Religionens manglende kontakt med de unge

DER er mange unge som i dag sætter spørgsmålstegn ved de forestillinger der er blevet overleveret i generationer. De kan ikke se at det at have flere materielle ejendele end naboen — en større bil eller et mere prangende hjem — er et værdigt livsmål.

Mange vender sig fra det materialistiske samfund, der ofte er tilbøjeligt til at vurdere en mand efter hvor mange penge han tjener, i stedet for efter hvad han er som menneske eller efter hvad han gør. Nogle forkaster endog den form for påklædning der kendetegner at man tilhører det velstående etablerede samfund, der, som de mener, har undertrykt de fattige og nødlidende.

De ser verdens uretfærdigheder og de materialistiske kirkers falskhed og hykleri. Mange unge betragter blot deres forældres kirker som selskabelige foreninger.

De erkender, som metodistpræsten Charles Merrill Smith har sagt i sin bog The Pearly Gates Syndicate, at mange „slutter sig til en religion af grunde der ikke har noget som helst at gøre med åndelighed — men snarere fordi det er populært eller socialt fordelagtigt, en dør til lovende forretningsforbindelser, fordi det er god politik, eller af utallige andre prisværdige men ikke just åndelige grunde“.

Disse kendsgerninger er ikke undgået den yderst kritiske og skarpt iagttagende moderne ungdoms opmærksomhed. Tidsskriftet Time skriver at de der er gået over til Jesus-bevægelsen, ofte „taler nedsættende om deres tidligere kirkers åleglathed og hykleri“.

„Amerika er åndeligt talt ved at sulte ihjel,“ siger Joseph Laiacona, en tidligere katolsk teologistuderende, der har sluttet sig til et af de „kristne kollektiver“ i staten New York.

Dr. Norman Vincent Peale, en kendt protestantisk præst, siger i en artikel i Reader’s Digest: „I årevis har vi iagttaget et voksende åndeligt tomrum blandt vore unge.“ Kirkerne gav „de åndeligt udsultede en mager kost,“ siger han. „’Gå bort,’ sagde vi til dem. ’Tag et bad. Lad dit hår klippe. Tag noget ordentligt tøj på. Acceptér vore værdier. Kom så tilbage, så vil vi tale med jer.’“

Kirkerne har bekymret sig mere om verdens sociale elendighed end om „Kristi frelsesevangelium“, indrømmer den kendte katolske præst Fulton J. Sheen. „Da prædikestolene ikke længere lod det navn lyde ’der står over alle navne’, begyndte de unge at kalde sig ’Jesus-folk’.“

Disse unge spørger: „Hvad tilfredsstillende er der ved et hus, en ny bil og en karriere, hvis man kun skal leve for at dø, og menneskeheden ikke er mere end 20 minutter fra udslettelse?“ Ingen ønsker at menneskeslægten skal udslettes om tyve minutter i en kæmpemæssig atomkatastrofe. „Ingen ønsker at tro at hans liv er meningsløst,“ siger de, og tilføjer: „Der er mening i Jesus.“

Vor tids „etablerede“ religioner har et ben i hver lejr. De hævder at følge Jesus, men er indblandet i verdens sociale og politiske liv. Og visselig kræver de ikke lydighed over for de strenge principper Jesus indprentede disciplene med hensyn til moral, ærlighed, lære og nidkærhed.

Kirkernes interesse for ikke-bibelske anliggender har fjernet dem fra den lære der frembragte en sådan nidkærhed blandt de første kristne, der levede på Jesu tid og kort efter. Mange unge har kun fundet lidt i vor tids kirker der fastholder dem. Nogle har kasseret religionen som „betydningsløs og hyklerisk“. Jesus-folket understreger at de ikke vender tilbage til „religionen“, men til „Jesus“.a

Hvorfor tiltrækkes de?

Hvad er det da der drager så mange til denne bevægelse? Jesus-folkene er ligeglade med hvordan en person ser ud, eller hvordan han klæder sig. En af deres præster eller et medlem af hans menighed er gået ud specielt for at gøre disse unge interesseret; om en person har en skjorte eller sokker har ingen betydning for dem.

Somme tider ledes gudstjenesten af en ung mand der fortæller at han var narkoman men opdagede at narkotikamiljøet simpelt hen „ikke var sagen“. Unge mennesker der hungrer efter Gud kommer til at føle sig hjemme. Og da de kan lide selskab og af naturen er hjælpsomme, tager de deres venner med.

En anden ting der tiltrækker disse unge, er lejligheden til at være med. De kan klappe og synge. Nogle løfter deres hænder mod himmelen og stønner. De aflægger „vidnesbyrd“ om hvordan de sagde farvel til narkotika, prostitution eller andre laster.

Mange ville blive overrasket over den interesse hvormed så mange unge lytter til en bibelsk drøftelse af for eksempel Hoseas’ bog — og over den bestræbelse der gøres for at leve op til den. Interessen for bibelforklaringer er stor; det er blot kirkerne der har ignoreret dette behov, og mange unge har derfor vendt sig bort fra kirkerne til halvrigtige forklaringer, idet de ikke ved hvor de skal finde noget bedre.

Men hvad er der galt med forklaringerne? Og findes der noget bedre?

[Fodnote]