I hvilken retning går den moderne katolske teologi?

DET er blevet sagt at begrebet stilstand ikke eksisterer, enten er der fremgang eller også er der tilbagegang. Enten sker der en forbedring eller også en forværring. Med hensyn til den katolske teologi kan man passende spørge: I hvilken retning går den — fremad eller tilbage?

Det er tydeligt for alle som har fulgt med i udviklingen, at det katolske bibelsyn har ændret sig i de sidste år. Dette omslag har oven i købet forårsaget en krise inden for den katolske kirke. Striden står mellem dem der ivrigt prøver at modarbejde disse forandringer, og dem der er utålmodige fordi de føler at forandringerne er for få og ikke gennemføres hurtigt nok. I betragtning af denne situation er det ikke noget under at det jesuitiske tidsskrift America (9. maj 1970a) følte sig tilskyndet til at bemærke følgende: „En katolik fra gårsdagens kirke ser sig nu nødsaget til at ånde og bede og færdes i et religiøst klima der er præget af usikkerhed, omvæltninger og splid.“

Den mest bemærkelsesværdige tendens blandt de katolske lærde er at man ikke længere tror på Bibelen som inspireret og autentisk, og det kan tilføjes at dette er den alvorligste side af de moderne forandringer. Den burde bekymre alle oprigtige katolikker som stadig tror på at Bibelen er inspireret.

Var det Moses der skrev Pentateuken?

Med udtrykket „Pentateuken“ hentydes der til Bibelens fem første bøger, de fem Mosebøger. Hvem skrev disse bøger? Både Pentateuken selv og den jødiske tradition, som går adskillige hundrede år tilbage i tiden, anfører Moses som forfatter til disse bøger, og det gør også andre bøger i De hebraiske Skrifter, samt Jesus og hans apostle. I Anden Mosebog 17:14, Fjerde Mosebog 33:2 og Femte Mosebog 31:9 berettes der om at Moses skrev eller fik besked på at skrive. Blandt de steder i De hebraiske Skrifter som viser at Moses nedskrev de love som Pentateuken indeholder, kan nævnes Josua 1:7, 8, Dommerbogen 3:4 og Første Kongebog 2:3. At Jesus Kristus var overbevist om at Moses havde skrevet de bøger i Bibelen som bærer hans navn, fremgår tydeligt af disse ord henvendt til hans jødiske modstandere: „Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.“ (Joh. 5:46) De kristnes styrende råd i det første århundrede anerkendte også Moses’ forfatterskab; da det samledes i Jerusalem for blandt andet at drøfte spørgsmålet om omskærelsen, fremsatte det følgende erklæring: „Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byerne; hver sabbat oplæses han jo i synagogerne.“ — Ap. G. 15:21.

Engang stemte den katolske teologi overens med disse skriftsteder. I New Catholic Dictionary (1929) kan man således læse: „Bibelens første fem bøger“ blev „skrevet omkring år 1400 f. Kr. . . . En ubrudt jødisk og kristen tradition har altid forsvaret at Moses er forfatter af disse fem bøger . . . Men det er fuldt ud tilladeligt at vedgå at Moses gjorde brug af allerede eksisterende dokumenter, som han inkorporerede i sine værker.“ Også Catholic Biblical Encyclopedia, Old Testament anerkender at Moses er Pentateukens forfatter; i dette værk siges der: „Pentateukens tekst . . . er ned gennem tiden ved guddommeligt forsyn blevet beskyttet mod afskrivningsfejl i spørgsmål der vedrører tro og moral.“

Men de katolske lærde i dag er af en anden mening. The Jerusalem Bible (1966), The Jerome Bible Commentary (1968) og New Catholic Encyclopedia (1967) bærer alle tydeligt præg af Wellhausens påvirkning. Wellhausen var en tysk sprogforsker som ikke troede at Bibelen var inspireret; flere og flere af hans teorier har vist sig at være uholdbare, for hvordan kan man opstille en sund teori bygget på fordom? Wellhausen var fordomsfuld idet han gik ud fra at alle religioner er menneskeværk.

Vor tids katolske lærde har således åbent forkastet deres kirkes tidligere standpunkt, at Pentateuken er inspireret og nedskrevet af Moses. (I bogen Aid to Bible Understanding, siderne 1283, 1284, kan De finde flere beviser for at Pentateuken er inspireret.)

Hvad med Jonas’ bog?

Det skal indrømmes at de begivenheder Jonas’ bog omtaler er ret usædvanlige; men bogen indeholder dog intet som en oplyst tro ikke vil kunne acceptere. Følgende punkter taler for at Jonas’ bog er historisk og autentisk:

(1) Oldtidens hebræere anerkendte bogen som historisk og inspireret.

