„Den tredje verden“ tager til orde
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SRI LANKA
DE FLESTE lande i verden er forholdsvis fattige. Af de 145 lande der udgør De forenede Nationer, er mere end 100 i denne kategori. Verdenslederne kalder taktfuldt sådanne fattige lande for „underudviklede“ eller „udviklingslande“.
De omtales også som „den tredje verden“. Hvorfor? Oprindelig blev dette udtryk anvendt for at betegne de lande der var neutrale, ikke tilsluttet en politisk blok. Det vil sige at de hverken var bundet af den kommunistiske blok eller af den vestlige blok. Følgelig blev de betragtet som en „tredje verden“.
Men i de senere år er de kommunistiske og vestlige blokke blevet splittet. Desuden er nogle af de kommunistiske lande og nogle af de vestligt orienterede lande også fattige. Derfor anvendes udtrykket „den tredje verden“ nu almindeligvis om de lande der ikke er højt udviklede, hverken økonomisk eller på andre områder. Og de fleste af dem betragter stadig sig selv som alliancefri.
Politisk indflydelse
Skønt disse lande kan være underudviklede i økonomisk forstand, så har de dog skaffet sig en vis politisk indflydelse. Ofte ser det store flertal af landene i den tredje verden ens på tingene, som gruppe betragtet. Derfor holder de sammen når der skal stemmes om forskellige spørgsmål i De forenede Nationers generalforsamling. Og de stemmer uafhængigt af hvad de udviklede lande måtte ønske. De følger ikke længere de stærkere industrilande eller dem der engang var koloniherrer.
Følgelig ser de vestlige lande at de i mange anliggender bliver modstået af dette „nye flertal“ i De forenede Nationer. Og ofte støttes den tredje verdens synspunkter af de kommunistiske lande.
Dette har ført til en fuldstændig ny situation når man sammenligner med De forenede Nationers første år. Dengang beherskede de vestlige lande, anført af De forenede Stater, afstemningerne i generalforsamlingen.
Men det er nu noget der hører fortiden til. Som U.S. News & World Report erklærer: „Det største modsætningsforhold i [FNs generalforsamling] skyldes et sammenstød mellem politiske og økonomiske interesser i den tredje verden (de mindre udviklede lande i Asien, Afrika og Latinamerika) på den ene side, og den industrielt udviklede vestlige verden på den anden side. Hvis den tredje verden anvender sit såkaldte flertalstyranni, og det gør den, kan den vælte hver eneste af generalforsamlingens resolutioner trods alle indvendinger fra de mere udviklede lande.“
Ovennævnte tidsskrift bemærker at FN-flertallets afstemninger nu „næsten automatisk er på linje med Moskva“ vedrørende synet på antikolonialisme, antiimperialisme og antiracisme. Og det tilføjer: „Den kendsgerning at De forenede Stater slutter på den tabende side ved næsten alle sådanne FN-drøftelser er en velkommen fjer i hatten for lederne i Kreml.“
Topmøder trækker problemerne op
I de senere år har landene i den tredje verden haft flere topkonferencer for at tale om deres problemer. Sidste sommer, for eksempel, mødtes seksogfirs af disse nationer her i Sri Lanka, tidligere kendt som Ceylon. Dette var femte gang de mødtes som gruppe betragtet. Tidligere topkonferencer var blevet afholdt i Beograd (1961), i Cairo, (1964), i Lusaka (1970) og i Algier (1973).
Ligeledes var det den tredje verden der foreslog en særlig samling af De forenede Nationers generalforsamling, der afholdtes i foråret 1974. I tre uger koncentrerede denne samling sig om de fattigere landes forhold.
Ved alle sådanne møder kommer et grundlæggende klagepunkt frem. Det har at gøre med disse landes økonomiske vanskeligheder i forholdet til de rigere lande. Den tredje verden mener at de råmaterialer de producerer bliver købt til for lave priser af industrilandene, og at de færdigvarer der sælges til de fattige lande sættes til for høj en pris. Situationen er særlig akut for de fattige landbrugslande, som kun har et lille eller intet overskud af fødevarer at sælge og ingen ressourcer af råmaterialer af nogen eksportmæssig betydning.
Den tredje verden peger endvidere på at kløften mellem de rige og de fattige lande ikke bliver mindre. Den bliver stadig større. Antallet af mennesker der må slås med sult, fattigdom, dårlige boligforhold og arbejdsløshed er stigende, ikke aftagende.
