund til at bevægelsen til kvindernes frigørelse dannedes og at den tiltalte mig, havde at gøre med de stigende leveomkostninger og det moderne samfunds levevis. Dette har nemlig medført at den gifte kvinde har måttet tage udearbejde for at hjælpe til med at forsørge familien, og ved siden af har måttet købe ind, gøre rent og lave mad. Ægtemændene har i almindelighed haft vanskeligt ved at træde ud af deres såkaldte „maskuline“ rolle for at give en hånd med, eftersom de betragtede husarbejdet som „konens arbejde“. Vi syntes at det var uretfærdigt at kvinderne skulle bære denne tunge fysiske byrde, og bevægelsen til kvindernes frigørelse ville derfor ændre dette.

Det arbejde kvinden udfører i familien har også ændret sig i tidens løb. Vi skal ikke, som nogle af vore bedstemødre har gjort, opdrage femten børn, væve vores eget tøj, malke køer, bage vores eget brød, og meget andet. Gennemsnitsfamilien i dag har måske to eller tre børn, og det vil sige at på det tidspunkt da hustruen når de fyrre, har hendes børn ikke så meget brug for hende mere. Det vil sige at på det tidspunkt da hendes mand når højdepunktet af sin karriere, er hun hjemme og ved ofte ikke hvad hun skal gøre af sig selv.

Selv med dette kunne kvindens lod have været til at bære hvis ikke det var for den ændrede holdning til kønslivet som indtraf i 1960erne. Vi vidste, som kvinder, at en stor procentdel af mændene ifølge sædvane var deres hustruer utro. Men nu praktiserede de åbenlyst og uden undskyldning dét de tidligere havde gjort i al hemmelighed, og de tvang kvinderne til at antage samme frie indstilling til kønslivet. Men gennemsnitskvinden nærer en stærk afsky for utroskab som en livsform. Det er imod hele hendes natur. Mændenes åbenlyse promiskuitet førte derfor mange kvinder direkte over i bevægelsen til kvindernes frigørelse.

Vi var også trætte af at blive betragtet som sexobjekter. Kvinder kan ikke fordrage når deres chefer, som har magt til både at ansætte og fyre dem, prøver at tvinge dem til et seksuelt forhold. Det er et udbredt problem for kvinder der har udearbejde.

Jeg blev sagt op i 1971, og jeg havde på fornemmelsen at det var fordi jeg ikke ville gå ud med min chef på CBS. Da jeg henledte en af vicepræsidenternes opmærksomhed på det, blev han ikke forarget, sådan som jeg selv var blevet det, men sagde bare: „Det er ikke usædvanligt.“

Han havde ret. Tilbudet var ikke usædvanligt. Min reaktion var. Jeg anlagde sag for diskriminering på arbejdspladsen og krævede to millioner dollars i erstatning.

Disse og mange flere er virkelige problemer som kvinderne står over for. De kræver en løsning. Men hvordan? Kvinderne begyndte at søge en løsning.

Bevægelsen dannes

Det var Betty Friedans bog The Feminine Mystique (Myten om kvinden), som udkom i 1963, der gav udtryk for den utilfredshed som kvinderne i stigende grad følte på grund af den indvirkning i negativ retning som forandringerne i det moderne samfund havde haft på deres liv. Virkningen af bogen var som en steppebrand. Kvinder fra den ene ende af Amerika til den anden begyndte at forstå at de ikke var alene om deres misfornøjelse.

I 1966 dannede Betty Friedan De amerikanske kvinders Landsorganisation, som skulle arbejde for at bringe diskrimineringen af kvinderne til ophør. Snart dannedes lignende organisationer. Kernen i hver enkelt kvindebevægelse var en lille gruppe på otte-ti kvinder som besluttede at mødes hver uge for at diskutere kvindernes problemer. Disse grupper sprang op som paddehatte.

Det var spændende tider for mig og mange andre kvinder som var ved at blive klar over at der var noget der hed kvindernes frigørelse. Vi tilbragte mange timer med udførligt at drøfte hvordan vi følte det at være kvinde, idet vi udvekslede erfaringer og udviklede vore teorier. Vi opdagede at megen forbitrelse som vi havde undertrykt, begyndte at dukke op til overfladen, og efterhånden som vi udvekslede vore dårlige erfaringer med mænd og hvad vi havde været udsat for fra deres side, blev vi mere og mere vrede. Men samtidig kom vi også hinanden nærmere og nærmere som kvinder.

