Hjemmepleje af sindslidende?
I TI ÅR havde de været et lykkeligt ægtepar. Manden havde en klar hjerne, og han deltog aktivt i den kristne forkyndelse. Men så begyndte han at få erindringsforskydninger; han kunne blive tom i hovedet mens han holdt bibelske foredrag, og på hans arbejde kunne han somme tider ikke skelne farverne fra hinanden når han skulle male en bil.
Efterhånden talte han mindre og mindre, og inden længe var det eneste han sagde „Nej! Nej! Nej!“ op til otte gange i træk. Til sidst holdt han helt op med at sige noget. Men fysisk blev han overaktiv. Han gik frem og tilbage på gulvet fra morgen til aften, og det var et problem at få ham til at gå i seng. Efter fem års forløb døde han.
I dette tidsrum konsulterede man gang på gang specialister, men de sagde at man intet kunne gøre for at standse sygdommen. En ledende psykiater i New York, der stillede den diagnose at han led af en „degenererende, tiltagende organisk sygdom“, sluttede sin diagnose med disse ord til patientens hustru:
„Må jeg sige i denne forbindelse at De er et overordentlig storartet menneske. Det offer De bringer ved at pleje Deres fuldstændig hjælpeløse mand er usædvanligt. De fleste ville for længe siden have anbragt en utilregnelig slægtning på en institution.“
Hvorfor besluttede denne kvinde sig til at pleje sin mand hjemme? Hvorfor havde hun nægtet at lade ham indlægge på en institution? Eftersom lægerne indrømmede at man ikke længere kunne hjælpe ham ad medicinsk vej, burde hun da ikke lade ham indlægge på en institution? „Det ville være som at kaste sin skat bort,“ sagde hun. „Man er gift både i medgang og modgang, er man ikke?“ Hun blev ved med at vise ham kærlighed; for, som hun sagde: „Han er som et spædbarn; man kan ikke meddele sig fornuftigt til et spædbarn, men det kan føle ens kærlighed. Sådan er det også med min John.“
Institutionspleje ikke altid af det gode
Gav den erfarne psykiater fra New York udtryk for at det var tåbeligt af hustruen selv at ville pleje sin fuldstændig hjælpeløse mand derhjemme? Nej, han roste hende og betegnede hende som „et overordentlig storartet menneske“, måske fordi han vidste at institutionspleje af sindslidende ofte lader meget tilbage at ønske.
Dette fremgik tydeligt af et eksperiment hvori otte raske og veluddannede mennesker gav sig ud for at være mentalt syge. De bad om at blive indlagt på forskellige institutioner rundt omkring i De forenede Stater. Hvad fandt de ud af? Universitetspsykologen, som organiserede eksperimentet og selv var en af forsøgspersonerne, fortalte at deres opdagelser var „fældende for institutionssystemet“. For eksempel blev fire af disse uægte patienter (som førte daglige optegnelser) ignoreret eller negligeret af læger eller medhjælpere tre fjerdedele af de gange de prøvede at tale til dem.
Blandt de konklusioner disse forsøgspersoner kom til, var denne: „Følgerne af at patienterne er blevet indlagt i den slags omgivelser — med deres magtesløshed, upersonlighed, isolering, ydmygelse og selvbebrejdelse — synes ubestrideligt at være skadelige“, hvilket alt sammen gør det værre og ikke bedre for patienterne. — Medical World News, 9. februar 1973.
I en artikel med titlen „Hvordan kronisk skizofreni opstår“, bragt i Mental Hygiene for januar 1969, gav to psykologer en lignende forklaring. De viste hvilken fortræd man ofte volder de sindslidende ved den måde hvorpå man behandler dem i en institution. Personalet „ydmyger gentagne gange patienterne og lægger ikke skjul på deres ringeagt for dem“. Nogle institutionsansatte har den indstilling at patienterne „er væsentlig anderledes, og at dét der er ubehageligt for de ansatte ikke nødvendigvis er ubehageligt for patienterne“. Tragisk nok forårsagede den måde man behandlede patienterne på, at de handlede netop sådan som personalet påstod at man måtte få dem til ikke at handle. Det fik patienterne til at bringe de forskellige afstraffelser de frygtede mest, over sig selv.
Ifølge en kendt amerikansk psykiater bliver brugen af elektrisk chokbehandling i høj grad overdrevet på sindssygehospitaler; det samme gælder brugen af narkotika. I sin private praksis prøver han at holde de alvorligt syge patienter borte fra hospitalet hvis det er muligt. Hvorfor? Fordi, som han siger: ’Hospitaler er steder hvor patienterne hyppigt får det værre.’
