Rekordafgrøder, men alligevel fødevaremangel — hvorfor?

ENHVER forbruger ved hvilken vej det er gået med fødevarepriserne i den senere tid. I de fleste lande er priserne steget drastisk — et vidnesbyrd om at der hersker fødevaremangel i hele verden.

I 1973 var der imidlertid rekordhøst i mange af de vigtigste fødevareproducerende lande. I De forenede Stater, et af verdens vigtigste „kornkamre“, var der rekord i produktionen af majs, hvede og soyabønner. I Sovjetunionen steg kornproduktionen fra 168 millioner tons i 1972 til omkring 222 millioner tons i 1973 — en stigning på hele 54 millioner tons.

Hvorfor er der så alligevel fødevaremangel, så priserne stiger? Hvad er det der sker med fødevareforsyningen i verden?

Udbud og efterspørgsel

På økonomiens område gælder ’loven om udbud og efterspørgsel’. Det betyder simpelt hen at når efterspørgselen efter en vare stiger hurtigere end udbudet af varen, vil priserne som regel stige.

Sådan er det gået med fødevarerne. I de sidste få år har der været en kolossal stigning i efterspørgselen efter fødevarer. Denne efterspørgsel er steget hurtigere end fødevaremængden har kunnet øges. Resultatet har været en mangelsituation og højere priser.

1973 var et godt høstår, men det var 1972 ikke. Der var ligefrem en nettonedgang i verdens fødevareproduktion i 1972. En talsmand for U.S.A.s landbrugsministerium, Don Paarlberg, har sagt: „Aldrig i moderne tid har afgrøderne samtidig været så dårlige i så mange af de vigtigste producerende lande. Priserne steg og lagrene mindskedes.“ Om hvedeproduktionen siger The Americana Annual: „Verdensproduktionen af hvede var på 300.489.000 tons i 1972, en nedgang fra 323.188.000 tons i 1971.“

Men ønsket om flere fødevarer dalede ikke i 1972. Det steg ubønhørligt. Og den højere produktion af fødevarer i 1973 var ikke tilstrækkelig til at opbygge reservelagre. Don Paarlberg siger derfor:

„Selv i betragtning af denne store afgrøde er det ikke sandsynligt at vi i den nærmeste fremtid vil få nogen mærkbar stigning i de amerikanske lagre af de vigtigste kornsorter. . . .

Denne unormale situation med stadig knaphed på kornmarkederne til trods for stærkt øgede afgrøder, fremkalder en følelse af at vi måske er kommet ind i en ny periode med knappe forsyninger, sultne mennesker og kraftige priser.“

Det forholder sig virkelig sådan at kornlagrene svinder mere og mere ind. Bladet U.S. News & World Report anfører at verdens kornreserver i 1961 var på 222 millioner tons, eller tilstrækkeligt til at brødføde jordens daværende befolkning i 94 dage. Men i midten af 1974 var reserverne efter sigende kun på 105 millioner tons, svarende til hvad jordens befolkning spiser på 29 dage.

Med den kraftigt stigende fødevareefterspørgsel alle vegne har flere og flere lande set hen til at De forenede Stater skulle dække deres underskud af fødevarer.’Man anslår at 90 lande har bestilt korn i U.S.A. i 1974. Den amerikanske vicelandbrugsminister, Carroll Brunthaver, siger: „Nationerne i verden bruger mere korn; mere af det de bruger køber de på verdensmarkedet, og mere af det de køber kommer fra De forenede Stater. . . . Fødevareøkonomien i verden er i stigende grad afhængig af [korn fra] U.S.A.“

Dette har imidlertid belastet de amerikanske kornreserver så kraftigt at de nu praktisk talt ikke eksisterer mere. Forgangne års enorme fødeoverskud findes nu ikke længere. Og på grund af den store efterspørgsel fra så mange andre lande er priserne på maden sprunget i vejret. I midten af 1972 kostede en hektoliter amerikansk hvede omkring 30 kroner. I det næste halvandet år steg prisen til det firdobbelte, selv om den nu igen er faldet lidt på grund af gode afgrøder.

