Pave Pius XII og nazisterne — en ny synsvinkel

GJORDE han det rigtige ved ikke at udtale en klar protest? Striden om Pius XII’s tavshed over for nazisternes grusomheder under den anden verdenskrig har raset med mellemrum i de tre årtier der er gået siden. Kritikerne siger at en pavelig protest over for nazisterne kunne have reddet millioner af menneskeliv. Men den nuværende pave, Paul VI, fastholder at „en protesterende og fordømmende holdning ville have været ikke blot forgæves men skadelig“.

Men hvorfor bringe sagen frem igen? Er det ikke blot at piske løs på en død hest? Nej. Vatikanet holder selv liv i sagen. Dets embedsmænd har endog tilsidesat deres sædvanlige skik, at vente halvtreds år med at offentliggøre dokumenter fra arkiverne. De erkender at kritikerne, medmindre folk virkelig får et svar de forstår, har et yderst magtfuldt argument når kirkens moralske svigten skal belyses.

Mange oprigtige kirkemedlemmer ønsker at kende svaret. De ved at pave Paul VI selv i høj grad var indblandet i sagerne dengang som en af Pius’ nære medarbejdere. Derfor har en jesuitisk komité offentliggjort udvalgte dokumenter fra Vatikanets arkiver siden 1965. De sidste udkom i april 1974 under titlen „Den Hellige Stol og Krigens Ofre“. Giver det nogle nye oplysninger?

Et mere fundamentalt spørgsmål

Verdenspressen har stort set samlet interessen om dokumenterede vidnesbyrd der afslører at Vatikanet meget tidligt havde kendskab til nazisternes grusomheder. Men endnu mere betydningsfuldt er et andet, næsten ubemærket punkt. En af Pius XII’s betroede medarbejdere rejste nemlig et spørgsmål der går meget dybere end spørgsmålet om hvorfor paven ikke fremsatte en klar protest over for nazisterne. Det er blevet oplyst at „Monsignor“ Domenico Tardini (senere kardinal) skal have spurgt i irritation:

„At Den hellige Stol ikke kan få Hitler til at opføre sig ordentligt, kan enhver forstå. Men at den ikke kan holde en præst i ave — hvem kan forstå dét?“

Den overfladiske debat om hvor meget godt Pius XII’s stemme kunne have udrettet, har næsten helt tilsløret dette langt mere grundlæggende spørgsmål, som oprigtige kristne ikke kan komme uden om at tage stilling til: Hvordan kunne nazisternes grusomheder overhovedet blive begået hvis ikke folket og dets åndelige ledere havde samarbejdet med nazisterne? Femoghalvfems procent af tyskerne dengang var enten katolikker eller protestanter. Næsten 32 millioner, over 40 procent, var katolikker. Det samme var næsten hele befolkningen i Østrig og Italien, Tysklands europæiske allierede. Selv blandt de frygtede SS’ere var næsten en fjerdedel stadig katolikker i 1939, til trods for SS-ledelsens pres for at få dem til at melde sig ud.¹

Pius XII selv blotlægger netop dette spørgsmål i et for nylig offentliggjort privat brev til den præst der var skyld i Tardinis irritation. Som præsident regerede præsten Josef Tisoa nazisternes protektorat Slovakiet under hele krigen (1939-45). Pius skrev til „Monsignor“ Tiso at han havde håbet at den slovakiske regering og folket, „der næsten alle er katolikker, aldrig ville gå i gang med den tvungne fjernelse af personer der tilhører den jødiske race“, og den omstændighed at „sådanne forholdsregler gennemføres midt i et folk med store katolske traditioner, af en regering der erklærer sig som efterfølger og beskytter heraf“, bekymrede ham meget. — 7. april 1943.²

Men hvordan kunne nogen form for samarbejde med det nazistiske raceudryddelsesprogram så meget som overvejes i et folk der, som paven selv sagde, ’næsten alle var katolikker og havde store katolske traditioner’? Skulle kirkens moralske læresætninger ikke gøre det utænkeligt for „Monsignor“ Tiso og hans hjord at have nogen som helst andel i folkedrab? Historien viser om de gjorde. Oprigtige medlemmer af kirken ønsker uden tvivl en forklaring på en sådan opførsel og ligeledes på den opførsel de andre såkaldt kristne nationer lagde for dagen i deres samarbejde med nazisterne.

