Den fantastiske livmoder
HVAD vil De anse for at være det mest imponerende bygningsværk på jorden? De vil sikkert indrømme at intet af de millioner af byggeforetagender der er eller har været i gang, kan sammenlignes med tilblivelsen af et menneskelegeme. Og utroligt nok finder størstedelen af tilblivelsen sted i det lille kvindelige organ der kaldes livmoderen eller „uterus“. Vi kan i virkeligheden kun fatte ganske lidt af hvordan denne fantastiske „livets vugge“ fungerer.
Dette organ, der har form som en omvendt pære, består af to dele, selve livmoderen og „cervix“, livmoderens „hals“. Livmoderen hos ugifte kvinder er gennemsnitlig otte centimeter lang og noget ellipseformet foroven hver den er bredest, omkring seks gange fem centimeter. Den er dannet af en tyk væg af stærke muskler, således at det indre af livmoderen ikke er meget større end et fingerbøl. Foroven på hver side forgrener de to æggeledere sig i hver sin retning, og er cirka tolv centimeter lange. Under disse forgrener også livmoderbåndene sig til de to æggestokke (ovarier), der hver ligger nær åbningen til æggelederne. Æggestokkene er mandelstore, og den indre åbning i æggelederne har cirka samme diameter som et børstehår.
Det første skridt mod dannelsen af et nyt menneske sker når æggestokkene danner en moden ægcelle. Dette sker cirka hver otteogtyvende dag, skiftevis fra højre og venstre æggestok. Denne lille, næppe synlige, ægcelle finder den trompetformede indgang til æggelederen og begynder en langsom rejse ned gennem denne mod livmoderen. Nu kan befrugtningen finde sted. På dette tidspunkt vil seksuel omgang resultere i at mandlige sædceller (i millionvis) bevæger sig igennem livmoderhalsen, op gennem livmoderen og æggelederen, og „svømmer“ mod ægcellen. Skønt ægcellen er lille, er den dog 85.000 gange større end sædcellen! Det lykkes til sidst en sædcelle at trænge igennem ægcellen og nå dens kerne; dér forenes sædcellens og ægcellens kerner for at danne et nyt menneskeliv. De øvrige millioner af sædceller dør. Eftersom sæd- og ægcellens levetid kun er cirka to dage, må undfangelsen ske inden for dette korte tidsrum.
Et nyt liv begynder
Man skal lægge mærke til at et nyt liv begynder når cellerne begynder at dele sig for at danne det nye individ. Og sædcellen og ovum (ægcellen) forener sig ikke i livmoderen, men i æggelederen, eller undertiden under den korte tur fra æggestokken ind i æggelederen. Undfangelse finder kun meget sjældent sted, hvis i det hele taget, i livmoderen. Det befrugtede ovum når livmoderen et sted mellem den fjerde og den ottende dag efter undfangelsen. Enhver indgriben som standser processen efter undfangelsen eller fjerner det befrugtede ovum, er en svangerskabsafbrydelse.
Aktiviteten fortsætter imidlertid i livmoderen. En tyk, blød slimhinde, der indeholder mange blodkar, er blevet dannet. Denne vil udgøre et „leje“ for det befrugtede ovum. I det tilfælde hvor der ikke har fundet befrugtning sted, begynder blodkarrene i slimhinden at trække sig sammen. Til sidst nedbrydes slimhinden og afstødes gennem livmoderhalsen, hvilket viser sig ved en periodisk blødning, som normalt varer mellem fire og syv dage. Dette kaldes menstruation.
Hvis der har fundet befrugtning sted formerer det befrugtede æg sig ved celledeling og bliver til en cellehob, men denne hob er særdeles lille når den bevæger sig ned ad æggelederen. Når denne cellehob, der nu kaldes en „blastocyst“, når frem til livmoderen, lejrer den sig i den bløde slimhinde. Arvæv fra det sår der således er lavet i slimhinden lukker sig over stedet og beskytter den lille genstand. Senere vil det voksende foster rage længere frem i livmoderens hulrum, på en „bugstilk“ eller „kropsstilk“, som efterhånden bliver til navlestrengen. En tynd, sækformet hinde der hedder „amnion“ dannes rundt om fosteret og kropsstilken. Denne hinde er fyldt med en væske, der tjener som støddæmper og også sørger for nogen næring til det voksende barn.
Den forbløffende moderkage
Nu sker der fantastiske ting i livmoderens bløde slimhinde. „Moderkagen“ (placenta) begynder at dannes. Dette er et skiveformet organ, fæstnet til livmodervæggen, der udretter utrolige funktioner. Efterhånden som moderkagen dannes, kommer „blod-øer“ til syne i kropsstilken og den bløde slimhinde. Rundt om disse øer opstår der snart karvægge. Barnets eget kredsløbssystem er dannet. Efter den første måned har fosteret allerede nyrer, et fordøjelsessystem, en lever, et kredsløb og et hjerte — et lille u-formet rør på to millimeters længde. Moderens og barnets kredsløbssystem er fuldstændig adskilt og bliver aldrig direkte blandet.
