Hvorfor den verdensomspændende inflation?

SIDEN den anden verdenskrig har næsten hver eneste nation på jorden været hjemsøgt af stigende priser, inflation. Hvad der er enestående nu er at inflationen finder sted i hele verden på samme tid. Det er aldrig sket før.

Dertil kommer at inflationen tager fart i land efter land. Hvorfor denne verdensomspændende inflation? Er der håb om at priserne vil holde op med at stige, eller måske ligefrem falde — og holde sig nede?

En fundamental årsag

Der kan være adskillige årsager til inflation. En af dem er varemangel. Folks iver efter at få de varer der er knaphed på, vil gøre dem tilbøjelige til at betale de højere priser som forretningsfolk forlanger. Og overalt i verden i dag er der en hel del varer, såsom fødevarer, der er knaphed på.

En af de mest fundamentale årsager til inflationen er imidlertid at regeringerne giver flere penge ud end de får ind i skatter og andre indtægter. Det er af interesse at undersøge denne fundamentale årsag eftersom den længe har været den mest ansvarlige for inflationen i forskellige lande. Vedrørende dette udtaler World Book Encyclopedia:

„Siden udviklingen af bankvæsen og papirpenge i de sidste 200 eller 300 år, er inflationen for størstedelen fremkommet ved underskud på en stats budget. Et underskud fremkommer når en stat giver flere penge ud end den får ind.“

Når et underskud opstår må staten betale sine regninger på en eller anden måde. Den måde den gør det på afhænger af hvilken slags regering det er. I mange vestlige lande gøres det ved at staten låner penge fra sine egne borgere ved at udstede obligationer. Men det dækker sædvanligvis ikke gælden.

Derfor sker der ofte det at regeringerne låner fra deres egne centrale eller nationale banker. Hvor får disse banker pengene fra? Når de er bemyndiget dertil af regeringen udsteder de gældsbeviser eller trykker simpelt hen flere papirpenge. De „låner“ regeringen dem til en vis rente. I den sidste ende forventer man at skatteyderen betaler lånet og renterne gennem skatterne.

Nogle regeringer gør sig ikke engang den ulejlighed at udligne underskuddene gennem centralbankerne. De giver simpelt hen deres trykkerier ordre til at trykke flere papirpenge. Med disse nye penge betaler de deres regninger.

Men når staten pumper flere papirpenge ud i samfundshusholdningen uden at der står reelle værdier bag, betyder det at flere penge jagter de varer der er til rådighed. Dette får priserne til at stige. Det kan sammenlignes med en offentlig auktion: når folk ved auktionen har flere penge mellem hænderne, vil de byde prisen på de forskellige ting højere op.

Angående inflationen har det amerikanske institut for økonomisk forskning udtalt:

„I et kvart århundrede har verdens førende penge- og kreditsystemer oppustet deres respektive betalingsmidler [papirpenge]. Blandt de industrielt højere udviklede lande har De forenede Stater været førende i optoget.

Ja, ikke blot har De forenede Stater ført an i optoget ved at skabe overordentlig store mængder indenlandske betalingsmidler, men har også eksporteret store mængder inflationsskabende betalingsmidler ved hjælp af bevillinger, lån og investeringer i udlandet i en sådan udstrækning at udlændinge, herunder nationalbanker, besidder dollars i uhyre mængder. Alle disse har arbejdet med den vrangforestilling at et stykke papir er lige så godt som guld.“

Udviklingen i De forenede Stater

Eftersom De forenede Stater har været ’førende i inflationsoptoget’, er det interessant at se hvad der er sket med deres udgiftsvaner.

I de sidste treogfyrre år har De forenede Staters indenlandske budget haft et underskud i seksogtredive af disse år! Ja, 84 procent af tiden gav de mere ud end de fik ind.

Som følge heraf oversteg regeringens gæld 427 milliarder (427.000.000.000) dollars i finansåret 1972. Det er den største gæld i historien, og den stiger hele tiden. Ingen forventer i fuld alvor at den betales tilbage. Alene rentebetalingen på den gæld beløber sig nu til mere end treogtyve milliarder dollars hvert år!

Den slags underskud over en lang tidsperiode må nødvendigvis føre til et dårligt resultat. Det har det også gjort — konstant inflation.

Hvorfor så mange underskud?

Som vi har set fører underskud til inflation. Og underskud fremkommer når en regering giver mere ud end den får ind. Men hvorfor har så mange regeringer i vor tid et sådant konstant overforbrug?