Hvor det er muligt, og hvor industrilandenes efterspørgsel efter råmaterialer er stor nok, hæver de lande som kan eksportere råstoffer, priserne på deres produkter. Et eksempel er den seksdobbelte stigning i oliepriserne som de olieproducerende lande har foretaget.
Imidlertid er der for tiden ikke så stor en efterspørgsel efter mange af de råmaterialer der produceres af de fattige lande at priserne kan hæves så drastisk. Ja, i de senere år har der været faldende priser på mange af den tredje verdens råmaterialer, deriblandt nogle landbrugsprodukter. Men alligevel er priserne på de færdige industriprodukter der sælges af de mere velhavende lande, på grund af inflationen fortsat steget.
Topmødet forberedes
Sådanne problemer var i fokus ved den sidste topkonference her i Colombo, Sri Lankas hovedstad. Tusinder af delegerede og mange statsoverhoveder var til stede. Konferencens omfang kunne ses af at de seksogfirs deltagende lande repræsenterede mere end halvdelen af landene i verden.
Men før mødet fandt sted, måtte andre problemer klares. At overvinde disse problemer var et kolossalt arbejde for dette lille udviklingsland med et areal på 64.750 kvadratkilometer.
For eksempel var sikkerheden et stort problem. I betragtning af de mange flykapringer, kidnapninger, bombeattentater og snigmord i de senere år, måtte der udvises den største opmærksomhed med hensyn til at holde alle uønskede elementer borte.
Den regelmæssige turisttrafik blev pålagt strenge restriktioner i tiden før og under konferencen. Alle udlændinge måtte forlade landet hvis deres visum ikke blev fornyet.
Mere end et år i forvejen var trænet personale fra efterretningsvæsenet ude i marken for at ’sortere’ alle personer der på nogen måde måtte have noget at gøre med det forestående møde. Dette indbefattede de ansatte ved hotellerne, i lufthavnen, og på alle institutioner der havde med topmødet at gøre. Alle der på nogen måde var mistænkelige fik orlov så man kunne få dem bort fra området. Endog folk der boede på ruten fra lufthavnen til konferencehallen fik deres forhold undersøgt.
Desuden lod man over 10.000 kriminelle, småtyve og andre ’uønskede’ fotografere, og man tog fingeraftryk af dem. Man overvågede nøje hvad de foretog sig. Andre forbrydere der ikke allerede var bag tremmerne, blev taget i forvaring mens konferencen stod på.
Endvidere blev hundreder af køretøjer importeret fra forskellige lande for at stå til rådighed for delegerede og sikkerhedspersonale. Veje måtte udvides eller nykonstrueres. Flere hoteller måtte bygges for at huse de delegerede. Endelig var alt rede. Og hele nationen var fuldstændig klar over at en vigtig begivenhed skulle finde sted i deres lille land.
De delegerede udtaler sig
Åbningstalen blev holdt af Sri Lankas kvindelige premierminister, Sirimavo Bandaranaike. Hun var forinden blevet valgt til ordstyrer for konferencen. Hun var blevet foreslået af den egyptiske præsident, Anwar Sadat, og støttet af den indiske premierminister, Indira Gandhi, og Cyperns præsident, ærkebiskop Makarios.
I sin tale, som hun kaldte „et budskab til de udviklede lande“, bekræftede premierminister Bandaranaike at „de alliancefri lande ikke betragter noget land eller noget folk som deres fjende. De har altid kæmpet imod uretfærdighed, intolerance og forskelsbehandling“.
New York Times udtalte i sin kommentar til åbningstalen: „Efter at have budt vietnameserne velkommen blandt de alliancefri, fik hun en af dagens største bifaldssalver da hun sagde: ’Deres kamp imod en stormagts stærke og højtudviklede militær, frem til den endelige og afgørende sejr, er en strålende inspiration for alle lande der kæmper for national befrielse imod fremmed intervention, herredømme og undertrykkelse.’“
Ordstyreren nævnte også behovet for en ny økonomisk verdensorden. Hun foreslog at der oprettedes en bank for lande der hørte til den tredje verden, og erklærede: „Hvis vi virkelig ønsker at svække imperialismens og kolonialismens våben, må vi skaffe os modvåben i form af valuta der støttes af de umådelig økonomiske muligheder som de neutrale lande og andre udviklingslande besidder.“ Hun mente at en sådan bank ville sætte den tredje verdens lande i stand til at komme ind i et internationalt økonomisk aktivitetsområde som hidtil havde været forbeholdt nogle få multinationale private banker i de rige lande.