(2) Indledningen til Jonas’ bog ligner den som fire andre af de ’små’ profeter benytter. Den lyder: „[Jehovas] ord . . . kom til . . .“ — Hos. 1:1; Joel 1:1; Mika 1:1; Zef. 1:1.

(3) Det er dog Jesu Kristi ord som giver os det stærkeste bevis for bogens pålidelighed. Han henviste gentagne gange til Jonas’ beretning, som for eksempel i Mattæus 16:4, og i Mattæus 12:39-41, hvor han henviser til den to gange. Han sagde: „Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ Derefter fortsætter han: „Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas’ prædiken; og se, her er mere end Jonas.“ Jesus tvivlede åbenbart ikke på at Jonas kunne få Nineves indbyggere til at omvende sig.

For godt halvtreds år siden var de katolske lærde af samme mening. I The Catholic Encyclopedia (1910), bind 8, side 498, kunne man læse følgende: „Katolikker har alle dage troet at Jonas’ bog skildrer en virkelig tildragelse. . . . Den traditionelle anerkendelse af Jonas’ bog begrundes med følgende punkter: I. Den jødiske tradition. . . . II. Vor Herres eget vidnesbyrd. — Dette er den vigtigste grund til at katolikker ikke betvivler de begivenheder der omtales i Jonas’ beretning. . . . Kristus sidestiller beretningen i Jonas’ bog med den om dronningen af Saba (se Matt., xii, 42). Han tillægger Jonas’ bog samme historiske værdi som [Første] Kongebog. Dette er katolikkernes stærkeste argument for at acceptere Jonas’ bog som autentisk. III. Kirkefædrenes vidnesbyrd. — Ikke en eneste af kirkefædrene er nogen sinde blevet citeret til forsvar for tanken om at Jonas’ bog er et eventyr og dermed uautentisk.“

Men den moderne skepsis har i vor tid fået mange katolske lærde over på sin side. De betragter Jonas’ bog som et „eventyr“ og ikke som en sandfærdig beretning. De forklejner bogens værdi. Det fremgår for eksempel af The Jerusalem Bible, der kalder den „et løjerligt eventyr“ om „hvordan Gud gentagne gange havde sin profet til bedste . . . hele beretningen er præget af åbenlys ironi“, og den „har til hensigt at underholde og belære“. Men Jesus betragtede ikke denne bog som en spøgefuld beretning; han tog dens indhold alvorligt. Man kan derfor meget vel spørge om kritikerne mon kan bevise deres påstande. Det kan de ikke. De har blot opfundet visse teorier, for at underbygge deres tvivl på at Gud er i stand til at udføre mirakler. Når vor tids katolske lærde således forkaster Jesu ord til støtte for Jonas’ bogs historiske værdi, er det tydeligt nok ikke et tegn på fremskridt, men på åndeligt forfald.

Hvad med Højsangen?

Det første vers i denne bibelske bog lyder: „Salomos Højsang.“ Til støtte for dette gør Soncinos hebraiske bibel i sit forord til Højsangen opmærksom på følgende kendsgerninger: Kong Salomon forfattede mange sange. (1 Kong. 4:32) Højsangen indeholder flere henvisninger til kongen. Nogle hævder at bogens sprog viser at den blev skrevet på et senere tidspunkt, men „et sådant synspunkt . . . er dårligt funderet. Det henførende stedords forkortede form [she eller sha i stedet for ’asherʹ] som ofte forekommer i denne bibelbog, . . . findes også i Bibelens ældste bøger“, som for eksempel Første Mosebog og Dommerbogen. Yderligere indvendinger mod at Salomon skulle være denne bogs forfatter er „lige så grundløse“.

For mere end tres år siden kunne de katolske lærde anføre adskillige beviser for at Salomon var Højsangens forfatter. I The Catholic Encyclopedia, bind 3, side 305, kunne man således læse følgende: „Højsangen bevidner Salomons kærlighed til naturen [1 Kong. 4:33] (den nævner enogtyve plantenavne og femten dyrenavne), til kunstnerisk skønhed og kongelig pragt.“ Og Catholic Biblical Encyclopedia bemærker at de mange forskellige stednavne som forekommer i bogen viser at den må være skrevet før riget deltes i Salomons søn Rehabeams regeringstid.

Men også her har de moderne katolske lærde valgt at ignorere denne store mængde bevismateriale. I stedet accepterer man de moderne skeptikeres og kritikeres teorier der benægter at Salomon var Højsangens forfatter. De har valgt at støtte sig til verdslig visdom, som er „dårskab i Guds øjne“, fremfor at tro at Gud har inspireret og bevaret Bibelen. — 1 Kor. 3:19.

