Olympiske idealer i fare

EN AF reglerne for de olympiske lege går ud på at kun amatøridrætsfolk har lov at deltage. Indtil for nylig blev enhver idrætsudøver hvis færdigheder havde givet ham eller hende et større udbytte end 50 dollars, diskvalificeret.

Hvis samme regel skulle gælde nutidens idrætsudøvere, måtte man ganske enkelt aflyse legene! Denne forældede definition på en amatør er et levn fra dengang idræt var et tidsfordriv for de rige og uafhængige.

For nylig har man citeret den vinterolympiske guldmedaljevinder Phil Mahre for at have sagt at amatørisme „ganske enkelt ikke eksisterer på sportens topniveau“. Og, som mange sportsfolk vil fremføre, hvem kan i dag tilbringe det meste af sin tid med at forsøge at nå op på en olympisk standard uden en form for økonomisk bistand? Derfor tilflyder betalingen „amatøridrætsfolk“ ad labyrintveje, hvorved man undgår den formodede professionalistiske skamplet.

Sportsånd eller nationalisme?

Endnu et olympisk ideal er at sportsånden bør have forrang for nationalismen. Man går ud fra at legene repræsenterer indbyrdes kæmpende enkeltpersoner, ikke nationer. Den olympiske komité offentliggør derfor ikke nogen „medaljepointliste“ over nationerne, men pressen og fjernsynet råder hurtigt bod på mangelen ved at offentliggøre deres egne lister. Som følge heraf er legene blevet gjort politiske. Pressen har forvandlet dem til en kappestrid mellem „kapitalistiske“ og „kommunistiske“ nationer. Den tidligere olympiske idrætsmand Harold Connolly har sagt at legene for nogle er blevet „en ideologisk slagmark for sporten“.

I sin bog Sports in America siger forfatteren James Michener at der „overalt i De forenede Stater gøres bestræbelser på at skabe en alliance mellem sport og nationalisme“. „Vore politiske ledere har påtvunget sporten tre ufine funktioner: 1) . . . at gå visse politiske partiers propagandistiske ærinde. 2) . . . at fremme den militære målsætning. 3) Den er på det groveste blevet misbrugt til at skabe en tåget og overfladisk patriotisme.“ Han tilføjer: „Jeg begynder at føle mig særdeles urolig når jeg ser hvordan sporten anmodes om at gå politikkens, militarismens og den utilslørede patriotismes ærinde.“

Har Michener bemærket den samme udvikling i de olympiske lege? „Ved de olympiske lege i 1936 blev Adolf Hitler den første til at udnytte sporten som nationalismens forlængede arm,“ skriver han. Han anfører desuden andre eksempler fra legene i 1968 og 1972, og tilføjer: „Fornuftige kritiske røster begyndte da at advare om at hvis denne uhæmmede nationalisme skulle fortsætte, måtte de olympiske lege bringes til ophør.“

Er nationalisme og patriotisme i de olympiske lege blot et fænomen som medierne kunstigt blæser op? Eller er deltagerne virkelig blevet indfanget af sådan noget? Måske kan de olympiske vinterlege der afholdtes i Sarajevo i Jugoslavien, tjene til belysning af emnet. De amerikanske skøjteløbere Charles (Peter) og Maureen (Kitty) Carruthers (et søskendepar) vandt sølvmedalje. Hvordan reagerede de? The New York Times berettede: „Da det amerikanske flag steg til tops,“ sagde Peter, „var det et øjeblik jeg aldrig vil glemme.“ „Jeg så bare flaget gå til tops,“ sagde Kitty, „og det så så godt ud.“

Da Scott Hamilton fra De forenede Stater vandt guldmedalje ved de olympiske vinterlege i Sarajevo, „fulgte [han] sit løb op ved at tage et amerikansk flag fra en tilskuer på forreste række og vinke med det mens han skøjtede en ekstra æresrunde på banen“. (The New York Times, 17. februar 1984) Ja, både idrætsudøvere og tilskuere forvandler tit de olympiske lege til en nationalistisk opvisning, med flag som det fremherskende symbol.

Men som sportsskribenten George Vecsey siger det: „Oprindelig var det meningen at de olympiske lege skulle være fri for nationalisme, det var meningen at de skulle være en mulighed for enkeltpersoner til at måle sig i færdigheder med de bedste idrætsfolk i verden.“ Alt dette har forandret sig. „Den ekstra drivkraft i de olympiske lege er nationalisme,“ tilføjer han.

Naturligvis er ikke alle sportsfolk blevet revet med af yderliggående patriotisme. Phil Mahre, den amerikanske guldmedaljevinder i specialslalom, skal efter forlydende have sagt at han ikke løb på ski for sin familie eller sit land, „men for mig selv“. Han tilføjede: „Jeg har aldrig været med i denne sport for at vinde noget. Jeg kom med for at konkurrere. Jeg kom med for at bruge mine færdigheder. Jeg kom med i den sport fordi jeg elskede den.“

Presset til at vinde for enhver pris er imidlertid nu steget til en sådan styrke at endnu et snigende virkemiddel har skaffet sig adgang til de olympiske lege — de forbudte stoffer!

