Hvad de fattige lande siger

INGEN ønsker at være fattig. Alligevel er der i dag umådelig mange fattige i verden. I mange lande lever næsten hele befolkningen i fattigdom.

Verdenslederne betegner sådanne lande som „underudviklede“. Men i virkeligheden er de fattige. Disse lande kaldes også „den tredje verden“, og de regnes for at stå under de rige lande og de lande der til en vis grad er velstående.

For århundreder siden forhindrede den begrænsede oplysning og samfærdsel at folk i de fattige lande så hvordan man levede i de mere velstående lande. Men i dag er det anderledes. Fattige mennesker overalt får ved hjælp af aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn et indtryk af hvordan „den anden halvdel“ lever. De ønsker også at leve sådan.

Mange sagkyndige siger at verdenssituationen kan blive meget eksplosiv på grund af de fattige nationers voksende forventninger. Man har på fornemmelsen at hvis deres situation ikke forbedres, vil de måske være villige til at acceptere yderliggående løsninger på deres problemer. Der er også almindelig enighed om at den tid er forbi da de fattige lande kunne overbevises om at deres tilstand simpelt hen var bestemt af „skæbnen“, som de passivt måtte acceptere.

„En slags rigsretssag“

I foråret 1974 afholdt FNs generalforsamling et ekstraordinært møde på foranledning af de „underudviklede“ lande. Mødet, der varede tre uger, beskæftigede sig med disse landes problemer, særlig de rigere landes anvendelse af deres råstoffer.

Om dette møde skrev James Reston fra New York Times: „Der foregår også en slags rigsretssag her ved De forenede Nationer — ikke mod et menneske men mod en kultur. De fattige lande fremdrager hver dag anklagepunkter mod de rige lande.“

Hvad sagde de fattige lande? Deres „anklagepunkter“ vises på denne side.

Det er nogle af de klagepunkter som de fattige lande fremfører. De peger også på det uhyre overforbrug eller endog direkte spild i de mere velhavende lande. For eksempel bruger verden nu, og det gælder hovedsagelig industrilandene, omkring 1200 milliarder kroner om året til oprustning. De fattige lande tænker på hvor meget der kunne gøres for at afhjælpe deres situation med alle disse penge. Og dog er det en kendsgerning at en betydelig del af de fleste fattige landes årsbudget også går til krigsmateriel!

De fattige lande kan også pege på at hvis amerikanerne spiste blot én hakkebøf mindre om ugen, ville man spare mere korn end Indien forventes at indføre på et år. Det anslås også at den kunstgødning amerikanerne med rund hånd strør ud over deres plæner, buske og blomster, kunne række langt i retning af at udligne Asiens underskud af kunstgødning, og hjælpe asiaterne til at brødføde sig selv. Ydermere kunne, ifølge landbrugseksperter, den mængde korn der årligt bruges til fremstilling af alkoholiske drikke i De forenede Stater, holde 500.000 mennesker i Sydasien i live i samme tidsrum.

Men er det realistisk at tro at folk i de rigere lande ville give afkald på sådanne ting for at hjælpe de fattige lande? James Reston spørger: „Kan de rige og de fattige lande fortsætte på denne måde? Kan de udviklede lande forbruge, smide væk og kræve arbejdsløn som de gør, og ignorere den elendighed der hersker hos flertallet af menneskeslægten i de fattige lande?“ Han bemærker derefter at de fattige lande spørger: „Vil de store nationer så meget som lytte?“ „Svaret,“ siger Reston, „er tydeligvis ’ikke endnu’.“

Så efterhånden som den internationale debat fortsætter, vokser pessimismen. Hvorfor? Fordi de fleste af de fattige landes problemer ikke bliver løst. De bliver værre.

Problemerne vokser

Til trods for at der tales om og arbejdes på „fremskridt“, bliver der konstant flere fattige i verden. I dag, hvor mennesker rejser til månen og atomkraften bliver tæmmet, er der langt flere som er sultne, er dårligt klædt, bor i utilstrækkelige boliger og som ikke kan læse og skrive, end der har været nogen sinde før i historien! Hvor mange drejer det sig om? De forenede Nationers generalsekretær, Kurt Waldheim, svarer:

„Den stærkeste enkeltanklage mod vor nuværende verdenscivilisation er at der fortsat er en stor, vidt udbredt fattigdom blandt to tredjedele af verdens befolkning.

