Grunde til at så mange sulter

„HVER dag vågner næsten 2 milliarder mennesker op for at møde en verden, hvor deres liv vil blive behersket af ét eneste ønske . . . nemlig mad,“ bemærker L. R. Brown fra Overseas Development Council. Millioner af mennesker har behov for mere eller bedre mad. Er jorden da blevet for lille?

Nej, jorden synes i stand til at føde milliarder flere mennesker end de 3,7 milliarder der nu befolker den. Nogle sagkyndige siger at der er to gange så meget landbrugsjord til rådighed for opdyrkning som man har anvendt i de seneste årtier.

Uforudsigeligt vejr forværrer situationen

Men en faktor der i høj grad kan begrænse udbyttet selv på udmærket jord, er vejret. „På vejrets luner,“ siger en artikel i Newsweek, „er der endnu ikke fundet nogen forklaring.“

Knapheden på mad i Asien og Afrika er for en stor del fremkaldt af tørke. Monsunregnen i 1972 var for ringe eller kom for sent til at gavne Indiens sommerafgrøder. Regnen i Bangla Desh lå 40 procent under det normale i vækstmånederne. Vejrets uregelmæssigheder berørte også i farlig grad produktionen på Filippinerne. Mod nord blev rishøsten ødelagt af århundredets værste oversvømmelser; mens udbyttet af afgrøden mod syd blev reduceret af tørke.

Sovjetunionen har i de sidste to år lidt store korntab fordi der kun faldt et let snedække i løbet af vinteren; kornafgrøderne blev af den grund frostskadet. I Kina, siger Hsinhua-pressebureauet, har ikke blot tørke, oversvømmelser og frost, men også storm, hagl og insekter ødelagt mange afgrøder. Verdens nuværende fødevarekrise er en eftertrykkelig lektion i menneskets svaghed over for naturkræfterne.

Usikkerheden ved vejret har i stor udstrækning ophævet virkningerne af „den grønne revolution“. Det frygtes imidlertid at „den grønne revolutions“ begrænsede succes kan blive endnu mere begrænset. Hvorfor?

Grunden er at når et stort område plantes til med en enkelt kornsort er det sårbart og kan rammes af en enkelt ødelæggende plantesygdom. På lignende måde kan insekter der trives på én varietet af korn udslette en hel afgrøde. Ja, en pakistansk vittighed siger at ’den nye mirakelhvede har ført til at der er fremkommet en ny mirakelgræshoppe’.

Teknologien kan ikke klare fødevareknapheden

Mens naturkræfterne ikke kan kontrolleres af mennesker, hvad så med teknologien? Skønt den har udviklet metoder og redskaber der er værdifulde, har den også selv bidraget til den nuværende fødevaremangel. Industrialisering og urbanisering sluger begærligt en mængde fortrinlig landbrugsjord. Industriel forurening og misbrug af kunstgødning har i høj grad formindsket frugtbarheden på utallige hektarer jord.

Dertil kommer at mens megen landbrugsforskning i dag koncentrerer sig om „afgrøder der giver penge“, glemmer den de fattigere nationers behov for afgrøder der bare skal spises. En artikel i tidsskriftet BioScience peger på at verdens fødevareproblem fortsat hovedsagelig findes i troperne. Ikke desto mindre er den meste videnskabelige forskning samlet om afgrøder der trives, ikke i troperne, men i de tempererede zoner.

Den moderne teknologi har derfor ikke løst den omfattende fødevaremangel. Ja, i nogle henseender har den bidraget til den nuværende krise. Også andre faktorer som mennesket har frembragt, har alvorligt forværret fødevaremangelen.

Politik og sult

Menneskets politiske krige — ikke ’naturlige årsager’ — bærer skylden for at man har fødevaremangel lige nu på steder som Cambodia og Bangla Desh. Landbrugssystemer, korn og vandforsyninger samt trækdyr er ødelagt af krigen.

Som resultat heraf har der været optøjer og plyndringer på grund af mangel på mad, blandt andet i Phnom Penh, Cambodias hovedstad. Soldater der vogter broer har opkrævet „ulovlige skatter“ af lastbiler som bringer produkter ind til byen, og har derved fordoblet fødevareprisen; priserne er blevet tredoblet andre steder i Cambodia.

I Bangla Desh kan fødevarer ikke komme ind i de havne der er blokeret af miner eller sænkede skibe; mange broer i landet er stadig ikke anvendelige. I løbet af oktober sidste år blev der sendt en hjælp på næsten 6.000.000.000 kroner til Bangla Desh, men kun en tredjedel blev anvendt til mad. Resten måtte bruges til at genoprette nationens transport- og kommunikationssystemer.

