Hvorfor kan Afrika ikke brødføde sig selv?

„JEG såede . . . men der kom ingen regn,“ fortæller en etiopisk landmand ved navn Idris. Al hans såsæd rådnede i jorden og dermed var han tvunget til at forlade sit landbrug og søge til en nødhjælpslejr. „Jeg havde engang fire okser til at trække ploven,“ fortsætter han. „Men da jeg ikke længere havde noget at spise, solgte jeg to og slagtede de to andre. . . . Jeg har spist min fremtid.“ — Fra bogen Ethiopia: The Challenge of Hunger.

Mange afrikanske landmænd har ligesom Idris haft vanskeligt ved selv at avle tilstrækkeligt med føde. Denne verdensdel, der engang var selvforsynende, er nu afhængig af store mængder importerede fødevarer. Hvad er grunden til dette? Hvorfor må så mange afrikanere gå sultne i seng?

Tørke

Det afrikanske kontinent er berygtet for sine forræderiske tørkeperioder. Landene langs den sydlige del af Saharaørkenen, det såkaldte Sahel-område, er særligt udsatte. Siden 1960 er regnmængden i dette område blevet stadig mindre. Bladet Ceres betegner det som en „forlænget sahelisk tørke“. Alligevel lykkes det mange landmænd at klare sig.

På trods af tørken havde fem saheliske lande rekordproduktion af bomuld i høstsæsonen 1983-1984. Det tøj du har på kan være fremstillet af dette bomuld. Disse lande skaffer sig værdifuld fremmed valuta ved eksport af bomuld, men det har sin pris. I 1984 måtte landene i Sahel-området importere en rekordstor mængde korn på 1,77 millioner tons. „At man kan dyrke bomuld men ikke korn skyldes i højere grad regeringernes og hjælpeorganisationernes politik end det skyldes nedbørsmængden,“ hævder Lloyd Timberlake i sin bog Africa in Crisis.

Foruden bomuld eksporterer Afrika te, kaffe, sukker, kakao, jordnødder, friske blomster, kød, palmeolie, træ og en lang række andre landbrugsprodukter. „Afrika er en alsidig og stabil leverandør af daglige fødevarer til de udviklede lande,“ hedder det i det amerikanske blad The Nation. Under den seneste hungerkatastrofe blev britiske forbrugere chokerede da det kom frem at en del af de grøntsager og frugter de spiste stammede fra Etiopien. Det er således tydeligt at når Afrika ikke kan brødføde sig selv, skyldes det ikke tørken alene.

Befolkningstilvæksten

Nogle afrikanere nægter at gå ind for børnebegrænsning. De betragter en stor børneflok som et statussymbol. Det er derfor ikke overraskende at Afrika har verdens største befolkningstilvækst. Dette forhold forstærker uvægerlig fødevareproblemet. Nogle anslår det nuværende befolkningstal til 553 millioner. Hvis udviklingen fortsætter vil der i år 2000 være yderligere 324 millioner munde at mætte!

Betyder det at det afrikanske kontinent er for lille til at brødføde så mange? Nej! Der findes mange uopdyrkede landområder der kunne udnyttes. Indien, hvis befolkningstal er endnu større, har et mindre areal og producerer alligevel store mængder overskudskorn. Den sydafrikanske avis The Star, tilføjer: „Kinas befolkning tæller 1 milliard, og alligevel producerer landet hvert år et overskud af fødevarer. . . . Vi er overbevist om at Afrika sulter som følge af vildledende rådgivning.“

Dårlig rådgivning?

Det er bestemt ikke rådgivning Afrika mangler. „Hvis de sultne kunne spise ord, ville Afrika snart komme på fode igen,“ sagde en kommentator i en fjernsynsudsendelse fra BBC. Omkring 80.000 personer fra fremmede lande er beskæftiget med denne rådgivningsvirksomhed. Lloyd Timberlake siger: „Rådgivning til Afrika er blevet et betydeligt erhverv, hvor europæiske og nordamerikanske konsulentfirmaer forlanger helt op til 180.000 dollars om året for bistand fra en af deres eksperter.“

Disse eksperter fremmer kostbare dyrkningsmetoder der kræver brug af højtydende afgrøder, kemikalier og tungt maskineri. Denne virksomhed har været en god forretning for oversøiske leverandører, men den har ikke gavnet Afrikas fattige landbefolkning i væsentlig grad. Man koncentrerer sig først og fremmest om landbrug der producerer salgsafgrøder til eksport og dernæst om landbrug der producerer fødevarer som sælges i Afrikas mere velstående byer. Mange af disse projekter har været virkningsløse, og nogle er slået helt fejl. Bladet Newsweek forklarer at Afrikas klima „ofte er for hårdt for de højtydende afgrøder der har givet stort udbytte i Asien“. Dertil kommer at den afrikanske jord skal behandles med varsomhed og at afgrøderne i nogle tilfælde ødelægges af nye dyrkningsmetoder.

