Livets skumring kan være udbytterig

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

FOR hver dag der går bliver vi ældre. Der er intet vi kan gøre for at forhindre alderdomsprocessen. Men ligesom skumringen er en fredfyldt og værdifuld tid på dagen, kan livets skumring også være fredfyldt og værdifuld.

Tænker De kun på de grå hår, rynkerne, den besværede gang og tabet af nogle som De holdt af? Eller er De taknemmelig for de mange rige erfaringer og den tankernes modenhed der kommer med alderen? Mener De at ens præstationer og evner er størst i de unge år, og at det derefter hastigt går ned ad bakke?

Produktivitet i en høj alder

Reader’s Digest skrev, på basis af oplysninger fra lægerne E. W. Busse og E. Pfeiffer: „Den maksimale ydeevne forbliver høj langt op i årene, især når det drejer sig om matematik, opfindelser, botanik og de humanistiske fag. Hvad statsmandskunst angår synes evnerne at blive større med alderen, og på den abstrakte tænknings område — logik og filosofi — er det i alderen mellem 45 og 83 man har mulighed for at nå sit højeste. Åndsevnerne svækkes ikke uundgåeligt med alderen.“

Professor N. J. Berrill er enig heri. „Når man er 80 er ens åndsevner lige så gode som da man var 35,“ skriver han. „Mens den unge er tilbøjelig til at skabe nye forestillinger og ideer, er den ældre . . . i besiddelse af større stabilitet, grundighed og rigdom på erfaring.“

Kendsgerningerne viser at åndsevnerne ikke svækkes med samme hast som de fysiske kræfter. Blandt en gruppe bestående af fire hundrede berømte statsmænd, malere, soldater, digtere og forfattere, fandt man at 35 procent af deres største præstationer var blevet udført i en alder af mellem tres og halvfjerds år; 23 procent var blevet udført i en alder af mellem halvfjerds og firs, og 8 procent da disse mennesker var over firs år gamle! Alt i alt var to tredjedele af deres største præstationer blevet udført da de var over tres.

Folk der lever længe

Man har længe lagt mærke til at nogle lever langt ud over den gennemsnitlige levealder og i bemærkelsesværdig grad bevarer deres fysiske og mentale sundhed. Den israelitiske profet Moses skrev: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve.“ (Sl. 90:10) Og dog var Moses firs år og stadig en energisk mand da han førte Israels nation ud af Ægypten; og Bibelen siger om ham fyrre år senere: „Moses var 120 år, da han døde; hans øje var ikke sløvet og hans livskraft ikke svundet.“ — 5 Mos. 34:7.

I dag er der også folk der bliver over hundrede år. For ikke så længe siden skrev Washingtonjournalisten Bruce Biossat: „Godt 15.000 amerikanere — forbavsende mange — er 100 år eller derover. Omkring en tredjedel af disse hundredårige modtager hjælp fra det offentlige.“ Biossat sagde at der er godt 250.000 amerikanere der er over halvfems år, eller cirka én for hver 800.

Andre steder er der en større procentdel af ældre, især i republikken Georgien i Kaukasusbjergene, der ligger mellem Det sorte Hav og Det kaspiske Hav i den sydvestlige del af Sovjetunionen. I 1971 besøgte Sula Benet, professor i antropologi ved Hunter College i New York, landsbyen Dzhgerda i dette område. Hun sagde: „Der var 71 mænd og 110 kvinder mellem 81 og 90, og 19 mennesker var over 91 — 15 procent af landsbyens indbyggerantal på 1200.“

Vilcabamba-dalen i Ecuador kan konkurrere med de sovjetiske rekorder i lang levetid. Brasilien praler også af sine hundredårige. På højsletten i delstaten Goiás bor Delfina da Costa Silva, der siges at være 155 år gammel. Hun byder stadig besøgende velkommen med den legendariske kop kaffe, symbolet på brasiliansk gæstfrihed.

Nogle amerikanere er også forbavsende gamle. Charlie Smith fejrede sin 125. fødselsdag den 4. juli 1967. I denne forbindelse skrev bladet Time: „Smiths påstand om hans høje alder er bedre dokumenteret end de flestes, men dog ikke tilstrækkeligt. Ingen af ’beviserne’ omtaler udtrykkelig ham, eller beviser at han er født på det sted og på det tidspunkt han siger. . . . Hidtil er der ingen beviser for at en amerikansk borger har levet længere end 111 år.“

Men trods mangelen på sikre beviser for en usædvanlig høj alder er det tydeligt at nogle, særlig i bestemte områder, lever længere og er raskere end andre. Hvordan kan det være?

