Kriminalitet — står det virkelig så slemt til?

NOGLE mennesker er fødte optimister. Ligegyldigt hvor skævt alting går, lykkes det dem altid at mobilisere et smil og hævde at det kunne være værre. Meget kan siges til optimismens forsvar, men den bør aldrig få lov til at tilsløre vort udsyn og hindre os i at betragte tingene realistisk. Man løser ikke problemer ved at lukke øjnene for dem. Hvis man nægter at erkende et problem øger man muligheden for at blive ramt af det.

For nu at vende tilbage til spørgsmålet om kriminalitet og vold: Står det virkelig så slemt til?

De der siger nej er sikkert hurtige til at henvise til at kriminalitet og vold ikke er noget nyt. Fortæller historiens ældste bog, Bibelen, os ikke at menneskehedens allerførste familie oplevede den værste form for vold? Vi læser: „Kain yppede kiv med sin broder Abel . . . og slog ham ihjel.“ Og siger den ikke om tilstandene for over 4000 år siden, i Noas dage, at „jorden blev fuld af uret [vold, NW]“? — 1 Mos. 4:8; 6:11.

„Kriminaliteten er endnu værre end statistikkerne viser“

Sandt nok er kriminalitet ikke noget nyt. Ikke desto mindre har vi statistikker der beviser at kriminaliteten øges for øjeblikket. Statistikker? En og anden minder os måske om at den berømte irske forfatter Oscar Wilde, der levede i slutningen af forrige århundrede, engang sagde: „Der findes tre slags løgne: almindelige løgne, hvide løgne, og statistikker.“ Hans argument var at man kunne blive ført på vildspor hvis man stolede for meget på statistikker. De kan fortolkes på flere forskellige, undertiden modstridende, måder. Men blot fordi de ofte misbruges kan man ikke afvise dem helt.

Lad os for vor egen skyld kort gennemgå nogle af de argumenter som fremsættes af dem der hævder at ’det i virkeligheden ikke er så slemt’. Bagefter kan vi vurdere det selv.

„Befolkningstilvæksten skyld i voksende kriminalitet“

De færreste vil benægte at vi har været vidne til en befolkningseksplosion inden for de sidste 20-30 år. Der gik 4200 år fra vandfloden i Noas dage (indtil 1830) før verdens befolkning nåede en milliard, men det tog kun 100 år at nå den anden milliard (1930). Den tredje milliard blev nået i løbet af endnu 30 år (1960), og den fjerde i løbet af yderligere 15 år (1975). Nu da vi er fire milliarder mennesker på jorden, anslår man at vi vil være næsten fem milliarder i 1985, og noget over seks milliarder ved slutningen af århundredet.

Det er rigtigt at befolkningstilvæksten bidrager til den voksende kriminalitet, men den er ikke den grundlæggende faktor eller eneste årsag. Hvis den var det, ville enhver vækst eller nedgang i befolkningstal konsekvent medføre en tilsvarende vækst eller nedgang i antallet af forbrydelser. Det gør den imidlertid ikke altid.

Tag for eksempel Vesttyskland. Som et af de få lande i verden har Vesttyskland i de senere år haft en befolkningsnedgang — mellem 1975 og 1977 faldt befolkningstallet med 600.000 — og efter regelen skulle der således også have været en proportional nedgang i kriminaliteten. Men ifølge regeringskilder registrerede man 2.919.390 forbrydelser i 1975 og 3.287.642 i 1977, hvilket giver en forøgelse på over 12 procent. Kriminaliteten stiger altså, selv på steder hvor befolkningstallet går ned.

I øvrigt kan de der siger at den voksende kriminalitet kun er en naturlig følge af befolkningseksplosionen, på ingen måde være tilfredse; de har jo kun dystre fremtidsudsigter. Ifølge deres egen påstand vil vore dages kriminalitetsbølge stige i takt med verdens befolkningstilvækst. Hvor vidt skal det gå før de villigt indrømmer: ’Det er virkelig slemt’?

