Kirke og stat forenes og hindrer fremskridt

MAURICE DUPLESSIS blev premierminister i Quebec i 1936. Med undtagelse af en enkelt embedsperiode (1939-1944) fortsatte han i dette embede til sin død i 1959. Af historikeren Leslie Roberts er han blevet beskrevet som „en hensynsløs demagog der styrede sit nationale unionsparti og hele provinsen Quebec med jernvilje; en rabulist og diktator, grandseigneur og tyran“.

Hans styre er i Toronto-bladet Star blevet beskrevet som „det mest åbenlyst korrupte som provinsen nogen sinde har haft“.

Støttet af kirken

Hvor kunne han finde støtte for en sådan fremfærd? I „Quebecs landdistrikter . . . hvor kirken havde ubestridt magt. Det var derfra partiets øverste leder, Maurice Duplessis, hentede sin styrke,“ siger Canada 70.

Duplessis-styret var afhængigt af den katolske kirke. Ansvaret for de skader som hans administration påførte provinsen og dens befolkning, må føres tilbage til den katolske gejstlighed.

Hvilken fordel fik gejstligheden ud af denne alliance? Afhandlingen Canada 70 oplyser: „Jehovas vidner blev nægtet forsamlings- og ytringsfrihed fordi de tvivlede på Duplessis-evangeliet og den romersk-katolske kirke. Han bevarede magten i kraft af sin alliance med kirken, landmændene og den reaktionære engelsktalende forretningselite. I alt dette blev han hjulpet af en føjelig presse.“

Den frihedshadende Duplessis passede perfekt ind i den katolske kirkes planer. Gejstligheden ønskede at Quebecs indbyggere skulle være viet til kirken. Biskopperne proklamerede at den fransk-canadiske nation havde en messiansk mission — „at gøre provinsen Quebec til den kristne nation der kunne træde i stedet for det famlende Frankrig i rollen som kirkens ældste datter“.

Duplessis og kirken samarbejdede om at hæmme uddannelsen og de fremskridt som ville udfri quebecerne af det middelalderlige greb de blev fastholdt i. I vid udstrækning lykkedes det denne magtkombination at hindre fremgangen og at holde Quebecs befolkning nede i undertrykkelse.

Men ikke alle bøjede sig for systemet! Der var et frihedsglimt som det lokale diktatur ikke kunne slukke!

Jehovas vidner kæmper for religionsfrihed

Herren Jesus sagde om endens tid, som vi har befundet os i siden 1914: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14) Jehovas kristne vidner efterkommer denne befaling. En del af „den beboede jord“ er provinsen Quebec. Dér begyndte Jehovas vidner at udvide deres missionsvirksomhed i 1924.

Problemerne forekom enorme som bjerge. Folk var venlige nok hvis man havde dem på tomandshånd, men præsternes indflydelse førte til at vold og arrestationer blev en almindelig oplevelse for forkynderne. Mange katolske dommere, som var uddannet af præster, havde en temmelig snæversynet opfattelse af juridiske rettigheder når det gjaldt personer som vovede at erklære sig uenige med kirken. Kampene i Quebecs retssale begyndte i 1924 og fortsatte til 1964.

Jehovas vidner søgte at gøre brug af den lovfæstede ret til tilbedelsesfrihed ved fredeligt at forkynde det opmuntrende budskab om Guds rige ved Kristus Jesus. Men i Quebec stødte forsøget på at udøve sådanne nutidige rettigheder ind i et katolsk-kontrolleret system som aldrig rigtig var kommet ud af den mørke middelalder. For dette system at se, var Jehovas vidner (og alle andre ikke-katolikker) kættere som ikke havde nogen rettigheder.

Det var en klassisk konfrontation. Den mindede om den situation apostlene stod i da de forsøgte at forkynde budskabet om Guds rige på trods af romerrigets magt på kejser Neros tid. Jehovas vidner stod over for en rig, mægtig og politisk befæstet kirke. Set med menneskers øjne var det en højst ulige kamp; den katolske kirke havde tilsyneladende alle fordele. Jehovas vidner havde ingen verdslig indflydelse, ingen støtte fra jordiske myndigheder; men de var stærke i troen, og Jehovas ånd var med dem.

