Sejr over undertrykkelsen

DUPLESSIS’ skrappe forholdsregler og nogle underretsdommeres ubeherskede udtalelser gav bagslag blandt frihedselskende canadiske borgere.

I en sag i byen Quebec rettede dommer Jean Mercier et skarpt angreb mod et af Jehovas vidner som stod anklaget for overtrædelse af en simpel vedtægt. En indflydelsesrig Toronto-avis, Globe and Mail, kommenterede dette i en lederartikel den 19. december 1946. Under overskriften „Inkvisitionen er vendt tilbage“ skrev avisen:

„Forfølgelsen af den religiøse sekt der kaldes Jehovas vidner, som nu foregår i provinsen Quebec med begejstret officiel og juridisk billigelse, har taget en vending som tyder på at inkvisitionen er vendt tilbage til fransk Canada. Dommer Jean Mercier fra byretten i Quebec skal have sagt at Quebecs politi nu bliver instrueret om ’på stående fod at arrestere enhver som vides at være et Jehovas vidne eller som mistænkes derfor’. Hvis dette er sandt, benyttes Quebecs politistyrke til at spærre mænd og kvinder inde på grund af deres religiøse overbevisning.

Dette er en uhyrlig krænkelse af borgerlige rettigheder. Det var inkvisitionens teori at domstolene blandt andet havde den funktion at befri samfundet for kættere. Inkvisitionen slog kætterne ihjel, mens Quebec kun sætter dem i fængsel; men dommer Mercier ville øjensynlig ikke have noget imod at genindføre den hårdere straf. Han ville idømme hvert eneste Jehovas vidne ’mindst fængsel for livstid’ hvis dette var muligt, skal han have sagt.“

Mange canadiere chokerede

Oplysningerne om forfølgelsen af Jehovas vidner kom som et chok for mange canadiere. Det lille mindretals tro og ihærdige udholdenhed trods overvældende modstand aftvang dem stor respekt.

En velkendt journalist, Jack Karr, skrev i Toronto-bladet Star for 26. december 1946:

„Det kræver mod at være et Jehovas vidne i provinsen Quebec i dag — mod og mandshjerte. For vidnerne er genstand for had, mistænksomhed og foragt fra både høj og lav i befolkningen. Der synes imidlertid kun at være få quebecere som er helt på det rene med hvorfor de hader og foragter vidnerne, ud over at myndighederne har sagt at de skal vogte sig for dem.

Men er det svært for ikke-quebecere at være vidner i provinsen, må det være mange gange vanskeligere for de quebecere der har opgivet deres tro og sluttet sig til bevægelsen. De har mistet deres venner og er i virkeligheden blevet udstødt af det lokale samfund. Folk som tidligere var deres venner udspionerer dem nu, hævder de, og indberetter deres gøren og laden, og når der holdes møder er hele kvarteret ladet af fjendskab og utilsløret udspionering.

Af denne grund er det undertiden lidt vanskeligt for en udenforstående at fatte situationens dybde og forstå at dette virkelig foregår i Canada. Som iagttager kan man måske ikke fuldt ud tilslutte sig hverken vidnernes lære eller de metoder de bruger for at nå deres mål, men har man oplevet at være sammen med dem får man i det mindste en vældig respekt for deres mod og den stædighed hvormed de gør krav på deres rettigheder. . . .

Kort sagt: Jehovas vidner, en lille gruppe på 200, har skabt røre i det gamle Quebec. Og i en by hvis befolkning er 90 procent fransktalende og 95 procent romersk-katolsk, er deres møder begyndt at ligne de første kristnes møder i Neros Rom.“

Hvad har disse lidelser ført til?

Mellem 1949 og 1959 tilkæmpede Jehovas vidner sig fem vigtige sejre i Canadas højesteret, og det tog brodden af kirkens og statens ondsindede angreb. Højesterettens afgørelse i disse prøvesager fastslog ledende principper der effektivt afviste de mange hundrede øvrige sager.

De to sidste større sager blev vundet i 1959. Den ene var et personligt søgsmål rejst mod Maurice Duplessis af et af Jehovas vidner som havde drevet en restaurant i Montreal. Hans spiritusbevilling var blevet inddraget fordi han havde stillet kaution for mange anklagede Jehovas vidner. Canadas højesteret dømte Duplessis til personligt at udrede en skadeserstatning. Tre måneder efter at erstatningen var betalt, døde Duplessis.

Anerkendelse af dommenes værdi

Værdien af disse afgørelser og af Jehovas vidners modige holdning er blevet anerkendt af førende canadiske autoriteter i statsret. I sin bog Federalism and the French Canadian skriver Pierre Elliott Trudeau, som nu er Canadas premierminister: „I provinsen Quebec er Jehovas vidner . . . blevet hånet, forfulgt og hadet af hele vort samfund; men ad rettens vej er det lykkedes dem at besejre kirken, regeringen, nationen, politiet og den offentlige mening.“

I bogen Civil Liberty and Canadian Federalism behandler professor Frank Scott fra McGill-universitetet sagen Lamb mod Benoit: „Lamb-sagen er blot et yderligere eksempel på ulovligheder fra politiets side, men den er en del af det triste billede der alt for ofte er blevet afsløret i Quebec i de senere år. Frøken Lamb, et tilfældigt Jehovas vidne, blev ulovligt arresteret, holdt i forvaring weekenden over uden at være anklaget og uden at få lov at ringe til en sagfører, og derefter fik hun tilbudt friheden på den betingelse at hun ville skrive under på et dokument som fritog politiet for ethvert ansvar for den måde hun var blevet behandlet på. Når man læser sådan en historie spekulerer man på hvor mange andre uskyldige ofre der er blevet behandlet på lignende måde af politiet, men som ikke har haft mod og støtte til at føre sagen igennem til sejr — i dette tilfælde 12¹/₂ år efter at arrestationen havde fundet sted. Vi skulle være taknemmelige for at vi i dette land har nogle ofre for statslig undertrykkelse der står op for deres rettigheder. Deres sejr er en sejr for os alle.“