Man taler om fred men ruster til krig

AFSPÆNDINGEN mellem nationerne har været meget omtalt i de senere måneder. Verdensledernes erklæringer indeholder udtalelser om fred som tilsyneladende er alvorligt ment. De og deres tilhængere siger at de er lede og kede af krig. Verden er moden til fred.

Besynderligt nok er imidlertid et af de mest energiske våbenkapløb i historien samtidig sat op i højeste gear. Både industrilandene og udviklingslandene køber og/eller sælger våben i en målestok man ikke før har set magen til. Imidlertid er det særlig våbenkapløbet mellem De forenede Stater og Sovjetunionen der bekymrer resten af verden, på grund af deres avancerede teknik og våbnenes format. Hvem er foran i dette kapløb?

Hvem vinder?

Meningerne er delte, selv blandt dem der formodes at være neutrale. Begge de store stridende parter er hemmelighedsfulde vedrørende mange af deres våben, med hensyn til antal, format og styrke. Russerne praler af at de har de kraftigste våben. Amerikanerne praler af at deres er mere præcise. Det siges at De forenede Stater har mere end tre gange så mange langdistancebombemaskiner som russerne — 496 mod 140.

På den anden side har russerne flere undervandsbåde der er udstyret med raketter. Men det hævdes at U.S.A.s undervandsbåde er mere lydløse og vanskeligere at opdage, og at mange af de raketter de medfører har fra ti til fjorten sprængladninger. Siden midten af 1950erne har Sovjetunionen overgået De forenede Stater med hensyn til fremstilling af krigsskibe. Sovjetunionen har nu 221 store overfladekrigsskibe, mens De forenede Stater har 174.

For tiden koncentrerer begge nationer sig stærkt om forskning og udvikling af raketvåben. Men hvad med forhandlingerne om begrænsning af de strategiske våben (de såkaldte SALT-aftaler) og andre aftaler mellem de to lande — har de ikke standset produktionen af raketter? Nej. SALT-aftalerne har først og fremmest forbudt defensive raketter. Men hvad med de offensive raketter?

De forenede Stater fik lov til at have 1054 raketaffyringsramper på landjorden og 656 på havet ifølge bestemmelserne i SALT-aftalen af maj 1972. Sovjetunionen fik lov til at have 1618 affyringsramper på landjorden hvis den byggede 950 på havet. Hvorfor fik russerne lov til at have flest? Fordi De forenede Stater mente at de havde en klar fordel på raketområdet med MIRV.

MIRV står for „multiple independently targetable reentry vehicle“. Det sigter til at der på hver raket er flere sprængladninger, som alle kan rettes mod individuelle mål når raketten først er nået frem til det pågældende område. Det siges at De forenede Stater allerede har omkring 7000 fuldt monterede MIRV’er. Men skønt U.S.A. tilsyneladende havde en fordel da SALT-aftalen blev underskrevet, skulle det alligevel komme ud for en overraskelse.

Russerne begyndte at afprøve deres egne MIRV’er i 1973, og fremkaldte frygt for at Sovjet kunne overhale De forenede Stater. Men så kom U.S.A. med et modspil. Hvad var det?

Det var den fjernstyrede MaRV — „maneuverable reentry vehicle“. Ligesom med MIRV kan et antal sprængladninger knyttes til én raket og sendes til forskellige mål. Imidlertid kan MaRV-sprængladningerne styres så de skifter kurs mod slutningen af deres bane og rettes ind mod målet.

Men stormagterne oplagrer andet end kernevåben. Antallet af forskellige konventionelle våben vokser også. Den senere tids lokale krige har lært både øst og vest meget med hensyn til sådanne våben.

Kapløbet med konventionelle våben

I Vietnam, for eksempel, udviklede De forenede Stater klasebomber, og lærte at kontrollere spredning af sprængstykkerne. En enkelt klasebombe der nedkastes fra et militært jetfly og som eksploderer i en højde af 180 meter er i stand til effektivt at sprede dødbringende sprængstykker over 900 meter. En F4-Phantom-jager kan medføre otte sådanne bomber, og ved hjælp af specielle bæreanordninger kan de have helt op til femten eller tyve.

Et andet våben der blev delvis prøvet i Vietnam var „svævebomben“. Tidligere har retningen af bomberne fra en flyvemaskine udelukkende beroet på tyngdekraften. Disse nyere modeller bliver imidlertid nøjagtigt styret ved hjælp af laserstråler eller TV. Selv forsigtige sagkyndige taler om en kommende „revolution“ i krigsførelsen på grund af fjernstyrede bomber.