En af hovedårsagerne er KRIG. Blandt alle budgetposterne hos mange stater er militærudgifterne ofte de største. I De forenede Stater er militærudgifterne omkring femoghalvfjerds til firs milliarder dollars om året!

Men krig ødelægger; den opbygger ikke velstand. Selv i fredstid frembringer krigsudstyr intet af virkelig værdi. Tværtimod bliver det snart forældet og må udskiftes, sædvanligvis med endnu mere kostbart udstyr. Det er sandt at sådanne udgifter skaber beskæftigelse. Men de skaber også en uhyre gæld, så at der ikke tilføres nationen nogen virkelig velstand.

Tværtimod ligner de mere en blodsugende snylter der tapper kræfter som langt bedre kunne anvendes til andre formål. Tænk for eksempel på de goder der kunne opnås hvis de femoghalvfjerds til firs milliarder dollars som U.S.A. giver ud til militære formål, blev anvendt til fredelige formål. Det samme kunne siges om Sovjetunionen eller ethvert andet land. Det ville skabe lige så megen beskæftigelse, og tænk på hvor mange byer der kunne genopbygges, hvor mange nye hjem der kunne bygges. Tænk på de forbedringer der kunne gøres med hensyn til sundhed, pleje, transport, parker og rekreative områder og bekæmpelse af fattigdom og forurening.

Et eksempel

For bedre at forstå hvilken indvirkning krig og de uhyre militærudgifter har på økonomien, lad os så forestille os to familier der bor dør om dør. Hver af dem har et pænt hjem og tilstrækkelige indtægter til at betale deres regninger.

Lad os nu antage at de begynder at mistro hinanden, og at den ene familie køber en revolver for at kunne beskytte sig. Den anden familie gør det samme. Dette starter en cirkel med at købe større og mere kostbare våben. Men eftersom de ikke har råd til det, begynder de at låne penge.

Til sidst fører de ligefrem „krig“ indbyrdes og ødelægger hinandens ejendom. Har denne ødelæggelse forbedret deres levestandard? Næppe.

Efter denne „krig“ må de så genopbygge. Men da de stadig er mistroiske over for hinanden, fortsætter de deres køb af stadig mere kostbare våben. For at gøre alt dette, og for at kunne leve fra dag til dag, låner de flere og flere penge og kommer mere og mere bagefter med at betale deres gæld.

Kan disse familiers levestandard siges at være blevet forbedret? Nej, for der er ikke blevet tilføjet nogen virkelig velstand. Faktisk bliver deres levestandard uheldigt påvirket når de køber våben og genopretter „krigsskader“, eftersom de må tage de penge de skulle have brugt til andre køb. Det kan måske også se ud som om de øger deres velstand når de låner i stor stil for at købe alle de ting de ønsker. Men når kreditorerne til sin tid kræver betaling, vil deres virkelige tilstand blive afsløret.

Det er det samme med nationerne

I en meget større skala er dette sket med denne verdens nationer i vor generation. De er forblødt på grund af deres støtte til krigsguden.

Ved deres uafladelige krige har de ødelagt uhyre rigdomme. Derudover er enorme summer, selv i fredstid, blevet anvendt til opretholdelse af stadig mere kostbare våben og hærstyrker.

For at kunne betale for alt dette og for at kunne betale for andre ting som de har ønsket at gøre, har de fleste lande givet flere penge ud end de har fået ind. Resultatet: inflation. Som en iagttager har skrevet i New York Times:

„Den egentlige årsag til inflationen, fremfor alle andre, er de store militærudgifter og det at man ikke har betalt for dem med tilstrækkelige skatteindtægter. . . .

En væsentlig del af dette vældige dollarbeløb og disse lagre går tabt for vor indenrigsøkonomi og stimulerer derved inflationsbranden, mens man afslår at bevilge midler til kritiske sociale behov på hjemmefronten.“

Ikke kun regeringerne giver mere ud end de får ind; mange private borgere har i vor tid gjort det samme. De har optaget det ene lån efter det andet for at få penge til det de ønsker. Og sandt nok vil en sådan lånen og et sådant forbrug sætte dem i stand til at leve bedre. Men der kommer altid en dag hvor der skal gøres op med kreditorerne.

Desuden „skaber“ denne lånen fra udlansvirksomheder flere papirpenge. Som følge af bankvirksomhedens natur kan en bank for hver krone der sættes ind udlåne mange gange dette beløb. Og eftersom de fleste pengetransaktioner foretages pr. check i stedet for med kontanter, „skabes“ på denne måde uhyre beløb i papirpenge over checkkonti.

