Ødelæggende tørke i det sydlige Afrika

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AFRIKA

MANGE har sagt at det var århundredets værste tørke. Nogle mener endda at det var den værste tørke i det sydlige Afrikas historie. Tørken der i to år hærgede det sydlige Afrika var katastrofal. „Det er værre, ja, langt værre end vi troede,“ udtalte chefen for Operation Hunger, en privat sydafrikansk nødhjælpsgruppe. „Undersøgelserne er opdagelsesrejser til hidtil ukendte dybder af elendighed, menneskelige lidelser og nød.“

„Man kan ikke dyrke noget. Jorden er død,“ sagde en bonde fortvivlet. Nogle steder var folk så sultne at de spiste jord eller rødder fra vilde planter. De organisationer der sendte fødevareforsyninger kunne ikke klare efterspørgselen. Ifølge The Guardian Weekly „har det sydlige Afrika mistet en større del af sine afgrøder end Etiopien og Sudan gjorde under den strenge tørke i 1985“.

Tørken bragte omkring 18 millioner på randen af hungersnød. I Angola var det den værste krise i landets historie. Det anslås at én million kreaturer døde, og at cirka 60 procent af afgrøderne ét år gik tabt. I de hårdest ramte områder var det ikke muligt at nå frem med hjælp. I august 1992 var to tredjedele af Zambias høst gået tabt, og det var nødvendigt at importere cirka en million tons majs. Omkring 1,7 millioner mennesker sultede.

I Zimbabwe, der tidligere blev kaldt det sydlige Afrikas spisekammer, var fire millioner i nød — næsten halvdelen af befolkningen. I ét område meddelte en skolelærer: „Der er kun lidt vand og næsten ingen mad. Der er ikke et græsstrå tilbage.“

I nogle landsbyer kravlede folk op i træerne for at samle blade som de kunne koge og spise. Myndighederne måtte nedsætte den månedlige fødevareration fra 15 til 5 kilo pr. person. Vandstanden i den store kunstigt anlagte sø Kariba var så lav som aldrig før, og der var rationering på vand i Bulawayo.

Man måtte skyde tusinder af dyr på vildtfarme i Zimbabwe, fordi der ikke var vand nok til dem. En avis skrev: „Fugle falder døde ned fra visne træer; skildpadder, slanger, gnavere og insekter er forsvundet.“

Moçambique var et af de værst ramte lande. Landet fik 80 procent af sine fødevarer fra internationale hjælpeorganisationer, og efter et skøn sultede 3,2 millioner mennesker. Flygtninge strømmede ind i Malawi, Sydafrika, Swaziland og Zimbabwe, men da forholdene for nylig er blevet bedre, er mange flygtninge vendt tilbage.

Byboere er ofte uvidende om hvor alvorligt tørken rammer befolkningen i landområderne. En embedsmand der hjalp med at skaffe fødevarehjælp bemærkede: „Ødelæggelserne som følge af tørken synes langt borte fra de fleste i hovedstadsområderne, hvor man har undgået de værste følger af mangelen på vand og mad.“

Skønt regnskyl har bedret forholdene i nogle områder, har dele af Moçambique, Swaziland og Sydafrika stadig brug for regn. Uden tvivl vil virkningerne af denne tørke kunne mærkes i årevis.

En af årsagerne til tørke er selvsagt mangel på regn. Men vanskelighederne forstærkes af andre problemer som også må tages i betragtning.

Andre problemer

Virkningen af tørken i Afrika forstærkes i høj grad af den politiske uro. De lande der har været plaget af denne uro er dem der har oplevet den værste fødevaremangel. Det gælder for eksempel Angola, Etiopien, Moçambique og Somalia. Krige har ødelagt landbruget og tvunget mange landmænd til at flygte og efterlade deres jorde uden tilsyn.

En kontroversiel faktor ved tørke er menneskets forurening af atmosfæren, som nogle hævder forårsager en global opvarmning. En anden faktor er det stigende befolkningstal som i Afrika ligger blandt verdens højeste, nemlig på 3 procent. For at mætte disse ekstra munde opdyrker landmændene jord der ikke egner sig til dyrkning, og de lader ikke markerne ligge brak så de kan komme sig.