Krigen i Mellemøsten rummede nogle overraskelser for De forenede Staters militærsagkyndige. De russiskbyggede våben der blev betjent af de arabiske nationer viste sig langt at overgå hvad amerikanerne havde forventet. Den sovjetiskbyggede transportable SAM-7 raketaffyringsrampe blev effektivt anvendt til at nedskyde israelske militærfly. Og den er et forholdsvis billigt våben.

En afgørende del af krigen i Mellemøsten bestod i panserslag — krigsførelse med kampvogne. Men man opdagede også at en eneste infanterist kunne gøre det af med en fjendtlig kampvogn. Et yderst eksplosivt antitankprojektil ved navn „Heat“ („varme“) blev anvendt. Det indeholder kobber; når sprængladningen eksploderer imod kampvognens panser, udløser den en strøm af smeltet kobber der brænder et hul i stålet og kvæler mandskabet — og får alle brændbare stoffer i køretøjet til at eksplodere. Nogle antitankprojektiler med sprængladninger af „Heat“-typen styres pr. radio og kan således kontrolleres på deres vej til målet af den soldat der affyrer dem. Israelerne siger at sådanne våben var den største årsag til deres tab af kampvogne.

En anden overraskelse for De forenede Stater var det store og varierede udstyr til natlige kampe som russerne havde forsynet araberne med. Det amerikanske forsvarsministerium har nu sat skub i den amerikanske forskning vedrørende krigsførelse efter mørkets frembrud, efter at have opdaget at russerne har højt udviklede instrumenter der virker efter stjernernes lys, og infrarøde anordninger til kampvogne, antitankraketter og granater, såvel som til lettere kanoner. Lignende udstyr blev anvendt af De forenede Staters luftvåben og flåde i Vietnam.

Nervegas er for tiden midtpunktet i en debat i U.S.A. Én slags, den binære nervegas, består af to kemiske midler der er uskadelige når de holdes hver for sig. Når de først bliver blandet, som for eksempel i en affyret artillerigranat, bliver de imidlertid dødbringende. Julian Perry Robinson og Mathew S. Meselson, der er sagkyndige i kemiske våben, har fortalt et underudvalg i Repræsentanternes Hus at De forenede Staters lager af kemiske våben er fire gange så stort som det var ved afslutningen af anden verdenskrig.

Men U.S.A. og Sovjetunionen har ikke eneret på at købe og sælge våben. Andre, mindre nationer, er også med i billedet.

De andre våbenkapløb

Det håb mange mennesker nærede om at kernevåbnene kunne forbeholdes nogle få store nationer, brast da Indien lod et kernevåben eksplodere i maj sidste år. Nu er der frygt for at et antal mindre nationer og endog organiserede terrorister kan udvikle kernevåben. Siden Indien bragte sit kernevåben til eksplosion, er der færre sagkyndige der spotter en sådan mulighed. De detaljer der er nødvendige for at fremstille en atombombe kan findes i den amerikanske atomenergikommissions dokumenter, der er tilgængelige for offentligheden. Den lille mængde plutonium der skal til som brændstof for bomben er ved at blive nem at få fat i.

I mellemtiden vokser våbendepoterne hos den ene nation efter den anden. De latinamerikanske lande, for eksempel, ønsker ikke længere udrangerede amerikanske sager, men køber kraftige nye våben. De fleste af Sydamerikas indkøb er blevet foretaget af seks lande — Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru og Venezuela; de betalte de fleste af de 1,7 milliarder dollars der blev brugt til svære våben i Latinamerika mellem årene 1967 og 1972. De forenede Stater tegnede sig kun for 13 procent af disse salg. Hvem solgte resten?

Resten af salget gik til Storbritannien (35 procent) for krigsskibe og jetfly, og Frankrig (22 procent), først og fremmest til Mirage-jagere og kampvogne. Blandt de andre lande der leverede var Vesttyskland og Canada. Og nu sælger russerne til Latinamerika.

Dette er ikke noget helt nyt. Cuba, for eksempel, har været i den kommunistiske lejr i nogen tid og siges at have mere end 200 russiske MIG-jagere. Man skønner at russerne har brugt mere end en milliard dollars til at bevæbne Cuba i løbet af de sidste ti år. Men for nylig skal Peru være blevet kunde hos russerne, da landet har købt omkring 200 kampvogne og givet militære rådgivere adgang til landet, som de første i denne verdensdel.

I mellemtiden er de to mægtigste sydamerikanske lande, Brasilien og Argentina, begyndt at fremstille fly, og det hævdes at de foretager raketvidenskabelige eksperimenter.