Imidlertid øger denne overvældende spenderen floden af papirpenge der jagter de varer der er til rådighed. Dette, sammen med regeringernes umådeholdne forbrug, medvirker til at der lægges mere brænde på inflationsbålet.

I hvilken udstrækning har De forenede Stater egentlig flottet sig med dette umådeholdne forbrug? Den offentlige og den private gæld i landet er nu på over to billioner (2.000.000.000.000) dollars! Det er langt mere end hele nationens samlede årlige indkomst! Og denne gæld vokser år for år.

Oversøisk forbrug

Men det er ikke alt. Der er en faktor til som gør situationen endnu mere ustabil — de penge U.S.A. giver ud i andre lande.

På den internationale skueplads har U.S.A. konsekvent brugt flere penge i andre lande end det har fået ind. Som følge heraf har landet ophobet en oversøisk gæld på snesevis af milliarder dollars.

Business Week har beskrevet det på denne måde: „Der er blevet skabt for mange dollars, og der er en enorm ufordøjet difference som hænger over verdensmarkederne.“ Nogle anslår at denne „ufordøjede difference“ udgør ikke mindre end 100 milliarder dollars.

Hvorfor har De forenede Stater ophobet en sådan oversøisk gæld? Economic Education Bulletin for maj 1972 svarer:

„For det første har U.S.A. i mange år givet mere ud i kontanter og kreditter i udlandet end det har modtaget derfra. Gennem sit uhyre og umådelig gavmilde udenlandske hjælpeprogram og ved store militærudgifter i andre lande, har det givet disse fordringer i hænderne på fremmede regeringer, centralbanker og enkeltpersoner. . . .

For det andet har U.S.A. givet en klar og langvarig inflation . . . frit løb i mere end tre årtier. Denne udvikling . . . har ført til så stærk en forøgelse af priserne [på amerikanske produkter] at mange amerikanske producenter ikke længere har kunnet konkurrere på verdensmarkedet.“

Naturligvis er der tider hvor forbruget i udlandet næsten balancerer med indtægterne. Men tendensen som helhed for De forenede Staters udenlandske forbrug har svaret til det indenlandske. Landet har konsekvent givet flere penge ud end det har fået ind.

Som følge af hele dette indenlandske og udenlandske forbrug har uhyre gældsposter hobet sig op. Hvordan skal disse gældsposter betales? Man håbede at tendensen en skønne dag ville gå i den modsatte retning, at indtægterne konstant ville blive større end udgifterne. Dette ville gradvis formindske gælden. Men dette er ikke sket; i virkeligheden er det modsatte sket. Hvordan skal så disse gældsposter egentlig blive betalt?

Engang var svaret — GULD.

Guld — den rolle det har spillet

Når folk købte varer måtte de gennem årtusinder have noget af tilsvarende værdi at betale dem med. I en stor del af dette tidsrum betalte de for varer ved at give andre varer i bytte.

Senere opdagede man at én vare var mere værdifuld, mere ønsket end de andre — guld. Guld har enestående egenskaber. Det kunne opbevares på ubestemt tid uden at forringes. Det kunne forarbejdes til skønne smykker, mønter eller andre ting.

Følgelig blev guld med tiden det bedste betalingsmiddel, altid acceptabelt. Da papirpenge blev indført, blev de ofte støttet af de virkelige penge — guld. Så længe papirpengene kunne ombyttes med guld, stolede folk på papirpengene.

De forenede Stater havde i sin tid ’guldmøntfod’. Deres befolkning kunne til enhver tid indlevere deres papirpenge og få guld i stedet. Men eftersom papirpenge var meget lettere at have med at gøre, foretrak folk at bruge dem. De var tillidsfulde når de brugte dem, for sedlerne var jo „lige så gode som guld“.

Så begyndte den store krise i 1929. De forenede Staters regering begyndte at få uhyre underskud, idet den brugte mere end den fik ind. Så bestemte regeringen i 1933 at dens undersåtter ikke længere kunne få guld for deres papirpenge. Alle amerikanere fik også ordre til at aflevere guldmønter og guldbarrer de eventuelt havde, mod at få papirpenge i stedet. Regeringen beskyttede således sit lager af guld mod at blive revet væk af en befolkning der nærede mistillid til papirpenge og ønskede guld.