Forud for den anden verdenskrig var Jehovas vidners virksomhed i Quebec begrænset, og de blev konstant forstyrret og chikaneret af præster, pøbelsværme og offentlige anklagere. Men midt i 1940rne tilspidsede situationen sig. Kampen for friheden til at forkynde nåede et højdepunkt. Kirken havde nu fået sit redskab, Duplessis, op i den politiske sadel. Kunne han standse Jehovas kristne vidners forkyndelse? Kunne han hindre at Bibelen blev lukket op for Quebecs katolske befolkning?

„Nådeløs krig“

I 1944 begyndte Jehovas vidner at udvide deres evangeliske virksomhed i provinsen Quebec. Det samme gamle mønster med småsigtelser begyndte forfra; anklager for omdeling af tryksager, omførsel af varer og aflæggelse af husbesøg blev indgivet i Montreal, Verdun, Lachine og byen Quebec.

Jehovas vidner opgav dog ikke uden videre deres gudgivne pligt til at forkynde „denne gode nyhed om riget“. De forsvarede sig i retten og fortsatte deres forkyndelse. I løbet af 1945 blev kampen forstærket, idet den katolske gejstlighed foranledigede en række pøbeloptøjer. Disse optøjer fandt hovedsagelig sted i Châteauguay og Lachine. De førte til en landsomfattende presseomtale; opmærksomheden blev rettet mod den voksende religiøse konflikt i Quebec.

Ved slutningen af 1945 verserede der 400 sager for domstolene. Myndighederne håbede at de ved forsinkelser og chikane kunne standse Jehovas folk og undgå en klar juridisk kendelse som ville åbne vejen for appel.

I efteråret 1946 var 800 sager under behandling i det langsomt arbejdende retsmaskineri. Der var rejst så mange anklager mod Jehovas vidner at politi, dommere og domstole ikke kunne behandle dem alle. Situationen var ved at blive kritisk.

Offentligheden havde ret til at vide besked med Duplessis’ terrorregimente. I november 1946 udgav Jehovas vidner en flammende traktat som fordømte den forfølgelse de var udsat for i Quebec fra kirken og statsmagten.

Uddelingen af dette anklageskrift og en efterfølgende traktat var et hårdt slag mod Duplessis. Han reagerede med trusler og fordømmelser, og erklærede „en nådeløs krig mod Jehovas vidner“. Til de 800 verserende sager blev der i løbet af fire måneder føjet yderligere 843 anklager. Men i stedet for som før at rejse tiltale for simple vedtægtsbrud, gik de offentlige anklagere nu over til at rejse alvorlige kriminelle sigtelser for sammensværgelse, injurier og oprør mod staten. Man gjorde ikke noget forsøg på at benægte det som blev skildret i traktaterne. Man sagde i virkeligheden: ’Det er oprørsk at I fortæller sandheden om hvor slem situationen egentlig er.’

Presset forstærkes

Jehovas vidner fortsatte med at udføre deres kristne opgave, og presset mod dem blev stærkere. Pøbelsværme samlede sig imod dem i gaderne når de gik fra hus til hus.

På grund af deres tro blev børn bortvist fra skolerne eller ført for retten som ungdomsforbrydere. Familieforsørgere mistede deres arbejde, næringsbreve blev ugyldiggjort. Politi og pøbelsværme trængte ind i mødelokaler og opløste møder.

Unge anstændige kristne kvinder blev arresteret, klædt af og indespærret i snavsede celler sammen med prostituerede, tyve og narkomaner. Nogle blev arresteret mens de spadserede på gaden eller var på indkøb. Ofte måtte man uddele traktaterne om natten for at undgå uretmæssig arrestation for udøvelse af denne grundlovsgaranterede rettighed.

Janet MacDonald, en trofast missionær som tog del i dette arbejde, siger: „Dag og nat uddelte vi traktaterne. Vi susede rundt i landdistriktet, hen over den kolde vintersne, ofte med politiet i hælene. Midt om natten kunne en bilfuld vidner pludselig dukke op i en landsby med en forsyning traktater. Vi løb hver især ind i de huse vi havde fået tildelt, afleverede traktaterne, skyndte os tilbage til bilen, og borte var vi! Når politiet kom for at gennemsøge landsbyen, var vi på vej til den næste.“

I sin bog The Chief skriver Leslie Roberts om den krig Duplessis førte: „Provinsens politistyrker tog hundredvis af Jehovas vidner med på stationen når de roligt stod på gadehjørnerne og uddelte deres flammende traktater. I byen Quebec blev en mand ved navn Laurier Saumur den hyppigste ’genganger’ . . . arresteret og anklaget ved et hundrede og tre forskellige lejligheder i løbet af ’krigen’.“