Hvad er anderledes ved vor tids kriser?

DEN 25. AUGUST 1974 blev „dommedagsuret“ på forsiden af Bulletin of the Atomic Scientist stillet tre minutter frem, nærmere midnat. De atomvidenskabsmænd der redigerer tidsskriftet, udtrykte på denne måde deres frygt for at truslen om en atomkatastrofe var vokset i dette omfang. Uret var nu stillet på ni minutter i tolv.

Hvis man kender dette urs historie, vil man imidlertid have bemærket at viseren, siden 1947 da atomvidenskabsmændene satte det i gang, har bevæget sig otte gange, men i begge retninger.

Mange mener at det forholder sig med historiens forløb ligesom med dette „dommedagsur“. De siger at kriserne kommer og går, men at menneskeheden altid på en eller anden måde klarer sig igennem. De har nøjagtig det syn på tingene som en klog profet for 1900 år siden sagde ville være fremherskende: „Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.“ — 2 Pet. 3:4.

Det kan ikke nægtes, indrømmer disse mennesker, at de økonomiske og politiske systemer i hele verden er under et hårdt pres for tiden, men har verdens bedste hjerner ikke taget fat på problemerne? FN har holdt en ekstraordinær session angående råstofressourcerne, og der har været verdenskonferencer vedrørende havet, befolkningen og fødevarerne — viser det ikke en hidtil uhørt enhed i bestræbelserne? Og gør den voksende afspænding mellem øst og vest ikke billedet endnu lysere? „Der er virkelig tale om afspænding,“ siger den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt. „Verden er langt mindre farlig . . . Truslen er borte, eller den er i det mindste aftaget.“

Optimister er også sikre på at teknikken, hvis den får tilstrækkelig tid, nok skal finde ud af at fylde de svindende fødevarelagre, holde de svulmende befolkningstal nede og finde nye kilder til at dække det voksende energibehov. Som det hedder i en publikation der går ind for teknikken: „Videnskaben og teknikken må klare vore problemer. Hvis de ikke gør det, er der intet der kan.“

Tiden, teknikken og diplomatiet har før haft held til at forhindre den katastrofe der ville gøre ende på alt. Hvorfor skulle vor tids kriser være anderledes?

Forstå forskellen

Atomvidenskabsmænd og verdensledere har i mange år frygtet en atombombernes dommedag, og denne trussel fortsætter, særlig i betragtning af den pludselige udvidelse af våbenkapløbet. Men nu er der kommet noget nyt til. Hvilket?

Ved FNs ekstraordinære session vedrørende råstofressourcerne sagde generalsekretær Waldheim:

„Det nye er den pludselige og dramatiske alvor ved den nuværende situation og den voldsomme acceleration af den historiske proces der har bragt os ansigt til ansigt med en verdensomspændende nødsituation.“ (Kursiveret af os)

Hvad betyder dette? Lad os, for at illustrere befolkningstilvæksten, prøve at sætte forløbet ned i en mindre målestok. Vi vil sammenligne de sidste seks tusind års historie med blot tredive år i en families tilværelse — og læg så mærke til hvordan problemerne pludselig tager til hen mod slutningen af perioden!

Vi forestiller os at familien begynder med ét barn, et hus med otte værelser og en stadig voksende indtægt. I vores reducerede tidsmålestok ville der så gå hele tyve år før familien fik endnu et barn at sørge for! Og ikke før det niogtyvende år ville den vokse igen denne gang med yderligere to børn så den kom op på fire børn.

Men pludselig, i det tredivte og sidste år, vokser børneflokken og dens behov kolossalt. I løbet af kun otte måneder firdobles den — til seksten — og fylder pludselig de otte værelser til det yderste! Forestil Dem nu familiens bestyrtelse, hvis den fik at vide at den ville blive fordoblet igen — til toogtredive — inden for blot to måneder!