Havde Esajas’ bog mere end én forfatter?

Vi har også et andet eksempel på at den moderne katolske teologi bevæger sig bort fra troen på at Bibelens bøger er autentiske, at de er inspirerede og bevaret af Gud. De har gjort fælles sag med de forkæmpere for den højere bibelkritik som påstår at Esajas’ bog blev skrevet af mindst tre forskellige mænd. Disse kritikere påstår at Esajas’ bog, kapitlerne 1 til 39, blev skrevet af én ’Esajas’, kapitlerne 40 til 55 af en anden ’Esajas’, og kapitlerne 56 til 66 af en tredje.

Men et sådant synspunkt stemmer ikke med Bibelen. Den viser nemlig at hele bogen kun er skrevet af én og samme forfatter, og hans navn var Esajas. Mattæus 3:3 viser for eksempel at Esajas 40:3 blev skrevet af „profeten Esajas“, og Mattæus 4:14-16 viser at ordene i Esajas 9:1, 2 blev skrevet af den samme Esajas. I Johannes 12:38-41 tilskrives ordene i Esajas 6:1, 10 og 53:1 „profeten Esajas“. I Romerne 10:16 hævder også apostelen Paulus at ordene i Esajas 53:1 blev skrevet af profeten Esajas. I Lukas 4:17 læser vi at „man gav [Jesus] profeten Esajas’ bog“ hvorefter han læste ordene fra Esajas 61:1, 2 og anvendte dem på sig selv. Der kunne anføres flere eksempler der beviser at Bibelens skribenter betragtede alle tre ’dele’ af Esajas’ bog som den ene profet Esajas’ værk.

En af de ruller med Esajas’ bog (rulle „A“) der blev fundet ved Det døde Hav, bekræfter dette. Afskriveren af denne rulle vidste åbenbart ikke at Esajas’ bog skulle deles mellem kapitel 39 og 40, for det vi nu kender som kapitel 40 begynder på den sidste linje i den tekstspalte der indeholder kapitel 39. Det er også værd at bemærke at de sidste vers i kapitel 39 fortæller om det endnu fremtidige fangenskab i Babylon, og således danner en logisk overgang til det stof som følger efter. Kapitel 40 omhandler den tid da fangenskabet skulle ophøre.

Først i dette århundrede, nemlig den 28. juni 1908, gendrev Den pavelige Bibelkommission argumenterne for at Esajas’ bog skulle være skrevet af flere forfattere. Som afslutning skrev han: „Der kan ikke anføres noget sundt argument, end ikke et sammenstykket argument, som bevis for at Esajas’ bog ikke bør tilskrives Esajas selv, men to eller flere forfattere.“ Som Catholic Biblical Encyclopedia, Old Testament med rette bemærkede: „Den såkaldte deutero- [anden] og trito- [tredje] Esajas’ anonymitet er stadig en uoverstigelig vanskelighed for kritikerne. De er ikke i stand til at forklare hvorfor forfatteren til en af de vigtigste bøger er ukendt, mens nogle af de mindste profetiske skrifter som blev skrevet i samme periode nævnes ved deres forfatteres navne.“ Her hentydes til Obadias og Haggaj.

Man kan med rette spørge om hvorfor vor tids katolske teologi har valgt at ignorere alt dette materiale, som viser at Esajas’ bog kun blev skrevet af én forfatter. Ja, hvorfor mon? Fordi teologerne har mistet troen på den magt og visdom som Bibelens virkelige forfatter besidder. De lærde som tror at Esajas’ bog blev skrevet af flere forfattere, har antaget denne overbevisning fordi de betvivler at en af Jehovas profeter så nøjagtigt og detaljeret skulle kunne forudsige sådanne begivenheder som Esajas forudsagde, for eksempel Kyros’ erobring af Babylon. Men som følge af denne indstilling går de direkte imod temaet i Esajas’ bog, nemlig at den sande Gud i modsætning til de falske guder kan forudsige fremtidige begivenheder. Vi læser således: „Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje’ . . . Jeg taled og lader det ske.“ Og videre „Mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 46:9-11; 55:11.

Ja, den sande Gud, han som kan forudsige fremtidige begivenheder, udfordrer de falske guders tilbedere med disse ord: „Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: ’Det er sandt!’“ — Es. 43:9.

Det at den moderne katolske teologi i større og større grad mister troen på Skaberens, den himmelske Gud Jehovas, ufejlbarlige ord, burde bekymre alle katolikker der stadig tror på at Bibelen er Guds ord.

[Fodnote]