„Det endelige våben“ og sikkerhedskapløbet
„ET VÅBEN af enestående styrke, som fuldstændig vil ændre alle fremtidige betingelser for krigsførelse, er i færd med at blive skabt. . . . Medmindre der i rette tid kan opnås overenskomster angående en kontrol af brugen af de nye aktive stoffer, kan enhver nok så stor øjeblikkelig fordel ikke opveje bestandige trusler mod menneskehedens sikkerhed.“ — Niels Bohr, i 1944.
I en FN-rapport hedder det: „Der findes . . . intet mål som er solidt nok til at modstå kernevåbnenes voldsomme virkninger, intet effektivt forsvar mod et målrettet angreb . . . I den forstand står menneskeheden over for det endelige våben.“
Man var ikke længe om at fatte at det ikke blot var muligt at udslette byer i løbet af få sekunder, men at denne ødelæggelse også kunne anrettes forholdsvis let — man behøvede ikke først at nedkæmpe en hær. Med kernevåben kunne man på én dag lamme et lands befolkning og lægge dets økonomi fuldstændig i ruiner uden overhovedet at stå ansigt til ansigt med fjenden.
Den erkendelse at der ikke fandtes noget virkningsfuldt forsvar mod atomvåben muliggjorde deres brug som afskrækkelsesmiddel. I november 1945 skrev den kommanderende general for den amerikanske hærs luftstyrker, Henry H. Arnold, i en rapport til krigsministeren: „Hvorvidt vi opnår virkelig sikkerhed mod atomvåben inden for en overskuelig fremtid vil bero på vor evne til med øjeblikkelig varsel at indlede en militær offensiv med overvældende slagkraft. Det må stå klart for en potentiel angriber at et angreb på De forenede Stater øjeblikkelig vil blive fulgt af et altødelæggende atomangreb mod ham selv.“
Mange mener imidlertid ikke at man skaffer sig virkelig sikkerhed ved hjælp af en sådan afskrækkelsespolitik. Robert J. Oppenheimer, den højtbegavede fysiker der spillede en førende rolle i udviklingen af atombomben, sammenlignede to indbyrdes fjendtlige kernevåbenmagter med „to skorpioner i en flaske, hver især i stand til at dræbe den anden, men kun med risiko for sit eget liv“. For et par år siden udtalte præsident Reagan desuden at det amerikansk-sovjetiske forhold var som når to holdt hver sin pistol rettet mod den andens hoved.
Et forsøg på afspænding
I juni 1946 forelagde De forenede Stater det nydannede FN en plan som opfordrede til dannelsen af et internationalt organ med myndighed til at kontrollere og inspicere alle atomenergianlæg overalt i verden. Når et sådant organ var oprettet, ville De forenede Stater udlevere sine atomhemmeligheder, destruere sine eksisterende atombomber og ikke fremstille flere.
Sovjetunionen holdt på at atomvåbnene skulle afskaffes først, og når det var gjort, kunne man træffe foranstaltninger til kontrol og inspektion. Sagen gik i hårdknude, og i de år med kold krig der fulgte, forsvandt håbet om FN-kontrol.
Våbenkapløbet: Aktion og reaktion
I 1949 bragte Sovjetunionen sin første atombombe til sprængning. Mistænksomheden og mistilliden mellem Øst og Vest voksede sig større, og våbenkapløbet tog for alvor fart. USA svarede igen på den sovjetiske bombe ved at udvikle et langt kraftigere våben, brintbomben. Den første der blev prøvesprængt (i 1952) var omtrent 800 gange kraftigere end de første atombomber. Kun ni måneder senere var det lykkedes Sovjetunionen at udvikle sin egen brintbombe.
Så fulgte de interkontinentale raketter. Sovjetunionen kom først med dem, i 1957. Nu kunne man foretage et kernevåbenangreb på minutter i stedet for timer. USA skyndte sig at indhente det forsømte og havde året efter føjet interkontinentale raketter til sit arsenal.
I mellemtiden arbejdede andre lande på at fremstille og afprøve deres egne atombomber. Efter tur blev Storbritannien, Frankrig og andre lande kernevåbenmagter.
Handlingsmønsteret med aktion og reaktion fortsatte uforandret i 1960erne. Både USA og Sovjetunionen gjorde forsøg med raketter til forsvar mod raketvåben. Begge lærte sig at affyre missiler fra undervandsbåde.
Kapløbet fortsatte op i 1970erne med den betydningsfulde udvikling af MIRV-missilerne, hvor et missil nu kunne medføre mange sprænghoveder der kunne rettes mod hver sit mål. For eksempel medfører det avancerede amerikanske MX-missil („Peacekeeper“ — „Fredsbevareren“) ti sådanne sprænghoveder; det samme gælder det sovjetiske SS-18-missil. Hvert missil kan således udslette ti byer.
Samtidig blev missilerne mere præcise, og dette førte, sammen med udviklingen af MIRV-missilerne, til fornyet ængstelse. Nu kunne man mere præcist rette MIRV-missiler mod fjendtlige missilbaser og militæranlæg fremfor byer. Nogle kom nu på den tanke at en kernekrig måske kunne vindes. Et kraftigt førsteslag kunne berøve modparten evnen eller viljen til at slå igen.
Begge parter følte sig nødsaget til at imødegå denne trussel ved at sikre sig evnen til at gøre gengæld selv hvis modparten fik held til at slå først med et overraskelsesangreb. Man ræsonnerede som så at uden evnen til at slå igen ville der ikke være meget der afskrækkede fjenden fra at angribe; fristelsen til at angribe kunne faktisk vise sig uimodståelig. Ergo: Flere våben.
Nu, nogle år henne i 1980erne, fortsætter våbenkapløbet i halsbrækkende tempo. For få år siden blev udvalget af våben forøget med neutronbomben — en lille brintbombe konstrueret til at udsende dræbende stråling men efterlade bygninger og køretøjer intakte. Et andet nyt våben er krydsermissilet, der kan gå så lavt ned at det flyver lige over træhøjde (under fjendens radar) og rette et præcist kernevåbenangreb mod et mål 2400 kilometer borte. Sidst på scenen er det såkaldte „Stjernekrigsprojekt“, der kan betyde at det ydre rum bliver en del af slagmarken.
Bestræbelser for våbenkontrol
Våbenudviklingsforløbet kunne få én til at tro at kernevåbenkapløbet har fundet sted helt uden begrænsninger, men der er faktisk blevet indgået flere aftaler. Nogle aftaler begrænser afprøvning og fastsætter rammer for bestemte våbensystemer, mens andre forbyder spredning af kernevåben til stater der ikke har dem.
Disse aftaler har kostet en ihærdig og tidkrævende indsats. Men ingen aftaler har nedbragt antallet af allerede eksisterende våben bemærkelsesværdigt.
Problemets kerne er følgende: Der hersker en indgroet og gensidig mistillid og frygt mellem supermagterne. Ironisk nok afstedkommer den deraf følgende usikkerhed blot et krav om flere våben. Flere våben får så begge parter til at tage sig endnu mere ildevarslende og truende ud over for modparten, og folk føler sig derfor mindre sikre end nogen sinde.
[Tekstcitat på side 5]
„Når elefanterne slås, lider også græsset“
[Diagram på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Ét MX-missil har en sprængkraft som 300 Hiroshima-bomber, nok til at udslette et område på 620 km2 (her illustreret med New York-området)
MANHATTAN
Hiroshima-sprængningen
MX-missil-sprængning