Samme dag anslog præsident Kenneth Kaunda fra Zambia et fælles tema: „Vi tror på magtfordeling som en vigtig garanti for fred inden for det internationale fællesskab.“ Andre talere efterlyste også en ny økonomisk og social orden der ville give den tredje verden en større andel i jordens rigdomme.
Statistikker der viste behovet for en ny økonomisk ordning blev fremholdt for konferencen. For eksempel blev det fremhævet at i 1970 havde verdens fattigste milliard mennesker en årlig indkomst på kun 630 kroner pr. person. Men de der levede i industrilandene havde en årlig indkomst på næsten 19.000 kroner pr. person. Man havde regnet ud at omkring 1980 ville førnævnte milliard fattige mennesker have forøget deres indkomst med en ubetydelighed af knap 20 kroner hver, sammenlignet med en forøgelse på over 5000 kroner pr. person i de rige lande.
Endvidere er der i de fattige lande hver dag gennemsnitlig 10.000 der dør af sult eller sygdomme der har forbindelse med underernæring. Og antallet af børn i den skolepligtige alder som ikke går i skole er større end antallet af dem der går i skole.
Til trods for alle disse behov bliver en uhyre del af verdens ressourcer anvendt, ikke til konstruktive formål, men til fremstilling af stadig mere raffinerede våben. Verden bruger nu omkring 1800 milliarder kroner om året til oprustning.
Men Kurt Waldheim, De forenede Nationers generalsekretær, indrømmede i sin tale til topkonferencen: „Der er ikke gjort nogen fremskridt hen imod virkelig afrustning som ville reducere udgifterne til våben og tillade overførsel af ressourcer til mere konstruktiv anvendelse. Tendensen er gået i modsat retning.“ Han bemærkede også at „faren for atomspredning ikke blot fortsat er til stede, men også er forøget“.
De vestlige lande advares
Efter fire dages møder var konferencen forbi. På den sidste dag vedtog den tredje verden en skarp advarsel til verdens rige lande. Budskabet gik ud på at de må afgive mere af deres velstand til en ny økonomisk verdensorden. Communiqueet fremsatte en indtrængende anmodning om at man gjorde noget for at hindre kløften mellem de rige og de fattige lande i at vokse.
Rapporten bemærkede at de lande der hører til den tredje verden har fået deres økonomiske stilling forringet i de sidste få år. Deres samlede underskud på betalingsbalancen er blevet tredoblet. Deres gæld til de rige lande er steget med milliarder af kroner. Stadig stigende inflation lammer ofte deres anstrengelser for at forbedre deres økonomi.
New York Times kommenterede: „De alliancefri lande er fast overbeviste om at intet mindre end en fuldstændig ændring af de internationale økonomiske forhold vil sætte udviklingslandene i stand til at nå et acceptabelt udviklingsniveau.“
Times noterede også en almindelig drejning ’mod venstre’ blandt mange af disse lande i den tredje verden. Bladet udtalte: „Set med vesteuropæiske og amerikanske øjne synes deres alliancefrihed ofte først og fremmest at have en klang af noget antivestligt og antiamerikansk.“ Bladet bemærkede for eksempel at det endelige communiqué fordømte den amerikanske tilstedeværelse i Sydkorea, krævede uafhængighed for Puerto Rico, fordømte Israel, og hyldede „den historiske og totale sejr som det vietnamesiske folk havde vundet i sin kamp mod De forenede Staters aggressive imperialisme“.
Til tider blev dog også kommunistiske lande revset af nogle få talere for at støtte nedbrydende bevægelser i den tredje verden. Men oftere var tonen som fremholdt af U.S. News & World Report: „De forenede Stater og den vestlige verdens andre industrinationer måtte fortsat stå for skud, idet de blev dadlet for praktisk talt enhver økonomisk og politisk sygdom blandt de fattige nationer.“
Således tog den tredje verden til orde igen. Og endnu en gang var det den sagde ikke gunstigt for de vestlige lande, dem der udgør hjertet af hvad der almindeligvis kaldes „kristenheden“.
[Illustration på side 8]
Den tredje verden sagde sin mening ved konferencen i Colombo, Sri Lanka, i Bandaranaike Memorial International Conference Hall