U-landsbistand?

Oversøiske regeringer og hjælpeorganisationer fremmer kostbare programmer, til „gavn for deres egen økonomi og deres handels- og konsulentvirksomhed,“ siges det i tidsskriftet People. Disse hjælpeprogrammer er attraktive fordi de får de afrikanske lande til at tage sig mere moderne ud, og fordi de medfører store finanslån. På denne måde er visse afrikanske regeringer i stand til at tilfredsstille den rige del af bybefolkningen, hvis støtte de behøver for at bevare magten. Derfor ser man imponerende hoteller, universiteter, lufthavne, motorveje, biler og mange former for luksus i afrikanske byer mens landområderne forsømmes. Landbefolkningen i Afrika har en særlig betegnelse for de rige byboer. På swahili kalder de dem wabenzierne, hvilket betyder „Mercedes-Benz-folket“.

Mange sætter spørgsmålstegn ved de humanitære motiver bag udviklingshjælpen. „Hjælpen ydes langtfra af velgørenhed,“ hævder forfatterne af bogen Famine: A Man-Made Disaster? „De lande der yder hjælp gør en god forretning. . . . den indflydelse og de økonomiske fordele som både vest og øst erhverver sig gennem hjælpearbejdet er et fund for pengene.“ Udviklingshjælpen bærer sin del af skylden for Afrikas kæmpegæld på 175.000.000.000 dollars.

„To årtier med ’udvikling’ har ført til at Afrika i 1984 står ved afgrundens rand,“ hævder Peter Gill i sin bog A Year in the Death of Africa. Peter Gill betegner udviklingshjælpen som „en fidus“. De der virkelig har behov for den, nemlig Afrikas landbefolkning, har ikke fået megen hjælp. „Ikke desto mindre udgør landbefolkningen 75-80 procent af folkemængden i de fleste afrikanske lande,“ forklarer tidsskriftet The Ecologist, og den er således „rygraden i Afrikas fødevareproduktion“.

Fødevarehjælp?

Overskuddet af fødevarer er blevet en tung byrde for de rige lande. Udgifterne til oplagring er store. I en artikel med titlen „En verden fyldt med korn“, i det amerikanske blad Foreign Affairs, stod der: „Det er ubehageligt og pinligt at tale om korn i år [1985]. På fjernsynsskærmen ser vi billeder af udhungrede afrikanske børn, men i verdens kornlagre ligger der mere end 190 millioner tons — et rekordoverskud.“

Billigt overskudskorn kommer ikke altid sultende afrikanere til gode. I visse tilfælde kommer det i hænderne på grådige handelsfolk, eller regeringen i modtagerlandet sælger det med fortjeneste for at styrke handelsbalancen. Tilførsel af overskudskorn til Afrika har også svækket de afrikanske landmænds stilling. „Hvordan skulle en lokal producent kunne konkurrere mod gratis fødevarer fra udlandet?“ spørger forfatterne til bogen Famine: A Man-Made Disaster?

Traditionelle afrikanske afgrøder som hirse og durra mister hastigt deres popularitet, til trods for at disse afgrøder langt bedre end andre kornsorter er i stand til at modstå tørke. Men bybefolkningen har fået smag for hvede og ris — kornsorter der i mange tilfælde er vanskelige at dyrke i det barske afrikanske klima. Visse rådgivere søger at fremme befolkningens smag for oversøiske fødevarer, hvorved de øger Afrikas afhængighed af importerede levnedsmidler.

Landbefolkningen ignoreres

Landmænd som for eksempel etioperen Idris, der tidligere blev citeret, har behov for såsæd og enkle landbrugsredskaber. Fødevarehjælp alene er af begrænset værdi. Som det kinesiske ordsprog siger: „Giv en mand en fisk og du har gjort ham mæt én dag. Lær en mand at fiske, og du har gjort ham mæt resten af livet.“ I almindelighed får de afrikanske bønder ingen hjælp til at drive deres landbrug, selv om der i visse afrikanske lande er undtagelser.

