Ønskes: Et effektivt økonomisk system
DEN vestlige verdens økonomi har ikke været den samme siden sommeren 1971. Det vil den heller aldrig blive igen.
Da De forenede Staters præsident, Richard Nixon, den 15. august rettede et dødsstød mod det system der hidtil var blevet benyttet, begyndte en lang usikkerhedsperiode.
Præsidentens skridt resulterede i et økonomisk mareridt for den ikke-kommunistiske verden. Siden da har disse nationer søgt efter et nyt økonomisk system, et som kan fungere.
Men hvorfor gik det gamle over styr? Er der noget håb om at et nyt vil virke bedre end det gamle, der mislykkedes?
Det tidligere økonomiske system
Det tidligere økonomiske system blev oprettet ved en konference mellem vestlige nationer i Bretton Woods, New Hampshire, i 1944. De dannede det som kaldtes Den internationale Valutafond, en overenskomst som til sidst blev tiltrådt af godt og vel et hundrede nationer uden for kommunistblokken.
Hvad hvilede dette system på? Det var baseret på De forenede Staters dollar. På det tidspunkt var U.S.A. det mægtigste land i verden og dets valuta den stærkeste. Derfor enedes nationerne om at ansætte værdier for deres valutaer i forhold til dollaren.
De blev enige om at de ikke ville lade deres valuta svinge mere end 1 procent op eller ned fra de fastsatte værdier. Denne stabilitet ville gøre verdenshandelen meget lettere, eftersom regeringer og forretningsmænd til hver en tid ville være klar over hvad deres penge var værd angivet i et andet lands penge. Dette gjorde det forholdsvis let at fastsætte de priser som skulle forlanges for et lands varer, eftersom man ikke behøvede at tage hensyn til nogen stor svingning i valutakursen.
Man blev også enige om at De forenede Staters dollar skulle danne fondets hovedvalutareserve. Og hvis et land fik for mange dollars på grund af overskud i handelen med De forenede Stater kunne det levere disse seddeldollars tilbage og i stedet få guld til 35 dollars pr. ounce (28,349 gram). Det økonomiske system der blev skabt i 1944, hvilede således på den amerikanske dollar, som på sin side blev garanteret af landets enorme guldreserve.
Hvorfor skete det?
Hvorfor gik dette system over styr? Hvorfor traf De forenede Stater selv forholdsregler som bragte hele den ikke-kommunistiske verdens valutaer ud af balance?
En væsentlig årsag blev anført af en amerikansk industridrivende der erklærede at De forenede Staters ledere „brugte skatteydernes penge ude i verden som fulde sømænd“.
Selv om dette måske er en grov forenkling af et indviklet problem, giver det et udmærket billede af en grundlæggende sandhed. Siden den anden verdenskrig har U.S.A. virkelig brugt enorme pengesummer i andre lande, først og fremmest på militærudgifter, hjælpeprogrammer og investeringer. Selv om det havde et handelsoverskud, det vil sige at det eksporterede flere varer end det importerede, var dette overskud ikke nok til at opveje de uhyre udgifter på andre områder.
I perioden efter den anden verdenskrig og i særdeleshed inden for de seneste år, har De forenede Stater derfor i almindelighed brugt flere penge end de har tjent i udlandet. Dette har resulteret i gentagne underskud på det der kaldes ’betalingsbalancen’. Derfor har landet år efter år tabt penge i udlandet. Hvor længe kan et menneske eller en virksomhed blive ved med at gøre dette før det kommer i vanskeligheder? Hvis det fortsætter bliver resultatet at det går fallit. Før eller senere må der komme en regnskabets dag.
Dagen kom i 1971. Efterhånden var underskuddet på Amerikas betalingsbalance blevet så stort at der var mere end fem gange så mange dollars i udlandet som der var dækning for i De forenede Staters guldreserve.
For at forværre tingene yderligere blev nationens import og eksport for første gang i dette århundrede, ja siden 1893, bragt ud af balance. Den begyndte at bruge mere på import end den tjente på eksport.
Årene med militæromkostninger, økonomisk bistand og andre udgifter i udlandet sammen med en katastrofal handelsbalance førte U.S.A. mod fallit i dets økonomiske forhold til andre lande. Det tjente ganske enkelt ikke nok til at betale dets enorme regninger i andre lande.
I sommeren 1971 indrømmede finansminister John Connally at Amerikas økonomiske situation hurtigt var blevet forværret. Det blev også afsløret at underskuddet på betalingsbalancen for den første halvdel af 1971 var gigantisk — næsten tre gange større end nogen sinde tidligere.
