Quebec går fremad: den stille revolution

INDEN for et halvt år efter Duplessis’ død i 1959 var hans regering væltet. Ramsay Cook skriver i bogen Canada and the French Canadian Question: „Duplessis’ død fjernede et låg som havde holdt fransk-canadiernes sydende utilfredshed nede i over et tiår. Det er tvivlsomt om selv Duplessis kunne have holdt låget på ret meget længere, for de sociale og økonomiske kræfter der gjorde sig gældende var alt for stærke.“

I en omtale af disse forhold har Pierre Elliott Trudeau (der selv er katolik) skrevet om nødvendigheden af at „befri samvittigheder som tyranniseres af en klerikaliseret og obskurant kirke . . . befri mænd som holdes nede af en autoritær og forældet tradition“. Han skriver at der aldrig havde været stor frihed i Quebec, og tilføjer: „Omkring 1960 så det ud til at friheden endelig ville sejre. . . . i den grad at den generation der nåede tyveårsalderen i 1960 var den første i vor historie som opnåede nogenlunde fuldstændig frihed. Nationens, traditionens, kirkens og statens dogmatisme var blevet overvundet.“

Et vendepunkt

Forandringen medførte en ny udvikling i mange retninger. Året 1960 markerede et vendepunkt, et spring fremad der kom så pludseligt at det i almindelighed omtales som „den stille revolution“.

En ny tid med oplysning og åndsfrihed begyndte. Pressen og de øvrige nyhedsmedier begyndte at skildre forholdene og problemerne som de virkelig var, i stedet for at farve alt så det beskyttede katolicismen og tjente til at bevare status quo. Sociologerne bag afhandlingen Canada 70 fremsætter denne kommentar: „Oprettelsen af et undervisningsministerium i 1964 markerede afslutningen på kirkens kontrol med undervisningen, og den stille revolution i 1960 gjorde ende på gejstlighedens utrolige politiske magt.“

Quebec begyndte virkelig at frigøre sig for sit gamle billede med præstevælde og isolationspolitik. Provinsen tog fat på at rette sig ind efter den almindelige livsstil i det øvrige Canada og Nordamerika.

Der er flere faktorer her i det tyvende århundrede som har bidraget til den stille revolution, Quebecs „samfund i opbrud“. En af faktorerne er Det andet Vatikankoncil, som blev holdt på foranledning af pave Johannes XXIII. De forandringer inden for den katolske kirke som fulgte efter dette koncil, har skabt usikkerhed blandt mange katolikker.

Man sværger ikke længere til uindskrænket katolsk herredømme. Montreal-avisen Star siger tværtimod at det nu er „en almindelig opfattelse blandt Quebecs intellektuelle at det der altid har været fejlen ved Quebec, er kirken“.

Jehovas vidners sejre i Canadas højesteret indledte en ny epoke for udøvelsen af borgerrettigheder og pressefrihed i Quebec. Censur blev erklæret for grundlovsstridigt. Offentlige talere og skribenter behøvede ikke længere at frygte at en offentlig anklagers tunge hånd ville blive brugt til at standse den lovlige udbredelse af oplysninger.

En anden ting som har øvet en gennemgribende indflydelse på Quebec, er fjernsynets fremkomst. Så længe landsbyboeren kun vidste hvad den lokale præst fortalte ham, kunne han nemt bedrages til at tro at hans gejstlige vogter sørgede godt for ham. Men da fjernsynet kom, begyndte han at se hvordan der så ud i resten af verden og hvor tilbagestående det katolsk-kontrollerede samfund i virkeligheden var.

Selv om den stille revolution ikke er blevet udkæmpet med skydevåben, har den medført umådelige forandringer i Quebec. Men hvordan står det til med katolicismens forankrede stilling?