Vatikanets egen kardinal Eugène Tisserantb giver en grund med den oprigtighed og åbenhed man lægger for dagen i et privat brevc til en ven. Efter Frankrigs fald i 1940 beklagede han i et brev til kardinal Suhard i Paris „at fascismens og hitlerismens ideologi har forvandlet de unges samvittighed, og de der er under femogtredive er villige til at begå en hvilken som helst forbrydelse med et hvilket som helst formål, når de får ordre dertil af deres overordnede“. Men hvordan kunne disses kirkeoplærte samvittighed så let „forvandles“? Når det kom til stykket havde Hitler kun bearbejdet dem i omkring syv år, mens kirken havde oplært sin hjord i godt og vel et tusind år!

„Kristendommens kerne“

Sandelig kunne pave Pius gøre noget ved nazisternes uretmæssige indtrængen på kirkens traditionelle område — den menneskelige samvittighed! Men kardinal Tisserant jamrer sig:

„Siden begyndelsen af november [1939] har jeg gentagne gange anmodet Den hellige Stol om at udstede en pavelig rundskrivelse vedrørende den enkeltes pligt til at adlyde samvittighedens diktat, for dette er kristendommens kerne.“ (Kursiveret af os)

Imidlertid afslører historien ingen pavelige erklæringer under krigen vedrørende denne „kristendommens kerne“. Ja, Tisserant fortsatte med at fremsætte denne melankolske spådom: „Jeg frygter for at historien vil få grund til at bebrejde Den hellige Stol at den har fulgt en politik der var bekvem for den selv og meget lidt andet. Dette er yderst sørgeligt.“³

Der er ingen tvivl om at pavens „politik“ med at vise diplomatisk forsigtighed når han havde at gøre med nazisterne, sikrede at Vatikanet og den katolske kirke overlevede ’bekvemt’. Pius selv gjorde de tyske biskopper opmærksomme på at „faren for repressalier og pres“, eller hvad værre var, krævede „tilbageholdenhed“ i deres udtalelser „for at undgå større onder“. Han skrev at dette var „et af motiverne til de begrænsninger“ han lagde på sine egne erklæringer. — 30. april 1943.⁴

Denne forklaring hjælper os til at forstå hvorfor pave Pius opførte sig så forsigtigt som han gjorde. Men det giver ingen forklaring på dette: Hvorfor præster i større og mindre trossamfund og deres hjorde enten passivt så til, var samarbejdsvillige eller faktisk medvirkede til nazisternes grusomheder — næsten til sidste mand. Hvad skete der med deres samvittighed?

Kirke og samvittighed

Svaret må ligge i den oplæring den enkeltes samvittighed har modtaget. Hvorledes skulle en loyal katolik, for eksempel, forstå Pius XII’s eget hyrdebrev af 8. december 1939, Asperis Commoti Anxietatibus, henvendt til feltpræster i de forskellige hærstyrker i de krigsførende nationer? Mere end 500 af disse feltpræster tjente i Hitlers hær. Paven formanede feltpræsterne på begge sider til at have tillid til deres respektive militære biskopper og betragte krigen som en manifestation af en himmelsk Faders vilje der altid vender det onde til det gode, og til „som stridsmænd under deres lands flag også kæmpe for kirken“.⁵ (Kursiveret af os)

Denne forvirrende modsigelse ses igen af pavens breve til biskopperne på begge sider af fronten. I et brev dateret 6. august 1940 til de tyske biskopper udtrykte Pius sin beundring for katolikker der „loyale lige til døden beviser deres villighed til at dele ofre og lidelser sammen med de andre Volksgenossen [tyske landsmænd]“.⁶ Men blot ni måneder i forvejen havde paven henvendt et lignende budskab til de franske biskopper, og vejledt dem om at de havde ret til at støtte alle foranstaltninger til at forsvare deres land imod de selv samme „loyale“ tyske katolikker!⁷ De italienske ærkebiskopper modtog en lignende vejledning lige før Italien sluttede sig til krigen imod de allierede.⁸

