Den nye frihed i Quebec
HVAD finder man hvis man besøger Quebec i dag?
Man finder et samfund der stort set ligner resten af Nordamerika. Frygten og undertrykkelsen der hang tung og truende over befolkningen under det totale katolske herredømme, er borte. Quebecerne kan selv træffe afgørelser vedrørende uddannelse, arbejde, familieplanlægning, religion — uden at spekulere på hvad præsten mener.
Siden 1964 har regeringen overtaget og forbedret undervisningen. Hovedvægten lægges nu på uddannelse i handelsfag og tekniske fag, fremfor teologi og filosofi. De unge fransk-canadieres muligheder i forretningsverdenen og erhvervslivet bliver større og større.
Pressen og andre medier kan frit undersøge dagens spørgsmål og offentliggøre resultaterne. Quebeceren er i dag mere velinformeret end nogen sinde før. En oplyst befolkning kræver også en bedre regering.
Mindretal som Jehovas vidner har nu lige så stor frihed i Quebec som alle andre steder. Der er en helt ny åndsfrihed som slet ikke har været kendt før „den stille revolution“.
Med et spring er Quebec kommet ud af den tilbagestående udviklings mørke nat, ud midt i den moderne verden. Dette har som nævnt medført mange forbedringer i det almindelige, verdslige liv. Men der er en anden vigtig side af tilværelsen som ikke må glemmes!
Det religiøse vakuum: hvem kan udfylde det?
Når man pludselig fjerner kernen i et samfund, selve det som samfundet er bygget op om, opstår der et tomrum. Hvad er der således sket i Quebec efter at den katolske kirke pludselig har mistet sin magt?
Skribenten Ralph Surette ved Montreal-avisen Star siger: „Den katolske kirke har været kernen i det fransk-canadiske samfund i over 300 år . . . Hvad sker der når denne magtfaktor forsvinder? . . . rådvildhed og ligegyldighed hos både lægfolk og gejstlighed er dukket op der hvor kirken før stod urokkelig.“
Hvem eller hvad kan udfylde dette religiøse vakuum? Hvem er rede til at dække folks behov for åndelig vejledning og undervisning i Bibelen? De fleste trossamfund i Canada har i tidens løb været bange for at udvide deres virksomhed i Quebec, af frygt for det katolske hierarki. Som følge heraf er de nu ude af stand til at dække det religiøse behov der er opstået.
Der findes imidlertid en undtagelse. I de sidste halvtreds år har Jehovas vidner i gode som i onde tider ukueligt fortsat med at vise kærlig omsorg for fransk-canadierne. De har tilbudt bibelundervisning og åndelig vejledning til alle som har ønsket det. Jehovas vidner er godt rodfæstet i Quebec; de har nu 130 menigheder og over 7000 som aktivt er med til at give bibelundervisning. De er rede og i stand til at udfylde det religiøse tomrum. Men har de folks tillid?
Nyder respekt og tillid
Det er nu til overmål blevet vist at den modstand Jehovas vidner tidligere stødte på blandt Quebecs befolkning, skyldtes fejlunderretning fra den tids gejstlige og politiske lederes side. Nu da folk selv har lært Jehovas vidner at kende, indtager de en helt anden holdning.
En fransk-canadisk spalteredaktør, André Rufiange, skrev følgende i Le Journal de Montréal for 30. juli 1973: „Duplessis må have vendt sig i sin grav, han der behandlede Jehovas vidner som fugleskræmsler og som i skolen dengang overbeviste os om at de var en sekt af forbrydere . . . Jeg er naturligvis ikke selv et Jehovas vidne. Men jeg er vidne til at vidnerne her vidner om effektivitet og god opførsel. . . . De er virkelig venlige mennesker. Hvis de var de eneste i verden, ville vi ikke være nødt til at låse dørene om natten og slå tyverialarmen til.“
Jehovas vidner og deres fredelige gerning med at undervise folk i Bibelen i deres hjem, er nu en kendt og anerkendt del af livet i Quebec. Ofte spørger folk dem: ’Kirken er forsvundet. Hvad bliver det næste? Hvad skal vi vende os til?’ Mange quebecere har mistet tilliden til den kirke som længe har været ved magten, og vender sig nu til Jehovas vidner som de eneste der virkelig interesserer sig for deres personlige problemer og religiøse behov.
Jehovas vidners organisation vokser både talmæssigt og i kvalitet og modenhed. I løbet af de sidste ti år har de drevet en sprogskole i Montreal som allerede har givet grundlæggende franskundervisning til over 1200 som er flyttet til Quebec fra andre dele af Canada for at tjene hvor behovet er større.
I sommeren 1974 udgav Jehovas vidner ydermere en bibeloversættelse på nutidsfransk, til en pris som alle kan overkomme. Man gør alt hvad man kan for at styrke quebecerne åndeligt. De enkelte Jehovas vidner giver ofte udtryk for hvor meget de glæder sig over at arbejde blandt disse interesserede og inspirerende mennesker.
At de har vundet sig respekt bekræftes af Georges Bherer, der skriver for Le Soleil, som udkommer i byen Quebec. Efter at have overværet stævnet „Guds hensigt“ i byen i august 1974 skrev han: „Jehovas vidner har i de sidste få år erfaret en forbløffende vækst i provinsen Quebec. . . .