Dog krævede loven at regeringen skulle have en dollar i reel guldværdi for hver fire dollars papirpenge den lod cirkulere i hjemlandet. Dette virkede som en restriktion der forhindrede regeringen i at trykke flere papirpenge ud over hvad der kunne dækkes af 25 procent guld.

Sidste restriktion fjernet

Men i 1968 forandredes dette også. Regeringen gennemførte en lov der afskaffede kravet om 25 procents gulddækning som støtte for sit pengesystem. En af følgerne af dette blev bemærket af det amerikanske institut for økonomisk forskning. Det sagde:

„Ophævelsen tidligt i 1968 af kravet om delvis gulddækning for pengesedlerne fra Federal Reserve [nationalbanken] fjernede den sidste rest af hindringer for yderligere inflation, og afbrød den sidste forbindelse mellem det amerikanske pengesystem og guldet.

Siden da er dollarens bytteværdi blevet kontrolleret af de amerikanske finansfolks bestemmelser, der ikke længere er underkastet guldrestriktioner.“

Da denne restriktion var borte kunne man iagttage at regeringen „fortsatte med at give efter for det stadige politiske pres i retning af mere og mere inflation“.

Desuden blev alt sølv fjernet fra mønterne. Altså blev hele De forenede Staters pengesystem berøvet dækning ved noget som helst af virkelig værdi.

Alt dette betød at statens penge måtte accepteres i kraft af tillid. Men Economic Education Bulletin bemærkede:

„De forenede Staters nuværende pengekreditsystem er grundlagt på et brudt løfte.

Vi sigter til det løfte der engang fandtes på Federal Reserve-pengesedlerne som nu er ude af omløb, løftet om at ’betale ihændehaveren så og så mange dollars på anfordring’, idet en ’dollar’ af loven blev defineret som en femogtredivetedel af en ounce [28,35 gram] rent guld.

Et brudt løfte er ikke et passende grundlag for et varigt pengekreditsystem.“

Hvor pengesedlerne engang havde et påtrykt løfte om at De forenede Stater „på anfordring vil betale ihændehaveren“ dollarværdien i reelle penge (guld eller sølv) hedder det nu: „Denne pengeseddel er lovligt betalingsmiddel for al gæld, offentlig og privat.“ Papirkvitteringen, som i århundreder kun havde repræsenteret de virkelige penge, blev nu erklæret for at være penge. Men hvad ville folk stole på i en krisesituation — et stykke papir eller guld?

Også nej til udlændinge

Skønt amerikanere ikke længere kunne få guld for deres dollars, kunne udlændinge. Guld var stadig det gyldige betalingsmiddel for betaling af gæld mellem regeringer i deres internationale transaktioner. Det var den ordning de vestlige nationer for længe siden var gået ind på.

Men den konstante inflation i De forenede Stater gjorde udlændinge mere mistænksomme over for deres amerikanske dollars. Derfor begyndte mange at indlevere dem i bytte for guld. Guldet strømmede til stadighed ud af den amerikanske statskasse. Her er en oversigt over hvordan guldbeholdningen faldt (i runde tal):

År — U.S.A.s guldbeholdning

1950 — 22.820.000.000 dollars

1960 — 17.804.000.000 dollars

1970 — 11.072.000.000 dollars

I 1971 var guldsituationen blevet slemt forringet. Udlændinge besad da mere end femoghalvtreds milliarder i papirdollars, men De forenede Stater havde kun guld til en værdi af omkring ti milliarder dollars. Og de udlændinge der havde dollars viste tegn på panik, idet de strømmede til for at få den smule guld der var tilbage i den amerikanske statskasse.

I august 1971 tog De forenede Stater et drastisk skridt. Man lukkede for guldindløseligheden af den oversøiske gæld. Det løfte den havde afgivet om at indløse papirpenge med guld i oversøiske transaktioner blev annulleret. Andre nationer var chokerede.

Hvad betød dette? Nogle iagttagere påpegede at i praksis betød det at De forenede Stater havde erklæret sig konkurs med hensyn til sine internationale transaktioner. Dette er endnu en grund til at verdens pengemarkeder er blevet mere ustabile i de sidste få år. Det er også grunden til at guldprisen en overgang på de „frie“ europæiske markeder er sprunget fra 35 dollars pr. ounce (28,35 gram) til over 100 dollars pr. ounce.

Hvad vil der ske med pengene?