Når således den katolske kirkes overhoved endelig talte om samvittighedsanliggender, som næsten alle hans præster gjorde, roste han samvittigheden hos dem som ’loyalt’ tjente i de militære styrker uanset på hvilken side af fronten de gjorde det. Ja, da Vatikanets Berlin-korrespondent for det officielle blad L’Osservatore Romano engang spurgte Pius XII om han ville protestere imod udslettelsen af jøderne, fortalte paven at han „ikke kunne glemme at millioner af katolikker tjener i de tyske hære. Skal jeg bringe dem i en samvittighedskonflikt?“⁹

Hvilket ansvar havde protestantiske præster for det der skete? Bemærk engang hvad Kirkerådet for Den tyske evangeliske (lutherske) Kirke, den største protestantiske gruppe i Tyskland, telegraferede til Hitler personligt den 30. juni 1941:

„Må den almægtige Gud hjælpe Dem og vor nation imod den dobbelte fjende [England og Rusland]. Sejren skal blive vor, og at vinde den må være det vigtigste i vor higen og vore handlinger. . . . i alle sine bønner er [kirken] med Dem og med vore uforlignelige soldater der nu står i begreb med at udslette roden til denne pest med tunge slag.“¹⁰

Hvad andet kunne hjordene gøre med en sådan ledelse fra deres „hyrder“? Hvad de faktisk gjorde taler for sig selv, ikke sandt?

Var Hitlers lave vurdering af kirkerne dengang i 1933 korrekt? Han pralede hånligt at „præsterne . . . vil forråde deres Gud til os. De vil forråde hvad som helst for deres elendige små stillingers og indtægters skyld. Hvorfor skulle vi strides? De vil sluge hvad som helst for at beholde deres materielle fordele.“¹¹ (Hitlers regering fortsatte med stor statsstøtte til de større kirker gennem hele krigen.)¹²

For virkelig at forstå realiteten i det Hitler sagde om kirkerne, behøver man blot at spørge sig selv: „Hvis jeg havde været et oprigtigt medlem af en kirke i Tyskland, Østrig eller Italien i den periode, hvad ville mine åndelige ledere da have tilrådet mig — og hvad ville jeg have gjort?“ Lad os antage at en siger: „Jeg ville ikke have tjent Hitler.“ Hvilken reaktion ville han så have mødt, ikke hos nazisterne, men hos sine egne åndelige ledere?

Den enkeltes samvittighed kontra kirken

Hvor meget den katolske lærde og pædagog Gordon Zahn end søgte, kunne han kun finde dokumenterede vidnesbyrd om én eneste blandt 32 millioner tyske katolikker der af samvittighedsgrunde nægtede at tjene i Hitlers hærstyrker. Bortset fra gejstlige der blev retsforfulgt for politisk modstand mod nazisterne, fandt han alt i alt syv personer i Tyskland og det katolske Østrig der af samvittighedsgrunde nægtede at aflægge den militære ed.¹³ De undrer Dem sandsynligvis over at der var så få.

Zahn svarer at hans mange samtaler med folk der kendte disse mænd mundede ud i den „ligefremme forsikring, som næsten enhver af de adspurgte gav, at enhver katolik der besluttede at nægte militærtjeneste ikke ville have fået nogen som helst støtte fra sine åndelige ledere“. Disse få der nægtede og fastholdt deres nægten, bragte i virkeligheden ironisk nok deres „åndelige ledere“ i forlegenhed.

For eksempel skrev ærkebiskop Konrad Gröber fra Freiburg til en nazidomstol i en anmodning om barmhjertighed for en præst der nægtede militærtjeneste, at præsten var „en idealist der var blevet mere og mere fremmed for virkeligheden. . . . som ønskede at hjælpe sit Volk og Vaterland men som gik ud fra de forkerte præmisser“.¹⁴ Andre blev nægtet nadveren af fængselspræsterne for at have krænket deres „kristne pligt“, at aflægge den nazistiske militære ed.¹⁵

Det dokumenterede tilfælde med en østrigsk bonde, Franz Jägerstätter, belyser hvilken reaktion et kirkemedlem i virkeligheden blev stillet over for fra sine åndelige lederes side. Jägerstätter blev til sidst på grund af sit standpunkt fængslet i Linz, Østrig, og senere halshugget. Den katolske fængselspræst skriver at han havde „prøvet at gøre det klart for ham at han måtte tænke på sit eget og sin families vel, selv når han fulgte sine personlige idealer og principper“ — ganske ligesom Jägerstätters sognepræst havde argumenteret længe før Jägerstätter blev sat i fængsel. „Han syntes at være kommet til at forstå mit synspunkt,“ siger fængselspræsten, „og lovede at følge min anbefaling og aflægge eden [den nazistiske militære ed].“¹⁶