Samtidig er et såkaldt ’lille våbenkapløb’ i gang i Asien. De asiatiske landes nyeste statussymbol „er at have [deres] egen våbenindustri“, siger Los Angeles Times. Filippinerne, Singapore og Sydkorea enten producerer eller planlægger at producere den amerikanske M-16-riffel. Malaysia, Indonesien og Burma producerer automatiske rifler eller ammunition. Det amerikanske forsvarsministerium indrømmer at det har opmagasineret for en milliard dollars våben der skal leveres til asiatiske allierede, Sydkorea, Thailand og Sydvietnam, i tilfælde af en kommende krig hvor disse lande er indblandet.

Køb og salg af våben er i sandhed en international forretning — til trods for den megen tale om fred.

Hvorfor kapløbet fortsætter

Hvis jordens store militærnationer virkelig ønsker fred, hvorfor fortsætter de så med at øge deres krigsmaskineri?

I hvert fald af én grund: de frygter at deres fjender vil fortsætte med at opruste, hvis de selv skulle holde op at gøre det. De mener at hvis de undlader at opruste, vil deres modstandere måske slutte at de er blevet svækket og så overveje at angribe. Således siger den amerikanske forsvarsminister, James R. Schlesinger: „Vi må opbygge vor fredsstruktur på det internationale miljøs hårde kendsgerninger, og ikke på spindelvævstynde forhåbninger om at menneskehedens fuldkommengørelse er lige om hjørnet.“ Han anklager Sovjets regering for at opbygge en massiv atomstyrke.

Og på den anden side? Den sovjetiske stabschef general Viktor G. Kulikov imødegår: „I de største kapitalistiske lande fortsætter processen med væsentlige forberedelser til en ny krig og stadig øgning og forbedring af våben, først og fremmest kernevåben; processen er endda blevet forstærket.“

Ingen af parterne stoler på hinanden. Derfor er de begge besluttede på at have det mest effektive militærapparat. Som den afdøde amerikanske general Tooey Spatz engang sagde: „Det næstbedste fly er ligesom at have de næstbedste kort i poker“ — værdiløst! I bestræbelserne for at få det „bedste“ anbringes der flere og flere penge i oprustningen. En amerikansk B-1-bombemaskine koster nu 76 millioner dollars. Det er en fordyrelse på næsten tyve millioner i de senere måneder. Overlydsflyet F-15 vil koste over tolv millioner dollars.

Mange siger imidlertid: „Hver af parterne har allerede tilstrækkelig ildkraft til mere end at udslette fjenden. Hvorfor blive ved at give alle disse penge ud for at fremstille flere våben?“

„Fordi,“ siger militæreksperten, „dette våbenkapløb er noget for sig selv.“ På hvilken måde? Jo, det hævdes at de nyere våben er nødvendige for at der kan være flere alternativer i tilfælde af krig. Tidligere våbenkapløb tog sigte på „garanteret gensidig tilintetgørelse“. En krigstrussel, med andre ord, betød da total krig, et internationalt ragnarok. Nu hævder militæret imidlertid at det ønsker at være i stand til at trykke på knappen til mindre krige, at svare igen med samme mønt. Hvis russerne således skulle angribe en amerikansk base, kunne De forenede Stater afpasse sit svar ved at rette et slag mod et lignende russisk mål. Kapløbet må fortsætte, hævder de, for at opnå disse nyere og mere raffinerede våben.

Men der er andre grunde til at man fortsætter med at forske og udvikle våben. Enkeltpersoner — ikke blot nationer — er med i billedet. Lederne frygter for at blive politisk upopulære hvis de forekommer at være svage over for fjenden eller hindrer våbenproduktionen. Tusinder af arbejdspladser for almindelige mennesker afhænger af det militære budget; at sætte farten ned eller standse produktionen ville være en økonomisk katastrofe for dem personligt.

Men hvilket fornuftigt menneske ønsker at der skal indtræffe en altomfattende international konflikt? Ingen. Dog fortsætter våbenkapløbet, der afgjort leder menneskene i retning af en sådan konflikt. Hvorfor? Kunne der være en yderligere årsag der tilskynder jordens herskere og deres tilhængere til at væbne sig? Det ville være logisk.

En dybere grund

Bibelen viser at der er en anden kraft som gør sig gældende. Vi læser om denne i Åbenbaringen 16:14, 16: „De er nemlig dæmoners ånder, . . . og de går ud . . . for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes, Harmagedon.“ Ja, ansporet af usynlige dæmoner væbner „jordens konger og deres hære“ sig i virkeligheden til at kæmpe imod Gud. — Åb. 19:11-13, 19.

