Kræft — er der håb om varig helbredelse?

KRÆFT er en af de mest frygtede sygdomme der plager menneskene. Og ikke uden grund. Antallet af dødsfald og legemsskader og den medfølgende sorg og bekymring er rystende. Den har især forvoldt stor skade her i det tyvende århundrede.

På grund af sygdommens art vil de fleste som bliver klar over at de har fået en eller anden form for kræft, blive følelsesmæssigt svært belastet. Det samme gælder nære familiemedlemmer. Af nogle betragtes det som en uundgåelig dødsdom at få kræft.

Men er det virkelig rigtigt? Nej. Dødeligheden ved kræftsygdomme er ganske vist tragisk høj, og det samlede antal døde som følge af kræft er også stigende. Men samtidig er den gruppe kræftpatienter der helbredes blevet procentvis større.

Der er altså sket fremskridt i behandlingen af kræft. Men er der noget virkeligt håb om snart at vinde en endelig sejr over sygdommen? Der gøres i dag en indsats uden sidestykke for at finde midler mod kræft, og mange autoriteter mener at dette må give resultat en dag. Den canadiske kræftforening udtaler: „Forskningsindsatsen mod kræft er det største og kostbareste projekt i lægekunstens historie. Problemet er så vidtspændende og dybtgående at praktisk talt hver eneste gren af den moderne videnskab er inddraget i kræftforskningen.“

Denne indsats til trods kan lægevidenskaben ikke for øjeblikket stille os i udsigt at alle former for kræft snart vil kunne helbredes med ét slag. Der har ikke været nogen videnskabelige „gennembrud“ der kan retfærdiggøre et sådant håb. Ikke desto mindre kan vi, på et helt andet grundlag, sige med fuld vished at denne frygtede sygdom vil blive fjernet fuldstændig fra menneskeslægten.

Inden vi ser på hvordan dette vil ske, vil vi se lidt nærmere på selve sygdommen. Hvor stor udbredelse har kræft? Hvad er kræft egentlig? Hvad får sygdommen til at opstå? Hvordan behandler man sygdommen i dag?

Antal dødsofre

Kræfttilfælde forekommer i næsten alle samfundstyper, men er dog mest fremherskende i industrisamfundene. Hvad angår for eksempel De forenede Stater har tidsskriftet Medical World News anslået at der i 1973 var omkring 665.000 nye tilfælde af kræft. (Heri ikke indbefattet overfladisk hudkræft.) Samtidig anslås det at cirka 350.000 døde af kræft i 1973.

Kræft er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark; hjertesygdomme er den hyppigste. Det skønnes at 1,5 millioner af Danmarks nulevende indbyggere vil udvikle kræft på et eller andet tidspunkt, og at cirka 1,1 million vil dø af kræft. I 1971 var tallet 11.473, og heraf 2860 i aldersgruppen under tres år.

Dødeligheden inden for de forskellige kræftformer varierer betydeligt. Lungekræft er den form for ondartede svulster der hyppigst angriber mænd med døden til følge. En amerikansk rapport viser at antallet af dødsfald som følge af denne form for kræft er vokset 1400 procent i de sidste fyrre år. Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder. Og endelig skal her nævnes kræft i tyktarm og endetarm, som er de næsthyppigst forekommende kræftformer hos både mænd og kvinder.

Tidligere var overlevelsesprocenten ved kræftsygdomme meget lille. Nationalrådet for kræftrådgivning i De forenede Stater har oplyst at der i 1938 kun var en ud at fem kræftpatienter som overlevede — hvilket vil sige at de havde mulighed for at leve i fem år efter at sygdommen var konstateret. Men i 1969 overlevede en ud af tre. I 1973 viste en rapport at 47 procent overlevede.

Hvad er kræft?

Kræft eller cancer er ikke en enkelt sygdom. Navnet dækker i virkeligheden mere end hundrede forskellige former. Kræftformerne er forskellige efter hvilken type celler der angribes. Imidlertid har alle kræftformer et fælles træk: unormal cellevækst. Ved kræft forstås almindeligvis de former for svulstdannelse som kaldes ondartede.

En hovedgruppe af kræftsvulster kaldes karcinomer, og det er de almindeligst forekommende. De udgår fra cellerne i overfladevæv som huden og slimhinderne i for eksempel mundhule, lunger, mavesæk og tarmkanal. En anden hovedgruppe er sarkomerne som er særdeles ondartede men ikke så almindelige. Disse svulster udgår fra bindevæv, knoglevæv, brusk, muskler, blodkar eller blodceller. Visse kræftformer, som for eksempel leukæmi, falder uden for disse hovedgrupper.

