Hungersnød hærger Afrika
HUNGERSNØD — denne frygtede plage — hærger nu store områder i Afrika. Hvor store er det nok vanskeligt for ikke-afrikanere at gøre sig nogen forestilling om.
Tag et kort over Afrika. Sæt fingeren på det vestligste punkt, ved landene Senegal og Mauretanien. Gå så mod øst gennem Mali, Øvre Volta, Niger og Tchad. Det er en strækning på omkring 4000 kilometer, hvor der bor mere end femogtyve millioner mennesker. I fem år har en stor del af dette område lidt under et af de strengeste tilfælde af hungersnød i mands minde.
Spring nu over Sudan til Etiopien. Her er to tæt befolkede provinser midt i en hård tørke med ledsagende underernæring. Ja, fra vest til øst er Nordafrika ramt af hungersnød. Skønt der øjensynlig har været nogle overdrevne rapporter fra Afrika, så forbliver det en kendsgerning at forholdene er alvorlige.
Forholdene i Vestafrika
I de egne der støder op til den sydlige del af Sahara er temperaturen i dagtimerne sædvanligvis 46 grader celsius i skyggen. En sådan stegende hede uden at der kommer regn til rette tid har gjort tidligere halvfrugtbart land ufrugtbart. De få afgrøder det lykkes at klynge sig til livet i den fortærende hede er forkrøblede, halvt udvoksede og visne. Træerne står som stive, skøre skeletter. Hvor der engang var græsgange, er der nu ørken.
Floder er blevet til sand. Vandløb er ikke andet end inficerede mudderhuller. Op imod 80 procent af besætningen — tusinder stykker kvæg, geder, får og kameler — har givet op og er faldet døde om på den udtørrede, revnede jord.
Den mest ødelæggende skade har imidlertid ramt befolkningen. Sidste sommer anslog embedsmænd at hvis regnen ikke kom eller hvis store mængder fødevarer ikke fortsat blev skænket af nationer uden for området, ville omkring seks millioner mennesker dø. En katastrofe af sådanne dimensioner synes at være blevet afværget, i det mindste i øjeblikket. Det nøjagtige antal døde er ikke kendt, skønt de fleste vurderinger taler om at ’talløse tusinder’ er gået til grunde.
Mange faktorer gør det vanskeligt at afgøre det nøjagtige antal dødsfald. Mange af ofrene er nomader der lever og dør i ørkenen, langt borte fra befolkningscentrene. Dertil kommer at dødsfald ofte tilskrives sygdomme der bliver dødbringende når sulten træder til, snarere end selve hungersnøden.
Så alvorlige er tilstandene blevet i ørkenområdet at nogle stammer i Tchad har bedt om ikke at blive vaccineret mod difteritis. Hvorfor? Stammemedlemmerne ræsonnerer at det ville være hurtigere at dø af denne sygdom end at dø af sult. Forholdenes alvor fremgår også af beretninger om hyrder der har nægtet sig selv vand og mælk for at kalvene kunne få en mulighed for at leve. I et område er det blevet oplyst at man endog har opsprættet maven på kostbare kameler for at få fat i deres vandforsyninger. Andre nomader siges at have udpresset gødning for at få fat i væden.
Hungersnødens alvorlige virkninger er særlig tydelige hos børn og ældre. Nogle der er med i nødhjælpsarbejdet fortæller om børn der er vansirede af sult og ofte for svækkede til at vente i ’suppekøen’ på det der bliver uddelt.
Etiopiens hungersnød
Rapporter om fødevareknaphed er dukket mere langsomt frem fra Etiopien, men billedet er ikke mindre uhyggeligt end det fra den vestlige del af Afrika. Mellem april og august 1972, hævder en FN-rapport, døde muligvis 100.000 i Etiopien. Nogle embedsmænd påstår at tallet i virkeligheden er meget højere.