Denne følelse af solidaritet, tillid og kærlighed, som vi kaldte „søsterskabet“, var ny og skøn for os alle. Vi var alle blevet opdraget til at betragte andre kvinder som mulige rivalinder til en eller anden mands opmærksomhed. Nu begyndte vi at betragte hinanden som venner og lidelsesfæller som måtte stole på hinanden.

Ofte udviklede disse mindre grupper sig til større organisationer. For eksempel kom min gruppe, der hovedsagelig bestod af kvinder som var beskæftiget med journalistik, til at danne kernen i den organisation der fik navnet „New York Media Women“. Denne gruppe kom på forsiden af aviserne da den stormede Ladies’ Home Journal (et dameblad) og forlangte at man ændrede artiklernes indhold samt personalepolitikken for at forbedre det billede af kvinden som bladet tegnede.

Disse bevægelser for kvindens frigørelse revolutionerede indstillingen til kvinderne. På arbejdsmarkedet, i uddannelsen, i sportsverdenen, er diskrimineringen af kvinder blevet afhjulpet i betydelig grad.

De retssager der blev anlagt, havde også en kolossal virkning på ansættelsesmulighederne for kvinder, som for eksempel min egen sag mod CBS. Da jeg arbejdede på CBS, var der kun én kvindelig reporter i hele den landsomfattende stab. Få måneder efter at jeg havde lagt sag an, havde de fem kvindelige reportere.

Men selv om der var gjort betydelige fremskridt, så jeg dog alvorlige problemer rejse sig inden for bevægelsen selv, og de begyndte at forurolige mig.

Hvad var det der gik galt?

Idealerne for kvindernes frigørelse forekom mig smukke i teorien, men de virkede ikke i praksis. Søsterskabet, for eksempel — et af vore kæreste begreber — brød sammen så snart kvinderne begyndte at få magt. Teorien havde ikke taget menneskets selviskhed i betragtning.

Jeg var vidne til adskillige bitre magtkampe i kvindegrupper, hvorunder kvinder dolkede hinanden bagfra så blodtørstigt som nogen mand. Både i „New York Media Women“ og i bevægelsen som helhed lagde mange kvinder en umiskendelig „albuen-sig-frem“-mentalitet for dagen — de ønskede berømmelse og succes, og de brugte bevægelsen som deres personlige springbræt.

Efterhånden som de idealistiske teorier viste sig urealistiske, begyndte radikale elementer at føre bevægelsen af sted i nye og, for mig, skræmmende retninger.

For eksempel havde vi som hovedpunkt beskyttelse mod voldtægt. Hvordan kunne kvinder beskytte sig herimod? Den løsning bevægelsen foreslog var karate og judo. Jeg gik med til dette og trænede i karate fordi jeg var besluttet på at jeg ikke ville være prisgivet nogen mand.

Jeg husker at vi var en gruppe der holdt et møde hvor vi diskuterede planer om at gå ud og lemlæste eller oven i købet dræbe mænd som var kendt for at have voldtaget eller pryglet kvinder. Vi mente det alvorligt. Men ville det have været moralsk rigtigt? For mig var det ikke rigtigt — det var i strid med alt hvad jeg ønskede at være som menneske. Det syntes som om bevægelsen var ved at miste sin moralske drivkraft. Den var villig til at tvinge en forandring igennem, uanset midlerne. Et andet dominerende træk ved bevægelsen som vakte min afsky mere end vold var den lesbiske kærlighed. Jeg opdagede i tide at mange af de kvinder jeg havde beundret og som med tiden overtog førerskabet i bevægelsen, var lesbiske. Faktisk bidrog bevægelsen selv til at tilskynde kvinderne til at blive lesbiske. Naturligvis var det ikke bevægelsens oprindelige hensigt, men det var noget af det der fulgte med.