Selve det politiske system lammer ofte den indsats der gøres for at bekæmpe hungersnød. Newsweek bemærker:

„I Indonesien består problemet i kontoriusseri. Under et typisk indonesisk system der kaldes abs asal asal bapak senang (så længe faderen er lykkelig) undlod landbrugets embedsmænd ikke blot at rapportere de dårlige nyheder om tilbageskridt i produktionen til præsident Suharto, men undlod også at opbygge regeringens lager af ris.“

På lignende måde indrømmer Economic and Political Weekly i Bombay, Indien:

„Mønsteret er nu kendt til trivialitet; de elskværdige embedsmænd fortæller de yngre ministre hvad de ønsker at høre, de yngre ministre fortæller de ældre ministre hvad de ønsker at høre, og så videre, til kæden ender med premierministeren.“

Religionen og hungersnøden

Religionen bidrager også ofte til fødevareproblemet. Betragt et eksempel.

Treoghalvfjerds mennesker bor i landsbyen Nazrichawk i den indiske stat Bihar. Jorden dér beskrives som „god“. Endvidere blev der efter den sidste tørke i 1967 installeret et effektivt overrislings system. Imidlertid er dieselpumpen der driver overrislingssystemet nu rustet og folk sulter! Dog kan de få råd til at få pumpen ordnet. Hvorfor bliver den da ikke repareret? Tidsskriftet Natural History svarer:

„Problemet er at de nødvendige arbejder ville kræve en enig indsats: at udvikle planer der er mere raffinerede end et oksetrukket vandhjul kræver enighed om sådanne spørgsmål som fordeling af vand, finansiering og arbejde. Sådanne fælles behov forener imidlertid sjældent et samfund der er delt på grund af religion, kastevæsen og politik. . . . En mængde små, kasteorienterede politiske partier er aktive overalt i staten, og deres aktiviteter opdeler yderligere landsbyerne. I stedet for at være ét samfund, opløses en landsby ofte i fjendtlige kliker der er splittet efter religiøse, politiske og kastemæssige retningslinjer.“ — Januar 1973, siderne 34 og 35.

Ja, folk sulter fordi religionen og andre sociale kræfter adskiller dem! Men der er en anden måde hvorpå nogle religioner påvirker fødevareproblemet i uheldig retning.

Visse religioner er imod at familier praktiserer fødselskontrol; dog betyder flere fødsler flere munde at mætte. Indien alene har allerede en befolkning på 550 millioner. Hvert år har dette land en tilvækst på tolv til tretten millioner mennesker. Det svarer til befolkningen i hele verdensdelen Australien! Skønt det ser ud til at den indiske regering alvorligt har prøvet at opmuntre til mindre familier, har dens succes været begrænset — af religionen.

Et tilfælde kan belyse dette: For nylig viste statistikken at antallet af hinduer i de sidste ti år kun forøgedes med 24 procent, mens antallet af muslimer forøgedes med 31 procent. Da hindulederne hørte dette, hvad gjorde de så? Bombayjournalisten A. S. Abraham siger at de „omgående brugte disse tal til at støtte deres gentagne appeller til hinduerne om ikke at praktisere familieplanlægning idet de slog på frygten for at hinduerne bliver et mindretal i deres eget land. De ignorerede simpelt hen den kendsgerning at hinduerne udgør 82 procent af befolkningen, mens muslimerne rundt regnet udgør 12 procent“. Sådanne religiøse ledere gør meget for at modvirke regeringens bestræbelser i retning af at kontrollere befolkningstallet.

Ydermere retter de fleste indere sig villigt efter deres religiøse lederes ønsker. Hvorfor? Fordi børn for dem er en form for velstand. Landmænd bruger for eksempel deres børn til at ’se efter gederne’. Forældrene ønsker også børn der vil sørge for dem på deres gamle dage. Mange børn i Asien dør tidligt; jo mere afkom man har, ræsonnerer forældrene, jo større sandsynlighed er der for at nogle af dem vil overleve indtil forældrene bliver gamle.

Modstand mod regeringens programmer for fødselskontrol kommer ikke blot fra østens religioner. Kristenheden er også en kilde til hårdnakket modstand.

I 1930 opsummerede pave Pius XI den officielle katolske holdning til fødselskontrol i sin rundskrivelse Casti connubii. Han kaldte de fleste metoder til fødselskontrol „en overtrædelse af Guds og naturens lov, og de der hengiver sig til noget sådant er brændemærkede med svær syndeskyld“. Paver siden da har bekræftet dette standpunkt.

Den nuværende pave, Paul VI, udtalte til en FN-forsamling i oktober 1965 at „kunstig fødselskontrol“ er „ufornuftig“. I juli 1968 udstedte han så sin egen rundskrivelse om emnet Humanae vitae. Omkring midten af 1970, blot to år senere, var befolkningen i det katolske Sydamerika blevet forøget med endnu ti millioner, eller omkring to gange antallet af de mennesker der bor i hele Bolivia! Men siden 1944 er fødevareproduktionen pro persona gået mere ned i Latinamerika end i nogen anden del af verden.

