Rumrejser til andre planeter

BÅDE De forenede Stater og Sovjetunionen har sendt rumskibe ud i nærheden af andre planeter. Er der nogen antydning af at der har udviklet sig liv på disse planeter? Hvad har man opdaget om disse planeter?

En videnskabsmand fra Mariner-9-projektet udtaler angående De forenede Staters rumsonder til Mars: „Mars har en særegen karakter. Den er ikke som jorden, heller ikke som månen — kun som Mars.“

Men hvordan er Mars så? Fotografier fra Mariner, taget gennem farvefiltre, viser at Mars’ overflade er rødlig. Dette bekræfter hvad man har iagttaget gennem teleskoper på jorden, nemlig at Mars er „en rød planet“.

Man har opdaget fire større geologiske områder på Mars, ved hjælp af tusinder af billeder sendt tilbage fra rumskibe. Det første af disse områder er et vulkansk felt på planetens vestlige halvkugle. Dette område består af mindst ni kæmpevulkaner. Disse domineres af den gigantiske Nix Olympica, cirka 500 kilometer i tværsnit ved foden; dens øverste kant anslås til at være over tre gange så høj som det mere end 8800 meter høje Mount Everest.

Et andet af disse områder har et meget forrevent terræn med mange dybe dale. Den største af disse dybe og snævre dale anslås til at være ti gange så lang som Grand Canyon i U.S.A. og cirka fire gange så dyb, idet den menes at være 4000 kilometer lang, 120 kilometer bred og 6 kilometer dyb.

Et tredje område er fyldt med kratere. Dette koparrede område ligner månen.

Det fjerde område er en vældig udstrakt flade med trappelignende terrasser og dybe furer der udstråler fra sydpolarområdet.

Man har også opdaget at der nær sydpolen findes en lille „iskalot“, der er cirka 320 kilometer i diameter, selv når sommeren er på sit højeste. Nogle videnskabsmænd mener at denne „iskalot“ ikke udelukkende består af frossen kuldioxyd (tøris), men muligvis også af frosset vand.

Hvordan forholder det sig med atmosfæren på Mars? Sovjetunionens Mars-2- og Mars-3-sonder har afsløret at planetens atmosfære er 2000 gange så tør som jordens atmosfære, hvilket ifølge det sovjetiske nyhedsbureau Tass gør Mars til „en mere tør planet end iagttagere på jorden havde forventet“. Atmosfæren nærmest planetens overflade består hovedsagelig af kuldioxyd og er så tynd at den kun udgør en hundrededel af jordens atmosfære.

Findes der flydende vand på Mars? Videnskabsmænd mener at der kan have været vand engang, for man anser det for sandsynligt at det er vand der har skabt de dybe dale og højderyggene. Men menneskets viden er begrænset, og andre kræfter kan have dannet sådanne kløfter. I hvert fald anser videnskabsmænd det for fysisk umuligt at der eksisterer vand på Mars’ overflade nu. Hvorfor? Fordi Mars’ kuldioxydatmosfære er så tynd at det atmosfæriske tryk ikke er stort nok til at holde vandet flydende. En dråbe vand ville derfor fordampe øjeblikkelig.

Sovjetiske sonder har med hensyn til temperaturen på Mars konstateret at den varierer fra minus 100 grader celsius til plus 13 grader. Den amerikanske sonde Mariner 9 har vist at temperaturen når 26 grader over frysepunktet først på eftermiddagen.

Atmosfæriske vinde på Mars kan nå hastigheder på op til 185 kilometer i timen. Under klodeomspændende støvstorme formodes vinden at nå en hastighed på 480 kilometer i timen.

En astronom antydede i 1895 at de omstridte „kanaler“ på Mars kunne være anlagt af fornuftbegavede skabninger, med det mål at føre vand fra Mars’ polariskalotter til dens ækvatoriale ørkener. Kanalerne har længe været en gåde. Men hvad opdagede Mariner 9? Efter mere end 7000 fjernsynsbilleder har undersøgelser ikke vist nogen kanaler. De gådefulde „kanaler“ var et optisk bedrag. The National Observer for 25. november 1972 forklarede: „De kraftige vinde på Mars blæser let sand og støv hen over planeten, og derved afdækkes og tildækkes pletter af mørkere materiale. Dette er tilstrækkeligt til at de som ønsker at se kanaler, også ser dem.“ De dybe kløfter på Mars synes også at have medvirket til forestillingen om at der fandtes kanaler på „den røde planet“.

Men hvad nu med muligheden for udviklet liv på Mars? En af videnskabsmændene bag Mariner-9-projektet, dr. Rudolph A. Hanel fra Goddard-rumfartscenteret i Greenbelt, Maryland, siger: „Vi har ikke set noget tegn på liv på Mars.“

Hvad med andre planeter?