Kvindebevægelsens mål havde oprindelig været at opbygge et bedre forhold mellem mænd og kvinder, baseret på gensidig respekt. Vi havde troet at så snart mændene var blevet klar over vore klagepunkter, ville de have anerkendt det berettigede i dem og gjort noget for at det skulle blive anderledes. Men i stedet reagerede mændene på kvindernes frigørelse med fjendskab, spot og en yderligere befæstning af deres stilling.

Følgen blev at mange kvinder opdagede at frigørelse betød at de mistede deres mand. Mange mænd forlod simpelt hen deres kone og fandt sig en anden, mere „feminin“ kvinde. De kvinder der sad tilbage, opgav ofte at finde sig en ny mand, så da deres mænd forlod dem, gik de også — hen til en anden kvinde.

For mig var lesbianisme imidlertid perversitet. Det frastødte mig. Jeg ville ikke kæmpe for kvindens ret til at være lesbisk.

Virkning på familien

Som moder blev jeg foruroliget over en anden side af bevægelsen som var under udvikling — synet på børnene og familien. Man opmuntrede til skilsmisse. Kvinder som giftede sig og blev gravide blev foragteligt betragtet som gammeldags og småborgerlige. Frivillig sterilisation blev betragtet som udtryk for „frigjorthed“, samfund udelukkende bestående af kvinder blev den foretrukne livsstil, og børn på reagensglas fremtidens drøm.

Tilskyndet af sådanne opfattelser forlod mange kvinder hjemmet. For nylig læste jeg en statistik udgivet af Tracers Company of America, som er ekspert i at finde savnede personer. Først i 1960erne var forholdet mellem ægtemænd og hustruer som forlod hjemmet 300 til én. Sidst i tresserne var forholdet blevet 100 til én. I dag er det én til én! Nu gør kvinderne det samme som de hadede mændene for.

Men jeg elskede min dreng og kunne lide at være sammen med ham. Det var en stadig kilde til sorg at mit arbejde nødvendiggjorde at jeg skulle være borte fra ham så længe ad gangen. Jeg tænkte bekymret på hvordan han ville blive hvis en række babysittere skulle opdrage ham, og jeg ønskede at jeg havde et andet valg. Bevægelsen til kvindernes frigørelse besvarede simpelt hen ikke sådanne grundlæggende spørgsmål som: hvad sker der med børnene når begge forældre går på arbejde? Og, vigtigere endnu: hvad sker der med dem hvis begge forældre nægter at være forældre fordi det griber forstyrrende ind i deres personlige stræben efter lykke?

Jeg var rådløs. Jeg var desillusioneret. Bevægelsen til kvindernes frigørelse havde ikke løsningen. Men det der især gjorde mig ked af det var at jeg havde kæmpet så stærkt for at få andre kvinder med i en bevægelse som havde haft så dårlige virkninger både på forholdet til mændene og forholdet inden for familien.

Dog stod det mig klart at en frigørelse var nødvendig. Vi kvinder havde ganske rigtigt sat fingeren på problemer som er med til at gøre livet uudholdeligt for millioner. Hvad var da løsningen? Jeg gav ikke op med at søge.

Løsningen kommer fra en uventet kant

En veninde sagde til mig at Bibelen havde løsningen. Jeg var i høj grad skeptisk. For en kvindesagskvinde er Bibelen blot en bog som er skrevet af en flok mænd — en bog som genspejler mænds negative indstilling til kvinder. Men jeg besluttede mig til i det mindste at undersøge sagen. Jeg vidste hvordan mange havde givet et forkert billede af hvad kvindernes frigørelse gik ud på. Derfor erkendte jeg at det ville være uretfærdigt at afsige en dom over Bibelen uden først at have undersøgt den.

Jeg havde aldrig før læst i Bibelen. Derfor tog jeg en dag en bibel i hånden og slog tilfældigvis op på Esajas’ bog, kapitel 54, hvor jeg læste: „’For din store Skaber er din ægtemand og ejer, hærskarers Jehova er hans navn . . . For Jehova har kaldt dig som var du en hustru der var helt forladt og nedbrudt i ånden, og som en ungdomshustru der var blevet forstødt,’ siger din Gud.“ (NW) Hvordan vidste denne Gud, hvis navn var Jehova, hvilke følelser der rører sig i en kvinde? tænkte jeg. Den finhed hvormed dette billede var tegnet, fik mig til at ønske at vide mere om hvem denne Gud var.

