Rumforskning — hvor vidt er mennesket nået?

DEN 12. APRIL 1961 indskrev en ny Columbus sig i verdenshistorien. Hans navn var Júrij Alekséjevitj Gagárin. Denne russiske kosmonaut foretog som det første menneske en rejse ud i rummet. Det var i rumkapslen Vostók 1. Hans færd varede 108 minutter og bragte ham én gang rundt om Jorden, en rejse på 40.900 kilometer. Han var vinder af første runde i det store rumkapløb mellem Sovjetunionen og De Forenede Stater.

U.S.News & World Report oplyser: „Sandheden er at . . . det var ønsket om at slå russerne der drev Amerika ud i rummet.“ Præsident John F. Kennedy var besluttet på at forsøge at indhente Sovjets forspring i rummet. John Logsdon, der er leder af Centret for International Videnskab og Teknologipolitik, har i Blueprint for Space skrevet: „Sorenson [Kennedys særlige rådgiver] siger at Kennedys holdning blev påvirket af den omstændighed [at] ’Sovjet havde vundet stor international prestige på Gagárins rumfærd samtidig med at vi tabte prestige i Svinebugten.a Dette understregede at prestige var en betydende, og ikke blot en pr-mæssig, faktor i verdenspolitikken.’“

Præsident Kennedy besluttede at De Forenede Stater uanset omkostningerne skulle gøre et eller andet exceptionelt for at overgå Sovjetunionen. Han spurgte: „Har vi en chance for at slå russerne ved at anbringe et laboratorium i rummet, ved at rejse rundt om Månen, få en raket til at lande på Månen, eller ved at lade en bemandet raket rejse til månen og tilbage igen? Er der overhovedet noget rumprogram der lover så opsigtsvækkende resultater at vi kan vinde?“ Endelig havde de amerikanske forskere tilstrækkelig politisk opbakning til deres planer. Men de skulle arbejde længe før de fik succes.

Russerne høstede igen laurbær i 1963 da Valentína Vladímirovna Teresjkóva som den første kvinde blev sendt rundt om Jorden, ikke blot én gang men 48 gange! NASA (National Aeronautics and Space Administration) tog skeen i den anden hånd og gav sig til at kæmpe for at vinde international prestige. Lykkedes det?

Apollo og Månen

NASA-forskere havde siden 1959 undersøgt mulighederne for en månerejse. De havde bedt om tilladelse til konstruktion af et rumfartøj kaldet Apollo. Men „præsident Eisenhower nægtede at godkende denne anmodning“. Hvorfor? Fordi omkostningerne, et beløb mellem 210 og 290 milliarder danske kroner, „ikke ville skaffe tilstrækkeligt med videnskabelige oplysninger til at retfærdiggøre en sådan investering. . . . Eisenhower fortalte NASA at han ikke ville godkende noget projekt som gik ud på månelanding.“ (Blueprint for Space) Forskernes eneste håb var den nye præsident, John F. Kennedy.

Han foreholdt de amerikanske forskere det mål at landsætte et menneske på Månen inden årtiets udgang — og før russerne gjorde det! Wendell Marley, der arbejdede som elektronikingeniør på Apollos styrings- og navigationssystem, har til Vågn op! udtalt: „Vi følte at vi konkurrerede med USSR, og dette var også drivkraften for mange af de ingeniører jeg arbejdede sammen med. Vi var stolte over at gøre vores del til at landsætte et menneske på Månen før Rusland. Mange af os arbejdede endda over uden ekstrabetaling for at holde tidsplanen.“

Resultatet af hele denne indsats er nu historie — Neil Armstrong og Edwin „Buzz“ Aldrin satte som de første mennesker deres fodspor på Månens overflade. Det var i juli 1969. Men denne enorme præstation havde sin pris. Den 27. januar 1967 mistede tre astronauter livet ved en kabinebrand under en test før en rumrejse. Mindre end tre måneder senere døde den russiske kosmonaut Vladímir Komaróv under et forsøg på at vende tilbage efter 18 kredsløb omkring Jorden. I århundredernes løb har mange mænd og kvinder måttet betale med livet i deres stræben efter viden og berømmelse.

Hvilke fremskridt er der blevet gjort, bortset fra månerejserne?

