De olympiske lege — idealet og virkeligheden
SIDSTE efterår så cirka én milliard mennesker, enten direkte eller i fjernsynet, de olympiske lege i München. Var De en af tilskuerne? Når De ser tilbage, hvad husker De så specielt fra legene?
Dét mange mennesker først og fremmest husker er mordene på elleve sportsfolk og trænere. Denne blodige begivenhed bevirkede næsten at selve det olympiske show blev glemt. Der var fare for at Münchens investering på 4,5 milliarder kroner skulle være spildt. Men som begivenhederne udviklede sig blev legene kun kortvarigt forsinkede.
Men hvad så hvis disse drab ikke havde fundet sted. Ville man da kunne sige at de olympiske lege lever op til deres egne idealer? Lad os undersøge disse idealer i lyset af hvad der skete i München.
Fri for nationalisme?
Teoretisk skulle de olympiske lege være et udtryk for „internationalt samarbejde og venskab“, som det er blevet sagt af Avery Brundage, præsidenten for Den internationale olympiske Komité (IOC). National prestige og rivaliseren skulle sættes til side. Men var Münchenlegene fri for nationalisme?
Nej. Politiske forhold var lige ved at torpedere legene allerede før de startede. Cirka fyrre nationer truede med at springe fra hvis Rhodesia deltog i konkurrencerne. Som følge heraf blev rhodeserne udelukket fra legene ved en manøvre som Brundage betegnede som „utilsløret politisk afpresning“. Politik gennemtrængte derefter de olympiske lege.
For eksempel blev nogle af sportsdommerne anklaget for at være nationalt partiske. Det var i særdeleshed tilfældet i konkurrencer hvor dommerne skulle analysere en udøvers stil. En halv snes dommere blev bortvist alene fra boksning, og andre blev advaret på grund af deres partiske kendelser. Bladet Time beklagede: „Millioner [af dollars] bruges på cirkusreklame, men der er ingen penge til at betale for upartiske og kyndige officials.“
Der kom også stærke følelser til udtryk i den nationale „medaljejagt“. Det er enkeltpersoner der vinder medaljerne i de olympiske konkurrencer. Men under legene blev tilskuerne mindet om hvor mange medaljer de enkelte lande vandt. Hvor godt De forenede Stater klarede sig mod Sovjet, eller den ikke-kommunistiske verden mod den kommunistiske, blev stærkt fremhævet.
Så på trods af idealet om „internationalt samarbejde og venskab“ bliver de politiske uoverensstemmelser større, og ikke mindre, af de olympiske lege. „Ingen kan nu tvivle på,“ skriver New York Times, „at ideen om en ’olympisk fred’ er en vittighed.“
Men bidrager legene i det mindste ikke til fred og venskab mellem sportsfolkene? Går de ikke ind for trosbekendelsen: „Det vigtigste i de olympiske lege er ikke at vinde men at deltage“?
Ikke vigtigt at vinde?
I realiteten er det at vinde det vigtigste; det ser man klart når man betragter deltagernes synspunkter.
En amerikansk springer tilstod: „Det som virkelig plager mig er tanken om at rejse hjem og sige at jeg ikke vandt. Folk kommer hen og siger: ’Hej, hvordan klarede du dig?’ Så fortæller jeg dem at jeg sluttede på en andenplads, og de anser mig for at være en fiasko. Det første folk altid spørger om er: ’Vandt du?’ og hvis jeg siger nej, er det enden på samtalen.“
Stærk kappestrid opbygger heller ikke venskab mellem deltagerne. Man opnår det modsatte. En løber fra De forenede Stater siger: „Ånden i de olympiske lege er borte. . . . Det er sjovt på træningsbanen, men her bliver folk ved med at få én til at hade sin konkurrent. Hvorfor? Det er jo bare sport.“
Had, ikke venskab, fører til vold, som i vandpolokampen mellem Jugoslavien og Cuba. En United Press International-rapport fortæller: „Vandet i bassinet var farvet af blod. Der blev brugt albuer, spillerne blev holdt under vandet, og der var andre former for vold.“ Men den hårde olympiske konkurrence har flere dårlige virkninger.
Nogle af sportsfolkene tog stimulanser som efedrin, og blev af den grund hindret i at deltage i konkurrencer. Andre, hvis særlige sportsgren krævede rolige nerver, brugte beroligende midler. Brugte deltagerne den slags midler fordi de troede på at „det at deltage“ var af altoverskyggende betydning? Nej! I realiteten var de besluttede på at vinde!