Den veninde som havde henvist mig til Bibelen var ikke et af Jehovas vidner, men hun sagde at de var de eneste som rent og uforfalsket forkyndte hvad der stod i Bibelen. I maj 1971 gik jeg derfor til en af Jehovas vidners rigssale og traf aftale med et af Jehovas vidner om at studere Bibelen med mig. De svar jeg fik på mine spørgsmål begyndte lidt efter lidt at danne et sammenhængende billede.

Bibelens understregning af kærlighed og af at man må tage hensyn til sine medmenneskers værd tiltalte mig. Følgende skriftsteder er kun nogle få ud af mange som gjorde indtryk på mig:

„Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv.“ „Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Ef. 4:32; Fil. 2:2, 3; Rom. 12:10; alle fra New World Translation.

Her siges intet om at disse råd kun gælder kvinder; nej, sådan skal alle, både mænd og kvinder, betragte hinanden og behandle hinanden. Det kunne jeg gå helt ind for!

Jeg havde følt afsky for den almindeligt udbredte opfattelse at mænd „måtte“ flyve fra blomst til blomst ligesom bier — som om umoralitet hørte med til deres natur. Nu opdagede jeg at Bibelen siger: ’Nej! Gør det ikke! Ægteskabet skal holdes i ære!’ Ydermere fandt jeg at homoseksualitet fordømmes i Romerbrevets første kapitel, hvor denne adfærd betegnes som „uanstændig“. Hvilken lettelse!

Ægtemænd og hustruer

Nu vil mange kvinder sikkert spørge: „Men hvad med det skriftsted som siger at ’hustruer skal underordne sig under deres mænd som under Herren, for manden er hustruens hoved’?“ (Ef. 5:22, 23) Da jeg læste det første gang, faldt det heller ikke i min smag. Jeg tænkte: Hvordan kan det andet end føles som trældom at manden er hustruens hoved? Den forkynder jeg studerede med, opfordrede mig imidlertid til at betragte hele billedet i dets sammenhæng og ikke bedømme det princip der fremsættes i dette skriftsted, efter hvad jeg havde set blandt mænd i verden.

Man viste mig at kristne ægtemænd også har et hoved som de må underordne sig, og at de får befaling til at behandle deres hustruer som Jesus havde behandlet sine disciple på jorden. (1 Kor. 11:3) I Efeserbrevets femte kapitel siges der herom: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (NW) Jeg tænkte ved mig selv: Hvis ægtemændene virkelig gjorde dette, hvis de elskede deres hustruer så højt at de med glæde ville gå i døden for dem, ville der aldrig have været brug for en bevægelse til kvindernes frigørelse!

Man viste mig også det sted hvor ægtemænd får befaling til at vise deres hustruer ære. (1 Pet. 3:7) Nu begyndte tanken om at manden er kvindens hoved at forekomme mig mere acceptabel.

Men jeg spekulerede stadig på at hvis dette var hvad Gud, ægteskabets opfinder, krævede af ægtemænd, hvordan var alle begreber da blevet så forvirrede? Jeg lærte under mit studium at da menneskene syndede i Edens have påførte de sig selv en masse problemer, deriblandt sygdom og død. Men da jeg læste beretningen i Bibelen blev jeg forfærdet over den straf Eva fik: „Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ — 1 Mos. 3:16.

Hvilken frastødende tanke! Betød det at jeg, for at anerkende Bibelen, måtte acceptere mandens herredømme som kvindens lod? Nej, efterhånden som jeg kom længere frem i studiet lærte jeg at Gud har i sinde meget snart at begynde at genrejse manden og kvinden, at føre dem tilbage til deres oprindelige fuldkomne stade. Synd, sygdom og død vil blive fjernet for bestandig. (Åb. 21:3, 4) Ville det sige at det herredømme som ufuldkomne mænd udøvede, da også ville få en ende?

Ja. Jeg lærte til min glæde at mens princippet om manden som kvindens hoved bliver stående, vil mændenes selviske herredømme ophøre. Ville det — betragtet i denne sammenhæng — ikke være behageligt at få en ægtemand der som overhoved viste den samme kærlighed som Kristus?