Til planeterne

NASA har sendt mange satellitter ud i rummet, og de har i høj grad øget vor viden om universet. Det er et af de positive resultater forskerne peger på når de skal forsvare de enorme pengesummer der er spenderet på bemandet og ubemandet rumfart. I marts 1992 kunne man fejre 20-årsdagen for en af de store solskinshistorier i rumforskningen — opsendelsen af den første rumsonde som har forladt solsystemet. Pioneer 10, som blev opsendt i 1972, var et plaster på såret efter de mange uheld som dens forgængere var blevet ramt af siden 1958. Rumsondens forventede levetid var blot på omkring tre år. Men takket være sin atomreaktor-kerne sender den stadig informationer tilbage til Jorden. Nicholas Booth, der skriver for New Scientist, siger at „NASA-talsmænd forventer at kunne følge rumsonden indtil slutningen af dette århundrede“. Den kan beskrives som „den mest succesrige interplanetariske mission nogen sinde“. Hvorfor har man haft så stort held med Pioneer 10?

Den var programmeret til at have kurs mod vores største naboplanet, Jupiter, før den forlod solsystemet. Rejsen dertil var på 779 millioner kilometer og tog næsten to år. I december 1973 nåede den Jupiter. Undervejs havde den passeret Mars og derefter asteroidebæltet, hvor den registrerede 55 sammenstød med støvpartikler. Men sonden undslap uden skade. Andre instrumenter målte stråling og magnetfelter omkring Jupiter.

Derefter opsendtes Pioneer 11, som efter at have passeret Jupiter fortsatte til Saturn. Ud fra erfaringen med Pioneer-sonderne opsendte NASA derefter rumsonderne Voyager 1 og 2. Disse tilbagesendte, som Nicholas Booth udtrykker det, „en syndflod af informationer om Jupiter-systemet som overgik resultaterne fra Pioneer-missionerne“. Hvordan opfanges signalerne fra disse sonder på Jorden?

Der findes et sporingssystem kaldet Deep Space Network, som består af radioteleskoper hvis skåle er 64 meter i diameter og som skiftes til at opfange signaler mens Jorden roterer. Disse teleskoper er placeret i Spanien, Australien og De Forenede Stater. Ved hjælp af dem har man kunnet modtage nøjagtige meldinger fra rumfartøjerne.

Er der liv på Mars?

Rumforskningen tumler fortsat med det store spørgsmål som har optaget mennesker i århundreder: Er der intelligent liv ude i det umådelige univers? I lang tid har astronomer og skribenter spekuleret på om der var liv på den røde planet Mars. Hvad har rumrejserne afsløret i så henseende?

Serien af Mariner-rumsonder i 1960’erne og 1970’erne sendte fotografier af Mars tilbage til Jorden. I 1976 landede Viking 1 og 2 på Mars og sendte utroligt nok informationer tilbage om klippernes og overfladens beskaffenhed. Hvor blev undersøgelserne foretaget? I et automatisk kemisk og biologisk laboratorium på landingsfartøjet. Noget af overfladen blev samlet op af en robotarm, og derpå bragt ind og analyseret i robotlaboratoriet. Var der liv eller tegn på liv? Hvad viste fotografierne og analyserne?

Bruce Murray, der skriver om rumforskning, forklarer: „Ingen buske, intet græs, ingen fodspor eller andre tegn på liv formildede dette geologisk set fascinerende terræns goldhed. . . . Trods omhyggelig undersøgelse af støvprøverne . . . fandt man ikke et eneste organisk molekyle . . . Mars’ overflade er langt mere steril end noget sted på Jorden. . . . Mars har højst sandsynlig været uden liv i adskillige milliarder år.“

Bruce Murray drog følgende konklusion ud fra forskningsresultaterne af planeterne: „Vi er helt sikkert alene i dette solsystem. Jorden, som er ene om at have en vandoverflade, er en livets oase. Vi har ingen fjerne mikroskopiske fætre på Mars eller noget andet sted i vores solsystem.“

Hvordan ser Venus ud?

Selv om Venus er på størrelse med Jorden er den en menneskefjendsk planet. Astronomen Carl Sagan kalder den „et helt igennem ubehageligt sted“. Dens øvre skylag indeholder svovlsyre, og dens atmosfære består hovedsagelig af kuldioxid. Det atmosfæriske tryk på overfladen af Venus er 90 gange større end på Jorden. Det svarer til trykket i en kilometers havdybde.