Men trængselen i huset er ikke familiens eneste problem! Det pludseligt voksende behov i de forløbne otte måneder har allerede opbrugt sparepengene og drevet familien ud i gæld. Desuden var huset allerede fuldt udnyttet — netop da familiens vækst virkelig tog fart. Der er hverken tid eller penge til at gøre det større; alt går til blot at holde det ved lige. Husstanden er derfor kommet til et vendepunkt: Fra nu af er den mere og mere afhængig af at alle deler med alle.

Men sæt nu at fem medlemmer af husstanden beholder mere end to tredjedele af alle fødevarerne og de andre goder, og de øvrige elleve henvises til at dele det der bliver tilovers, så godt de kan. Så vil hjemmet og indkomsten, på grund af nogle få personers forbrug, blive belastet til det yderste hurtigere end det ellers ville have været tilfældet. Nu er problemerne helt anderledes end blot nogle få måneder før.

Er en sådan sammenligning overdramatisk? Ikke ifølge et stigende antal verdensledere og videnskabeligt sagkyndige.

Hele 75 procent af jordens befolkningstilvækst har fundet sted inden for blot de sidste 2 procent af den historiske tid. Ja, Kurt Waldheim anslår at omkring en fjerdedel af alle de mennesker der nogen sinde har eksisteret, lever i dag! En fortsat vækst blot med den nuværende fart ville føre til at der var et menneske på hver kvadratfod af jordens overflade — verdenshave og alt andet medregnet — på mindre end 700 år.

Befolkningstallet alene gør derfor et snarligt vendepunkt uundgåeligt. „Uden tvivl,“ siger tidsskriftet Scientific American, „vil denne vækstperiode blive en overgangsepisode i befolkningshistorien.“ (Kursiveret af os) Men lige nu er problemet ikke så meget selve antallet, men snarere det at tilvæksten kom bag på verdens i forvejen vaklende systemer.

Med det „eksploderende“ befolkningstal har behovet for fødevarer, klæder, husly og undervisning sprængt alle rammer. Men for første gang sættes der spørgsmålstegn ved videnskabens og teknikkens evne til at holde trit med disse behov: „Teknikken, der længe har stået som et håb for dem der tror på mirakler,“ erklærer den europæiske chefkorrespondent for The Wall Street Journal, „er blevet overrumplet så hurtigt af befolkningstilvæksten at selv verdens topvidenskabsmænd må række armene i vejret af fortvivlelse.“

Men endnu mere belastende for jordens ydeevne end teknikkens svigten er de kunstige begrænsninger der udgøres af selviske og splittende økonomiske, politiske og religiøse skranker. Som følge af disse, for eksempel, bruger mindre end en tredjedel af jordens befolkning omkring to tredjedele af dens fødevarer og næsten al dens energi og alle ressourcer. De andre to tredjedele af menneskeheden må dele den smule der er tilbage (og det sker sædvanligvis ikke ligeligt).

Disse belastninger indtræffer i forening over hele jorden netop samtidig med at jordens ydeevne, under den nuværende administration, er ved at nå sine grænser. Er det noget under at tidligere stabile institutioner vakler under byrden? Denne „voldsomme acceleration af den historiske proces,“ har pludselig bragt verden til et vendepunkt. Professor George Wald fra Harvard-universitetet siger:

„Menneskets eksistens trues nu som aldrig før, ikke af én men af mange farer. Hver især er de i stand til at tilintetgøre os, men de er alle indbyrdes forbundne, og de kommer alle over os samtidig.“

Den „indbyrdes forbundne“ karakter er i sig selv et overbevisende vidnesbyrd om at farerne er anderledes. Lad os se hvordan disse kriser berører verden.

[Grafisk fremstilling på side 3]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

75 procent af jordens befolkningstilvækst har fundet sted inden for de sidste 2 procent af den historiske tid

Menneskets 6000 års historie

1850 — 1974

Milliarder mennesker

1

2

3

4

[Illustration på side 4]

Den hurtigt voksende befolknings behov