Hvor alvorlig er knapheden?

TIDLIGERE tænkte man kun lidt på at der var grænser for jordens ressourcer. Dens rigdom på råstoffer blev i høj grad taget som en selvfølge. I århundreder er der derfor blevet drevet rovdrift på mineraler, fossilt brændstof og andre forråd som om de var ubegrænsede.

I dag stiller sagen sig anderledes. Jorden betragtes ikke længere som en uudtømmelig kilde til rigdom.

Væksten fremmes

Indtil for nylig accepterede de fleste økonomer de ideer som den engelske økonom John Maynard Keynes havde opstillet. Det var hans opfattelse at økonomiske problemer, deriblandt depression og arbejdsløshed, kunne afhjælpes ved tilskyndelse til masseforbrug af varer, selv om enkeltpersoner, virksomheder og regeringer måtte stifte gæld.

Man mente at den fortsatte stigning i efterspørgselen efter varer ville give større produktion og dermed flere fabrikker, flere arbejdspladser og højere indtægt for alle — og således resultere i „velstand“. Dette har nu i årtier været den almindelige politik i den vestlige verdens økonomiske liv.

Men det er nu endelig blevet klart at der måske er noget alvorligt forkert ved teorien om konstant vækst, rent bortset fra at den voksende gæld kan blive en utålelig byrde. Det der fik sagen til at tilspidse sig hurtigere end forventet var „befolkningseksplosionen“. Den skyldtes en fortsat høj fødselshyppighed og en ny, dramatisk nedgang i børnedødeligheden som følge af bedre sygdomsforebyggelse.

Især efter den anden verdenskrig begyndte verdens befolkning at vokse hurtigere end nogen sinde. Der findes nu næsten 4 milliarder mennesker på jorden, og omtrent 80 millioner føjes til hvert år. Med denne hastighed vil folketallet blive fordoblet i løbet af blot femogtredive år. Det er tydeligt for lederne i verden at jorden ikke evigt kan ernære en sådan „eksploderende“ befolkning.

Ressourcerne ved at slippe op?

Vil det sige at jordens ressourcer er ved at slippe op? Nej, egentlig ikke. I det mindste ikke i øjeblikket. Hovedproblemet er den måde det menneskelige samfund er indrettet på i dag, hvor vægten lægges mere og mere på industrialisering.

En overordnet inden for mineindustrien bemærker i Vital Speeches: „Eftersom mineralrigdommene ikke fornys, vil der ubestridelig engang i fremtiden finde en udtømning sted af de økonomiske ressourcer — men den dag synes ganske fjern. De mangler man har oplevet i de sidste femten måneder, er ikke forårsaget af mangel på tilgængelige reserver.“

Men selv om der stadig er betydelige reserver tilbage i jorden, er det en helt anden sag at levere tilstrækkelige mængder til de lande der har brug for dem, tilpas hurtigt og billigt. Det der gør sagen kritisk for Vesteuropa, Japan og selv De forenede Stater, er at de bedste reserver af de fleste mineraler og energikilder som de har behov for, ikke findes inden for disse landes egne grænser. Og de reserver de har er ikke tilstrækkelige, og forbruges hurtigere og hurtigere på grund af den enorme appetit disse lande har. De lider således under en alvorlig og voksende mangel på råstoffer.

Vældig efterspørgsel

Tidligere, da folk hovedsagelig ernærede sig ved landbrug, var efterspørgselen efter jordens ressourcer meget lille. Men da industrialderen begyndte for et par hundrede år siden, voksede behovet for råstoffer med en voldsom fart.

Industrisamfund behøver fabrikker, kontorer, beboelsesejendomme, kraftværker, maskiner, transport og energi. Disse ting kan ikke bygges uden stål, aluminium, kobber, beton og andre materialer. Og industricivilisationens brændstof er hovedsagelig olie.

I industrilandene i Vesteuropa, Japan og Nordamerika er efterspørgselen efter alle disse ressourcer vokset flere gange så hurtigt som deres befolkningstilvækst. Men denne vækst i efterspørgselen får endnu et skub — fra de „eksploderende“ befolkninger i det der kaldes den underudviklede verden.