Lige siden kolonitiden har Afrikas bedste jord været brugt til dyrkning af salgsafgrøder med henblik på eksport. Dertil kommer at store landbrugsprojekter er blevet iværksat for at producere føde til de mere velhavende byer. Det har medført at landmænd ofte er blevet forflyttet fra god jord og tvunget til at søge deres eksistensgrundlag i jord der er mindre frugtbar. Overladt til sig selv har Afrikas landboere udpint sårbare landområder ved intensiv dyrkning, overgræsning og for megen skovhugst. Derfor er store dele af det afrikanske kontinent på vej til at blive ørkenområder.

Bøndernes eksistensgrundlag er også blevet undermineret gennem fastfrysning af priserne. Mange afrikanske regeringer søger at holde meget lave priser på landbrugsprodukter, for at behage befolkningen i byerne. Ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature må denne politik „i høj grad bære skylden for landbrugets forfald, for sulten i byerne samt for at Afrika, der kunne være frugtbart, er blevet afhængigt af importerede fødevarer“.

Krig

„En halv million angolanere er flygtet fra deres landbrug, drevet bort af borgerkrigen,“ oplyste en afrikansk avis for nylig. Til forskel fra mange andre egne af Afrika nyder Angola godt af regnen. Alligevel er i titusindvis af landets indbyggere i det frugtbare højland afhængige af at der regelmæssigt bliver fløjet nødforsyninger af fødevarer ud til dem.

Det er ingen tilfældighed at de afrikanske lande der er hårdest ramt af hungeren, også hærges af borgerkrig. Selv om regnen i nogen grad er kommet Etiopien, Sudan og Moçambique til hjælp, hæmmes fødevareproduktionen i disse lande stadig af borgerkrig, og millioner sulter.

Den uafhængige kommission for internationale humanitære Spørgsmål, hvis 25 medlemmer indbefatter repræsentanter for fem afrikanske lande, fremsatte for nylig følgende utvetydige erklæring: „Væbnede konflikter og vold i visse dele af Afrika forværrer de ulykkelige forhold ved at forårsage unødvendig blodsudgydelse og uroligheder. . . . Man ønsker først og fremmest at anskaffe ødelæggelsesvåben mens befolkningen har behov for redskaber og såsæd til dyrkning af jorden, rent drikkevand samt enkle og billige forebyggende sundhedsprogrammer.“

Men det er ikke Afrika alene der bærer skylden for disse forhold. I bogen A Year in the Death of Africa taler Peter Gill om den rolle udenlandske regeringer spiller i „militariseringen af Afrika“ og spørger: „Hvilke våbenfabrikanter drager fordel af afrikanske stridigheder?“ Både vestlige og østlige lande støtter krige på det afrikanske kontinent og drager økonomisk fordel deraf.

Et overmenneskeligt hjælpeprogram nødvendigt

Spørgsmålet „Hvorfor kan Afrika ikke brødføde sig selv?“ er kontroversielt, og der kan ikke gives noget entydigt svar. Tørke, befolkningseksplosion, nødhjælpspolitik, begærlighed, tilsidesættelse af landbefolkningens interesser, ødelæggelse af jorden samt krig er blandt de årsager forskellige autoriteter nævner. Af disse årsager kan kun tørken betegnes som ’naturlig’ — de andre årsager er menneskeskabte.

Hungersnøden i Afrika har medvirket til at henlede opmærksomheden på menneskets begrænsninger og selviskhed. Menneskets manglende evne til at administrere jordens anliggender uafhængigt af Skaberen, Jehova Gud, er tydelig for enhver. Som en af fortidens profeter sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

Denne uomtvistelige kendsgerning står skrevet i Bibelen. Bibelen har også forudsagt vor tids hungersnød og krig samt menneskets misrøgt af jorden. Alle disse forhold peger lykkeligvis på at den tid er nær hvor et overmenneskeligt hjælpeprogram vil gøre ende på hungersnød, ikke blot i Afrika men over hele jorden. — Lukas 21:10, 11, 28-31; Åbenbaringen 6:3-8; 11:18; 21:1-5.

[Illustration på side 7]

I almindelighed får afrikanske bønder ingen hjælp til at fortsætte med at dyrke jorden

[Kildeangivelse]

Foto: FAO