Olympisk hæder med forbudte stoffer?

Ved at gøre ’sejr for enhver pris’ til det eneste der gælder har man samtidig fået trukket de forbudte stoffers forbandelse med ind i de olympiske lege. I lang tid har det været almindeligt kendt at man inden for mange sportsgrene anvender stoffer som for eksempel muskelopbyggende anabolske steroider, testosteron og andre stoffer der skal øge ydeevnen. I august 1983 indtraf der en skandale ved de panamerikanske lege som virkelig bragte sagen frem i dagens lys, da 13 idrætsfolk fra De forenede Stater frivilligt trak sig ud af konkurrencen. Hvad havde fået dem til at melde fra? Dét at 11 andre idrætsfolk pludselig var blevet diskvalificeret fordi de havde brugt forbudte stoffer. Korrespondenten for The New York Times beskrev disse diskvalifikationer som „de mest vidtrækkende af deres art i international idrætshistorie“.

Den følgende dag beordrede USAs olympiske komité, der var ansvarlig for de amerikanske sportsfolk som skulle deltage i de olympiske lege i 1984, stikprøver taget blandt sportsfolk som havde kvalificeret sig til at stille op for De forenede Stater. Alle der havde brugt stoffer fra den forbudte liste ville blive udelukket fra de olympiske lege i Los Angeles.

Som følge af stoffernes udbredelse inden for sporten er der blevet bygget et olympisk dopingprøvecenter til en pris af 1.500.000 dollars på University of California i Los Angeles. Her udfører man prøver i et forsøg på at sikre sig at ingen olympisk idrætsudøver skaffer sig en uhæderlig fordel ved hjælp af et forbudt stof.

De olympiske lege — „Det stærkeste middel til fællesskab i verden“?

I 1964 udtalte Avery Brundage, den daværende præsident for den internationale olympiske komité: „Den olympiske bevægelse af i dag er måske det stærkeste middel til fællesskab i verden.“ Det kunne der herske delte meninger om dengang, og det kan der stadig. Som veteransportsjournalisten Leonard Koppett udtrykker det i sin bog Sports Illusion, Sports Reality [Sport — illusion og virkelighed]: „Sporten genspejler samfundsforholdene; den forårsager dem ikke. . . . Hvad mere er: sportsgrenene har den skikkelse de har fordi de er formet af det samfund hvori de har udviklet sig. . . . Når samfundet forandrer sig, forandrer sporten sig også . . . Sport udløser ikke forandringer.“

Som alt andet i nutidens verden er de olympiske lege underlagt trykket fra omvæltningerne i det 20. århundrede — hvad enten det drejer sig om storindustri, konkurrencelyst, vold eller stofmisbrug. Som følge heraf stiller mange der har med sport at gøre, foruroligende spørgsmål om den olympiske bevægelses fremtid. Kan man fastholde Coubertins oprindelige olympiske idealer? Kan de olympiske lege forblive amatørlege i ordets sande betydning? Vil forretningsgiganternes pres på så mange sportsfolk gøre ende på „de forlorne amatørers“ æra? Kan der dæmmes op for den fremrykkende politik og nationalisme? Vil ærligt spil og sand sportsånd blive undermineret af ’sejr for enhver pris’-filosofien? Vil det olympiske motto: Citius, altius, fortius (hurtigere, højere, stærkere) blive opnået ved kræfter og færdigheder alene — eller ved hjælp af stoffer? De næste få år vil sikkert give svaret.

Kristne vil desuden stille andre spørgsmål: Er der noget religiøst indblandet i de olympiske lege? Og kunne dette kollidere med kristne principper? Hvordan bør kristne betragte deltagelse i sport? Bør sport være ens hovedinteresse i tilværelsen? Dette vil vi behandle i denne series afsluttende artikel.

[Ramme på side 7]

Ikke alt der glimrer er guld

„Olympiske idrætsfolk har måske i årevis ydet en indsats for at vinde den eftertragtede belønning; men værdien af de guld-, sølv- og bronzemedaljer de omsider får hængt om halsen, er mere symbolsk end virkelig,“ fastslog The New York Times for 17. februar 1984. I modsætning til den udbredte antagelse er guldmedaljen ikke af rent guld. Denne kendsgerning gik på sørgelig vis op for Charlie Jewtraw, der var den første guldmedaljevinder ved de første olympiske vinterlege, der blev afholdt i Chamonix i Frankrig i 1924. Han er den eneste af guldmedaljetagerne fra Chamonix der stadig er i live, og for nylig udtalte han: „Det gik mig virkelig på da jeg fandt ud af at medaljen ikke var af rent guld. Det var ikke det med værdien, men princippet i det, der tog så hårdt på mig.“

De „guldmedaljer“ der uddeltes ved de olympiske vinterlege i år i Sarajevo, bestod i virkeligheden af 122 gram sølv dækket af knap 6 gram rent guld. Markedsværdien? Omkring 120 dollars pr. styk. En medalje af rent guld ville have været mere end ti gange så meget værd.

[Illustration på side 8, 9]

Må de olympiske idealer give tabt over for forretningsinteresser, doping, nationalisme og vold?