Kan chok, medikamenter eller kirurgi løse problemet?

BEHANDLINGEN af sindslidende har gjort betydelige fremskridt i de fleste lande. Engang var det almindeligt at behandle sindslidelser med brutale metoder. De arme syge mennesker blev udsat for sult og tørst, kulde og varme, prygl og de mest udspekulerede rædsler.

Særlig kendt og berygtet var Bethlehem Royal Hospital i London — kendt under navnet Bedlam. Dér kunne folk på visse dage for en penny komme til at se hvordan man mishandlede de sindslidende patienter. Den dag i dag bruges det engelske ord „bedlam,“ i betydningen „dårekiste; galeanstalt; hurlumhej; kaos; skrig og skrål“. End ikke kongelige personer gik fri, som det ses i tilfældet med kong Georg III af England da han blev ramt af sindssyge.

De sindslidende var dømt til enten at blive plaget med grusomme behandlingsmetoder eller at blive misrøgtet, indespærret under umenneskelige forhold med snavs og utøj. Omkring begyndelsen af det nittende århundrede begyndte nogle et pionerarbejde for at sikre de sindslidende en mere human behandling i form af undervisning, omhyggelig pleje og venlig omsorg idet de behandlede dem som syge mennesker og ikke som dæmonbesatte. Siden sidste halvdel af det nittende århundrede er en række nye teorier og metoder angående behandlingen af sindslidende fremkommet.

På den ene side er der psykoterapien, hvis metoder er grundlagt af mænd som Freud og Jung. På den anden side er der de „somatiske“ eller „organiske“ metoder, som især benytter chok og medicin i behandlingen. Engang var kirurgiske indgreb i hjernen en ret benyttet metode til behandling af sindslidelser, men kom så i miskredit; nu er man imidlertid ved at tage den op igen, dog i en betydeligt ændret form. Almindeligvis benyttes flere forskellige metoder i behandlingen af hvert enkelt tilfælde.

Chokbehandlinger

Behandling af sindslidende med chok er i det væsentlige sket på tre måder. Først begyndte Manfred Sakel at behandle med insulinfremkaldte chok. Metoden havde imidlertid visse ulemper. For at være virkelig effektiv måtte den insulinfremkaldte choktilstand vare fra 30 til 50 timer, og det skete at patienten ikke kom ud af choktilstanden. Det var også en kostbar behandlingsmetode, da den krævede omhyggelig overvågen mens den stod på. Efter en halv snes år blev den stort set opgivet — det var i 1940rne — til fordel for andre behandlingsmetoder.

Omkring 1935 begyndte psykiateren Meduna med stoffet cardiazol at fremkalde kramper som ved epilepsi, idet han havde en teori om at disse kunne helbrede visse sindslidelser. Imidlertid viste det sig at også denne metode af flere forskellige grunde måtte opgives som utilfredsstillende; en af de betydelige ulemper ved den var at kramperne undertiden var så voldsomme at de medførte knoglebrud.

Disse to former for chokbehandling er i det store og hele blevet erstattet af behandling med elektrochok, som i dag indgår i almindelig praksis. Med elektrisk strøm påvirkes hjernen til at frembringe kramper; som regel gives et stof forinden så patienten ikke mærker noget. Den elektriske stimulation varer i omkring 50 sekunder og efterlader sindet i en forvirret tilstand der kan vare i omkring en time, eller medfører undertiden et hukommelsestab der kan vare i flere uger. Mange psykiatere og patienter regner behandlingen for særdeles gavnlig.

Behandlingen med elektrochok møder dog også nogen kritik. Bør den benyttes så hyppigt som tilfældet er? Ikke ifølge dr. Perry C. Talkington (1972), der er præsident for den amerikanske psykiaterforening. Han siger at elektrochok bør „benyttes til at helbrede dybe depressioner når andre behandlingsformer — kemoterapi [brug af medikamenter], psykoterapi eller kombinationer af disse to — ikke er virksomme“.

Selv professor Cerletti, den første der brugte elektrochok, har betegnet metoden som „uæstetisk — frastødende . . . makaber“ og sagt at han arbejdede hårdt på at finde noget til at erstatte den. I værket The History of Psychiatry skriver lægerne F. G. Alexander og S. T. Selesnick: „Chokbehandlinger hjælper kun til at fjerne eller dæmpe symptomerne. De har ingen virkning på den fundamentale psykologiske forstyrrelse der ligger til grund for sygdommen, og patienter som får elektrochok uden psykoterapi — der tager sigte på at behandle sygdommens årsag — vil ofte få tilbagefald.“

I en meget læst selvbiografi bemærker en amerikansk psykiater at behandlingen med elektrochok måske har fået så stor udbredelse i U.S.A. fordi den dækkes af forsikringen og psykiateren får 35 dollars (i 1972) hver gang han ’trykker på knappen’.

Medicinsk behandling

I begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde man forsøg med stoffer der syntes at have en næsten mirakuløs virkning — som dog kun varede i minutter eller timer. Dernæst blev brugen af forskellige brompræparater almindelig. Men heller ikke dét har svaret til forventningerne. Om alle disse bestræbelser kan man sige at den lægevidenskabelige forskning, trods gentagne skuffelser, stadig håber på til sidst at kunne løse menneskets indre konflikter med kemiske midler.