På grund af stigende efterspørgsel indefra og udefra har U.S.A. altså ikke mere de store overskud. Dette har alvorlig betydning for de fattige lande. Lederskribenten Stephen S. Rosenfeld påpeger i Washington-bladet Post: „Med udtømte fødevareoverskud og ændret prioritering kan De forenede Stater ikke længere optræde som den internationale barmhjertige samaritaner.“ Et eksempel på hvad dette kan betyde fremhæves i Saturday Review/World:

„Amerikas overskudspolitik er ændret drastisk. Under tørken i Indien i 1966-67 afsendte De forenede Stater hvede nok til at brødføde 50 millioner mennesker. . . .

Men under tørken i Sahara i 1973 fandt De forenede Stater at det kun kunne afsende 156.000 tons fødevarer, kun knap 1 procent af det der tidligere blev sendt til Indien.“

Hvad eksperter siger

Denne tendens i verdens fødevareforsyning vækker stor bekymring overalt. Flere og flere iagttagere er nu enige i deres bedømmelse af udsigterne for den nærmeste fremtid.

Stephen Rosenfeld skriver i Washington-bladet Post: „Verden, De forenede Stater indbefattet, er måske ved at træde ind i en periode med fødevaremangel på ubestemt tid, hvis den ikke ligefrem bliver permanent. Nogle eksperter ser for sig at der kommer hungersnød, underernæring og sult i et omfang som ingen før har forestillet sig.“

Generaldirektøren for FNs Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, dr. A. H. Boerma, sagde sidste år: „Verdens fødevaresituation i 1973 er vanskeligere end på noget andet tidspunkt siden årene der fulgte lige efter den anden verdenskrigs ødelæggelser.“ På grund af de ringe reservebeholdninger gav Boerma denne advarsel: „Der er kun en ganske lille, om overhovedet nogen, sikkerhedsmargin mod risikoen for endnu en fejlslagen høst i udbredte områder, og verden er i farlig grad blevet afhængig af den samtidige produktion.“

Norman Borlaug, der har fået nobelprisen for sit arbejde med at udvikle nye typer hvede og ris (et program der også er blevet kaldt „den grønne revolution“), har samme mening. Angående 1973 har han sagt: „Det er kun en håndfuld mennesker der ved hvor tæt vi var på at 50 til 60 millioner mennesker døde.“

En artikel i New York Times i år havde denne overskrift: „SER VERDEN PÅ RANDEN AF EN FØDEVAREKATASTROFE.“ Det hed i artiklen:

„Dr. John H. Knowles, præsidenten for Rockefellerfondet, sagde i aften at verden nærmede sig randen af en Malthus-katastrofe, med sult og elendighed for millioner . . .

Blandt de to og en halv milliard mennesker der lever i jordens mindre udviklede lande, sagde dr. Knowles, anslås det at 60 procent [halvanden milliard] er underernærede, fysisk underudviklede, og mangelfuldt uddannede, og 20 procent [500 millioner] menes at sulte i øjeblikket.“

„Befolkningseksplosion“

En af hovedårsagerne til disse dystre forudsigelser har at gøre med verdens befolkningstilvækst. Befolkningstallet „eksploderer“. Og den største tilvækst finder sted i netop de lande hvor der i forvejen er mangel på fødevarer.

I 1975 vil der være fire milliarder mennesker på jorden. Nettotilvæksten vil da være på omkring 80 millioner om året (den er nu omkring 78 millioner om året for en samlet befolkning på 3,9 milliarder). En sådan årlig tilvækst svarer til hele befolkningen i Bangladesh. Alene i Indien er der hvert år 13 millioner nye munde der skal mættes.

Det der bekymrer eksperterne så stærkt er at befolkningstallet stiger hurtigere og hurtigere. Det varede tusinder af år før verden nåede en befolkning på en milliard, hvilket skete omkring 1830. Men det varede kun 100 år før de to milliarder var nået, nemlig i 1930. Derefter varede det kun 30 år før tallet var oppe på tre milliarder, i 1960. Og nu tager det åbenbart kun 15 år før den fjerde milliard er nået — i 1975!