I tretten hjælpecentre beliggende i en af provinserne blev det for nylig oplyst at mellem 700 og 1000 døde hver uge. Og en medarbejder i en lejr siger: „Hvis disse dør i så hurtigt tempo, kan vi være absolut sikre på at folk dør i hundredvis om ikke i tusindvis ude på landet.“
En førstehåndsberetning om tilstandene i nødhjælpscentrene er blevet fremskaffet af Jonathan Dimbleby og offentliggjort i The Guardian:
„Et barn der desperat dier ved sin udhungrede moders indtørrede bryst; en kvinde der er ramt af dysenteri prøver forgæves at vakle ud af sit husly før hun mister herredømmet over sine funktioner; en dreng på måske tolv år, med arme og ben som tændstikker, kæmper for at bære en krukke med vand der ikke er tungere end knap en liter mælk; en anden vugger sin døende faders hoved — hvor vi end vendte os hen, de samme fortvivlede øjne.“
Så desperat er situationen blevet at en lægeassistent ved Kembolishia-lejren hævder: „Hvis der kommer endnu en fejlslagen høst tror jeg vi vil stå med en massekatastrofe.“
Hvad var årsagen til hungersnøden?
Men hvorfor er der sådanne forhold i Vestafrika og Etiopien? Den største umiddelbare årsag har naturligvis været at der ikke er faldet tilstrækkelig regn.
Området syd for Sahara er nu på sjette år uden væsentlig nedbør. Tørken har bidt sig fast og bidrager tilsyneladende i sig selv til fortsat tørke. Efterhånden som jorden bliver varmere tørrer den helt ud. Den relative fugtighed i luften bliver mindre, og dette modvirker igen dannelsen af regnskyer. Følgelig kommer der mere varme så kredsløbet fortsætter. Store floder, naturlige skranker for den indtrængende ørken, svinder ind. Således synes Saharaørkenen nu år for år at trænge mod syd.
Der har været nogle små standsninger i tørkens kredsløb. Dog har disse ikke været tilstrækkelige til virkelig at hjælpe. Når der er faldet lidt regn planter landmændene deres hirse, durra eller jordnødder, kun for at planterne senere bliver afsvedet af solen. Sidste sæson var der nogle landmænd der såede tre eller fire gange efter en regnbyge. Men på grund af mangel på fortsat fugtighed blev kun få af disse afgrøder modne.
Tørkekredsløbet er blevet holdt i bevægelse på andre måder — af mennesket. Under tørken har nogle landmænd, drevet af sult og desperation, spist den udsæd de havde oplagret til det følgende år. En diplomat fra området kommenterede det usædvanlige ved denne handling: „I mit land værner en landmand om sin udsæd med næsten religiøs omhu. År efter år udvælger han det allerbedste korn fra sin afgrøde og gemmer det til udsæd. Men i år spiser de udsæden. Det har jeg aldrig i mit liv oplevet.“ Når udsæden er spist er der intet at plante det følgende år, selv om der er fine vækstbetingelser.
Mennesker forværrede Saharas tørke på endnu en måde — ved for megen græsning. I begyndelsen af 1960erne da der syntes at være rigeligt med foder til husdyrene, blev der avlet langt flere dyr end græsgangene kunne forsyne ordentligt med foder. Disse dyr var ofte også hårdføre, specielt vaccinerede til at modstå sygdom. Da så regnen ikke viste sig i adskillige år, flyttede folk længere mod syd med disse store hjorde, hen hvor der stadig var vand og græsgange. Uhyre områder omkring frugtbar landbrugsjord blev da langsomt men grundigt berøvet al vegetation.
Problemer med nødhjælpsarbejdet
Selve den måde denne hungersnød udviklede sig på har også bidraget til at den er blevet så alvorlig. Nøden voksede langsomt. I modsætning til nogle af vor tids tilfælde af knaphed på fødevarer, har dette tilfælde manglet et vist „sensationelt“ aspekt. Resten af verden var derfor ikke opmærksom på hvad der skete i det hjemsøgte område, og hjælpeaktionerne kom sent i gang.
Øjensynlig erkendte endog lokale embedsmænd ikke fuldt ud det store omfang af hungersnøden, før nomaderne begyndte at forlade ørkenerne og komme ind til byerne i deres søgen efter føde. Hovedstaden i et vestafrikansk land voksede således på nogle få måneder fra en befolkning på 40.000 til 120.000.
På den anden side synes det også som om det fulde omfang af hungersnøden med vilje er blevet skjult af visse embedsmænd i de nationer det drejede sig om. På denne måde søgte de at bevare deres „ansigt“ som et udviklingsland der var pletfrit i den øvrige verdens øjne. Deres store byer bød ikke altid de sultne nomader velkommen. Det er blevet oplyst at voldsomme sammenstød har fundet sted mellem flygtninge og den fastboende befolkning der betragtede nomaderne som „snyltere“.