Moderkagen udfører et kæmpemæssigt arbejde i løbet af de få måneder den er aktiv. Fra dens dannelse tidligt i svangerskabsperioden og indtil fødselen er barnet helt afhængigt af moderkagen for at få ilt, næring og mange andre ting. Efter fire måneder er moderkagen omkring otte centimeter i diameter. Ved fødselen har den en diameter på tyve centimeter og vejer cirka et pund. Ved fødselen bliver den adskilt fra livmoderens slimhinde for at udstødes (den såkaldte efterbyrd).
Hvordan skaffer moderkagen sine livgivende forsyninger til barnet? Dette sker ved barnets blodcirkulation gennem kropsstilken, som udvikles til navlestrengen. Denne streng har to arterier der fører fra barnet til fosterkagen, og en vene fra moderkagen til barnet. Disse blodkar forgrener sig i fosterkagen som en klynge træer, og bladlignende „fingre“ bestående af celler omgiver disse grene. Moderens blod, der strømmer igennem andre kar fra livmodervæggen ind i moderkagen, omskyller disse „fingre“ således at de kan skille sig af med affaldsprodukter fra fosteret og optage næring og føre den tilbage gennem navlestrengen til barnet.
Moderkagen tjener som lunger, lever, nyrer og tarme for barnet indtil det kommer til verden og skal klare sig selv. Den udfører også visse af hormonkirtlernes funktioner. Yderligere fremstiller den stoffer som kan bekæmpe infektioner. Hvordan virker den som alle disse organer, til barnets bedste?
I funktionen som lunge udskifter moderkagen kuldioxyd fra barnets blodstrøm med ilt fra moderens. Fosterkagen filtrerer som „nyre“ urinstof ud af barnets blod og overfører det til moderens blod, hvor det udskilles gennem hendes nyrer. Som „lever“ behandler moderkagen nogle af moderens blodceller og overfører visse nødvendige bestanddele, som for eksempel jern, til barnets kredsløbssystem. Når den udfører tarmfunktionerne fordøjer moderkagen fødemolekyler ved hjælp af enzymer. Disse udskiftninger foretages gennem porerne i fosterets forgrenede blodkar. Moderkagen udfører også et arbejde der svarer til kirtlernes ved at fremstille bestemte hormoner, både til barnet og til moderen, og den tjener som beskyttelse for barnet ved at fremstille visse blodbestanddele der forhindrer infektion. Alt dette sætter barnet i stand til at fungere helt selvstændigt og forbereder det til efter fødselen selv at gøre alle disse ting.
Da alt hvad barnet får fra moderkagen kommer fra moderens blod, har dét moderen indtager i sit system, indvirkning på barnet. Hvis hun ryger en cigaret, får barnets blod en vis mængde nikotin. Hvis hun indtager et medikament, vil noget af medikamentet nå barnet. Mange infektioner som moderen får, kan berøre barnet. Kønssygdommen syfilis kan være farlig for moderen og forvolde den største skade på barnet, ja endog dets død under svangerskabet eller under fødselen.
Der er også en risiko ved at moderen under fødselen får narkose. Når et barn fødes må det være vågent og livligt, ikke under indflydelse af bedøvende stoffer. Dette skyldes især at barnets første selvstændige åndedrag kræver en anstrengelse cirka fem gange større end et normalt åndedrag.
Fosterhinden — barnets hjem under svangerskabet
I svangerskabsperioden lever barnet i fosterhinden (amnion), som er en sej, blank, gennemsigtig hinde. Den er til stadighed fyldt med væske, men denne er på ingen måde stillestående. Mere end en tredjedel af dens masse udskiftes hver time. Dette svarer til en daglig udskiftning på næsten treogtyve liter! Efter cirka tre måneder begynder barnet så småt at ånde ind og ud. Vejrtrækningen i fostervandet kan måske hjælpe med ved dannelsen af lungesækkene. Barnet drukner ikke, for dets blod optager ilt fra moderen ved hjælp af moderkagen. Barnet synker også meget af denne væske, hvorfra det tilsyneladende får nogen næring.
Fosterhinden yder barnet en anden god tjeneste. Den sørger for at barnet har en jævn temperatur i dets midlertidige „hjem“. Desuden er barnet næsten vægtløst i dets flydende omgivelser, og kan derfor frit sparke, bevæge sig omkring og endog „slå saltomortaler“. Alt dette styrker dets muskler til det tidspunkt da det kommer ud i atmosfæren og skal bevæge sig omkring uden den flydende støtte.