Folk i disse fattigere lande ønsker også maskiner og andre varer som de ser industrilandene. Og deres ledere skubber disse lande ind i industrialderen så hurtigt de kan. Et eksempel på hvor meget dette kan forøge efterspørgselen, omtales i bogen Introduction to Geology: „Forbruget af jern i De forenede Stater forøgedes over tyve gange, mens landets befolkning fordobledes.“

Når et land bliver højt industrialiseret, forøges dets appetit efter råstoffer helt uforholdsmæssigt sammenlignet med befolkningstilvæksten. Og i de fattigere lande findes der milliarder af mennesker som efterspørger varerne fra industrien. Som økologerne Paul Ehrlich og Dennis Pirages erklærer i deres bog Ark II: „Disse talmæssige kriser forværres af en verdensomspændende revolution af stigende forventninger. Materialismen er blevet en universel religion. Fortsat vækst i produktionen betragtes af næsten alle som en nødvendighed.“

Den generelle befolkningstilvækst i verden plus de allerede industrialiserede landes umættelige krav, og nu de fattigere landes voksende forventninger, er således alvorlige belastninger for jordens ressourcer. Hvor alvorligt det er omtaler statsvidenskabsmanden William Ophuls i tidsskriftet Harper’s:

„For at skaffe plads til verdens voksende befolkning må vi, i de næste cirka tredive år, bygge så mange huse, hospitaler, havne, fabrikker, broer og alle andre slags faciliteter at det svarer til alle de bygningsværker mennesker har opført indtil nu. . . .

Problemerne opstår nu så hurtigt at de må forudses lang tid i forvejen. Ellers vil vore ’løsninger’ være for små og komme for sent. . . .

Kun den største omhu kan forhindre et sammenbrud af det teknologiske samfund som vi alle er afhængige af.“

Presset var klart synligt i 1973 og begyndelsen af 1974. Efterspørgselen steg hurtigt dengang, på grund af højkonjunkturer i økonomien verden over. Regeringerne havde lånt og pumpet flere og flere penge ind i deres økonomi for at opretholde denne velstand. Men skønt efterspørgselen pludselig steg, blev der ikke bygget nye fabrikker og miner tilstrækkelig hurtigt. Lagrene blev tømt i løbet af kort tid. Kobber er et typisk eksempel; produktionen af kobber er gennemsnitlig steget med cirka 4 procent om året siden først i 1950erne. Men i 1973 steg efterspørgselen i den vestlige verden med mere end 10 procent. Efterspørgselen efter varer overgik således produktionsdygtigheden, hvilket også bidrog til at skabe en voldsomt springende inflation.

Med inflationen steg omkostningerne ved at låne penge hurtigt. Dette gjorde det dyrere at bygge nye produktionsanlæg. Som U.S. News & World Report skriver: „I den ene industrivirksomhed efter den anden forstærkes mangelen på materialer og produktionskapacitet af det som måske udgør den mest kritiske mangel af alt — penge. . . . Industrien er hårdt presset for at finde måder at betale på for at produktionskapaciteten kan holde trit med efterspørgselen.“

Priserne — op, op, op

Priserne varierer naturligvis. Undertiden falder de, særlig når der er overskud af visse varer. Men den stadig stigende efterspørgsel, den voksende knaphed og kappestriden om jordens ressourcer øver et opadgående tryk på priserne. Dette kan ses på det ovenfor viste skema med eksempler på engrosprisforhøjelser.

Men der er endnu en grund til at priserne på metal og andre stoffer er steget. De „underudviklede“ lande som råder over råstofferne, ønsker flere penge for deres produkter, så de kan købe de ting de ønsker, af industrilandene. Den firdobbelte forhøjelse af oliepriserne er stadig i frisk erindring i alle lande. Og lignende prisforhøjelser er sket med andre varer.