Ikke alene dette lærte jeg. Jeg lærte også at jeg ikke behøvede at vente på at Jehova omdannede jorden til et paradis. Det forventes at kristne ægtemænd, sande kristne, søger at rette sig efter de normer Gud har sat, allerede nu. Gjorde de det?

Kun teori?

Man opfordrede mig til at overvære Jehovas vidners møder regelmæssigt og komme sammen med dem og deres familier og med mine egne øjne se om det forholdt sig sådan. Jeg var forbløffet. De praktiserer virkelig hvad Bibelen lærer. Derefter begyndte jeg at se hvorfor.

Alle nærer de en uforbeholden tro på Bibelens sandhed — at universets Skaber har inspireret mennesker til at skrive dens bøger. Følgen heraf er at Jehovas vidner oprigtigt og efter bedste evne søger at leve efter Guds ord. Resultatet heraf er naturligvis at de behandler andre venligt og med medfølelse, og at ægtemændene bestræber sig for at elske og ære deres hustruer.

Endvidere erfarede jeg at når de beder til Gud og siger: ’Fader vor, du som er i himmelen, komme dit rige,’ nærer de en oprigtig tro på at Guds regering vil komme til at herske over jorden. De tror virkelig på Bibelen når den siger: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

En frigørelse der er værd at kæmpe for

Jeg kunne se at Jehovas vidner tror på at Guds indgriben er nær, at han snart vil tilintetgøre den nuværende tingenes ordning, og at mennesker som er værdige til det, vil blive bevaret og komme til at leve i en retfærdig, ny orden. Som jeg tænkte nærmere over det, lød det også fornuftigt i mine ører. Skaberen måtte sandelig være forfærdet over den himmelråbende selviskhed og umoralitet som denne verden er gennemtrængt af! Jeg var også overbevist om at menneskene ikke selv kunne afhjælpe dette.

Efterhånden som jeg fortsatte mit studium af Bibelen, blev jeg mere og mere overbevist om at dét Gud vil udrette, langt vil overgå hvad vi inden for bevægelsen til kvindernes frigørelse nogen sinde kunne have gjort os håb om at opnå. For under Guds rige vil ikke blot kvindernes problemer blive løst, men Skaberen vil sørge for at alle mennesker udfries fra enhver form for undertrykkelse, også sygdom og død. Det har han givet løfte om i sit ord, og der er al mulig grund til at tro at han vil holde sit løfte.

Så jeg er altså stadig forkæmper for kvindernes frigørelse — også for mændenes — men på en anden måde. I stedet for at bruge mange timer hver uge ved gruppemøder, eller at kæmpe i retssale for at forbedre kvindernes rettigheder, bruger jeg nu min tid på at vise andre mennesker at det eneste virkelige håb om en lykkelig tilværelse ligger i at rette sig efter de udmærkede principper der findes i Guds ord. Det er den eneste vej der fører til sand frigørelse, nemlig i Paradiset på den „ny jord“ under Guds retfærdige styre. (2 Pet. 3:13) — Indsendt.

[Tekstcitat på side 484]

’En grund til at bevægelsen til kvindernes frigørelse dannedes, var de stigende leveomkostninger og det moderne samfunds levevis.’

[Tekstcitat på side 485]

„Mændenes åbenlyse promiskuitet førte mange kvinder direkte over i bevægelsen til kvindernes frigørelse.“

[Tekstcitat på side 486]

„Søsterskabet — et af vore kæreste begreber — brød sammen så snart kvinderne begyndte at få magt.“

[Tekstcitat på side 487]

„Jeg ville ikke kæmpe for kvindens ret til at være lesbisk.“

[Tekstcitat på side 501]

„Bibelens understregning af kærlighed og af at man må tage hensyn til sine medmenneskers værd tiltalte mig.“

[Tekstcitat på side 502]

„Man viste mig det sted hvor ægtemænd får befaling til at vise deres hustruer ære.“

[Ramme på side 483]

● I århundreder er kvinder blevet undertrykt og dårligt behandlet af mænd i mange lande. Nu kræver flere og flere kvinder frihed og lighed.

● Godkender Bibelen sådanne bevægelser der kæmper for kvindernes frigørelse?

● Læs hvordan en forkæmper for kvindernes ligeberettigelse fandt den eneste effektive metode til opnåelse af den tiltrængte frihed.