Verdsligt sindede mennesker tvivler måske på at dæmonerne virkelig står bag nationerne og samler dem til en konflikt med Gud. Men hvem af dem vil ærligt benægte at til trods for al tale om fred mobiliserer „jordens konger og deres hære“ faktisk imod et eller andet?

Naturligvis kan denne henvisning til Bibelen ikke betyde at alle verdens hære skal samles på det geografiske sted der kaldes Megiddo, et sted som i oldtiden dominerede et strategisk betydningsfuldt pas i Mellemøsten. Alle hærene kunne ikke være på dette sted. Hvad betyder da det bibelske udtryk „Har-Magedon“ eller „Harmagedon“?

Oldtidens Megiddo var skueplads for afgørende slag. Derfor viser Bibelens anvendelse af udtrykket at der må foreligge et stridsspørgsmål — ellers ville der ikke blive nogen krig. Hvilket stridsspørgsmål? „Konger“ hersker over riger. Disse konger ønsker derfor øjensynlig at bevare deres suverænitet. Men Gud har også en hensigt der vedrører hele jorden. Bibelen viser at tiden er nær da han, gennem Jesus Kristus, har til hensigt at fjerne alle modstandere af sit retfærdige herredømme over jorden.

Forekommer det Dem sandsynligt at nationerne vil overgive deres herredømme til Gud og Kristus når den bestemte tid kommer? Er der noget i deres historie der kan give det fjerneste håb om dette? Har de ikke altid været afgjort besluttet på at holde fast ved hver eneste tomme land de kunne?

Det er ikke sådan at nationerne bevidst planlægger en krig med Gud og tager sådanne muligheder i betragtning i deres „krigsråd“. Men nationernes beslutsomme bestræbelser i retning af at ordne jordens anliggender på deres egen måde, uden hensyn til Guds erklærede hensigt, gør en konfrontation absolut nødvendig. De vil komme til det punkt hvor de i forening bruger magt for at prøve på at bevare deres egen måde at regere på. Gud vil reagere med modforholdsregler. Med hvilke konsekvenser?

Åbenbaringen, kapitel 19, beskriver hvordan Jesus Kristus kæmper sejrrigt for Gud og nedkæmper jordens ’konger og hærførere’. Gud vil bevare de personer han anser for retfærdige. Dæmonerne, der har givet en ekstra tilskyndelse til nationernes i forvejen naturlige tendens til at beskytte deres suverænitet, ville glæde sig over at se jorden som en forgiftet, udbrændt slagge. Men Gud vil ikke lade dette ske. Tværtimod vil dæmonerne selv blive skaffet af vejen. — Åbenbaringen 12:12; 19:11 til 20:3.

Alle de nuværende anstrengelser i retning af afspænding gør derfor ikke denne sandhed til intet — at nationerne vil bruge al den magt de kan opbyde for at fastholde deres herredømme. De siger måske fred, men krig er uundgåelig. Efter den største af alle krige vil „jordens konger og deres hære“ imidlertid være borte for evigt. Først da vil der råde sand fred på jorden.

[Oversigt på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Våbenarsenaler vokser i „fredstid“

Affyringsramper (til lands og til vands)

U.S.A.: 1710

U.S.S.R: 2358

Atomsprængladninger

U.S.A: 7000+

U.S.S.R: 2300

Langdistancebombefly

U.S.A: 496

U.S.S.R: 140

Atomundervandsbåde

U.S.A: 41

U.S.S.R: 42

Overfladekrigsskibe

U.S.A: 174

U.S.S.R: 221

[Ramme på side 5]

„Vi ser at De forenede Stater i dag, mens de taler om fred, udvikler nye generationer af kernevåben og affyringssystemer, hvert af dem mere frygtindgydende, mere effektivt og mere dødbringende end de forrige, og at situationen i Sovjetunionen er omtrent den samme. Vi ser at politikerne på begge sider i stigende grad er fanget i en fælde, frustrerede og neutraliserede af kræfter på hjemmefronten der har investeret kapital i strategiske lagre. Det verdensomspændende arsenal af sprængladninger til kernevåben fortsætter sin astronomiske spiral opad.“ — „The Bulletin of the Atomic Scientists“.

[Ramme på side 6]

„Det er fuldt ud muligt at et simpelt men ødelæggende atomvåben nu kunne laves af en eller flere terrorister uden avanceret videnskabelig og teknisk færdighed. Det er den slutning et voksende antal atomsagkyndige er kommet til.“ — „Time“, 13. maj 1974.