Det hører med til legemets normale funktion at et vist antal celler dør og erstattes af andre ved celledeling. Dannelsen af kræftceller synes at hænge sammen med at denne celledeling kommer ud af kontrol. Til at begynde med er der kun ganske få kræftceller mellem millioner af sunde celler. Men så kan de syge celler begynde at vokse på en helt unormal og ukontrolleret måde. De deler sig langt hurtigere end de skulle, så der med tiden dannes en knude eller svulst.

Efterhånden som kræftcellerne formerer sig vil de fortrænge de sunde celler, måske ved at afskære dem fra den næring de har brug for. I nogle tilfælde vil kræftcellerne vokse så hurtigt at blodforsyningen ikke kan følge med, og resultatet kan blive at dele af svulsten degenererer som følge at underernæring og bliver til væmmelige sår, skønt svulsten stadig vokser og bevarer sine ondartede egenskaber. Kræften breder sig og ødelægger alt på sin vej. Når kræftsvulster invaderer livsvigtige organer skades disse organers funktion, ofte med dødelig virkning.

Et af de særlige træk ved ondartede kræftformer er dannelsen af metastaser. Kræftceller løsnes fra modersvulsten og spredes til andre dele af legemet. Dette kan ske med blodstrømmen gennem arterier og vener eller med den klare lymfevæske gennem lymfekarrene. De omstrejfende kræftceller slår sig ned forskellige steder i legemet og begynder at vokse til nye, sekundære svulster, som altså kaldes metastaser.

Imidlertid er ikke alle svulster maligne eller ondartede. Nogle er benigne, godartede. Disse er ganske vist også misvækster, men de er som regel indkapslede og bliver på samme sted. De er egentlig kun farlige hvis de bliver ved med at vokse og ved deres størrelse eller placering kommer til at genere livsvigtige organer eller funktioner. For eksempel kan en forholdsvis lille godartet svulst udøve et dødeligt tryk på hjernen, hvis svulsten er lukket inde under den hårde hjerneskal. Hvorimod en langt større godartet svulst, placeret i mere rummelige omgivelser, kan være mindre farlig.

Advarende tegn?

Kræftsygdommene udsender ikke straks fra begyndelsen et klart og tydeligt varsko om at de er der. Den første lille svulst kan være placeret et sted hvor den hverken ses eller føles.

Som regel er de tidlige stadier heller ikke ledsaget af smerter. Når der melder sig smerter er sygdommen normalt nået til et farligt stadium, idet smerterne skyldes at svulsten trykker på følsomme væv eller blokerer livsvigtige passager i tarmsystemet eller urinapparatet.

Selv om det er svært, for ikke at sige umuligt, at konstatere udviklingen af kræft på de tidlige stadier, er der dog visse advarende tegn man kan holde øje med. Det er uregelmæssigheder som kan være et fingerpeg om at kræft er til stede. Den amerikanske kræftforening anfører de syv punkter der står i en ramme her på siden.

Naturligvis kan disse uregelmæssigheder også være symptom på andre sygdomme, som måske intet har med kræft at gøre. Men da de kan være tegn på kræft, fortjener de øjeblikkelig opmærksomhed, også fordi man opnår de bedste resultater hvis behandlingen kommer tidligt i gang.

Både unge og ældre kan få kræft, men det er dog tydeligt at de ældste aldersgrupper er mest udsat. Kun nogle få kræftformer rammer hyppigere børn og unge.

Hvad kan forårsage kræft?

Hvorfor begynder nogle celler at vokse uhæmmet? Og hvorfor får nogle kræft men andre ikke, skønt omstændighederne synes at være ens?

Øjensynlig er nogle mere disponerede for kræft end andre, og når en bestemt faktor, eller kombination af faktorer, er til stede, vil sygdommen udvikles hos de mest disponerede.

Vi kan tage et eksempel. Det er almindeligt anerkendt at cigaretrygning er en kræftfremkaldende faktor. Blandt storrygere er risikoen for at få lungekræft ti til tyve gange større end blandt ikke-rygere. Imidlertid virker det ikke ens på alle. Selv blandt storrygere er der nogle som ikke får lungekræft. Deres modstandskraft er åbenbart større end andres på det område.