For Jehovas vidner er religionen en livsform og ikke en samling ceremonier. De lægger vægt på ærlighed og moralsk renhed, og de forkynder at Kristus virkelig er Guds søn og at ethvert håb om fremtidigt liv afhænger af den tro man viser på ham. De tror at Guds rige i meget nær fremtid, i vor generations levetid, vil ødelægge den nuværende onde ordning.“
Selve de gode resultater Jehovas vidner har opnået i deres arbejde i Quebec, har også bidraget til at folk respekterer dem og har tillid til dem. Montreal-avisen Le Petit Journal for 28. juli 1974 henviste til at der på den ene side var religiøs tilbagegang, og på den anden side fremgang: „Mens de traditionelle religioner er på retur og kirkerne stadig bliver mere og mere tomme, har Jehovas vidner et voksende medlemstal og køber endog tidligere kirkebygninger og andre faciliteter hvor de samler deres nye medlemmer.
Mens de kun havde 356 medlemmer [i Quebec] i 1945, talte de omkring 7000 i provinsen i 1974, opdelt i 120 menigheder som dækker 125 byer.
I 1973 så Jehovas vidner deres antal vokse med 22 procent. På grund af denne store vækst blandt vidnerne i Quebec har man købt flere sale og kirker for at skaffe mødelokaler. Det vigtigste køb i Montreal-området er Dorémi-dansehallen i Saint Luc, med siddeplads til 1800 mennesker.“ Jehovas vidner bruger nu denne bygning som stævnehal.
Byen Joliette i Quebec var tidligere et særligt center for katolicismen. Byen domineredes af et mægtigt præsteseminarium. Jehovas vidners missionærer blev drevet ud af byen af en katolsk pøbelsværm i 1949. — Se Awake!, 8. april 1950.
Nu er der en aktiv menighed af Jehovas vidner i Joliette, og de har en god rigssal på en af hovedfærdselsårerne gennem byen. I mellemtiden er præsteseminariet blevet overtaget af staten og omdannet til almindelig læreanstalt. Jehovas vidner har to gange benyttet dette tidligere præsteseminarium til deres halvårlige kredsstævner.
En forretningsmand, Roland Gagnon, som i 1949 var med i den pøbelsværm der drev Jehovas vidner ud af byen, er nu medlem af den lokale menighed af Jehovas vidner.
Nu da de kender Jehovas vidner bedre, har mange af de af naturen venlige og livfulde fransk-canadiere ændret holdning og viser tillid og respekt ved at reagere velvilligt på de opmuntrende oplysninger der fremholdes for dem fra Bibelen.
Hvordan har denne undervisning berørt dem der tager imod den?
Mennesker hjælpes
Den usikre, ustabile verden øver et stærkt pres på alle. Problemerne føles af alle aldersgrupper, men især de unge behøver hjælp. En sådan hjælp ydes af Jehovas vidner. Følgende overskrift i Montreal-bladet La Patrie for 28. juli 1974 peger på noget af det de har udrettet: „UNGE HIPPIE-NARKOMANER REDDET AF JEHOVAS VIDNER.“
Artiklen forklarede hvordan fire unge stofmisbrugere, tre mænd og en kvinde, blev Jehovas vidner, kom til at se ordentlige ud og ligeledes bragte orden i deres moralske adfærd. Der var billeder som viste hvordan de hver især så ud før og efter de var blevet Jehovas vidner. På „før“-billederne så man nogle langhårede, usoignerede unge; på de andre billeder så man fire nydelige unge mennesker.
Artiklen, skrevet af journalisten Andrée Le Bel, bragte denne kommentar: „Deres livsstil er i høj grad blevet forandret; de siger at det er fordi de endelig har fundet en hensigt i livet som de kan ofre alle deres kræfter på . . . Alle Jehovas vidner er enige om at efterlevelse af Bibelens principper i det daglige forbedrer den moralske adfærd og livets kvalitet.“
En anden ung mand, en katolik fra Montreal, havde ladet sig opsluge af hasardspil. „En aften mens jeg var på væddeløbsbanen aflagde min svoger og hans kone et besøg hos os og efterlod to eksemplarer af bogen Sandheden der fører til evigt liv hos min kone,“ skriver han. „Da jeg kom hjem forklarede hun hvad hun havde lært om at afslutningen på den nuværende ordning er meget nær og at de der ikke stiller sig på Jehovas side vil blive udslettet. Hun foreslog at jeg læste den lille blå bog, der var slået op på side 94. Hun kom igennem til mig, for jeg var virkelig rystet over den måde jeg levede på, og jeg vidste at jeg måtte gøre en forandring. Min samvittighed plagede mig så meget at jeg ikke kunne sove den nat.
Jeg læste den lille bog dagen efter, og om aftenen spurgte jeg min svoger om han ville studere med mig. Nu er jeg lykkelig over at høre til Jehovas vidner sammen med min kone.“
Dette er blot et par enkelte eksempler på alle dem der er blevet hjulpet af Jehovas vidners forkyndelse og undervisning. Der kunne anføres mange af den slags glædelige eksempler.
Hvad er grunden til at Jehovas vidner appellerer til så mange? Det er at de forkynder det enkle og ukomplicerede bibelske budskab at Jehova Guds og hans søn Jesu Kristi regering snart vil fjerne de nuværende vaklende systemer og selv overtage styret over jorden. Denne regering vil foretage forandringer som vil betyde lykke og liv for alle som opfylder kravene for at kunne leve i den nye orden der oprettes.
Der er allerede sket glædelige forandringer i Quebec, men den største forandring mangler endnu. Den vil komme ved Guds rige. Jehovas vidner opfordrer alle til at slutte sig til dem og lære mere om Jehova, kærlighedens Gud, og hans storslåede hensigter med menneskeheden. Som Bibelen siger: „Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, . . . men har lyst til [Jehovas] lov . . . alt, hvad han gør, får han lykke til.“ — Sl. 1:1-3.