Glædelige forandringer i Quebec
DET var varmt og solrigt, og luften summede af begejstring da skarer af fransk-canadiske Jehovas vidner i provinsen Quebec samledes til deres kristne stævner med temaet „Guds hensigt“ i august 1974. Stævnet i Montreal blev overværet af 5785, mens 2505 samledes i byen Quebec. Fransk begejstring og joie de vivre (livsglæde) føjede ekstra krydderi til de interessante bibelske skuespil som blev opført dér.
Noget andet bemærkelsesværdigt ved de to stævner var den omfattende og positive omtale de fik i den fransksprogede presse og de øvrige nyhedsmedier. Man syntes helt betaget af Jehovas vidners nidkærhed og fremgang, som står i slående kontrast til nedgangen inden for den romersk-katolske kirke, der ellers i mange år har domineret alle områder af livet i Quebec.
Både i Montreal og i byen Quebec blev Jehovas vidners stævner holdt på kommunalt ejede sportsarenaer. I begge byer havde man et glimrende samarbejde med politiet og de offentlige embedsmænd.
Men hvorfor er dette bemærkelsesværdigt? Er det ikke ganske normalt at Jehovas vidners kristne stævner afvikles på en fredelig måde og i godt samarbejde med myndighederne? Skulle det være anderledes i Montreal og byen Quebec?
En forbløffende vending
For dem der er kendt med forholdene, repræsenterer disse fredelige stævner og det gode samarbejde med myndighederne en næsten utrolig forandring. I de sidste tredive år har begivenhederne i Quebec taget en sådan vending at det faktisk har karakter af en revolution! En revolution uden vold, med ideer og tro som våben!
I 1940rne og 1950erne var Jehovas vidner så godt som fredløse i Quebec. Arrestationer og retssager forekom i hundredvis — ja, der blev i alt indbragt 1775 sager for domstolene — flere end om noget andet emne i Det britiske Imperiums historie! Det var et terrorregimente. Pøbeloverfald, fysisk vold, diskrimination, afskedigelse — alle afskygninger af offentlig og privat chikane mod et mindretal blev taget i anvendelse.
Dette var et overlagt forsøg på at knuse de fredelige Jehovas vidner, som vovede at forkynde den gode nyhed om Guds rige og åbne Bibelen for indbyggerne i det katolske Quebec. Forfølgelsen var så ekstrem at en velkendt skribent fra Quebec, Leslie Roberts, har sagt følgende om denne periode: „For mange uden for Quebec var provinsen blevet hjemsted for en religionsforfølgelse der mindede om inkvisitionens dage.“
Men hvordan kunne dette ske? Er Canada ikke et frit land med en demokratisk forfatning? Det er jo trods alt det tyvende århundrede, ikke sandt?
Enklave med det attende århundredes katolicisme
Før 1960 var det tyvende århundrede kun i begrænset omfang kommet til Quebec. Provinsen havde i over tre hundrede år været underlagt romerkirkens næsten totale herredømme.
Quebec blev oprindelig grundlagt i 1608 som Ny Frankrig, en del af det franske kolonirige. De franske koloniherrer fra Paris var ikke videre interesseret i Canada, et land som Voltaire kaldte „nogle få tønder land sne“. Den første guvernør, Samuel de Champlain, „ville kun have katolikker i sin nye verden. De der ankom sammen med ham . . . var besluttet på at udbrede kirken . . . derved blev kirken staten. Sådan var det indtil for nylig,“ oplyser en sociologisk studie over Quebecs problemer, kaldet Canada 70.
Det katolske herredømme prægede livet i Quebec lige fra europæerne begyndte at slå sig ned dér. Den svære undertrykkelse i det attende århundredes Frankrig, hvor kirke og stat var forenet, og som førte til den franske revolution i 1789, kom også til udtryk i Quebec. Frankrig slap af med denne middelalderlige anakronisme under revolutionen i 1789. Men Quebec gjorde ikke, for da var provinsen ikke længere en del af det franske rige. Før den franske revolution havde englændernes erobring af Canada i 1759 bragt provinsen ind under den britiske krone.
I forudanelse om den amerikanske revolution, der brød ud i 1776, ønskede den britiske regering at skaffe ro i Quebec. Englænderne slog derfor en handel af med den katolske kirke, en handel som i realiteten gik ud på at ’hvis I støtter England, lader vi jer have magten i Quebec’.
Afhandlingen Canada 70 oplyser: „Mange historikere og skribenter anlægger det synspunkt at erobringen medførte en uhellig alliance mellem den romersk-katolske kirke og det britiske styre. . . . Før Pierre Elliott Trudeau blev premierminister skrev han: ’Loyaliteten blev købt for religionsfriheden.’“
Den britiske regering overdrog i virkeligheden herredømmet over Quebec til den katolske kirke, og ’kirken blev staten’.
Hvordan kirken brugte sin magt
Hvad gjorde den katolske kirke med den store magt den fik overdraget? Afhandlingen Canada 70 forklarer: „Man behøver næppe at føre bevis for det herredømme som den romersk-katolske kirke har udøvet — både politisk og åndeligt — over den fransk-canadiske befolkning i Quebec i første halvdel af dette århundrede. Kirkens magt var på det nærmeste absolut. . . . Med sin målbevidste gejstlighed nåede den også ind på regeringskontorerne, ind på læreanstalterne, ind i de store firmaers bankbokse, og ind i folks hjem. . . .
Gennem hele det nittende århundrede førte kirken på alle fronter en beslutsom kamp mod enhver liberal eller antiklerikal idé eller mening som måtte have fundet vej ind i Quebec.“
På grund af disse historiske ejendommeligheder gik virkningerne af den franske revolution, den amerikanske revolution og den industrielle revolution uden om Quebec. Provinsen kom ind midt i det tyvende århundrede som et lukket landbrugssamfund fra det attende århundrede, ved sproget afskåret fra det øvrige Nordamerika.
Fordi udviklingen således havde stået stille på grund af kirkens herredømme, var Quebec en frugtbar mark som skrupelløse mænd kunne udnytte til egen fordel.
[Kort på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikaton)
Quebec
Montreal
Newfoundland
New Brunswick
United States
Ontario