For eksempel har Jamaica og nogle få andre lande, blandt andet Guinea, Guyana og Surinam, rige aflejringer af bauxit, den vigtigste malm ved fremstillingen af aluminium. Deres priser er steget betydeligt. Også kobber ser ud til at ville stige i fremtiden, eftersom Chile, Peru, Zambia og Zaïre dækker det meste af verdens behov. Det samme gælder tin, eftersom cirka 70 procent af eksporten hovedsagelig kommer fra Bolivia, Malaysia og Thailand. Mange andre nødvendige varer følger det samme mønster.

Afhængig af import

Kun få i de industrielle samfund forstår til fulde i hvilken grad deres levevis er afhængig af import. Mange af disse importerede varer er nødvendige fordi de pågældende lande ikke selv er i besiddelse af visse produkter, som må skaffes et andet sted fra.

Holland, for eksempel, importerer de fleste af sine proteinrige fødevarer, al bomuld og cirka 80 procent af sin uld. Det må også importere antimon, bauxit, kobber, guld, jernmalm, nikkel, fosfat- og potaskekunstgødning, tin, zink og mange andre ting, heriblandt olie. Danmark og andre europæiske lande er i en lignende situation.

Med hensyn til olie er det meste af Vesteuropa fuldstændig afhængigt af olieimport, idet det selv kun producerer meget ringe mængder. Olieembargoen i efteråret 1973 afslørede hvor skrøbelig disse landes velstand er. I løbet af kort tid kunne en afbrydelse af olieimporten ødelægge deres levevis.

Japan betragtes ofte som et eksempel på materiel fremgang. Men den er blevet opnået hovedsagelig ved hjælp af andre landes ressourcer. Ud over at importere mange af sine fødevarer, importerer Japan de fleste af de råstoffer der bliver brugt i industrien. Dette indbefatter 92 procent af jernmalmen, 59 procent af de forkoksede og fede kul, al bauxitmalmen, 84 procent af kobberet og 99,7 procent af olien. Japans „velstand“ er sandelig også bygget på et skrøbeligt grundlag.

De forenede Stater importerer mere

De forenede Stater betragtes som den mest produktive nation på jorden. Alligevel er U.S.A. i samme vanskelige situation som Japan og Vesteuropa. Således skriver U.S. News & World Report:

„Amerika — i begyndelsen velsignet med en rigdom af naturressourcer — er ved at blive et ’ikke-besiddende’ land.

De hårde kendsgerninger viser at U.S.A. bliver mere og mere afhængigt af andre lande for at få de råstoffer der er så vitale for dets status som verdens rigeste land. Disse råstoffer vil det i fremtiden ikke være let at skaffe, får amerikanerne at vide.“

Mange af de lettest tilgængelige råstofkilder i De forenede Stater er allerede blevet udnyttet. De rige jernlejer ved Mesabi Range i Minnesota er for eksempel næsten udtømt. Dybereliggende malm er dyrere at bryde. De lettest tilgængelige oliefelter er allerede blevet tappet. Det er derfor olieboringen på havet udvides. Oliebrøndene på land bores også dybere og dybere. Og olie fra Alaska vil strømme til i rørledning. Allerede nu importerer landet cirka en tredjedel af de olieprodukter det bruger.

Derudover er U.S.A. nu afhængigt af andre nationer med hensyn til cirka en tredjedel af alle de mineraler der bliver betragtet som væsentlige for dets industri. Det anslås at denne afhængighed i 1985 vil stige til halvdelen. Omkostningerne? I 1970 manglede produktionen af mineraler i De forenede Stater næsten 9 milliarder dollars i at dække behovet. Og en regeringsembedsmand anslår at dette underskud vil nå 31 milliarder dollars i 1985, og 64 milliarder i år 2000. Alt dette må erstattes gennem import. Disse beregninger blev foretaget før den voldsomme prisinflation i 1973 og 1974!

De forenede Stater har også et vældigt behov for ferskvand. Industrien forbruger enorme mængder; der behøves for eksempel 380.000 liter vand for blot at fremstille én bil. Med den nuværende forbrugshastighed anslås det at landet i løbet af blot 25 år vil have behov for cirka 950 milliarder liter ferskvand daglig til selve produktionen og andre 1710 milliarder liter til at føre affaldet væk. Men den nuværende strøm af brugbart overfladevand anslås kun til mellem 380 og 475 milliarder liter om dagen.

