Energikrisen — efterspørgselen overstiger forsyningen
I MILLIONER af husstande i den vestlige verden er der indlagt elektricitet. Den er betingelsen for at lys, køleskab, fjernsyn og mange andre indretninger fungerer. Der skal bare trykkes på en kontakt. Alligevel er der mangel.
Visse steder har energiefterspørgselen oversteget tilførselen og lyset er ligefrem blevet svagere eller er midlertidigt gået ud. Sidste år skrev New York Times: „Millioner af amerikanere lever under en daglig trussel om delvis eller fuldstændig mørklægning og mulig elektricitetsrationering. Men det er mere end blot en sæsonbetonet mangel på energi. Det er en del af en landsomfattende krise.“
Science Digest for december beskrev hvordan situationen var sidste sommer: „Delvis mørklægning var almindelig. Fuldstændig mørklægning blev nogle steder rutine. Visse dele af kraftnettet var på randen af sammenbrud og undgik kun lige akkurat omfattende katastrofer.“
Disse midlertidige strømafbrydelser gik ud over mange. Elevatorer gik i stå. Luftkonditioneringen standsede. Radio og fjernsyn virkede ikke. Køleskabe holdt ikke længere maden kold og der kunne ikke længere laves mad på el-komfurer.
Man indser krisen
Men måske er De ikke blevet berørt og har måske kun hørt om at der findes en energikrise. Måske har De kun tænkt lidt over sagen, fordi Deres energiforsyning tilsyneladende er pålidelig nok. Alligevel er situationen mere alvorlig end De sandsynligvis forestiller Dem. Det drejer sig ikke blot om ubehageligheder som følge af en midlertidig energimangel og teknisk svigten. Det er en trussel om totalt sammenbrud. Thorton F. Bradshaw, ekspert på energiforsyningsområdet siger til U.S. News & World Report:
„Jeg tror at de fleste ikke vil opdage denne krise før de trykker på lyskontakten og resultatet udebliver. Selv da vil de blot tænke: Nå, der er nok sket noget på elektricitetsværket . . . vi har altid haft en sådan overflod af billig energi at folk ikke tror på at der findes en energikrise.“
Men krisen er der. Og man er allerede ved at kunne mærke den. Sidste sommer, for eksempel, blev store strømforbrugere i byen New York hyppigt anmodet om at nedskære deres strømforbrug, hvad offentligheden i almindelighed sikkert ikke var klar over. William K. Jones, der er medlem af New York Public Service Commission, siger i en 77 siders rapport, idet han understreger krisens alvor:
„I det lange løb er det klart at byen New York og tilstødende dele af Westchester County ikke kan vente at overleve under de nuværende forhold — disse områder bliver kvalt af mangel på en tilstrækkelig forsyning af den livsnødvendige elektriske kraft.“
Dette er heller ikke et lokalt problem begrænset til blot en del af De forenede Stater. John A. Carver, jun., siger om landet som helhed: „I de næste tre årtier vil vi befinde os i et kapløb for livet for at dække energiefterspørgselen.“
Andre lande berøres også, både her i Europa og andre steder. Japans statsminister har sagt at hans lands største problem var at skaffe tilstrækkelig energi: „Energi er nøglen til de næste 30 år.“
Men hvorfor er der i dag en sådan efterspørgsel efter kraft? Hvor megen kraft bruges der? Hvor kommer den fra?