Ydermere var der et enormt underskud på cirka 23 milliarder dollars på indenrigsbudgettet med et anslået underskud endnu større for det kommende år. Og lønninger og priser var stadig stigende; inflationen var næsten ude af kontrol. Dette bidrog så igen til at ødelægge handelen med amerikanske varer på verdensmarkedet idet priserne var for høje, hvilket gjorde handelssituationen endnu værre.
I slutningen af juli havde denne udvikling taget så megen fart at der måtte gøres noget. Som Newsweek for den 30. august 1971 skrev:
„Ved en samtale i det hvide hus med lovgivningsledere tidligt i sidste uge, aflagde Nixon en nedslående beretning om farerne ved passivitet: hvis han blot havde ventet to uger længere, sagde han, ville dollaren havde stået over for en ’katastrofe’. En af de tilstedeværende mente at den hjemlige situation var lige så uhyggelig — og lige så vigtig i præsidentens beregninger. ’Symptomerne tydede på en voldsom arbejdsløshed i december,’ sagde han, ’måske mere end 9 procent.’“
Det var blevet smerteligt klart at De forenede Staters økonomiske politik var slået fejl. Der måtte øjeblikkelig tages drastiske forholdsregler for at undgå „katastrofe“, forholdsregler som præsidenten tidligere selv havde sagt han ikke ville tage. Og en økonomisk katastrofe for De forenede Stater ville have styrtet hele den ikke-kommunistiske verden ud i en katastrofe lige så alvorlig eller værre end 1930rnes depression.
Forsøg på en løsning
Præsident Nixon henvendte sig derfor den 15. august via fjernsynet til nationen og meddelte sin plan, der skulle afværge katastrofen.
Blandt de vigtigste aspekter i præsidentens program var et 90-dages pris- og lønstop; en standsning af guldudstrømningen ved at forbyde andre nationer at veksle dollars til guld; en nedskæring i de offentlige udgifter; skattelettelse for borgere og erhverv; og en ekstra 10 procents afgift på mange importvarer.
Men ved at nægte at tilbagekøbe sine dollars med guld som det havde lovet i 1944, satte U.S.A. Bretton Woods-aftalen ud af kraft. Det følte at det ikke havde noget valg. Hvorfor? Fordi, mens landet i 1948 rådede over guld til en værdi af 24 milliarder dollars, havde det kun lidt over 10 milliarder tilbage i sommeren 1971. Men udlandet havde cirka 55 milliarder seddeldollars der på forlangende kunne kræves ombyttet med guld!
Mens de øvrige nationer i almindelighed havde været høflige nok til ikke at indløse deres dollars med guld, kunne de ikke i det lange løb fortsætte med dette uden at bringe deres egen økonomi i fare. Men en stærk efterspørgsel på guldet ville have bragt De forenede Stater til fallit og derefter ført alle fondens nationer i fare. Så der blev lukket for guldet indtil videre.
Ved at frigøre dollaren fra guldet gjorde De forenede Stater dollaren „flydende“ på verdens valutamarkeder. Den måtte nu finde sit eget niveau i overensstemmelse med loven om udbud og efterspørgsel. Og eftersom dollaren ikke klarede sig godt, var efterspørgselen på den ringe i sammenligning med andre valutaer, særlig den tyske mark og den japanske yen. Så dollarens værdi dalede i forhold til andre valutaer. Dette svarer til en devaluering af dollaren.
Dette betød ganske enkelt at dollaren ikke længere var lige så meget værd som tidligere i andre lande. Hvis man for eksempel før havde betalt 100 dollars for en tysk vare, ville den nu snarere koste 105 dollars eller mere. Næsten alle udenlandske varer der blev indført i De forenede Stater, ville blive dyrere.
Man håbede at denne ekstra omkostning ville tilskynde amerikanere til at købe færre udenlandske varer, hvilket ville nedskære importen og hjælpe med til at rette underskuddet på handelsbalancen. Eftersom udenlandske valutaer ville få større købekraft i forhold til dollaren, ville det også gøre amerikanske varer billigere for andre lande, hvilket ville få dem til at købe mere og yderligere rette på handelsbalancen.
Det blev betragtet som særlig vigtigt at genoprette handelsoverskuddet. Hvorfor? U.S. News & World Report skriver: „Efter Nixons opfattelse må der genoprettes et overskud på De forenede Staters handelsbalance for at finansiere landets udgifter til militær og økonomisk assistance og til amerikanske investeringer i udlandet.“
For at få andre nationer til at revaluere eller opskrive deres valutaer, pålagde præsidenten også en 10 procents ekstra afgift. Denne skat gør udenlandske varer dyrere og afholder amerikanere fra at købe dem. Man sagde at når de andre valutaer var blevet revalueret efter Amerikas ønske, ville ekstraafgiften blive fjernet. Det amerikanske mål var at få den japanske yen opskrevet med 12 til 15 procent, den tyske mark med cirka 8 procent og andre valutaer med mindre procenttal.