Findes der i dag noget industriland som i det store og hele er selvforsynende med råstoffer? Ja. Der er Sovjetunionen, som stadig har uoverskuelige mængder af uudnyttede råstoffer. Dog er dets jord ikke så god som De forenede Staters; og derfor oplever russerne hyppigt nedgang i afgrøderne og må importere fødevarer.

På vej mod en forandring

Industrilandene, og især de højt udviklede i Vesteuropa, Japan og De forenede Stater, har arbejdet sig ind i en fælde. For at opretholde deres nuværende levestandard må de importere voksende mængder af de råstoffer og energikilder de behøver. Men de fattigere lande som har disse ressourcer, forlanger nu flere penge for dem.

Det øjeblikkelige resultat af dette er at disse industrilande får en større og større gæld for at kunne betale de ting de behøver. Alene olieregningen i det forløbne år har fået hele den vestlige verdens økonomi til at vakle. Nation efter nation sætter sig i gæld for at kunne betale de høje olieudgifter. Bortset fra at det bliver sværere og sværere at skaffe de råstoffer og fremstille de ting som er efterspurgt, er industrilandenes finansielle situation således blevet desperat.

Økonomer er enige om at det ikke er muligt at fortsætte ret meget længere på denne måde. Noget må ændres. Underskuddene på disse landes internationale betalingsbalancer er ensbetydende med at der snart må finde en radikal ændring sted. Mens milliardlån fra de nu rige olieproducerende lande er medvirkende til at udskyde katastrofen et stykke tid, kan en sådan lånevirksomhed ikke fortsætte i det uendelige, eftersom de summer der er behov for er enorme. Det kunne resultere i at disse lande simpelt hen ikke længere ville have råd til hele denne import for at opretholde deres levevis. Det ville betyde en drastisk ændring i levestandarden.

Menneskers evne til at tilpasse sig en lavere levestandard er usikker. Hvad der muligvis vil finde sted antydes af følgende citat, der stod at læse i New York Times:

„CAIRO, 10. august (Reuter) — To mennesker blev dræbt og fem såret i tilstrømningen for at købe et stykke sæbe, som der er knaphed på i disse dage i Ægypten, rapporterer avisen Al-Ahram.

I en kamp om det sidste stykke sæbe i en forretning i landsbyen Rozeik, blev købmanden og hans søn dræbt, skriver avisen.“

Den britiske historiker Arnold Toynbee udtaler at industrilandene „vil befinde sig i en permanent belejringstilstand hvor de materielle livsbetingelser . . . stadig vil blive ringere“. Han tilføjer:

„Inden for hvert af de belejrede ’udviklede’ lande vil der herske forbitret kamp om kontrollen over de formindskede ressourcer. . .

Derfor må der i alle ’udviklede’ lande påtvinges en ny livsform — en strengt ensrettet ordning — af en hensynsløs, autoritær regering.“

Det er klart for mange iagttagere at en vældig omvæltning i verdensforholdene ikke kan være fjern. Problemerne er blevet for kritiske. Forfatterne til Ark II siger det på denne måde: „Vi ved at den gamle ordning ikke kan holde sammen ret meget længere.“

[Oversigt på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Engrosprisstigninger i U.S.A. på et enkelt år (1973-1974)

Vare: Avispapir

Prisstigning: 21 procent

Vare: Stålaffald

Prisstigning: 174 procent

Vare: Svovlsyre

Prisstigning: 32 procent

Vare: Tin

Prisstigning: 106 procent

Vare: Kobber

Prisstigning: 43 procent

Vare: Aluminiumbarrer

Prisstigning: 32 procent

Vare: Zink

Prisstigning: 67 procent

Vare: Benzin

Prisstigning: 100 procent

Vare: Fyringsolie

Prisstigning: 109 procent

[Illustration på side 4]

Hovedårsager til knapheden

Befolkningseksplosion

Industrialisering

Udtømning af råstofreserver

Øgede forventninger

Politiske splittelser