Den gennemtrænger hver eneste fase af livet i udviklingslandene: de underernærede børn, de hyppige sygdomsudbrud, den omfattende arbejdsløshed, den udbredte analfabetisme, de overfyldte byer.“

Den nuværende verdensbefolkning er på næsten fire milliarder. To tredjedele, ifølge Waldheim, er meget fattige. Det er omkring 2,6 milliarder! Og verdens befolkning vokser med eksplosiv hast, især i de fattige lande. Med den nuværende tilvækst vil den fordobles i løbet af blot femogtredive år. Den svenske ernæringsekspert Georg Borgström siger:

„Den eksplosive vækst i befolkningstallet truer med at opveje de fremskridt menneskeheden har gjort og at undergrave alle menneskelige værdier, og sænke en stadig større del af menneskeheden ned i ussel fattigdom.

I modsætning til den almindelige antagelse og til trods for vore modforholdsregler, sker der en ubarmhjertig forøgelse i antallet af sultne, tørstige, fattige og analfabeter, både i relativ og absolut forstand.“

I Indien, der har verdens næststørste befolkningstal, bor der næsten 600 millioner mennesker, og landet har nu en årlig tilvækst på 13 millioner. Et medlem af Indiens regering anslår at næsten to tredjedele af landets befolkning nu lever „under fattigdomsgrænsen“. Det er omkring 400 millioner mennesker! Det oplyses at de har en gennemsnitsindtægt på omkring fyrre kroner om måneden. Antallet af arbejdsløse i landdistrikterne er blevet seksdoblet på tyve år, fra over tre millioner til over atten millioner nu. Og Indiens situation bliver fortsat værre på grund af ringe høstudbytte og drastisk højere priser på de produkter landet må importere, såsom olie og kunstgødning.

Antallet af analfabeter, mennesker som hverken kan læse eller skrive, vokser. Omkring tre fjerdedele af alle indbyggere i de afrikanske lande er analfabeter. Halvdelen i Asien er analfabeter. Og omkring en fjerdedel af alle latinamerikanere er analfabeter.

I nogle lande er fattigdommen blevet så alvorlig og tilsyneladende håbløs at „den har givet ordet ’fattigdom’ nye dimensioner“, siger tidsskriftet Atlantic. Om et asiatisk land siger dette blad:

„Man kunne endog sige at det er for langt ude til at kunne regnes med blandt de kæmpende lande i den tredje verden. Det er på vej mod en opdukkende fjerde verden af unge og ludfattige stater der kun holdes i live ved stærke overførsler af udenlandsk hjælp. . . .

Uden internationale almisser ville de synke som sten . . . Ingen har brug for dem, ingen ønsker dem.“

Kløften udvides

Hvad der foruroliger mange sagkyndige, er at de fleste fattige lande sakker mere og mere agterud i forhold til de rige lande. Folks indtægter i Europa og Nordamerika er meget større end folks indtægter i de fattige lande. Og kløften bliver større, ikke mindre.

For eksempel viser statistikker fra FN at gennemsnitsindtægten i De forenede Stater i løbet af otte år er blevet øget med et beløb der er 25 gange så stort som den gennemsnitlige indtægtsforøgelse i Afrika, 16 gange så stort som forøgelsen i Asien og 9 gange så stort som forøgelsen i Latinamerika.

Det samme gælder fødevareproduktionen. I løbet af seks år er fødevareproduktionen pr. indbygger vokset 9 procent i Vesteuropa. Men i samme tidsrum faldt den 5 procent i Afrika. Latinamerika og det nære østen viste slet ingen forøgelse pr. indbygger. Og disse tal blev offentliggjort før den katastrofale fødevaremangel i Afrika og dele af Asien.

Det er heller ikke realistisk af folk i de fattige lande at mene at de en skønne dag vil have de samme materielle goder som de mere velstående lande har. Hvis alle lande skulle producere de varer som De forenede Stater gør, ville det kræve at verdensproduktionen af råstoffer blev øget i et fantastisk omfang. For eksempel måtte jern- og zinkproduktionen vokse til omkring 75 gange den nuværende størrelse. Der skulle produceres 200 gange så meget bly og 250 gange så meget tin. I betragtning af at industrilandenes enorme, voksende appetit allerede nu tærer stærkt på jordens ressourcer, ville en produktion der kunne bringe de fattige lande på lige fod med de rige lande for øjeblikket være umulig.

For nogen tid siden hævede de olieproducerende lande deres oliepriser til det firdobbelte. Dette har vist sig at være et alvorligt slag for industrilandene. Men for de fattige lande har det vist sig at være en katastrofe. Disse lande kunne ikke klare deres omkostninger, selv før denne forhøjelse. Det er grunden til at den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt har sagt: „Udviklingslandene er i fare for at blive sat udenfor. Selve deres eksistens er truet af de højere oliepriser.“

Disse mørke udsigter for de fattige lande omtales af forfatterne Paul Ehrlich og Dennis Pirages i deres nye bog Ark II. De påpeger:

„Det er tydeligt at den yndede tanke om at [de fattige lande] en skønne dag kan indhente industrilandene, ikke er andet end en myte som udbredes af ’dem der har noget’ for at holde ’dem der ikke har noget’ i ave.