Såkaldte kristne religiøse ledere burde være opmærksomme på den sandhed der blev fremholdt af den kristne apostel Paulus: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Størrelsen af ens familie er, naturligvis, en personlig sag. Men er det mon rigtigt at opmuntre forældre til at få så mange børn at de ikke kan ’sørge for’ dem, men må lade dem sulte? Selvfølgelig ikke.

Nogle af verdens største religioner må derfor dele ansvaret for jordens svulmende befolkning og fødevarekrise.

Der er dog andre faktorer der bidrager til hungersnødtilstande, faktorer der er vanskelige for velnærede indbyggere i de ’rige’ nationer fuldt ud at forstå.

Virkninger af underernæring

En af disse er den uheldige fysiske virkning af underernæring. Folk der sulter kan ofte ikke ernære sig selv. De bliver let syge, eftersom den naturlige modstandskraft undergraves ved dårlig ernæring. I mange lande kan man se mennesker som på grund af underernæring næppe kan gå. Hvor meget hårdt arbejde kan sådanne udføre i landbruget?

Mentalt berøres folk også af underernæring. Hvad der først kan forekomme en udlænding at være en naturlig ’ro’ hos nogle folkeslag, er ofte den træthed, ugidelighed og manglende beslutsomhed der følger af en dårlig ernæring. Arthur Hopcraft siger om et land i sin bog Born to Hunger [Født til sult]: „Jeg så meget lidt oplagthed til leg blandt børn; der blev næppe spillet nogen spil. Den fremherskende skrøbelighed og sløvhed hos børnene er en af de sider af hverdagslivet der er mest slående.“ Kan modløse, svækkede mennesker forventes at tage energisk fat på den opgave at sørge for tilstrækkelig føde til familien? Det er indlysende at det er begrænset hvad de kan udrette.

Det er også uheldigt at folk fra rigere nationer ofte ikke erkender at selv om mennesker der er opfostret i en helt anden kultur almindeligvis tænker anderledes end de selv gør, betyder dette ikke nødvendigvis at de er svagt begavede eller ringere. Hvis mænd der anses for at have helliget sig løsningen af verdens fødevareproblemer, betragter sig som overlegne i forhold til et fremmed lands indfødte, vil dette begrænse deres effektivitet. Det er en yderligere årsag til at verden stadig har en fødevarekrise. H. D. Thurston fra Cornell-universitetet siger:

„Evnen til at møde ens værter og behandle dem som ligemænd og medarbejdere er ofte vigtigere end ens videnskabelige indsigt. . . . Selv den fattigste landmand og arbejder er ofte i besiddelse af en hel del stolthed og menneskelig værdighed. Den mindste antydning om underlegenhed vil blive taget ilde op og kan ødelægge alt ens fremtidige arbejde.“

Dog er den ydmyghed der er nødvendig for at løse den nuværende verdensordens internationale fødevareproblemer ikke nem at finde.

Problemet stikker altså meget dybt; det drejer sig ikke kun om en uheldig kombination af jord og vejr. Menneskets politiske, teknologiske og religiøse aktiviteter og dets sociale indstilling, såvel som dets mangel på medmenneskelig hensyntagen, har ubestrideligt kompliceret problemet så meget at det ikke står i det ufuldkomne menneskes magt at løse det.

Som en følge heraf er vi i dag vidne til et verdensomspændende paradoks: Mennesket har nu den tekniske viden til at frembringe rigelige afgrøder ved at iværksætte enorme overrislings- og oplagringssystemer. Det har skoler til at undervise i raffineret landbrugsteknik. Det har imponerende landbrugsudstyr til at opdyrke uhyre jordarealer. En international organisation, FAO, holder verden orienteret om fødevaresituationen overalt, og hurtige kommunikationsmidler underretter om hvor der er behov for forsyninger. Hurtige transportsystemer kan prompte sende fødevarer hen hvor det er tiltrængt. Ikke desto mindre dør tusinder af mennesker HVER DAG af sult.

Hvorfor eksisterer denne paradoksale situation nu på dette tidspunkt? Der må være en grund. Og hvad der er lige så betydningsfuldt: er der en sikker løsning på verdens fødevarekrise?

[Illustration på side 7]

Uregelmæssigheder i vejret og andre problemer har i høj grad elimineret fordelene ved „den grønne revolution“

[Illustrationer på side 8]

Ledere af fremtrædende religioner opmuntrer til store familier — selv i fattige land!

’Hinduerne må ikke blive et mindretal’ — Hinduledere i Indien

’Fødselskontrol er ufornuftig’ — Pave Paul VI

’Hvad skal vi spise?’