Kom denne vejledning fra en nazist? Nej — den kom fra en præst, en præst der var velanset længe efter krigen! Men det var ikke det eneste pres fra åndelige ledere. Biskop Fliesser, fra bispedømmet Linz, afslører at han ligeledes havde „kendt Jägerstätter personligt“ og gjort gældende „uden resultat“ at Jägerstätter ikke var ansvarlig „for den civile [nazistiske] myndigheds handlinger“. Biskoppen sagde at han var „et fuldstændigt undtagelsestilfælde, en man mere skulle undre sig over end efterligne“. Biskop Fliesser skrev til en præst efter krigen for at forklare at han havde nægtet at tillade offentliggørelse af Jägerstätters historie i bispedømmet Linz’ kirkeblad. Beretningen kunne „skabe forvirring og forstyrre samvittigheden hos den enkelte“, sagde han.

Således betragtede biskop Fliesser en mand der fulgte sin samvittighed, som et „undtagelsestilfælde“ — der ikke skulle efterlignes. „Jeg mener at de største helte er de eksemplariske unge katolske mænd, præstestuderende, præster og familieoverhoveder der kæmpede og døde under heroisk udførelse af deres pligt,“ fortsatte han. Selv nazisternes sagfører Feldmann, der var udnævnt af retten, anvendte dette argument i et forsøg på at få Jägerstätter til at gå på kompromis. Han bemærkede at millioner af katolikker, indbefattende gejstlige, deltog i krigen med en „ren“ samvittighed. Til sidst, erindrer Feldmann, udfordrede han ham til at nævne ét eneste tilfælde hvor en biskop på nogen måde havde frarådet at gøre nazistisk militærtjeneste.¹⁷ Han kendte ingen. Gør De?

Idet biskop Fliesser vendte tilbage til den afviste artikel med titlen „Heroisk konsekvens“, talte han dadlende om „bibelstudenterne [Jehovas vidner] og adventisterne der i deres ’konsekvens’ foretrak at dø i koncentrationslejre fremfor at bære våben“. Han sagde at de var under indflydelse af „en afsporet samvittighed“ og at de bedste forbilleder „til oplæring af mænd“ er de „helte“ der kæmpede, under indflydelse af „en ren og korrekt samvittighed“.¹⁸

Således mente en velanskrevet østrigsk biskop, endog efter krigen, at de kirkemedlemmer der lod sig genne ind i nazihæren for at slagte andre medlemmer af kirken, havde en „korrekt“ samvittighed. Biskoppen lader forstå at de der gik i døden i koncentrationslejrene i stedet for at tjene nazisterne, var vildfarne krystere. Hvad mener De?

Kirken støttede i handling biskop Fliessers syn på disse kristne bibelstudenter under Hitlers regering. Det katolske bispedømmes officielle tidsskrift i Passau, Tyskland, for 6. maj 1933, meddelte at kirken havde accepteret det hverv fra nazisterne at indberette ethvert af Jehovas vidner i Bayern der stadig aktivt udøvede sin tro efter at de var blevet forbudt den foregående måned.¹⁹

Betegnende nok havde denne særlige gruppe kristnes modige standpunkt haft nogen indflydelse på den katolske Franz Jägerstätter. Gordon Zahn oplyser at Jägerstätters sognepræst bemærkede at „Franz ofte havde talt med beundring om deres trofasthed“, og beboere i landsbyen der kendte ham gjorde meget ud af den omstændighed at han „tilbragte mange timer med at drøfte religion og studere Bibelen“ sammen med sin fætter der var bibelstudent, den eneste ikke-katolik i landsbyen.²⁰

Selv nazistiske bagvaskelseskampagner imod jøderne kujonerede ikke Jehovas vidner fra at vise kristen venlighed mod enhver. Dertil følte de sig forpligtede af deres samvittighed. Den tidligere redaktør af Danzinger Informator, J. Kirschbaum, skrev i det jiddische New York-dagblad, Der Tog, for 2. juli 1939, at „da alle slags fødevarebutikker som en epidemi begyndte at opsætte de velkendte skilte ’Jøder er uønskede’“, skaffede Jehovas vidner i Danzig, Polen, „deres jødiske naboer eller slet og ret bekendte fødevarer eller mælk uden at bede om nogen belønning for det“.