Nogle af de faktorer man i de senere år har peget på som kræftfremkaldende eller kræftfremskyndende, er disse: cigaretrygning, stråleenergi fra sollys og røntgenstråler, visse kemikalier (alene eller i kombinationer), forskellige nedarvede eller medfødte skavanker, kronisk vævsirritation, forstyrrelse af hormonbalancen og muligvis endog psykiske faktorer. I en del år har man set at virus kan „starte“ kræft hos dyr, men det er ikke blevet fuldstændig klarlagt hvilken rolle virus spiller i forbindelse med kræft hos mennesker.

For at en af disse faktorer kan igangsætte udviklingen af kræft, må der imidlertid være en grundlæggende svaghed i legemets immunologiske system. Det vil med andre ord sige at legemets forsvar mod sygdom har en brist et eller andet sted. Derom siger dr. Robert Alan Good fra Sloan-Kettering-kræftcenteret i New York: ’Vi har aldrig fundet en kræftpatient som ikke havde en eller anden immunologisk abnormitet.’

Industrisamfundene

Hvis man skal pege på den betydeligste „årsag“ til kræft, kan man måske sammenfatte det og sige at det må være livsformen i det industrielle samfund. Kræft findes ganske vist i så godt som alle samfundstyper, men industrilandene har langt flere tilfælde end de egentlige landbrugssamfund.

Industrialiseringen har medført et væld af unormale tilstande. Iøjnefaldende er forureningen som har fyldt luften vi indånder, vandet vi drikker og maden vi spiser med en lang række kemiske irritamenter. I De forenede Stater har undersøgelser foretaget af det nationale forskningsråd peget på en vis sammenhæng mellem den kraftige luftforurening i industribyerne og den øgede forekomst af lungekræft.

En lignende undersøgelse herhjemme, foretaget i Fredericia, afsluttedes i 1974. Undersøgelsens leder, overlæge Jørgen Røjel, skrev herom i Berlingske Tidende, 27. september 1974: „Fredericia har i de sidste decennier udviklet sig til en industriby med bl. a. store kemiske industrier, som har givet anledning til betydelige forureningsgener. . . . Det giver stof til eftertanke, at der blandt de 8.036 personer, der boede inden for Voldene i undersøgelsesperioden, er fundet 34 tilfælde af lungecancer, mens der blandt de 26.528 personer, der boede uden for Voldene, er 38 tilfælde af lungecancer. Man har tilsyneladende en tre gange større risiko for at få lungecancer inden for Voldene i Fredericia end uden for Voldene. . . . Talrige undersøgelser har hidtil ikke kunnet støtte den antagelse at luftforurening alene er en primær faktor for opståen af lungecancer. De samme undersøgelser har dog heller ikke kunnet afkræfte den mulighed, at for eksempel tobaksrygning kan frembyde forøget risiko i et luftforurenet miljø.“

Levevisen i industrisamfundet påfører også mennesket et usædvanligt pres og et øget tempo, og dette belaster kraftigt sind og legeme og er med til at nedbryde legemets forsvarsevne.

New York Times har oplyst: „Det anslås at 75 til 85 procent af alle ondartede svulster direkte eller indirekte skyldes faktorer i miljøet — de fleste nogle som kunne undgås.“ Og dr. Frank J. Rauscher jun., fra det nationale kræftforskningsinstitut, U.S.A., siger:

„Firs til femogfirs procent af vore ondartede svulster har ydre årsager — det vil sige at de fremkaldes af faktorer uden for menneskelegemet.

Kræft udvikles med andre ord på grund af noget et menneske gør, på grund af den måde det lever på, eller på grund af noget det udsættes for.“

Et af de klare eksempler på ydre årsager er den virkning cigaretrygning har på lungekræft. Omkring 90 procent af dem der får denne kræftform, ville undgå det hvis de ikke røg.

En anden ydre årsag er asbest. I nogen tid har man lagt mærke til at arbejdere i asbestindustrien var mere udsat for lungekræft og en ellers sjælden brystsvulst der kaldes mesoteliom. Sygdommen udvikles hos folk som i mange år udsættes for asbestfibre.

Har industrisamfundets levevis nogen indflydelse på brystkræft hos kvinder? Ja, i en vis forstand. Sammenlignet med kvinder i landbrugssamfund har kvinder i industrisamfund færre børn, hvis de har nogen, og mange vælger at give deres børn købte fødevareprodukter fremfor at amme dem. Og det har netop vist sig at brystkræft forekommer hyppigst hos kvinder som ikke har født børn og hos mødre som ikke har ammet deres børn. Sygdommen udvikles i flest tilfælde hos kvinder som har passeret overgangsalderen.

