Et eftergivende samfund — hvad fører det til?
SAMFUNDET i dag bliver stadig mere ’tolerant’. Mange handlinger der engang blev betragtet som kriminelle, anses nu i flere og flere lande for at være lovlige, eller der bliver ikke grebet ind over for dem.
Hasardspil (med eller uden bevilling fra staten), prostitution, homoseksuelle handlinger, salg af pornografisk litteratur, umådeholdent drikkeri, misbrug af euforiserende stoffer, nøgenhed på teater, film og offentlige badestrande, mænd iført kvindeklæder og omvendt — alt dette finder sted med stadig mindre sandsynlighed for at nogen bliver anholdt eller retsforfulgt for det.
Nogle mener at denne tendens i virkeligheden er til gavn for samfundet. Ja, egentlig synes de at alle de nævnte ting bør betragtes som noget der ikke vedkommer lovens håndhævere. Hvorfor?
Argumenter for friere tøjler
De fremkommer med en lang række forskellige argumenter, men noget som går igen i deres argumenter, er at det drejer sig om „forbrydelser uden ofre“. „Hvem,“ spørger de, „går prostitution ud over? Manden opnår den seksuelle kontakt han ønsker, og kvinden de penge hun ønsker. Så hvem er offeret?“
På samme måde med hasardspil, som mange slet og ret vil klassificere som „underholdning“. Uanset om spillet er tilladt ifølge loven eller ej, hvem er da offeret hvis begge parter spiller efter reglerne? spørger man. Det kan godt være at spilleren taber penge, men den risiko er han klar over allerede inden han begynder, og alligevel vælger han at spille. Hvori består da forbrydelsen?
I alle sådanne tilfælde går det grundlæggende argument altså ud på at så længe de implicerede parter deltager af egen fri vilje, bør lovens håndhævere ikke gribe ind.
Udtrykt mere direkte siger man at politiet ’ikke skal være en slags „moralens vogtere“ der stikker næsen i andres private sager’. Hvis nogle kommer med den indvending at visse handlinger kan skade den pågældendes eget helbred eller hans økonomi, vil tilhængerne af „friere forhold“ måske svare ved at citere John Stuart Mill, en engelsk filosof og økonom der skrev:
„Det eneste tilfælde hvor det er på sin plads at bruge magt over for noget som helst medlem af et civiliseret samfund imod den pågældendes vilje, er for at forhindre at andre gøres fortræd. Hensynet til vedkommendes eget tarv, enten i fysisk eller moralsk henseende, er ikke tilstrækkelig begrundelse.“
Desuden hævder fortalerne for „frihed“ at de love der skal sikre en god moral hvad angår kønsliv, spil, nydelse af alkohol og brug af euforiserende stoffer, faktisk er umulige at håndhæve og burde afskaffes. Ja, de påstår at sådanne love endog fremmer den „alvorligere“ kriminalitet. Hvordan?
Ved at de lægger så stort beslag på politiets opmærksomhed at der ikke bliver mandskab nok til at tage sig af sådanne forbrydelser som voldelige overfald og tyverier. Næsten halvdelen af de anholdelser der foretages i De forenede Stater, har at gøre med såkaldte „offerløse forbrydelser“. Fra politiet går de anholdte videre til domstolene. Og ved en konference angående kriminaldomstolene har De forenede Staters præsident udtalt:
„Vi må finde ud af hvordan vi kan befri domstolene for den endeløse strøm af ’offerløse forbrydelser’ der hindrer en ordentlig behandling af alvorlige forbrydelser.“
Der er kort sagt mange i dag som siger at kampen mod hasardspil, hashrygning, drukkenskab og seksuelle udskejelser og perversiteter er unyttig og alt for tidsrøvende. ’Frigør politiet og domstolene så de kan dæmme op for det stigende antal overgreb på folks liv, legeme og ejendom,’ tilråder de.
Hvad siger de religiøse ledere til alt dette? Mange indtager en holdning som den vi har beskrevet her, især når det drejer sig om normerne for kønsmoral. Et stadig stigende antal præster siger at de ikke ser nogen alvorlig fare eller noget forkert i homoseksualitet, utroskab eller kønslig forbindelse før ægteskab. Mange religiøse ledere har samme indstilling som en skuespillerinde der for en del år siden sagde: „Det betyder ikke noget hvad man gør i sit soveværelse, så længe man ikke gør det på gaden så man forskrækker hestene.“ I en tid hvor perverse handlinger (som for eksempel oral- og analcoitus) bliver mere og mere almindelige selv blandt ægtefolk, har præsteskabet kun få eller slet ingen råd eller advarsler at give.