Hemmeligheden ved et langt liv

Den sunde luft i de større højder, den enkle men nærende kost, og rigeligt med hårdt fysisk arbejde siges at være årsagen til den usædvanlig lange levetid i den sydlige del af Sovjetunionen. „Man ser aldrig de gamle sidde i en stol i længere tid,“ fortæller Sula Benet. De anser overvægtige mennesker for at være syge, og når de møder en der er overvægtig spørger de uvægerlig til hans helbred.

Endnu en vigtig faktor er at de ældre føler at de er til nytte. Den russiskfødte doktor Albert Parry har skrevet om livet i landsbyerne i Kaukasusbjergene: „Familien og samfundet får de gamle til at føle sig betydningsfulde, eller i det mindste til at føle at der er brug for dem, ved at komme til dem for at få råd.“

De gamle er derfor optimistiske og glæder sig over udsigten til at leve endnu længere. Som en nioghalvfemsårig i landsbyen Achandara sagde: „Mine børn og børnebørn har brug for mig, og der er ikke værst her i verden — bortset fra at jeg ikke kan grave have og at det er blevet vanskeligt for mig at klatre i træer.“

At tilfredsstillende arbejde og det at føle at man er til nytte er vigtigt for at leve længe, er blevet bevist. For eksempel har videnskabsmænd ved det amerikanske Duke University’s institut for studiet af alderdomsprocessen og menneskets udvikling for nylig oplyst at folk der er tilfredse med deres lod i livet og glade for deres arbejde, lever længere. Man har også bemærket at det ofte er medlemmer af bestemte familier der opnår en høj alder, så arvelighed spiller også en vigtig rolle.

Alderdomsprocessen og dens årsager

Men hvad mennesker end gør bliver de dog gamle og dør. I virkeligheden er det jo usædvanligt at et menneske bliver meget over firs eller halvfems. Det er som der stod i den brasilianske avis O Globo: „Selv om medicinen og kirurgien virkelig udrettede alle de mirakler vi forventer, ville der ikke være udsigt til nogen betydelig forlængelse af menneskets liv. Det vil sige at selv om mennesker blev beskyttet mod alle ulykker og alle mulige og tænkelige sygdomme, ville vor levetid ikke komme op over et gennemsnit på firs år.“

Hvordan kan det være? Hvorfor bliver kæmpefyrren tusinder af år og bevarer sin kraft, mens menneskets legeme svækkes, skrumper ind og som oftest går til grunde på mindre end hundrede år?

Videnskaben siger at livets fortsatte beståen afhænger af legemets evne til at genopbygge cellerne. Men når man kommer til en bestemt alder fornys cellerne ikke længere i samme tempo. Resultatet er at organismen svækkes, og til sidst holder den op med at fungere. Dr. Isaac Asimov konkluderer: „Vore celler synes at være ’programmeret’ af generne til med tiden at undergå disse gradvise forandringer som vi kalder alderdomsprocessen.“

Den moderne videnskab har ikke givet et tilfredsstillende svar på hvorfor der i cellerne sker disse forandringer som resulterer i alderdom og til sidst død. Mange læger mener at alderdomsprocessen ikke i sig selv er en sygdom, og at ingen dør af alderdom. Dr. Moisés Barmak fra São Paulo forklarer: „Alderdom, der så ofte angives som causa mortis på dødsattester, eksisterer ikke. Der er ingen der er død af alderdom.“ Men alle dør jo. Hvorfor? Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ At dette virkelig er tilfældet er let at se: alle mennesker er ufuldkomne, og alle dør. — Rom. 5:12.

Hjælp de ældre til at nyde alderdommen

Den glæde de ældre finder ved livet afhænger i stor udstrækning af dem selv. Deres børns indstilling har imidlertid også indflydelse herpå.