Desuden ødelægges skovene, hovedsagelig for at skaffe mere landbrugsjord. Ifølge tidsskriftet African Insight udgjorde skovene i Etiopien for 20 år siden 20 procent; nu er det kun 2 procent. Nogle hævder at fældningen af skovene er det værste af alle de miljøproblemer der truer jorden. Det ændrer vejrforholdene, bidrager til jorderosion og får ørkenerne til at brede sig.

I nogle afrikanske lande har myndighederne holdt fødevarepriserne nede for at vinde byboernes gunst. Det er imidlertid frustrerende for landmændene, som ikke kan få det til at løbe rundt. Myndighederne i Zimbabwe reagerede på dette ved at hæve prisen på majs med 64 procent, i et forsøg på at motivere landmændene til at producere mere.

Hvad er løsningen?

Eksperterne har mange forslag. Men til tider har de foreslået at afrikanske lande benytter vestlige landbrugsmetoder, som ikke rigtig synes at passe til det afrikanske miljø.

Der er et presserende behov for brugbare løsninger. En afrikansk embedsmand fra FN’s Økonomiske Kommission for Afrika siger: „På baggrund af alle de hidtidige økonomiske planer vi har set, vil Afrika i år 2000 ikke befinde sig i det hul hvor det er nu. Det vil befinde sig i en dyb, sort afgrund.“

En indlysende forudsætning er at der bliver politisk stabilitet og at der bliver sat en stopper for vold og krig. Det er også vigtigt med et samarbejde landene imellem.

Ifølge FAO har Afrika mulighed for at brødføde tre gange det nuværende befolkningstal. Men i mange år er fødevareproduktionen faldet, og med den nuværende befolkningstilvækst kan befolkningstallet fordobles i løbet af 30 år.

Fødevarehjælp fra andre lande har utvivlsomt reddet mange fra at sulte. En sådan hjælp er imidlertid ikke en holdbar løsning, og den har en dårlig indflydelse på landmændene, så de ikke føler sig tilskyndede til at producere noget. De kan måske ikke sælge deres afgrøder til en rimelig pris, og ofte får folk smag for importerede fødevarer og har ikke længere lyst til de lokale produkter.

Hvad bliver der gjort?

Mange som har et oprigtigt ønske om at hjælpe de afrikanske folk gør sig utrættelige anstrengelser, og det er rosværdigt. Nogle steder har disse anstrengelser båret frugt. I Zimbabwe har et internationalt forskerhold iværksat en kampagne hvor man planter træer som gror godt og relativt hurtigt i tørre områder. Idéen er at man planter disse træer i stor stil som en hjælp til at klare brændselsproblemet, idet 80 procent af befolkningen bruger træ som brændsel til madlavning.

I landsbyen Charinge i det tørkeramte område Masvingo i Zimbabwe er landmændene blevet opfordret til at bruge sten som dækningsmateriale til deres grøntsager og frugttræer. Det har resulteret i at de ikke behøver nær så meget vand, og afgrøderne gror godt. Landmændene har endda været i stand til at sælge afgrøder til andre som var i nød.

I Sydafrika har et stort firma der omdanner kul til olie ændret sin fremgangsmetode sådan at næsten alt det vand der benyttes genbruges efter en grundig behandling. Skønt det er dyrt at rense industrivand, har Sydafrika intentioner om efterhånden at rense omkring 70 procent af det.

I Luanshya i Zambia har man introduceret soyabønner som et alternativt og nærende fødemiddel. En nødhjælpsarbejder har sagt: „De fleste dødsfald som følge af fejlernæring forekommer i marts og juni, hvor man næsten er udgået for hovednæringsmidlerne. Men soya høstes i april og lagres nemmere end for eksempel majs og durra.“

Hvor gode disse anstrengelser for at afhjælpe problemer med tørke og fødevaremangel end måtte være, har mennesket, trods videnskabelige fremskridt, ikke kunnet standse tørken i Afrika. Der er kun én som forstår alle problemerne, og Han har for længe siden forudsagt hvad løsningen er. Under Jehova Guds riges styre vil hans søn, Jesus Kristus, sørge for at profeten Esajas’ ord får en bogstavelig opfyldelse over hele jorden: „I ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder. På sjakalers bosted — deres hvilested — er der grønt græs med rør og papyrusplanter.“ — Esajas 35:6, 7.

[Illustration på side 12]

Landsbyboere måtte deles med kreaturerne om den smule vand der var tilbage i mudderhullerne

[Kildeangivelse]

The Star, Johannesburg, Sydafrika