På hvilke andre måder er Venus forskellig fra Jorden? Carl Sagan skriver i sin bog Cosmos at Venus roterer „baglæns, i den modsatte retning af alle andre planeter i det indre solsystem. Som følge heraf stiger solen op i vest og går ned i øst, og der går 118 jorddage mellem hver solopgang.“ Overfladetemperaturen er på 480 grader, eller, som Sagan siger, „varmere end den varmeste bageovn“. Siden 1962 er Venus blevet udforsket af en række Mariner- og Pioneer-sonder samt adskillige sovjetiske Venera-sonder.

Hvad angår kortlægning har man imidlertid fået de bedste resultater fra landmålerrumsonden Magellan, som styres af NASA’s Laboratorium for Jetdrift. Magellan blev opsendt fra rumfærgen Atlantis den 4. maj 1989. Det tog denne enestående rumsonde, Magellan, 15 måneder at nå til Venus, hvor den nu kredser rundt om planeten med en omløbshastighed på tre timer og 15 minutter mens den tager radarbilleder der transmitteres til Jorden. Stuart J. Goldman skriver i Sky & Telescope: „At kalde resultatet af Magellan-sondens mission for fænomenalt er en stærk underdrivelse. . . . Denne landmålerrobot har i løbet af sine otte første måneder i kredsløb kortlagt 84 procent af hele planeten med en opløsning i billedet der svarer til størrelsen af en fodboldbane. . . . Den datamængde Magellan har sendt tilbage til de ivrige forskere er uden sidestykke. Ved indgangen til 1992 havde rumsonden sendt 2,8 billioner informationsenheder. Det er tre gange så mange data som fra alle tidligere planetariske rumfartøjer tilsammen.“

Her er et eksempel på at en kombineret rumfærd, bestående af en bemandet rumfærge og en robot, har givet utrolige resultater. Den har givet os større kendskab til vores solsystem. Og alt dette er blevet holdt inden for rammerne af et relativt lille budget, for Magellan har for en stor del været et spareprojekt, sammenbygget af overskydende løsdele fra Voyager-, Galilei- og Mariner-sonderne.

NASA og spionsatellitterne

Stræben efter videnskabelig indsigt har ikke været det eneste ledemotiv i rumforskningen. En anden drivkraft har været ønsket om at opnå en militær førerposition. I årenes løb har rumprogrammerne været brugt af både De Forenede Stater og det tidligere Sovjetunionen som en mulighed for at udvide deres spionvirksomhed. Bruce Murray siger i sin bog Journey Into Space: „Kredsløb omkring Jorden var fra begyndelsen arena for rekognoscering og andre militære aktiviteter, et domæne for et dødsensfarligt strategisk kapløb mellem De Forenede Stater og Sovjetunionen.“

Joseph J. Trento skriver i sin bog Prescription for Disaster at „CIA og Air Force i 1971 begyndte at planlægge spionsatellitter kaldet Keyhole-serien eller forkortet KH. Den 19. december 1976 blev den første Keyhole opsendt.“ Disse fotografiske satellitter kunne kredse om Jorden i to år og sende deres informationer tilbage til Jorden ved digitaltransmission. Hvor gode var billederne? Trento fortsætter: „Deres opløsning var så fremragende at man tydeligt kunne læse tallene på nummerpladen af en parkeret bil. Desuden blev satellitterne brugt til at fotografere sovjetiske rumfartøjer i kredsløb og strategiske bombefly i luften.“

De højteknologiske rumfærger

I de senere år er der blevet sendt bemandede rumfærger i kredsløb om Jorden. Har du tænkt på hvor indviklet det er at opsende en rumfærge og hvor meget der kan gå galt så det hele ender i en katastrofe? Ingeniører har for eksempel arbejdet ihærdigt på at finde ud af hvordan man nedkøler motorerne ved affyringen så de ikke smelter som følge af varmeudviklingen. „I de første forsøgsår smeltede og eksploderede den ene motor efter den anden,“ skriver Trento. Dernæst var der problemet med at antænde de to løfteraketter med det faste brændstof på nøjagtig samme tid, så hele herligheden ikke væltede og blev ødelagt. Alt dette var med til at bringe omkostningerne i vejret.