Hvis man har et virkeligt mål i livet er man tilfreds med hver dag der går, selv om man har smerter eller svagheder at kæmpe med. Der er mange ældre der har fyldt deres sind og hjerte med de gode ting der findes i Guds ord, og de glæder sig over at dele dem med andre. Nogle har kræfter til at gå ud og besøge folk i deres hjem; andre bruger telefonen eller skriver breve; andre igen er måske på hospitalet eller på et plejehjem, og de taler med dem de kommer i kontakt med dér. De glæder sig over det andre gør for dem, og over det de selv kan gøre for at sørge for deres fornødenheder og velvære. Men en af de største årsager til deres glæde ved livet er at de er i stand til at give noget til andre, noget vigtigt, noget der kan hjælpe dem til at lære at kende Gud og hans kærlige hensigt: at gøre jorden til et paradis, et sted hvor alderdommens smerter ikke længere vil findes, hvor døden vil ophøre, og hvor de døde endog vil opstå. Det er fremfor alt ved at deltage i en sådan virksomhed at livets skumring kan blive udbytterig. — Åb. 21:3, 4; Ap. G. 24:15.

Men hvad enten de der er oppe i årene nærer et sådant håb eller ej, så har de brug for et sted at bo. Nogle foretrækker at have deres eget hjem — måske i nærheden af børnene — så de frit kan komme og gå uden at forstyrre andres planer.

I mange tilfælde er ulykker eller sygdom årsag til at en moder der er blevet enke eller en fader der er alene, umuligt kan klare sig selv. Hvad så? Børn der oprigtigt værdsætter det deres forældre har gjort, lader dem måske bo hos sig, og de ældre lader til gengæld husstanden få gavn af deres erfaring i livet. I andre tilfælde sørger børnene for at forældrene kommer på et plejehjem hvor de kan få den pasning de måske har brug for. Somme tider træffes denne ordning af oprigtigt hensyn til alle parter. I andre tilfælde gøres det ikke fordi det er den bedste ordning, heller ikke fordi børnene selv ønsker en lignende ordning i deres alderdom, men fordi de synes det er det nemmeste.

Der bygges stadig flere alderdomshjem og plejehjem; der er 25.000 alene i De forenede Stater.a Men mindre end halvdelen af disse har uddannede sygeplejersker til at tage sig af de gamle. Nogle af disse institutioner synes at være mere interesseret i penge end i at sørge for god pleje. Imidlertid er der andre der gør en virkelig indsats for at hjælpe de ældre til at nyde deres alderdom.

I byen São Paulo er der omkring 100.000 der er over halvfjerds år, og man har taget skridt til at forbedre forholdene for de ældre. Cirka en halv times kørsel fra byens centrum er der et dejligt sted. I smukke omgivelser ligger der en institution for ældre mennesker som mangler et sted at være. Her bor omkring 900.

Der er særskilte afdelinger for mænd og kvinder, og værelserne er alle rene, luftige og veloplyste. Omkring 65 procent af beboerne kan ikke betale for at bo der, og de bor gratis. De andre betaler beløb af forskellig størrelse. De der betaler mindst bor på værelser med tredive senge; de der betaler mest har deres eget værelse.

Der er læger, socialrådgivere og sygeplejersker til at tage sig af de ældre. Sauna og dampbade kan hjælpe dem til at bevare et godt helbred. Og fra haven får de friske grøntsager og frugter på bordet.

For at give livet mening har man sørget for arbejde til de ældre, og de får betaling for deres arbejde. De laver tasker, reparerer sko og opdrætter kaniner. Beboerne kan også gøre indkøb i institutionens butik.

I Vesteuropa er man nok mere vant til at der findes sådanne (og måske bedre) institutioner, men efter brasilianske forhold betegner institutionen i São Paulo faktisk et stort fremskridt.

Andre steder på jorden sørger staten for beskedne lejligheder til en meget lav leje (det man i Danmark kender som pensionistlejligheder). Disse har den fordel at man kan have det mere for sig selv, men det kræver til gengæld at den enkelte kan klare sig alene.

Ganske vist kan en høj alder bevirke at man har færre kræfter og et svigtende helbred. Men åndsevnerne, erfaringen, visdommen, evnen til at arbejde og udrette noget, er der stadig, og i visse tilfælde endog i højere grad end i ungdommen. Når man er aktiv, får regelmæssig motion og udfører et konstruktivt arbejde, kan livets skumring sandelig være en udbytterig tid.

[Fodnote]