Kun „amatører“ ved de olympiske lege?
Desuden skulle alle deltagere i de olympiske lege, ideelt set, være „amatører“. De skulle deltage af lyst til sport og ikke til penge. Men hykleriet bag denne „amatørstatus“ blev fremhævet af det amerikanske magasin Esquire:
„Ofte er amatørstatus udelukkende et spørgsmål om hvorvidt man bliver betalt åbenlyst eller hemmeligt. En ’amatørløber’ modtog for nylig 4000 dollars for et enkelt løb. En højdespringer indrømmer at have fået en 6000 dollars sportsvogn for at have skiftet mærke i pigsko lige før den olympiske finale. I Europa sker betalingerne også under bordet, men mange gange alligevel synligt for enhver. En amerikaner fortæller om hvordan han på sejrsskammelen fik overrakt en kuvert for øjnene af 20.000 europæere. ’Enhver vidste hvad der var i kuverten,’ siger han med et grin, ’og de fleste vidste hvor meget der var i den. Fyren som gav mig den var medlem af landets olympiske komité.’“
Så økonomisk vinding er altså det der driver mange „amatør“-konkurrencedeltagere. Det er derfor ikke overraskende når korrespondenten Eric Segal siger at legene lider af „kommerciel elefantiasis“.
Ikke desto mindre er det i dag svært at skelne skarpt mellem „amatør“ og „professionel“. For eksempel modtager olympiske sportsfolk i kommunistiske lande føde, husly og løn fra staten. Alligevel er de ikke „professionelle“, da der ikke findes ’professionel sport’ i den kommunistiske verden. Men kommunister konkurrerer under de olympiske lege med sportsfolk fra andre lande, som selv har stridt og betalt for at komme så vidt. Vestlige lande siger at det er groft uretfærdigt.
Kan vestlige hold imidlertid sige sig fuldstændig fri for de samme anklager? Bevilger amerikanske universiteter ikke stipendier på tusinder af kroner til studenter som er „amatør“-atleter? Bruger nogle amerikanske militærpersoner ikke næsten hele deres tjenestetid på at konkurrere som „amatører“, alt imens de bliver holdt med føde og husly af staten? En sådan fremgangsmåde er uretfærdig over for ringere stillede udøvere.
På grund af de gentagne stridigheder omkring idealet „amatørstatus“, foretrækker mange af de olympiske leges fortalere at tillade alle udøvere, inklusive de „professionelle“, at deltage. Det har allerede givet gunstige resultater at ’lade etiketterne „amatør“ og „professionel“ falde bort i golf- og tennisturneringer.
Religionens rolle ved de olympiske lege
De olympiske lege omtales som verdens største sportsbegivenhed. Men i virkeligheden er mange religiøse skikke blevet bevaret i forbindelse med legene. Overrasker det Dem?
De gamle græske lege, som begyndte i år 776 f.v.t. og som fortsatte til efter vor tidsregnings begyndelse, var væsentligt af religiøs natur. I dag er den religiøse tradition blevet bevaret. Hvordan? Læg mærke til hvad der skete før de olympiske lege i 1972.
En kvinde, klædt som ypperstepræstinde, anmodede Zeus om hans nåde. Hun tændte en fakkel ved en ild som af solen var antændt på ruinerne af Heratemplet i Olympia, Grækenland. På fire uger blev denne „hellige“ olympiske ild båret cirka 5600 kilometer til München af skiftende løbere. Da den blev brugt til at tænde legenes „hellige ild“, blev der blæst en fanfare, løsladt flere tusinde duer og affyret en artillerisalve. Så fulgte en velsignelse og den olympiske hymne. Gamle græske religiøse ceremonier lever virkelig videre i de olympiske lege, skønt de er blevet moderniseret!
De olympiske leges fremtid
De olympiske idealer forekommer nogle at være ædle. Imidlertid viste legene i 1972 atter klart at disse idealer ikke bliver opfyldt. Nogle foreslår at man for fremtiden gør legene mindre, idet man afholder svømmemesterskaberne ét sted, løbene et andet sted, og så videre.
Men i virkeligheden genspejler de olympiske lege blot den problemhærgede verden de repræsenterer, fuld af nationalisme, konkurrence og kommercialisme. Problemerne for de olympiske lege, såvel som de problemer verden som helhed er omgivet af, får mange til at tvivle på om legene i 1976 i det hele taget vil finde sted.