Landbrugseksperten Lester Brown siger: „Verdens hvedereserver faldt i 1973 til det laveste niveau i 20 år. . . . Selv om de vigtigste lande forventer gode eller ekstra gode afgrøder i 1974, forventes det at de allerede mindskede kornreserver i verden vil svinde yderligere ind.“

Noget der gør befolkningsproblemet endnu mere „eksplosivt“ er at den stigende befolkning kræver en bedre kost. Efterhånden som flere og flere forbedrer deres indtægter ønsker de også at få bedre mad. I De forenede Stater, for eksempel, er forbruget af oksekød pr. indbygger steget til det dobbelte siden 1950. De spanske forbrugere spiser nu dobbelt så meget kød som de gjorde i 1960. I det ene land efter det andet er forholdet det samme.

Den større efterspørgsel efter kød, mejeriprodukter og æg belaster alle fødevareressourcer. Ved at spise korn „direkte“ forbruger man måske 180 kilo om året. Men hvis man føjer kød, mælk og æg til kosten skal der bruges langt større mængder korn. Her er et eksempel: Hver amerikaner bruger op mod en ton korn om året, men spiser mindre end 70 kilo af det direkte i form af brød, bagværk og andre kornprodukter. Resten fortæres af de dyr hvorfra kødet, mælkeprodukterne og æggene som han spiser, hentes.

Disse større fordringer tærer langt mere på kornreserverne end selve befolkningstilvæksten. Dette er et forholdsvis nyt element som tidligere ikke var nogen særlig betydningsfuld faktor. Men nu udgør det „eksploderende“ befolkningstal sammen med kravet om en forbedret kost et dobbelt angreb på de fødevareforsyninger der er til rådighed.

Ændrede vejrforhold

I de seneste år har vejrforholdene ændret sig på mange måder. Nogle steder har tørke, og andre steder oversvømmelser, spoleret fødevareproduktionen.

I store dele af det nordlige Centralafrika har der hersket en alvorlig tørke. Denne tørke, der nu løber på syvende år, omfatter tusinder af kvadratkilometer langs den sydlige rand af Saharaørkenen. De indtil nu hårdest ramte lande er Mauretanien, Senegal, Mali, Øvre Volta, Niger og Tchad. Også dele af Nigeria, Cameroun og Sudan er ramt.

I disse områder er tusinder allerede omkommet, og yderligere millioner er i fare. Hjorde der tidligere talte millioner af stykker kvæg ligger nu som skeletter der bleges af solen. Det der sker er blevet kaldt den største „naturkatastrofe“ i Afrikas historie.

Der er også alvorlig hungersnød i Etiopien. En beregning går ud på at antallet af dødsofre er over 100.000. Hele landsbyer meldes at være uddøde på grund af sult og sygdom. Og hungersnøden breder sig stadig ubønhørligt.

Sovjetunionen har haft ugunstige vejrforhold i 1972, med alvorlige tørkeperioder. Det har medført en stor nedgang i produktionen af fødevarer. Kornhøsten, der var målsat til 195 millioner tons, kom kun op på 168 millioner tons i 1972. Derfor måtte Sovjetunionen købe fødevarer for omkring fjorten milliarder kroner i andre lande, hovedsagelig i De forenede Stater, Canada og Australien.

Disse sovjetiske opkøb kunne mærkes over hele jorden. Det store, pludselige indhug i kornoverskuddet fik priserne til at skyde i vejret. I U.S.A. blev hvedepriserne tårnhøje. Og det svandt betydeligt ind i verdens kornlagre.

Meteorologer siger at De forenede Stater nu kan vente en alvorlig tørke. Der har efter sigende været tilbagevendende tørke omkring hvert tyvende år. Der var tørke i 1930erne og i 1950erne, så det forventes at ske igen i 1970erne. U.S.A. er verdens førende fødevareeksportør, så et dårligt år i Amerika kan få katastrofale virkninger på den føde der bliver tilovers til andre lande.

Flere problemer

Foruden det „eksploderende“ befolkningstal, de stigende krav om bedre føde, og de omskiftelige vejrforhold, er der andre problemer som formørker fremtidsudsigterne for de fattige lande. Et af dem er de stigende priser på alle varer, ikke mindst olie. Disse prisstigninger gør det til en stor belastning for de fattige lande at købe fødemidler, kunstgødning og landbrugsmaskineri.