Hvad fører denne tendens til?
Er denne tendens til eftergivenhed til gavn for samfundets medlemmer? Er den virkelig en hjælp til at sikre folks liv, legeme og ejendom? Er det rimeligt at mene at så længe ens handlinger blot ikke skader andre eller berører deres ejendom, er det ligegyldigt hvad man gør?
Ingen kan nægte at regeringerne og lovens håndhævere i dag er udsat for et voldsomt pres på grund af den stærke stigning i antallet af tyverier og voldsforbrydelser. Og i sidste instans må de naturligvis selv afgøre hvor meget eller hvor lidt de vil gøre for at håndhæve visse adfærdsnormer, og hvad der efter deres mening tjener borgernes interesser bedst. De har givetvis meget vanskelige problemer at kæmpe med, og verdenshistorien giver dem kun ringe håb om at det vil lykkes nogen jordisk regering at gennemføre høje moralnormer.
Men uanset hvad de politiske regeringer nu føler sig tvunget af omstændighederne til at gøre, kan eftergivenhed da nogen sinde føre til en varig forbedring af forholdene? Eller vil det vise sig at det kun er en nødløsning, som kun midlertidigt kan afværge en katastrofe?
Hvilke fordele eftergivenhed end måtte synes at have, så er de i hvert fald kortvarige. Dårlige forhold bliver ikke bedre af at man ignorerer dem. Og det er heller ikke givet at man ved at lukke øjnene for de mange såkaldte „forbrydelser uden ofre“, lettere kan bekæmpe voldsforbrydelser og berigelsesforbrydelser.
Når en mand spiller hasard og kommer i stor gæld, hvad gør han så for at kunne betale? Det er en kendt sag at mange af dem der driver ågervirksomhed, finder en stor del af deres kunder blandt folk der har spillegæld. Mange gange skyldes kassesvig i banker og forretninger også spillegæld.
Hvis man gør det muligt for narkomaner at købe stoffer billigt, er nogle af dem måske fri for at stjæle for at få råd til deres last. Men man har ingen sikkerhed for at de ikke under indflydelse af stofferne gør noget uberegneligt og volder andre fortræd.
I de fleste tilfælde af voldelige overfald og mord har det vist sig at offeret og gerningsmanden ikke er hinanden ubekendte, men tværtimod kender hinanden udmærket. Mange voldshandlinger begås som følge af jalousi og heftige skænderier. Vil færre og færre hæmninger med hensyn til kønslig umoralitet øge eller begrænse den stemning hvori sådanne ’affektforbrydelser’ begås? I virkeligheden er den ene forbrydelse — den „uden offer“ — ofte ophav til den anden — den med et offer.
Ja, ved at koncentrere sig så fuldstændigt om de forbrydelser der tydeligvis har et offer, overser man de grundlæggende årsager til disse forbrydelser. Ligesom dovenskab for eksempel avler fattigdom, og stolthed forårsager gnidninger og splittelse, sådan fører spil, drukkenskab, kønslig umoralitet, pornografi og perversitet også noget med sig. (Ordsp. 24:30-34) Disse ting bliver næsten altid spiren til andre urette handlinger. Følgende bibelske princip viser sig at holde stik: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød.“ (Gal. 6:7, 8) Hvis man ignorerer dette, ignorerer man en af livets kendsgerninger.
Nogle urette handlinger, som for eksempel mord, giver straks synlige resultater. Andre er som kræft der kan udvikle sig langsomt, snigende og — for en tid — uden smerter. Men følgerne af sådanne urette handlinger kan være lige så ødelæggende som et morderisk overfald. Dette gælder ikke blot enkeltpersoner; det kan også gælde et helt samfund. Som apostelen Paulus rammende udtrykte det: „Lidt surdej syrer hele dejen.“ (1 Kor. 5:6) Når den moralske støbning svækkes, er der ikke langt til moralsk sygdom.
Et valg den enkelte kan træffe
Kristne som virkelig lader sig lede af Bibelen, forstår og påskønner at de jordiske regeringer i et vist omfang tjener som „en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde“. (Rom. 13:4, 5) Men de forventer ikke at denne verdens regeringer til fulde kan skabe en atmosfære med åndelig sundhed og god moral. Det formår de simpelt hen ikke, for de kender og forstår ikke Guds ord og hensigter, og de har ikke den fornødne magt til at fjerne fordærv. Desuden går de politiske interesser tydeligvis i andre retninger. Først når det politiske styre bliver erstattet med Guds messianske riges styre, vil der blive en moralsk ren og sund atmosfære. — Dan. 2:44.