Den første vellykkede opsendelse fandt sted den 12. april 1981. Mens tomandsbesætningen bestående af John Young og Robert Crippen sad spændt fast i deres sæder frembragte hver af rumfærgens tre motorer en reaktionskraft på 170.000 kilo. Ifølge Trento havde nogle forskere spurgt sig selv: „Ville dette blive en sejr eller ville drømmen forsvinde i Floridas sumpe? Hvis ikke alt brændstoffet antændtes inden for få sekunder ville der udbryde storbrand på rampe 39A. . . . Ved nul antændtes brændstoffet. Hvid damp fyldte horisonten, og boltene der holdt rumfærgen fast blev revet løs. Besætningen hørte et gevaldigt drøn. De mærkede rumfartøjets bevægelse og energiudladningerne.“ Alt gik som det skulle. „For første gang i USA’s historie er amerikanere gået om bord i et uafprøvet raketsystem og har fløjet det. . . . Det mest komplicerede fartøj der nogen sinde er bygget, virkede.“ En ny slags ’Columbusser’ var blevet til. Men ikke uden risiko — og ikke uden omkostninger. Challenger-katastrofen i 1986, hvor syv astronauter mistede livet, taler sit tydelige sprog.

På den første flyvning viste farvefotografier at der manglede nogle af de varmefaste kakler som var af stor betydning under nedstigningen, hvor temperaturen ville komme op på 1100 grader. Forskerne måtte have et nærbillede for at kunne bedømme skaderne. Men ingen kameraer på Jorden ville være i stand til at tage et skarpt billede af Columbias beskadigede underside. Hvad fandt man så på? KH-11 spionsatellitten kredsede i en bane over rumfærgen. Det blev besluttet at vende færgen så undersiden kom opad, og spionsatellitten kunne herefter fotografere den. Resultatet blev sendt tilbage til Jorden, og NASA-folkene kunne se at der ikke manglede store områder med kakler. Rumfærden var ikke i fare.

Rumfærgeprogrammet — til krig eller fred?

NASA’s historie handler om det konstante tovtrækkeri mellem dem der har betragtet rumfartsadministrationen som et middel til fredelig udforskning af rummet og dem der hovedsagelig har set den som en mulighed for at få overtaget over Sovjetunionen i den kolde krig. I 1982 sammenfattede Harold C. Hollenbeck, medlem af Repræsentanternes Hus, denne interessekonflikt da han om Videnskabernes Hus og Det Teknologiske Udvalg sagde: „Det er en tragedie at det amerikanske folk ikke er klar over den civile rumfartsadministrations politisering og militarisering. . . . Det er et civilt team som sætter os på Månen . . . Jeg ønsker ikke et rumprogram som koster det hvide ud af øjnene og som indgår i Pentagons stjernekrigsprogram. . . . Jeg håber blot at den næste generation af amerikanere ikke vil se tilbage på os her i dag som de ledere der passivt så til mens Amerika forvandlede sig fra en ædel forsker til en interstellar krigsmaskine.“

Han sagde endvidere at mennesket var ved at ødelægge sin fremtid: „Vi drog ud i rummet for at flytte grænser — og fører nu hadet og bitterheden fra Jorden ud i himlene som om det var menneskets ret at føre krig overalt.“ Økonomiske, politiske og militære interesser har forsøgt at overtage NASA. Milliarder af dollars og tusinder af arbejdspladser (og stemmer) var knyttet til dens fremtid.

Det er logisk at spørge hvilken gavn vi har haft af rumforskningen. Og hvad vil fremtiden bringe?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 8 og 9]

1. Månebilen fra Apollo

2. Månelandingsfartøjet med astronaut Edwin E. Aldrin, jr., (20. juli 1969)

3. Monteringshallen, måske verdens største bygning

4. Rumfærge på transportvognen på vej til startrampen

5. Satellit inden opsendelse

6. Rumfærgen „Challenger“ med robotarmen

7. Den første kvinde i det ydre rum, Valentína Teresjkóva (16. juni 1963)

8. Den første mand i rummet, Júrij A. Gagárin

9. Robotarme indsamler prøver på Mars

[Kildeangivelse]

Foto 1-6: NASA; 7, 8: Tass/Sovfoto; 9: NASA/JPL