Prisen på olie er således firdoblet på ganske kort tid. Det betyder at de sultne lande må overføre en langt større del af deres begrænsede indtægt til betaling af de nødvendige olieprodukter. I forbindelse med Indien siger tidsskriftet U.S. News & World Report:

„Indiens olieregning ville, beregnet på grundlag af forbruget før oliekrisen og de nuværende priser, kræve 80 procent af Indiens eksportindtægt. De olieafhængige kunstgødningsfabrikker er i vanskeligheder. Den ’grønne revolution’, der er afhængig af kunstgødning, og de gode afgrøder Indien har haft, er måske slut nu. Hvis det er tilfældet kan 1975 blive Indiens hungersnødsår.“

De kraftige prisstigninger vi oplever nu er en katastrofe for folk i fattige lande. De betyder forskellen mellem at få lidt at spise, skønt ikke særlig meget og ikke særlig godt, og slet intet at få. Det er grunden til at Verdensbankens præsident, Robert McNamara, som New York Times udtrykker det, „næsten med en missionærs nidkærhed har hævdet at de rige lande endnu ikke har beregnet de økonomiske og menneskelige konsekvenser af de firdobbelte oliepriser og heller ikke er begyndt at foretage sig noget imod den mangel på fødevarer og kunstgødning han forudser. . . . Endnu en eller to sæsoner med dårligt vejr, siger han, og menneskeheden vil blive ramt af katastrofer som vi slet ikke kan forestille os.“

Ydermere forholder det sig sådan at de jordarealer der opdyrkes med henblik på fødevareproduktion, bliver mindre og mindre, mens befolkningstallet stiger. For eksempel repræsenterede 16 vigtige afgrøder 148 millioner hektarer i U.S.A. i 1944. Men i 1974 var tallet faldet til 112 millioner hektarer. Hvad skyldes den enorme nedgang? New York Times fortæller:

„Nedgangen i opdyrkede arealer siden 1944, der er sket på trods af de stærkt stigende priser på landbrugsprodukter, er et udtryk for at der konstant er opdyrket jord der inddrages til boligbyggeri, butikscentre, landeveje, lufthavne og andre ikke-landbrugsmæssige formål, foruden til kvæghold.“

Kan man se hen til at verdenshavene måske kan skaffe mere føde i form af fiskeprodukter? Sandsynligvis ikke, siger autoriteter. De ekspanderende fiskeriflåder drager så mange fisk op af havene at bestanden knap nok kan holdes ved lige. Visse eksperter siger endda at „overfiskeriet“ allerede er en kendsgerning, så der bliver færre og færre fisk i fremtiden.

Af alle disse grunde er der dystre fremtidsudsigter for fødevaresituationen i verden. Det menneskelige samfund er, med dets nuværende opbygning, simpelt hen ikke i stand til at brødføde jordens milliarder på rette vis. Selv de eksperter der var optimistiske i denne forbindelse for nogle få år siden, regner nu en massehungersnød for at være uundgåelig. En amerikansk regeringsembedsmand har derfor fremsat denne udtalelse: „Fødevarekrisen i 1974 vil komme til at ligne en søndagsskoleudflugt i sammenligning med fødevarekrisen i 1975-1976.“

[Kort på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tørken i Afrika

MAURETANIEN

SENEGAL

GAMBIA

MALI

ØVRE VOLTA

TOGO

NIGER

NIGERIA

DAHOMEY

LIBYEN

TCHAD

CENTRAL AFRIKANSKE REP.

CAMEROUN

SUDAN

AFAR- OG ISSATERR.

ETIOPIEN

SOMALIA

KENYA

Det farvede område er det bælte hvor en alvorlig tørke har bredt sig i Afrika i de seneste år

[Illustrationer på side 5]

Vigtigste faktorer i fødevaremangelen

„Befolkningseksplosionen“

Stigende krav om bedre føde

Omskiftelige vejrforhold

Opdyrket jord inddrages til andre formål

Høje produktionsomkostninger