Kirkens magt daler

Sociologerne bag Canada 70 påpeger: „Det var uundgåeligt at den katolske kirke en dag måtte give afkald på sin fuldstændige kontrol over befolkningen, og i Quebec skete det pludseligt og dramatisk.“

En artikel i Montreal-avisen Star, skrevet af Ralph Surette, oplyser: „Den romersk-katolske kirkes magt i Quebec er smuldret; bekymring og ligegyldighed hos både lægfolk og gejstlighed afslører en krisetilstand . . . Krisen er kendt. Kommissionen tager for givet (og bekræfter) hvad der er almindeligt kendt: at tilslutningen til messen er faldet drastisk, at præster forlader deres kald, at mange sogne er i økonomiske vanskeligheder.“

Artiklen viser også hvordan det har berørt præsteskabets stilling: „Klerikalismen som en absolut magt begyndte at smuldre på dette tidspunkt [1949], og banede således vej for at staten blev den vigtigste institution i quebecernes liv i 1960erne. . . .. I løbet af relativt få år har Quebec-præsten mistet ’både sin sociale status og sine tilhørere’.“

Den katolske kirkes problemer var blevet så alvorlige at der på biskoppernes anmodning blev nedsat en regeringskommission, Dumont-kommissionen, til at undersøge spørgsmålet „Lægfolket og kirken“. Kommissionens 315 siders betænkning blev udsendt i december 1971, og den bekræftede stort set hvad de velinformerede allerede vidste: at kirken havde mistet folks tillid, at både gejstlighed og lægfolk forlader kirken.

Den almindelige mening blandt Quebecs indbyggere udtrykkes ofte på denne måde: ’Kirken er forsvundet.’

„Forlader kirken i massevis“

I sidste instans er en kirke afhængig af at folk slutter op om den. Dumont-betænkningen oplyser hvad der er sket med denne side af katolikkernes liv: „I løbet af de sidste ti år er religionsudøvelsen faldet betydeligt. Det er tydeligst blandt de unge, men nedgangen berører progressivt og mere stilfærdigt også de ældre.“

Hvor stærkt det er gået, fremgår af Montreals præstetidsskrift Relations, der i marts 1974 oplyste følgende: På ti år er kirkegangen om søndagen faldet fra 65 procent til 30 procent; og blandt de unge, aldersgruppen fra 15 til 35 år, er den faldet til 12 procent.

Westmount-biskoppen Léo Blais har offentligt udtalt at „de troende forlader kirken i massevis“.

Der er også problemet med at få nye til at tage præstegerningen op. Præsteseminarierne i Nicolet, Joliette, Rimouski og Sherbrooke er blevet lukket. Bygningerne benyttes nu af staten til skoler for de lokale samfund, og i Nicolet til politiskole.

Antallet af nye kandidater til præsteskabet er meget afslørende. Dumont-betænkningen oplyser: „Det årlige antal kandidater til hellige ordener (præster og andre) i vor kirke var i 1946 over 2000, men i 1970 kun lidt over hundrede.“

Tidsskriftet Relations skrev i marts 1974: „I 1968 begyndte antallet af nye præster at falde stærkt . . . Mange præster forlader tjenesten. Samtidig har rekrutteringen af præster nået et minimum: 3 nye seminarieelever i år.“ Dette gælder for Montreal, et sogn med 1.700.000 katolikker, over en tredjedel af kirkens medlemmer i hele provinsen.

Katolske organisationer mister også medlemmer. Det hellige hjertes Liga, der for ti år siden havde 28.000 medlemmer, har nu kun 3000.

Foruden de åndelige problemer og præstemangelen, har man også svært ved at vedligeholde kirkebygningerne. Mange af dem står på fallittens rand.

En række velkendte kirker i byen Montreal er blevet revet ned og grunden brugt til andre formål. En af dem er kirken Notre-Dame-d’Alexandrie på Amherst Street. I dette tilfælde var præsten, Benjamin Tremblay, lykkelig over at se sin kirke blive revet ned. Af hvilken grund?