Denne jødiske redaktør undrede sig også over at de tyske Jehovas vidners børn, i modsætning til deres katolske og protestantiske skolekammerater, af samvittighedsgrunde „nægter at hilse hagekorset og at bruge hilsenen ’Heil Hitler!’ og alle trusler imod børnene . . . er forgæves. Børnene erklærer klart og tydeligt at Gud alene skal hilses med ’Heil!’, men intet menneske, eftersom en sådan handling er gudsbespottelse“.

Hvorfor denne modsætning?

Stillet over for sådanne historiske kendsgerninger må tænkende kristne spørge: Hvorfor kunne en organisation med alle de ressourcer og mere end et tusind år til at oplære de trofastes samvittighed kun frembringe vidnesbyrd om én tysk katolik blandt 32 millioner (0,000003 procent) hvis samvittighed ikke ville tillade ham at kæmpe for nazisterne? Men blandt de 19.000 tyske Jehovas vidner i 1933 „led en større del (97 procent) end i nogen af de andre kirker en eller anden form for forfølgelse“, ifølge historikeren J. S. Conway. De stod øverst på den „Liste over forbudte sekter siden 1933“ der blev sendt rundt af Gestapohovedkvarteret den 7. juni 1939. — The Nazi Persecution of the Churches 1933-45, siderne 196, 370.

Hvorfor blev Jehovas vidner forfulgt? I modsætning til at nogle præster blev forfulgt for antinazistisk politisk virksomhed, oplyser Conway at Jehovas vidners modstand „hovedsagelig var rettet imod enhver form for samarbejde med nazisterne og imod at tjene i hæren. Da de begrundede deres standpunkt med den bibelske befaling, nægtede de at bære våben endog mod nationens fjender. . . . de kom således alle i princippet under dødsdom“. (Side 198; kursiveret af os) Nazisterne henrettede faktisk 203 af de 253 Jehovas vidner der blev dømt til døden, 635 døde i fængsel og 6019 fik fængselsdomme på i alt mere end 13.924 år.

Men var ikke alle katolikker og protestanter der tjente Hitler, undergivet den samme „bibelske befaling“? Jo, de var; men på Jesu tid kendte de jødiske ledere også Guds lov, og dog undrede Jesus sig over deres handlemåde: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud for at kunne beholde jeres tradition.“ — Mark. 7:9.

Ved at konsultere New Catholic Encyclopedia under overskriften „Pacifism“ kan De selv iagttage hvor „behændigt“ vor tids religiøse ledere ’tilsidesætter Guds bud’. Her hævder dette leksikon blandt andet: „Der er heller ingen væsentlig modsætning mellem en retfærdig krig og Kristi befaling at vi skal elske vore fjender. En retfærdig krig udtrykker had til den onde gerning og ikke til ugerningsmanden. . . . Katolikker er ganske givet frit stillet til at danne sig deres egen mening om det er sandsynligt at betingelserne for at retfærdiggøre en eventuel fremtidig krig vil være til stede . . .“ — Udgaven af 1967, bind 10, side 856; se også artiklen „War, Morality of“.

Hvordan virker denne ’behændige’ tankegang i praksis? Hvor mange krige kan De i grunden finde i historien hvor katolske eller protestantiske befolkninger var indblandet — uanset formålet — som ikke opfyldte „betingelserne for at retfærdiggøre“ dem, så at hjorden nægtede at kæmpe for deres politiske herrer? Hvis kirkerne stod over for de samme omstændigheder i dag som de gjorde da nazisterne kom til magten, tror De så oprigtigt at de ville optræde anderledes? Kan europæiske og amerikanske katolikker, for eksempel, føle sig sikre i den tro at millioner af polske, ungarske og tjekkiske katolikker ikke ville angribe deres brødre i troen, hvis det skulle komme til en konfrontation mellem øst og vest? Eller er det et mere realistisk synspunkt der udtrykkes i det katolske tidsskrift St. Anthony Messenger — at præster i alle trossamfund „ofte giver det indtryk at de vil velsigne en hvilken som helst krig eller ethvert vovestykke som statens ledere beslutter at sætte i gang“? — Maj 1973, side 21.