En undersøgelse af interesse blev foretaget for nogle år siden på Sønderbro Hospital i København. Den blev kommenteret i Politiken for 25. januar 1972: „Tidlig seksuel aktivitet øger risikoen for livmoderhalskræft, og piger, der som teenagere har haft regelmæssig seksuel omgang og måske endog fået børn før 20-årsalderen, er særligt udsatte for at blive ramt af denne kræftform. Ustabile ægteskabelige forhold, skilsmisser, mange partnere, øger også sandsynligheden for livmoderhalskræft.“ Lignende iagttagelser er gjort ved undersøgelser i De forenede Stater.

Sollys i for store mængder menes at kunne „fremkalde“ hudkræft, især hos mennesker der er lyse i huden. Sådanne advares imod at tage solbad i timevis for at blive solbrændte.

Som det ses har man ikke hidtil kunnet finde nogen enkelt årsag til kræft, men man kender en hel del faktorer som spiller en rolle. Og det ser i hvert fald ud til at den levevis som præger industrisamfundet fremmer nedbrydningen af legemets forsvar mod kræft.

Hvordan behandles kræft?

Ved regulære svulster benyttes fortsat hovedsagelig en kirurgisk behandling. De fleste læger har den opfattelse at det er bedst at få svulsten ud af kroppen, og jo før den opdages og fjernes, jo større er muligheden for at standse kræften og hindre dannelsen af metastaser.

Der er nogen uenighed blandt læger om hvor vidtgående operationen bør være ved forskellige svulsttyper. Patienten må derfor vælge hvilken autoritets råd han vil følge.

Naturligvis er der også nogle som kategorisk afviser kirurgi som behandlingsform. Der er dog tilfælde hvor en operation effektivt standser kræften.

En anden metode er strålebehandling. Ved visse kræftformer foretrækkes den fremfor kirurgisk behandling; i andre tilfælde bruges de to behandlingsformer sammen. De stærke stråler benyttes i håb om at de vil dræbe kræftcellerne uden at skade de raske celler. Som regel er de unormale celler mere følsomme over for bestrålingen end de normale, men denne behandlingsform kræver alligevel stor kyndighed og præcision.

Den medicinske behandling af kræft er i de senere år kommet lidt mere i forgrunden. Engang håbede man at nå afgørende resultater ad den vej, men disse forhåbninger er ikke blevet indfriet endnu. Man har afprøvet titusinder af stoffer, men kun fundet ganske få som var bare lidt virksomme mod kræft. Endelig er der det problem med kemiske stoffer at de, selv om nogle få giver gode resultater, også kan have skadelige bivirkninger.

Immunbehandling er et ret nyt forskningsområde. Den går ud på at styrke legemets immunitetssystem så det bedre kan bekæmpe kræften. Nogle håber at finde et immunitetsfremmende stof der kunne bruges som grundlag for en vaccine. Indtil nu har immunbehandlingen dog kun haft begrænset succes i forbindelse med visse former for hudkræft.

Andre behandlingsformer

De ovennævnte behandlingsformer er de almindeligste, men der findes også andre. Nogle har vakt en del interesse en tid, for så at forsvinde igen da resultaterne udeblev.

Af og til dukker der tilbud op om „sikre“ midler mod kræft, tilbud fra folk som uden skrupler vil søge at få penge ud af kræftpatienter. Som regel afsløres de hurtigt af myndighederne, og der gribes ind mod bedrageriet. Ethvert krav på at have sikre midler mod kræft må betragtes med mistænksomhed. Noget sådant er simpelt hen ikke inden for synsvidde. Kræftspecialisten og nobelpristageren dr. Salvador E. Luria har udtalt: „Enhver forestilling om et lynprogram der kunne give løfte om et ’sikkert middel mod kræft’ inden for tre eller fem eller ti år ville være et selvbedrag og en farlig vildledning af offentligheden.“

Til de „uortodokse“ behandlingsformer hører en meget omdiskuteret benyttelse af et stof udvundet af abrikossten; det kaldes laetrile. I De forenede Stater er det forbudt at benytte stoffet til behandling af kræft; men i Mexico er det tilladt. Dets fortalere er sikre på at det er virksomt mod kræft. Dets modstandere er lige så sikre i deres afvisning.

En af de læger der er mest kendt for at benytte stoffet, dr. Ernesto Contreras fra Mexico, fastholder at det ikke virker helbredende men kontrollerende, og han sammenligner det med insulins betydning for sukkersygepatienter. Imidlertid siger han: „Ved primære ondartede svulster i knogle, muskel, led, osv., primære hjernesvulster og akutte leukæmitilfælde hjælper laetrilebehandlingen som regel ikke.“ I tilfælde af fremskreden kræft, siger han, „er behandlingen palliativ (lindrende) i 60% af tilfældene“ og „det giver en betydelig smertestillende effekt og følelse af velvære“. I en lille procentdel af disse tilfælde, cirka 15 procent, hævder han, sker der en „bremsning af sygdommen eller endog en tilbagegang“.