Sovjetunionen har sendt mindst ti rumfartøjer til den skyomhyllede planet Venus. Venera-8-færden satte dem i stand til at landsætte en kapsel med instrumenter på planeten som transmitterede signaler i halvtreds minutter i juli 1972. Hvad opdagede man?

„Den mest betydningsfulde af Veneras afsløringer,“ skrev bladet Time den 25. september 1972, „er at den kemiske sammensætning af i det mindste en del af overfladen ligner jordens. Veneras gammastrålespektrometer fastslog at landingsområdet indeholdt radioaktivt kalium, uran og thorium i omtrent det samme forhold som i mange vulkanske klipper på jorden. Dette viser yderligere at Venus har gennemgået en ’adskillelsesproces’ ligesom jorden, Mars og månen; det vil sige at planeten engang har været tilstrækkelig varm til at stoffet kunne blive blødt og flyde. I løbet af denne periode fæstnede de tunge grundstoffer sig ind imod kernen, mens de lettere steg op til overfladen iblandet radioaktive grundstoffer, for at danne skorpe.“

Man opdagede at planetens atmosfære hovedsagelig består af kuldioxyd. Dens atmosfæriske tryk er mere end halvfems gange større end jordens.

Endnu en af de opdagelser man har gjort angående Venus vedrører det skylag der omgiver planeten — skyer så tætte at astronomer aldrig har set planetens overflade, selv ikke med kraftige teleskoper. Er det muligt at en smule sollys kunne gennemtrænge planetens skydække? Dette har man længe diskuteret. Sovjets Venera-8-færd medbragte en belysningsmåler som var stærkt følsom over for lysforandringer. Scientific American skrev i november 1972: „Belysningsmåleren viste at sollyset svækkes meget af atmosfæren, . . . men at det dog lykkes noget sollys at trænge igennem til overfladen på dagsiden.“ Bladet Time skriver: „Sovjetiske videnskabsmænd kunne fastslå at cirka to tredjedele af den solstråling der rammer Venus, trænger igennem det tykke skylag til overfladen.“

Man har registreret at vindene på Venus har en hastighed på 170 kilometer i timen i en højde af otteogfyrre kilometer. Ved overfladen har vindene kun en hastighed på cirka seks kilometer i timen.

Man har yderligere opdaget at planeten ikke afkøles i løbet af natperioden. Planetens atmosfære skaber en såkaldt „drivhusvirkning“, som forhindrer varmen i at slippe væk om natten. Hvor varmt er der så, og kan der i betragtning heraf eksistere liv på Venus?

Venera-8-rumskibet sendte signaler som viste en temperatur på Venus’ overflade på cirka 470 grader celsius — mere end 120 grader over blys smeltepunkt! Det er derfor ikke mærkeligt at bogen Science Year fra 1972 siger: „Meddelelserne har bekræftet tidligere formodninger om at ingen mennesker kan eksistere på Venus, på grund af de høje temperaturer og det knusende atmosfæriske tryk.“

I øjeblikket styrer et rumskib mod Jupiter, den største af de ni planeter i vort solsystem. Det er Pioner-10-rumskibet, der blev opsendt fra Cape Kennedy den 2. marts 1972. Efter beregningerne vil Pioner 10 ikke være fremme i nærheden af Jupiter før i december 1973, eftersom det er en rejse på 992 millioner kilometer. Man forbereder flere opsendelser af sonder til Jupiter. En nyhedskilde siger: „Den nationale luft- og rumfartsadministration planlægger at søge efter liv på planeten med et rumskib der skal flyve forbi i 1979.“

Det man ved hjælp af disse rumrejser har lært om planeterne indtil nu, er hovedsagelig at de ikke egner sig til beboelse for mennesker; og man har heller ikke fundet noget liv. Men evolutionisternes søgen efter liv i det ydre rum fortsætter.

Findes der autoritative oplysninger om liv i det ydre rum? Kan vi med sikkerhed vide om der er liv uden for jorden? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Illustrationer på side 10]

TIL HØJRE: En vældig kløft på Mars, cirka 120 kilometer bred og 480 kilometer lang, med tilstødende dale (baseret på et fotografi taget af Mariner 9). HEROVER: Et afsnit af en 3 kilometer dyb dal på Mars, som en tegner har opfattet den. En rapport siger at Mars er „et langt mere kompliceret himmellegeme end vi havde troet“.

[Illustration på side 11]

Mennesker har længe spekuleret på om sollyset kunne gennemtrænge Venus’ tætte skylag. Sovjets Venera-8-satellit landede på Venus og afslørede hemmeligheden