Men Kristus Jesus, hvis disciple de siger de er, gav denne regel for at være en kristen discipel: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Han sagde også til en discipel der søgte at forsvare ham med magt — i sandhed en „retfærdig“ sag: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd, vil omkomme ved sværd.“ — Joh. 13:35; Matt. 26:52.

Hvis man derfor anmodede Dem om at identificere dem der i sandhed er værdige til at bære navnet „kristne“ i dag, ifølge de retningslinjer Jesus selv har givet, kunne De så i oprigtighed vælge nogen af kristenhedens kirker? Hvem har i praksis vist det kendetegn på virkelig kærlighed som Kristus selv har fordret? Hvem ’elsker ikke med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed’? (1 Joh. 3:18) Det historiske vidnesbyrd taler for sig selv. Oprigtige mennesker vil overveje det. Mange benytter sig nu af den hjælp Jehovas vidner uden vederlag tilbyder til at udvikle en kristen samvittighed der er oplært på grundlag af Bibelen, en samvittighed som ikke vil svigte når den bliver sat på prøve.

Henvisninger

 1. Internal S.S. report, National Archives, Washington, T-580, roll 42, file 245.

 2. The Vatican in the Age of the Dictators, Anthony Rhodes, 1973, s. 347.

 3. Tisserant til Suhard, 11. juni 1940 (opbevaret i Bundesarchiv i Koblenz, R 43 II/144Oa).

 4. Documentation Catholique, Paris, 2. februar 1964.

 5. Offentliggjort i Seelsorge und kirchliche Verwaltung im Krieg, Konrad Hoffmann, redaktør, 1940, s. 144.

 6. Pius XII til de tyske biskopper, kopi i stiftsarkiverne i Regensburg.

 7. Citeret i Was sagen die Weltkirchen zu diesem Krieg? Zeugnisse und Urteile, Matthes Ziegler, 1940, s. 109-112.

 8. Budskab af 24. april 1940, citeret i Der Vatikan und der Krieg, Alberto Giovannetti, 1961, s. 300.

 9. Erklæring af 11. marts 1963 i Berlin, offentliggjort i Summa iniuria oder Durfte der Papst schweigen?, Fritz J. Raddatz, redaktør, 1963, s. 223.

10. Kirchliches Jahrbuch für die Evangelische Kirche in Deutschland 1933-1944 (Gütersloh, 1948) s. 478-9.

11. The Voice of Destruction, Hermann Rauschning, 1940, s. 50, 53.

12. Artikel 17 i Konkordatet mellem Tyskland og Den hellige Stol, 20. juli 1933, Documents on German Foreign Policy, serie D, bind VIII, s. 896ff.

13. German Catholics and Hitler’s Wars, Gordon Zahn, 1962, s. 54, 55.

14. Kopi i arkivet i ærkebispedømmets kancelli, Freiburg.

15. Franz Reinisch: Ein Martyrer unserer Zeit, Heinrich Kreuzberg, 1953, s. 86.

16. In Solitary Witness, Gordon Zahn, 1964, s. 75.

17. Samme, s. 86.

18. Brev af 27. februar 1946, i St. Radegund, Østrig, sognets „Jägerstätter-arkiv“.

19. Oberhirtliches Verordnungsblatt für die Diözese Passau, nr. 10, 6. maj 1933, s. 50-51.

20. In Solitary Witness, Gordon Zahn, 1964, s. 108-110.

[Fodnoter]

[Illustration på side 13]

Hvordan er det muligt at mænd med en samvittighed der var oplært af kirken, var villige til at begå en hvilken som helst forbrydelse deres ledere gav ordre til?

[Illustration på side 14]

Hvem var ansvarlig?

[Illustration på side 15]

Kristeligt Dagblad, 14. november 1945:

Paven kendte intet til Rædslerne i Tyskland

Pavens svar paa fransk Journalists Spørgsmaal om, hvorfor klar Fordømmelse af Nazisterne ikke var blevet fremsat

Forbrydere bør straffes hurtigt og uden Undtagelse

Politiken, 3. juli 1941:

Den tyske Kirke takker Hitler

Telegram fra den evangeliske Kirkes Tillidsraad

Politiken, 29. august 1936:

Paven rækker Nazi Haanden

En katolsk-nazistisk Fællesfront mod Kommunismen