Skønt dr. Contreras er mere beskeden i sine udtalelser end en del af stoffet laetriles fortalere, vil det meste af lægestanden stadig afvise dem. For nylig blev stoffet prøvet på dyr ved Sloan-Kettering-kræftcenteret i New York. Instituttets leder, dr. Robert Good, sagde: „På nuværende tidspunkt er der intet bevis for at laetrile har nogen virkning på kræft. . . . der er en mængde følelsesladet postyr omkring det, men ikke meget videnskabeligt bevismateriale.“ Metodens fortalere vil naturligvis på deres side protestere mod sådanne slutninger.

Forebyggelse af kræft

I kampen mod kræft er der nogle som anbefaler en sundere ernæring. De mener at et sundt legeme vil være bedre rustet til at forsvare sig mod dannelsen af kræft. Der er stigende anerkendelse af betydningen af en sådan forebyggelse.

En af de ting mange kunne gøre for at forebygge kræft, var at holde op med at ryge. Det ville få antallet af dødsfald som følge af lungekræft til at falde med omkring 90 procent. Det er også et fornuftigt råd der gives af dr. Marvin Schneiderman fra det nationale kræftinstitut i U.S.A.: „Jeg ville anbefale . . . mådehold i alt. Ryg ikke. Skær ned på Deres indtagelse af fedt og kalorier. Mænd bør afgjort have en hel del mere motion — kvinder måske også.“ Nogenlunde samme holdning har kræftforskeren dr. Boris Sokoloff, der har peget på at kræftpatienter i gennemsnit vejer mere end andre patienter og at „overernæring forekommer usædvanlig ofte i kræftpatienters sygeberetning“.

Det anbefales også at man regelmæssigt lader sig undersøge af sin læge. Ved behandlingen af kræft er det ofte meget afgørende at sygdommen konstateres så tidligt som muligt. Med henblik på dette kan man gøre sig fortrolig med de advarende tegn (se side 13) som kan betyde kræft og så søge læge hvis et eller flere af dem melder sig.

Varig helbredelse

Uanset hvor meget den enkelte vil gøre for at forebygge kræft og uanset den umage man vil gøre sig med behandling af sygdommen, er der imidlertid, set under en menneskelig synsvinkel, ingen umiddelbar udsigt til en fuldstændig sejr over den. Men, set under en anden synsvinkel, er en sådan sejr i sigte!

Menneskets Skaber, Jehova Gud, ved hvorfor menneskelegemet nedbrydes og hvad der skal til for at opbygge en varig sundhedstilstand. Snart vil hans himmelske rige begynde at skænke menneskeheden varig helbredelse for alle sygdomme, også kræft.

Guds ord lover at „han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“. (Åb. 21:4) Kongen i Guds himmelske rige, Kristus Jesus, har givet os grundlag for at tro at der vil ske en sådan helbredelse. Mens han var på jorden helbredte han syge og oprejste døde som et vidnesbyrd om hvad han ville gøre i fremtiden som den der er udnævnt af Gud til at være konge. — Matt. 15:30, 31; Joh. 11:38-44.

Opfyldelsen af Bibelens profetier i vor tid peger på at Guds rige meget snart overtager den fulde administration af jorden. Det betyder samtidig at Guds store helseplan træder i kraft i hans nye orden. Det er en stor opmuntring for os at vide at alle kræftsygdomme til den tid vil blive fjernet helt. Al død og lidelse og sorg som følge af kræft vil ophøre for evigt!

[Ramme på side 13]

Uregelmæssigheder der kan være tegn på kræft

1. Usædvanlig blødning eller udflåd.

2. En knude eller fortykkelse i brystet eller et andet sted.

3. Et sår som ikke læges.

4. Ændringer i tarm- og blærefunktionen.

5. Vedvarende hæshed eller hoste.

6. Konstant fordøjelsesbesvær eller synkebesvær.

7. Ændringer i en vortes eller et modermærkes størrelse eller farve.

[Illustration på side 12]

Blandt storrygere er risikoen for at få lungekræft 10 til 20 gange større end blandt ikke-rygere

[Illustration på side 15]

Sollys i for store mængder menes at kunne „fremkalde“ hudkræft