For at opsummere hvad der er sket med De forenede Stater, den vestlige verdens økonomiske anker, så har landet taget følgende skridt, der af mange økonomer betragtes som en forringelse af dets valuta. Det har: (1) forbudt sine borgere at indløse papirpenge med guld (eller sølv); (2) forbudt sine borgere så meget som at eje guld undtagen i smykker eller sjældne mønter; (3) ophævet enhver gulddækning for al sin indenlandske valuta; (4) nægtet at tillade udlændinge at indløse deres dollars med guld; (5) givet flere penge ud end det har fået ind, og ophobet en uhyre gæld samt udstedt flere og flere papirpenge for at dække gælden.

Det er sandt at når man lever på lånte penge kan det stimulere økonomien. Hvis en enkeltperson tjente 1000 kroner om ugen og så låner yderligere 1000 kroner om ugen, år efter år, vil han naturligvis få en højere levestandard — for en tid. Sådan er det også med de enkelte nationer. At de konstant giver mere ud end de får ind, stimulerer økonomien midlertidigt. Men det fører til en uhyre gæld og inflation der løber løbsk.

En nation adskiller sig ikke meget fra en enkeltperson når det drejer sig om økonomiske love. Man høster hvad man sår. Før eller senere kommer der en dag hvor der skal gøres regnskab for et ansvarsløst forbrug. En enkeltperson eller en nation der bliver ved med at give mere ud end den får ind, vil en skønne dag gå fallit. Der er ingen undtagelser fra den regel.

Samtidig er det ikke sandsynligt at guld, sølv eller noget andet kostbart metal i al evighed kan bruges til dækning af papirpenge. Befolkningerne forøges, og det samme må ske med de penge der er i omløb. Men det guld der kan graves op af jorden er begrænset. Derfor er der et dilemma — folk mister tilliden til de pengesedler der ikke er guld- (eller sølv-) dækning for, men før eller senere kan disse kostbare metaller alligevel ikke dække al den valuta der vil fremkomme. Dette dilemma viser den fundamentale ustabilitet ved penge.

I hvilken retning det går

Da der altså er færre kræfter der holder igen, har mange nationer opbygget en uhyre gæld. De har oversvømmet deres økonomi med papirpenge for at betale deres regninger. Som nogle økonomer har påpeget ville enhver almindelig borger der gjorde noget sådant blive anklaget for falskneri.

En kilde har hævdet at penge der trykkes uden at der er nogen dækning „er lige så falske og værdiløse som var de trykt i en gangsters kælder. Forskellen er at [myndighederne] har autorisation, og det har gangsterne ikke. Tragisk nok er resultatet for økonomien nøjagtigt det samme.“

Om denne proces skriver den velkendte økonom Milton Friedman i Newsweek:

„Økonomer har — i det mindste fra tid til anden — i over halvandet hundrede år kendt to vilkår: for det første at ved at trykke tilstrækkeligt med penge kan man frembringe en hvilken som helst ønsket grad af [økonomisk] aktivitet; for det andet at det endelige resultat er pengesystemets ødelæggelse.

Den amerikanske offentlighed har lært det første vilkår at kende. Den har engang kendt det andet, men har nu glemt det. Kun gennem erfaring vil man sandsynligvis igen lære det at kende.“

Dette er et ekko af en advarsel der for år tilbage blev givet af Alexander Hamilton-instituttet i dets bog Banking [Bankvæsen]. Der stod:

„Nogle regeringer har udstedt pengesedler uden at love eller uden at have til hensigt at indløse dem i guld eller noget som helst andet, og har erklæret at de er lovlige betalingsmidler til betaling af al gæld.

Papir der således erklæres for at være penge blot ved regeringens ordre eller magtbud, kaldes dækningsløse penge. . . .

Ethvert forsøg med dækningsløse penge har ført til katastrofe, fordi ingen regering som har prøvet det, har været i stand til at modstå fristelsen til at udstede et umådeholdent antal; med det resultat at pengene er blevet forringet til de til sidst blev værdiløse.“

Alle økonomiske og politiske vidnesbyrd viser at det ikke forholder sig anderledes i dag. Mange regeringer udsteder papirpenge uden noget som helst af virkelig værdi som dækning. Eftersom „ethvert forsøg med [denne slags] penge har ført til katastrofe“, er der ingen gyldig grund til at mene at vor tid skulle være en undtagelse.

[Illustration på side 5]

Når der er varemangel er folk tilbøjelige til at betale de højere priser der forlanges. Det er en af grundene til inflation

[Illustration på side 10]

Da U.S.A. lukkede for guldindløseligheden annullerede det sit løfte om at betale guld for dollars i oversøiske transaktioner