Han skal offentligt have udtalt at kirken nu må beskæftige sig med det sociale og økonomiske liv i området og at det nye center vil hjælpe det økonomisk betrængte distrikt som det ligger i. Tidligere havde han udtalt at det var bedre at sælge kirkebygningerne. Elleve store katolske kirker er blevet lukket i Montreal siden 1967 og andre skal snart sælges eller rives ned.

Årsager til kirkens tilbagegang

Hvad er der sket? Hvad er grunden til den drastiske nedgang i kirkens magt?

Manglende tillid til kirkens ledelse har ført megen usikkerhed med sig, og dette er ikke begrænset til Quebec. Jesuitten Andrew M. Greeley, som har rettet kritik mod hierarkiet i De forenede Stater, siger: „Skal jeg være ærlig må jeg sige at jeg tror at kirkens nuværende ledelse er moralsk, intellektuelt og religiøst falleret. Vi har ingen ledere som kan angive retningen for os.“

Sociologerne bag afhandlingen Canada 70 fandt „en enorm tillidskløft“ inden for kirken i Quebec: „Kløften havde nået en sådan dybde at lægfolket fandt anledning til at mistro praktisk talt alt hvad kirkens hierarki foretog sig.“

Biskop Léo Blais har også peget på gejstligheden. Han mener at nogle præster for øjeblikket skaber forvirring i kirken i Montreal. Biskop Blais anfører den mulighed at det er „vor manglende disciplin og vor ulydighed der har skabt forvirring i deres sind og ført mange katolikker på afveje“.

„Er kirken død?“

„Er kirken død?“ spørger det fransksprogede tidsskrift La Patrie (Montreal) i en overskrift.

Præsten Hubert Falardeau svarer at paverne og biskopperne „har glemt at kirken ikke var et timeligt men et åndeligt samfund. Hvad medlemstal angår, ønskede de kvantitet og ikke kvalitet. For at beholde folk i kirken var det nødvendigt med forskrifter. Folk var ikke så veluddannede, så man fyldte dem med forskrifter. Alt dette — festdagene, de store ceremonier — blev brugt til at tiltrække folk i stort tal.“

Han forklarer videre: „Der foregår en afkristning fordi folk ikke virkelig er blevet gjort kristne. Da kirken begyndte, blev folk døbt som voksne. Derefter antog man uden videre at alle var kristne, og man døbte dem ved fødselen.“

Denne katolske præst taler nu om behovet for at gøre folk virkelig kristne. Han anbefaler voksendåb og missionsarbejde. Det er netop dét Jehovas vidner går ind for og som i høj grad har bidraget til de gode resultater de har opnået. Ingen behøver at være i tvivl om hvorvidt Jehovas vidner er døde; deres nidkære forkyndelse og missionsiver overalt på jorden er svar nok!

Også i Quebec har Jehovas vidner udført et missionsarbejde fra grunden af ved at gå fra dør til dør. Everett Carlson, et Jehovas vidne i byen Joliette, er blevet spurgt hvad han har lagt mærke til blandt den katolske befolkning som kunne forklare den ændrede holdning til kirken. Han svarer: „Siden 1970 har der været en tydelig ændring i folks indstilling. De er ikke længere så bange for at tale med Jehovas vidner, stille spørgsmål og udtale sig om forandringerne inden for kirken. De indrømmer beredvilligt at den ændrede lære om helvede, kødspise om fredagen og mange andre ting har rokket ved deres tro.“

Men selv om romerkirken har mistet en stor del af sin næsten suveræne magt i Quebec, skal vi dog ikke få det indtryk at den fuldstændig har forladt skuepladsen. Mange af de yngre er holdt op med at støtte kirken, men den ældre generation, både af præster og lægfolk, yder fortsat kirken en ikke ringe støtte. Vaner og traditioner er sejlivede.

Imidlertid er der sket store og hurtige forandringer i Quebec mellem 1960 og 1974. Den stille revolution har i mange retninger skabt en gunstig udvikling.