„Registreringen af forbrydelser er mere nøjagtig i dag“

Det er unægtelig rigtigt at man i dag fører en mere korrekt optegnelse over forbrydelser end man gjorde for 100 år siden. Det er derfor ikke muligt at drage en nøjagtig sammenligning mellem forbrydelser dengang og nu. Men argumentet holder ikke stik hvis man sammenligner optegnelser fra 1977 med optegnelser fra 1975, eller fra 1970, vel? Og hvis man, som det påstås, fører bedre optegnelser i dag, kunne man spørge sig selv: hvorfor? Giver det at det er nødvendigt med mere nøjagtige og mere fyldestgørende optegnelser, ikke i sig selv en idé om at forholdet er blevet værre?

Hvordan udarbejder politiet disse optegnelser? Det er kun få forbrydelser politifolkene selv opdager og rapporterer. Et rundspørge foretaget af det tyske Max-Planck-Gesellschaft viste at op til 90 procent af politiets registreringer af forbrydelser bygger på rapporter man har fået enten fra offeret eller fra vidner. Om der føres nøjagtige rapporter afhænger altså ikke så meget af politiet som af den villighed og opmærksomhed hvormed folk beretter om de forbrydelser de ser blive begået.

Er der noget der tyder på at folk anmelder forbrydelser mere nøjagtigt og samvittighedsfuldt nu end førhen? Ikke hvis man skal tro resultaterne af det nævnte rundspørge; det afslørede at kun 46 procent af de forbrydelser de interviewede personer havde været udsat for, var blevet meldt til politiet. Over halvdelen var aldrig blevet anmeldt, enten fordi offeret mente at hans tab var så lille at det ikke var noget at tale om, eller fordi han regnede med at udsigterne til en opklaring var minimale, eller fordi han af personlige grunde vægrede sig ved at gå til politiet.

Disse tal, der endda er mindre foruroligende end de tilsvarende tal fra Schweiz, De forenede Stater, Canada, Australien og Finland, røber at kriminaliteten er endnu værre end statistikkerne viser. Denne opfattelse støttes af det tyske ugemagasin Der Spiegel, der har skrevet: „Det er virkelig sandt at antallet [af indbrudstyverier begået i årets løb] er ti til tolv gange højere [end det meldte antal].“ Bladet citerede lederen af Nordrhein-Westfalens kontor for kriminalforskning, Werner Hamacher, der skal have sagt at det meldte antal næppe dækker det samlede antal forbrydelser bedre end „den mindste bikini“ dækker hele kroppen.

Hvilken slutning må vi drage hvis vi skal være logiske? At registreringen af forbrydelser stadig langtfra er fuldstændig og at statistikkerne, selv når de er ført omhyggeligt, kun kan angive visse tendenser. Men statistikkerne overdriver i hvert fald ikke de virkelige tal; snarere må man sige at de kun røber en del af historien. Hvad mener De? Står det virkelig så slemt til? Eller er det meget værre?

„Kriminaliteten er muligvis slem nogle steder, men ikke der hvor jeg bor“

Er det tilfældet, så vær glad for det. Landområder har ofte mindre kriminalitet end byområder, og i nogle bykvarterer er der større tendens til kriminalitet end i andre. Det skal også indrømmes at nogle lande har færre forbrydelser end andre. Imidlertid er spørgsmålet naturligvis ikke om der er lige så megen kriminalitet hvor De bor, som der er andre steder, men om kriminaliteten stiger dér hvor De bor.

Hvad har erfaringen vist dér hvor De bor? Hvad siger ældre mennesker, som har kunnet følge udviklingen i en længere årrække? Begås der flere forbrydelser nu end for fem år siden? For ti år siden? Er forbrydelserne blevet mere rå?

I betragtning af problemets alvor, bliver det næste spørgsmål: Hvordan kan jeg beskytte mig selv og min familie? Hvilke praktiske skridt kan jeg tage?