I forbindelse med dette var der løn- og prisstoppet i 90 dage, hvorefter man havde planer om en anden form for kontrol. Dette skulle bidrage til at standse inflationen. Priserne på amerikanske varer ville ikke stige så hurtigt, hvilket ville gøre dem mere konkurrencedygtige i verdenshandelen. Det ville også medvirke til at mindske den voksende utilfredshed blandt amerikanerne, som hvert år har følt at de fik mindre og mindre for deres penge.
Udlandets reaktion
Hvordan har andre lande reageret på alt dette? Ralf Dahrendorf, vesttysk medlem af fællesmarkedets handelskommission, siger: „Kun få udtryk har været anvendt hyppigere for at beskrive virkningerne af præsident Nixons nye økonomiske politik, end at Amerikas partnere er ’chokerede’ og ’rystede’. Der er adskillige grunde til dette: den hurtighed hvormed forholdsreglerne blev gennemført, mangelen på samråd, de øjeblikkelige følger af visse af de trufne afgørelser.“
Det der i særdeleshed chokerede var den ekstra importafgift på 10 procent og bruddet på det 27 år gamle løfte om at indløse dollars med guld. Udsigten til dårligere salg til De forenede Stater var en trussel mod andre nationers økonomi, hvilket endda kunne medføre større arbejdsløshed. Som Dahrendorf siger: „Det anslås at næsten 90 procent af de europæiske landes eksport til De forenede Stater, som beløber sig til cirka 7 milliarder dollars, vil blive berørt. . . . Der kan kun herske ringe tvivl om at vi vil komme til at se betydelige forskydninger i handelen.“
Vil de andre lande ydmygt gå med til dette? Det er ikke sandsynligt at de kan i ret lang tid. Newsweek skriver: „Det russiske kommunistpartis organ Pravda var ikke langt fra sandheden da det skrev at De forenede Stater havde erklæret sine allierede økonomisk krig.“ Og en bankmand har sagt at den amerikanske præsident „har kastet en bombe i andres skød, og måske beslutter de sig til at kaste en tilbage“.
Der kom også interessante reaktioner fra almindelige mennesker i udlandet. Ved et europæisk badested morede det mange engelske turister at spørge amerikanerne: „Nå, hvordan føles det at være fattig?“ Og da en amerikansk turist i et andet land tilbød at betale for en vare i dollars, bemærkede ekspedienten syrligt: „Vi har ikke brug for det bras.“
Så det var åbenbart rigtigt hvad en gæstelederskribent i New York Times skrev: „Dollarens vanære i verdens finanscentre er en kendsgerning.“
Vil systemet fungere?
Vil de amerikanske forholdsregler virke? Vil de trække U.S.A. væk fra dets skred ned ad bakke? Kan dollaren genvinde sin tidligere magt og prestige? Vil et nyt effektivt økonomisk system rejse sig fra asken af det gamle?
At der vil dukke et nyt internationalt økonomisk system op er en given sag. Om det vil fungere bedre end det gamle, må afgøres senere. Sandheden er at ingen af denne verdens politikere eller økonomer virkelig ved hvad der vil ske. Som finansminister Connally har indrømmet: „Vi har vakt kræfter til live som ingen er spor fortrolig med.“
En nøgtern vurdering kom fra en lederartikel i Toronto Globe and Mail skrevet af Richard Needham lige før krisen i sommer nåede sit højdepunkt. Idet han henviste til den britiske økonomis og valutas forfald i de sidste årtier skrev han: „Verden er optaget af en flugt fra dollaren der kan sammenlignes med flugten fra pundet som har fundet sted det meste af min levetid. Grundene er ret lig hinanden; dollaren indgyder ikke længere respekt, fordi den industrielle indsats bag den ikke længere indgyder respekt.“
Der findes lighedspunkter mellem de to lande: Begge har i årevis levet over evne, og begge er holdt op med at producere de bedste varer til de mest konkurrencedygtige priser. Derfor konkluderede Needham: „Kan den amerikanske dollars tilbagegang blive vendt? Eller mere præcist: kan De forenede Staters tilbagegang blive vendt? Det tror jeg ikke, og vi må her igen betragte det britiske pund. Når først forfaldsprocessen sætter ind i en nation, synes der ikke at være nogen måde at stoppe den på.“
Granskere af bibelprofetien behøver imidlertid ikke at stole på verdens lederes eller økonomers spekulationer for at vide hvad fremtiden vil bringe med hensyn til verdens økonomi. De ved hvad fremtiden vil bringe for disse økonomiske systemer, for det viser Guds profetiske ord klart: de vil alle snart forsvinde sammen med verdens regeringer. Alle disse styreformer vil blive erstattet med en regering, og en økonomi, under Guds ledelse. — Dan. 2:44.