Fantastiske begivenheder ved fødselen
Efter ni måneder har livmoderen udvidet sig til mange gange sin normale størrelse, for at give plads til barnet, der nu vejer seks til ni pund eller mere. Ved fødselen må den trække sig sammen for at udstøde barnet. Dette kaldes „fødselsveer“. Livmoderen er fuldt ud egnet til dette, idet den har et sammensat system af muskelfibre der ligger i både højre- og venstresnoede vindinger omkring den. De peristaltiske bevægelser der sættes i gang i æggeledernes vægge, er med til at igangsætte livmoderens sammentrækninger, der strækker sig fra dens øverste del og ned til livmoderhalsen. Det er interessant at denne ordning kunne fremkalde uregelmæssige sammentrækningsmønstre, hvis det ikke var således at livmoderen uafhængigt har en nogenlunde fast rytme.
Efter barnets fødsel forløses navlestrengen, hvortil moderkagen er fæstet. Hvis der ikke blev gjort noget ved den, ville den tørre ind i løbet af en uge. Men lægen overklipper normalt strengen efter at have underbundet den. Er der fare for voldsom blødning? Ikke normalt. Dette skyldes at en geléagtig substans i navlestrengen automatisk udvider sig for at lukke blodkarrene som en årepresse. En klap i barnets hjerte lukker sig også, således at det kan udføre sin nye funktion med at pumpe blod til lungerne, der nu fungerer. Hvis det ikke var for denne foranstaltning ville barnet dø øjeblikkelig.
Barnet fødes normalt med hovedet først. Fosterhinden brister, men dens væske beskytter stadig barnet mod læsioner ved at skabe en hydrostatisk ligevægt, således at trykket fra livmoderens sammentrækninger fordeles ligeligt på hele barnets krop. Når barnet fødes er det rent og ikke dækket af blod, men har dog noget af fostervandet på sig. Når moderkagen stødes fri af livmoderens slimhinde, trækker livmoderen sig hurtigt sammen til sin oprindelige eller næsten oprindelige størrelse uden væsentligt blodtab.
Forplantningsorganerne fortjener respekt
Det er virkelig et under at betragte det arbejde der udføres i livmoderen. I denne artikel er det endda kun en brøkdel af det hele der er blevet behandlet. Biologer og læger kan kun forklare meget lidt af det der sker. Hvem forstår det til fulde? Den som har udtænkt det alt sammen — Skaberen, Jehova Gud. Læg mærke til hvor sandt bibelsalmisten skrev under inspiration (Sl. 139:13, 15, 16):
„Du har dannet mine nyrer.“
Ja, hvert eneste organ i legemet er udtænkt af Skaberen og direkte formet i livmoderen til dets særlige funktion.
„Du har . . . vævet mig i moders liv.“
Selv i dag kan mange af tilblivelsens stadier ikke iagttages af mennesker. Gud ordnede det således at barnets tidligste udvikling, hvoraf en del ikke virker særlig indtagende for det menneskelige øje, ikke kunne ses. Barnet fødes fra livmoderen som et komplet, rent og smukt lille menneske. — Sammenlign Første Korinterbrev 12:23, 24.
„Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, virket i jordens dyb.“
I den sjette uge får fosteret et fuldstændigt skelet bestående af bøjeligt brusk som senere bliver til ben. Interessant nok siger New World Translation ikke „virket“ (i jordens dyb) men „vævet“, hvilket stemmer godt med den måde hvorpå sener, muskler og andet væves sammen af forskellige ’tråde’, i et smukt og kompliceret mønster. Det sker i livmoderens fuldstændige mørke, lige så skjult og gådefuldt for mennesker som jordens dybder.
„Som foster så dine øjne mig, i din bog var . . . [alle dets dele skrevet ned, NW], dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.“
Videnskabsmænd ved nu at arvelighedskoden hovedsagelig indeholdes i „generne“, der findes i det befrugtede ægs kerne. Gud, som udtænkte menneskets mønster, kan også på forhånd have kendskab til særlige fysiske og mentale træk som et barn vil få i arv. — Sammenlign Første Mosebog 16:11, 12; 25:23; Romerne 9:10-12.
Salmisten fortsætter med at sige:
„Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum!“ — Sl. 139:17
Når vi kender legemets forunderlige og indviklede beskaffenhed og dets evne til at formere sig, og tænker på Guds høje agtelse for det, bør vi undgå at misbruge det. En forsætlig, unødvendig sterilisation ville være respektløs over for Guds skaberværk. (Sammenlign Femte Mosebog 23:1.) På den anden side kan sygdom gøre operative indgreb nødvendige, og man tvinges måske til at ofre visse organer for at redde livet. Denne situation kan til tider indtræffe med hensyn til de kvindelige forplantningsorganer. Kristne overlader disse spørgsmål til de impliceredes samvittighed. Afgørelsen bør træffes ud fra deres eget kendskab til problemet og lægers råd med hensyn til hvor nødvendig eller presserende en sådan operation er. Man bør imidlertid altid huske at denne „livets vugge“ er Guds værk, og må behandles med stor respekt.
[Diagram på side 12]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
1. Livmoderhalsen
2. Livmoderens hulrum
3. Æggeleder
4. Befrugtning
5. Æggestok