Det foreliggende videnskabelige materiale viser at kløften mellem de rige lande og de fattige lande bliver større, ikke mindre.“

En ændret holdning

At kløften bliver større, får også alvorlige konsekvenser for de rige lande. Det skyldes deres voksende afhængighed af råstoffer fra landene i „den tredje verden“. Nu har disse lande nemlig ændret holdning til hvordan deres ressourcer skal benyttes — og betales.

Et eksempel på dette var den aktion som de olieproducerende u-lande foretog, og som sendte chokbølger gennem industrilandene. I mange årtier har de fattigere olieproducerende lande måttet sælge deres olie til en relativt lav pris. Men så forenede disse lande sig og blev enige om at firdoble deres priser. Shahen af Iran gav udtryk for deres ændrede holdning ved at sige: „Den billige olies tid er forbi. Vi må tilføje at udbytningens tid er forbi.“

Efter at have iagttaget hvad der skete med oliepriserne, udtalte forbundskansler Helmut Schmidt: „Kampen om oliepriserne kan i morgen blive efterfulgt af en lignende kamp om priserne på andre vigtige råstoffer.“ Dette synspunkt blev bestyrket af premierministeren i Jamaica, et land der er rigt på bauxit, hvoraf man fremstiller aluminium. Han erklærede:

„De underudviklede lande kan ikke længere fortsætte med at levere råstoffer til de udviklede lande på det gamle grundlag, og i en verden med inflation er det vigtigt at kæde værdien af råstofferne sammen med værdien at de færdige produkter.“

De fattige lande har stillet de rige lande over for en klar udfordring. De vil ikke længere passivt acceptere hvad industrilandene har taget for givet i mere end to århundreder. De har ment at der altid ville være billige råstoffer til rådighed fra de fattige lande. Dette er ikke længere tilfældet.

Imidlertid er de fleste fattige lande sådan stillet at de ikke er velsignet med råstoffer i rigelig mængde. De lever i det store og hele af landbrug, og da de ikke har nogen mineral- og olieforekomster af betydning, har de ikke noget at sælge til andre lande de år høsten slår fejl. Derfor kan de ikke skaffe sig penge til fødevarer og andre ting som de kommer til at mangle i dårlige år. Det er netop hvad der er ved at ske i forskellige lande i Afrika, Asien og Latinamerika.

En vred digter i et fattigt land har udtrykt sine følelser med disse ord: „Hvordan klarer vi den varme sol? Ved at lade os brænde af den. Hvordan beskytter vi os mod regnen? Ved at lade os gennembløde af den. Hvordan holder vi sulten borte? Ved at sulte ihjel. Hvordan helbreder vi vore sygdomme? Ved at dø.“

Hvor er det tydeligt at systemet i dag ikke fungerer! Menneskeheden har hårdt brug for en ny ordning, en der kan gavne folk af alle nationer. Kun Guds nye ordning der er på vej kan og vil gøre dette.

[Ramme på side 7]

„Anklagepunkter mod de rige lande“

1. Omkring ét af tre børn der fødes i fattige lande dør før det er fem år gammelt.

2. De børn der overlever, siger Pakistans finansminister Mubashir Hasan, „venter der en ussel, desperat og fornedret tilværelse. Det bliver en voldsom men, barmhjertigt nok, kort kamp, eftersom de ikke kan forvente at leve mere end tredive år“.

3. Den voksende katastrofe der opsluger mange afrikanske lande på grund af tørke og dårlig ledelse, overstiger de udviklede landes fantasi. Dette er også en irettesættelse til De forenede Nationer, der i sin pagt lovede at fremme „forbedring af levevilkårene, fuld beskæftigelse samt fremskridt og udvikling med hensyn til økonomiske og sociale forhold“.

4. Landene i det der tidligere kaldtes den kristne vestlige verden og nu kaldes den industrielle vestlige verden eller den udviklede verden, snyder de fattige lande. Hvordan? Ved at købe råstoffer og andre produkter af de fattige lande meget billigt, og sælge de færdige produkter til dem til en meget høj pris.

5. De rige lande betaler deres arbejdere ti til tyve gange så meget som arbejderne i de fattige lande får. Hvis lønnen stort set var ens, ville de fattige lande få omkring 1500 milliarder kroner mere om året for deres arbejde og deres produkter.