Især siden 1950erne har brugen af psykofarmaka vundet udbredelse i den vestlige verden. Nogle af disse stoffer siges at være af stor værdi i behandlingen af forskellige former for skizofreni, andre har en gunstig virkning på depressioner og andre igen dæmper angst og uro.

Anvendelsen af disse stoffer har gjort det lettere at passe patienter med sindslidelser og har mildnet deres lidelser. Imidlertid synes der at være en tendens til at benytte disse stoffer i for stor udstrækning, især på institutioner for åndssvage. For eksempel bragte The National Observer for 11. januar 1975 udtalelser af mange psykiatere der havde skarpe ord at sige om plejepersonale der gør arbejdet lettere for sig selv „ved i virkeligheden at slå patienten halvt bevidstløs“.

„Det vi har gjort,“ siger professor Dybwad, „er at vi har udskiftet de mekaniske tvangsmidler [spændetrøje og enecelle] med kemiske tvangsmidler. Og dette er endda mere nederdrægtigt, for man kan ikke se det.“ En anden autoritet citeres for følgende udtalelse: „Vi bliver nødt til at bryde med det der er blevet accepteret praksis — at man gemmer folk væk på institutioner og så pacificerer dem med piller.“

Ofte virker psykofarmaka kun som en slags krykke. I virkeligheden kan brugen af disse stoffer komme til snarere at forsinke end at fremskynde helbredelse, og nogle af dem kan endda forvolde skade på nervesystemet. Med hensyn til de stoffer der bruges til at holde voldsomme patienter i ave har en psykiater foretaget en undersøgelse der viste at 20 til 30 procent af sådanne patienter viste tegn på svækket muskelkontrol.

I en opsummering af situationen på dette område skriver en lærebog fra 1970: „Til trods for det opmuntrende fremskridt . . . kræves en langt større indsats. Vi er sørgeligt uvidende om [årsagerne til] de fleste af de sygdomme vi behandler. Vi forstår stadig kun i ringe grad hvordan stoffer forbedrer disse tilstande, eller hvorfor de måske ikke gør det. Og skønt vi har mange patienter som får det bedre, har vi stadig for få der bliver raske.“

Operative indgreb?

Forsøg på at helbrede sindslidende ved at foretage indgreb i deres hjerne begyndte især fra og med 1936. Det var i det år portugiseren Egas Moniz bemærkede at det havde en gunstig virkning på visse psykiske lidelser når nervebanerne til hjernens pandelap blev overskåret. Da han havde udført tyve operationer af denne slags, kaldet lobotoini, „det hvide snit“, blev de forbudt ved lov i Portugal. Til trods herfor fik denne kirurgiske behandlingsform nogen udbredelse i andre lande i de følgende år. Dens vigtigste fortaler i De forenede Stater, Walter Freeman, har udført denne operation i 4000 tilfælde.

Lobotomi er af de fleste blevet betragtet som en temmelig drastisk behandlingsform. Ifølge Science News blev der foretaget lobotomi i måske 50.000 tilfælde i De forenede Stater og 15.000 tilfælde i England før antallet af disse indgreb dalede i 1950erne, sandsynligvis fordi behandlingen med elektrochok og forskellige medikamenter vandt frem.

Ikke sjældent medførte lobotomi langt alvorligere karakterforstyrrelser end dem patienten før havde haft. Endog metodens amerikanske foregangsmand, Freeman, har bekræftet at indgrebet skadede patientens „moral“, hans forestillingsevne, forudseenhed og uegennyttighed. En fremtrædende amerikansk psykiater har sagt at patienten erfarede „et voksende tab af . . . indblik, empati, følsomhed, selverkendelse, dømmekraft, følelsesmæssig reaktionsevne med mere“.

I de senere år er spørgsmålet om hjernekirurgi til behandling af psykiske lidelser igen kommet i forgrunden, idet man med mere forfinede metoder er blevet i stand til at ødelægge små dele af hjernen. Det oplyses at der udføres omkring fire til seks hundrede operationer af denne art hvert år i De forenede Stater, hvilket mange neurokirurger mener blot er begyndelsen til en betydelig udvikling på dette område. Det er imidlertid interessant at disse operationer er forbudt i hele Sovjetunionen, hvilket understreger de negative aspekter ved dem.

Planerne om at udføre hjernekirurgi på vaneforbrydere hvis kriminelle tendenser menes at være en form for sindssygdom, forudsat de gav deres samtykke, rejste en storm af protester i De forenede Stater i foråret 1973. Dét mange frygter er at sådanne operationer vil blive begyndelsen til en omfattende manipulation med mennesker ved hjælp af hjernekirurgi. En af dem der advarer kraftigt imod dette er hjernekirurgen dr. A. K. Ommaya. Han mener at sindslidende langtfra hjælpes på den måde, men snarere skades idet „hver eneste del af hjernen har brug for de andre dele for at fungere“. — New York Times, 2. april 1973.

Det ser altså ud til at kirurgiske indgreb, elektrochok og de medikamenter man hidtil har anvendt langtfra er tilfredsstillende midler til behandling af sindslidende, og nogle autoriteter mener ligefrem at visse af dem slet ikke burde benyttes. Hvilke andre muligheder findes der da?