Andre afrikanske nationer er blevet anklaget af afrikanere for at mangle interesse og for at være langsomme til at reagere på behovet for hjælp. Tanzanian Daily News har udtalt: „Hvad er der ved at ske med Afrikas broderlige ånd? . . . Vi taler så meget om afrikansk enhed og solidaritet, men når der skal handling til, beholder vi hænderne i lommen.“
Desuden blev hjælpeorganisationer uden for Afrika øjensynlig i høj grad hæmmet i at bringe hurtig hjælp til de truede områder. Deres eget og andres massive bureaukratiske kontoriusseri samt forskellige fejltagelser var skyld i ikke så få forsinkelser af fødevareleverancer. Ikke desto mindre sørgede et antal hjælpeorganisationer med tiden for at livsvigtige forsyninger blev samlet, sendt og fordelt pr. jernbane, lastbil og endog kamel. Flyvemaskiner blev anvendt til at nedkaste mad med faldskærm til nomader i ørkenen.
Men hvad med fremtiden?
Kan der gøres ende på sådanne tilfælde af hungersnød?
Kortsigtede planer kræver at der fortsat sendes nødhjælp. Det er blevet anslået at omkring 662.000 tons fødevarer må skænkes til det vestafrikanske område i år. Imidlertid vil det tage mange år at genoprette skaderne, selv om der kommer regn i løbet af nogle få måneder. Køer der er blevet ødelagt af sult kan ikke længere kælve. Folk er blevet drevet bort fra deres jord og møder en helt ny livsform i byerne.
Hvad så med de langsigtede planer? Kan der gøres noget effektivt for at hindre sådanne tilfælde af hungersnød i Afrika i fremtiden? De fleste embedsmænd vil, når de skal være helt ærlige, indrømme at udsigterne er temmelig triste.
Det er sandt at nogle taler om at opdæmme floder for at skaffe vand til afgrøderne i år med tørke. Men selve denne fremgangsmåde frembringer ynglepladser for kvægmyg der spreder den frygtede infektionssygdom „flodblindhed“ (Onchocerciasis) i dette område. Tusinder er blevet blindet af denne sygdom; dette forøger kun de økonomiske problemer.
Andre eksperter taler om „undervisning“ som løsningen på Afrikas fødevareproblemer. Men for mange afrikanere betyder „undervisning“ ofte ikke andet end et forsøg på at påtvinge dem vestlige skikke. Joseph Ki-Zerbo fra Øvre Volta fremholder at det fører til at afrikanere i virkeligheden bliver gjort mere afhængige af udlændinge. Han skriver i Ceres, en publikation udgivet af FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO):
„I Afrika, hvor uhyre områder ligger brak år efter år på grund af manglende udstyr og oplæring og venter på at blive udnyttet, er befolkninger der indtil slutningen af det nittende århundrede stort set kunne klare sig selv, skønt middelmådigt, ved at blive mere og mere afhængige af amerikansk hirse, sovjetisk ris, europæisk hvedemel og semulje for at holde sig i live. De underudviklede lande kryber mere og mere sammen under de riges spisebord.“
Nej, mennesker i denne verden har ingen virkelige løsninger på Afrikas hungersnødproblemer. Men Gud, han der skabte jorden og nedlagde evnen i den til at frembringe føde, har løsningen. De fødevareproblemer som nødlidende mennesker i Afrika og i den øvrige del af verden har, vil blive, og kan kun blive, varigt løst af Guds rige.
Jesus Kristus profeterede at der i løbet af „afslutningen på tingenes ordning“, blandt andre alvorlige problemer ville være mangel på fødevarer. (Matt. 24:3, 7, 8, New World Translation) Den kendsgerning at disse tilstande råder i stor udstrækning, til trods for verdensomspændende fødevareorganisationer, velmenende menneskers indsats og alle tekniske fremskridt, viser at denne profeti opfyldes nu.
Bibelen forudsiger også at Guds rige vil gøre en ende på menneskets selviske herredømme over jorden og få jorden til at blive et paradis, med rigeligt at spise til alle dens indbyggere. Dette vil også snart blive opfyldt. — Matt. 6:9, 10; Sl. 67:7, 8; 72:16.
[Kort på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
MAURETANIEN
SENEGAL
MALI
ØVRE VOLTA
NIGER
TCHAD
ETIOPIEN