Man leder efter en løsning

„Den såkaldte M.A.D.-DOKTRIN [Mutual Assured Destruction: gensidig forvisning om ødelæggelse] er umoralsk. Der er noget mildt sagt makabert ved at vi bygger vor sikkerhed på vor evne til at myrde russiske kvinder og børn. Og det er om muligt endnu mere forkasteligt med overlæg at øge risikoen for at vort eget folk bliver udslettet i en kernevåbenkrig blot for at leve op til et abstrakt begreb, en fortidig, ubevist og ulogisk teori.“ Disse ord af den amerikanske senator William Armstrong afspejler den utryghed mange amerikanere føler ved et forsvar der er bygget på gengældelsesevnen.

Som alternativ foreslog præsident Reagan i marts 1983 SDI (Det Strategiske Forsvarsinitiativ), populært kaldet „Stjernekrigsprojektet“. Han sagde: „Jeg appellerer til den videnskab der skænkede os kernevåbnene, om at stille sine store evner til rådighed for menneskehedens og verdensfredens sag og skænke os de midler der skal til for at gøre disse kernevåben ineffektive og forældede.“

Reagan forestillede sig at der ville blive udviklet raffinerede, teknisk avancerede våben — røntgenlaservåben, elektromagnetiske skinnekanoner, kollisionsvåben og partikelstrålevåben — der kunne forsvare USA og dets allierede ved at splintre fjendtlige missiler før de nåede deres mål.

Men SDI har fra første færd været heftigt og udførligt omdiskuteret. Modstanderne hævder at det er en teknisk umulighed at skabe en „vandtæt paraply“ mod et målrettet angreb — og en ’hullet paraply’ er uanvendelig mod kernevåben. Et amerikansk kongresmedlem opregnede ved en lejlighed en del andre indvendinger og sagde ironisk at „bortset fra den omstændighed at SDI-systemet kan omgås ved lavtflyvning, kan løbes over ende, kan narres, er datamatstyret (og altså ikke kan styres af mennesker), [at den] ville krænke en række traktater angående våbenkontrol og ville kunne udløse en termonuklear krig, . . . er det ikke noget dårligt system.“

Også Sovjetunionen protesterer stærkt imod SDI. Som grund angives blandt andet at USA ganske enkelt ønsker at fremstille et skjold for at kunne svinge sværdet. Embedsmænd fra USA beskylder samtidig Sovjetunionen for i hemmelighed at udvikle sit eget strategiske forsvarssystem.

SDI vil under alle omstændigheder være overordentlig bekosteligt at udvikle og opstille. Udgifterne vurderes til et sted mellem 126 milliarder dollars (knap 820 milliarder kroner) og 1,3 billioner dollars (8,4 billioner kroner). Til sammenligning har hele USA’s hovedvejsnet kostet 123 milliarder dollars (cirka 800 milliarder kroner)! Ikke desto mindre har den amerikanske kongres allerede bevilget milliarder af dollars til SDI-forskning.

Udsigterne til nedrustning

Fra det sovjetiske forsvarsministerium lyder det: „Det sovjetiske folk er overbevist om at kernevåbennedrustning er den pålideligste garanti for at man vil kunne forebygge en kernekatastrofe.“ Alt imens fortsætter våbenkapløbet med uformindsket styrke uden hensyntagen til de høje idealer.

Hvad er den grundlæggende hindring for nedrustningen? Det er mistilliden. I publikationen Soviet Military Power 1987 beskylder USA’s forsvarsministerium Sovjetunionen for at ’tragte efter verdensherredømmet’. Og USSR’s forsvarsministerium taler i publikationen Whence the Threat to Peace om USA’s „imperialistiske ambition om at ’beherske verden’“.

Selv når parterne mødes for at drøfte våbenkontrol beskylder de hinanden for at have selviske bevæggrunde. Førnævnte sovjetiske publikation beskylder således USA for at „blokere fremskridt hen imod nedrustning på alle felter“ i et forsøg på at „styre de internationale anliggender fra en magtposition“.

Hertil svarer USA at våbenkontrol for Sovjetunionen ganske enkelt er et skalkeskjul for at „fastholde et eksisterende militært forspring . . . Desuden betragter [Moskva] våbenkontrolforhandlinger som et middel til at fremme Sovjets militære målsætninger og underminere den folkelige opbakning i Vesten til forsvarspolitik og forsvarsprogrammer.“ — Soviet Military Power 1987.

Nylig indgåede aftaler om at afskaffe alle mellemdistancemissiler tager sig ud som et kæmpemæssigt fremskridt. Det er den første aftale hvor man faktisk nedskærer — ikke blot begrænser — antallet af kernevåben. Men selv efter at en sådan historisk traktat er blevet ført ud i livet, er der stadig lang vej igen før alle kernevåben er blevet afskaffet.

Kontrolproblemet

Lad os antage at alle kernevåbenmagterne faktisk blev enige om en total afrustning. Hvad ville i så fald afholde en nation, eller måske alle nationer, fra at føre de andre bag lyset, enten ved at undlade at skille sig af med alle de forbudte våben eller ved at fremstille dem i al hemmelighed?

Herom udtaler Kenneth Adelman, en forhenværende direktør for USA’s Kontor for Våbenkontrol og Nedrustning: „Afskaffelse af kernevåben ville fordre den mest omfattende og indgående inspektion som tænkes kan . . . Det ville igen kræve at alle nationer viste en åbenhed uden fortilfælde over for fremmed indblanding.“ Det er vanskeligt at forestille sig at noget land ville gå med til en sådan ’åben-dør-politik’.

Men lad os blot antage at nationerne på en eller anden måde overvandt alle disse kolossale hindringer og virkelig nedrustede. Da ville den teknologi og viden der skal til for at fremstille en bombe, stadig findes. Hvis der udbrød en konventionel krig ville der altid være en risiko for at den blev optrappet til et punkt hvor man igen begyndte at fremstille kernevåben — og bruge dem.

I den anledning udtalte Hans Bethe, en af de fysikere der var med til at fremstille den første atombombe, for nylig: „Vi mente at vi kunne kontrollere ånden i flasken. Den ville ganske vist ikke ned i flasken igen, men vi havde rimelige grunde til at antage at vi kunne holde hånd i hanke med den. Jeg er nu klar over at det var en illusion.“

[Illustration på side 7]

Nogle hævder at det er bedre at satse på forsvar mod et kernevåbenangreb end på modangreb