„Uden syner forvildes et folk; salig den, der vogter på loven,“ siger Ordsprogene 29:18. Kun håbet om liv i Guds nye retfærdsorden kan give os et klart og sikkert fremtidssyn. Tro på Guds løfter vil beskytte os imod at slå ind på den eftergivende kurs der nu er almindelig blandt folk i verden, folk som ikke har noget sikkert håb for fremtiden. Vi vil påskønne og følge rådet i Ordsprogene 4:25-27:
„Lad dine øjne se lige ud, dit blik skue lige frem; gå ad det lige spor, lad alle dine veje sigte mod målet; bøj hverken til højre eller venstre, lad foden vige fra ondt!“
Vi vil ikke lade os bedrage af det besnærende argument at „alt er tilladt når blot man ikke skader nogen“, eller at så længe begge parter deltager af egen fri vilje er der „intet offer“. Direkte fysisk overlast er ikke den værste skade man kan blive udsat for. At blive frarøvet materielle ting er ikke det værste tab man kan lide. Skade på hjerte og sind og tabet af et godt omdømme, ære, integritet og et godt forhold til Gud er langt værre og har langt alvorligere følger.
Kristus Jesus viste hvor vigtigt det er at beskytte sit hjerte da han sagde: „De ting der går ud af munden kommer fra hjertet, og de gør mennesket urent. For eksempel kommer der fra hjertet onde overvejelser, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, gudsbespottelser.“ (Matt. 15:18, 19) Hvis vi gør os selv eller andre urene ved at handle umoralsk, selv om det er med gensidigt samtykke, viser vi at vi enten er højst uvidende om Guds lov eller at vi i høj grad mangler kærlighed til og omsorg for vor næste, samt at vi mangler kærlighed til Gud. — Rom. 13:8-10.
Vi er alle ufuldkomne og tilbøjelige til at gøre det der er forkert. Men vi hjælper ikke os selv ved at give efter for vore menneskelige svagheder eller ved at friste andre til at give efter for deres. Jordiske regeringer kan aldrig ad lovgivningens vej indpode retfærdighed i folks hjerter, det er sandt; men eftergivenhed kan føre til direkte moralsk anarki.
Vi kan ikke standse den stigende tendens til eftergivenhed der er i verden. Men der er noget den enkelt kan gøre. Man kan hjælpe sig selv og andre ved at beskytte sit hjerte mod at blive „forhærdet ved syndens bedragende magt“. (Hebr. 3:13) Den forhærdelse der fører til fordærv kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det er en bedragerisk, fremadskridende proces der ofte begynder i det små. Den eneste måde hvorpå man kan undgå at komme i dens magt er ved at holde fast ved de adfærdsnormer der findes i Guds ord, og lade den bibelske visdom oplære en i retfærdighed.
Når man holder sig til disse normer vil man ikke føle at ens handlefrihed er begrænset eller hæmmet. Nej, man vil tværtimod få en storslået følelse af frihed, frihed til at gøre det der giver én virkelig lykke i livet. Som Ordsprogene siger: „Jeg viser dig visdommens vej, leder dig ad rettens spor; når du går, skal din gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ — Ordsp. 4:11-13.
Jehovas vidner har erfaret at dette er sandt. Kom hen i deres rigssal og oplev den sunde moralske atmosfære som Guds ords styrkende og opbyggende principper kan skabe.
[Ramme på side 4]
En hovedårsag
Senator John L. McClellan, der har brugt mange år til at undersøge kriminalitet og korruption, citeres i „U.S. News & World Report“ for denne udtalelse: „Der synes at mangle den rette respekt og disciplin i hjemmet. Også i skolerne i dag er der stor mangel på disciplin. Og jeg tror at det samme er tilfældet i kirkerne. Efter min bedømmelse kræver nogle kirker i dag ikke længere en virkelig høj standard for integritet og moral. De har ikke de samme idealer for kristen livsførelse som man havde og fulgte før i tiden.“
[Ramme på side 5]
Kun i den vestlige verden?
I en stort set positiv artikel om Sovjetunionens handelsevne siger bladet „The Atlantic“ for december 1974: „Russere i ledende stillinger indrømmer privat at de har problemer med den yngre generation. En sagde at han havde måttet tage sin 14-årige datter ud af skolen for at hun kunne blive gift fordi hun var blevet gravid. Andre giver privat udtryk for harme over at de unge er så vilde med vestens beat, jeans og frisurer, mens stoffer normalt ikke er noget problem. . . . Men mange i ledende stillinger lefler for de unges griller.“
[Illustration på side 2]
Det moderne menneske spørger: „Hvorfor skulle nogen prøve at påtvinge andre en bestemt moralkodeks?“