Hvorfor hjemmet kan være et bedre sted
Uden tvivl findes der mange oprigtige og selvopofrende læger og medarbejdere på sådanne institutioner. Men hvad er der så galt? Flere ting. I mange lande har institutionerne ikke bevillinger til at skaffe tilstrækkelig og kvalificeret hjælp. Man kan derfor ikke forvente at alle patienter vil få netop den personlige hjælp de behøver.
Det ser ud til at en stor del af personalet på disse institutioner er tilbøjelig til at overse at en mentalt forstyrret person ikke altid er unormal i enhver henseende. Med andre ord er hans væremåde svingende. I nogle retninger er han måske normal hele tiden og i andre unormal blot en del af tiden. Han har klare øjeblikke hvor han er modtagelig for fornuft og i stand til at reagere over for forstående behandling.
Erfaringen har også vist at mentalt syge sædvanligvis er mere følsomme over for andres opførsel end de var i deres normale tilstand; grunden til dette er deres hjælpeløshed. En sindslidende har behov for omsorg fra en ligevægtig person der har empati, evne til at sætte sig i den syges sted, hvilket er mere sandsynligt at finde i hjemmet end på en institution.
En rapport fra World Health Organization [Verdenssundhedsorganisationen] støtter denne opfattelse: „Efter udvidelsen af undervisningen i psykiatriske emner har flere og flere slægtninge [til sindslidende] fået tilstrækkelig indsigt til at de kan tolerere patienten i hjemlige omgivelser, forudsat at de får (professionel) hjælp . . . Det er ikke altid tilrådeligt at indlægge patienten på et hospital hvis familien er indstillet på at beholde ham hjemme, i vante omgivelser og i en kærlig atmosfære.“
En bog om netop dette emne, Home Care for the Emotionally Ill af dr. H. S. Schwartz, understreger at en forstandig og kærlig familie kan skabe et særdeles gunstigt klima til bedring af en sindslidende. Men der er også en anden faktor at tage i betragtning. Hvilken?
Bibelen viser at ægtefæller har forpligtelser over for hinanden. Den viser også at forældre har pligt til at sørge for deres børn (som de måske har påført en arvelig defekt der har ført til problemet). På den anden side pålægger Bibelen voksne børn den forpligtelse at sørge for deres gamle forældre. Denne forpligtelse kan udmærket indbefatte pleje af forældrene, også selv om de ikke længere er helt åndsfriske. — 1 Tim. 5:3-8.
Selvfølgelig kan ikke alle følelsesmæssigt syge personer plejes hjemme. Men hvor det er klart at patienten ikke er til nogen fare for sig selv eller andre, vil hjemmet være det bedste sted at pleje patienten. Helbredelse hjemme vil måske være det hurtigste og det letteste.
Hvad det kræver
At pleje en mentalt forstyrret eller syg person hjemme er ikke nogen lille opgave. Det ville være ideelt for patienten at have sit eget værelse, og for familien at få en eller anden uddannet hjælp, som for eksempel en deltids- eller heltidssygeplejerske. Det ville også være godt hvis en forstående og medfølende læge førte tilsyn med patienten. Mange har dog overvundet et nervesammenbrud, en alvorlig depression eller andre former for mental eller følelsesmæssig sygdom hjemme uden sådanne ideelle forhold. Men kravene til de øvrige familiemedlemmer har været store.
Det familiemedlem hovedbyrden sædvanligvis lægges på, er hustruen eller moderen, ligesom i førnævnte tilfælde. Hun må være moden — mentalt, følelsesmæssigt, åndeligt og fysisk. Hun bør vise selvbeherskelse, være hengiven, men dog ikke sentimental; hun skal kunne være bestemt når det er nødvendigt og kunne finde sig i prøvelser. Hvad dette virkelig kræver er det Bibelen kalder „åndens frugt“, som for eksempel kærlighed, glæde og selvbeherskelse. Fremfor alt er der behov for megen kærlighed. — Gal. 5:22,23, New World Translation; 1 Kor. 13:4-8
Kærligheden bør være ægte, ikke hyklerisk eller overfladisk. Der bør være ægte interesse for patientens velfærd. Bibelen siger også at „kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder“. Kærligheden „håber alt“. Så håb det bedste og appellér til det bedste i patienten. Hav empati! Behandl patienten som De selv ville ønske at blive behandlet hvis De var i hans sted. — 1 Pet. 4:8; 1:22.
Forståelse er også vigtigt. Som en læge udtrykte det: „Målet . . . er at forstå patienten. Alt hvad terapeuten siger og gør, bør være rettet mod det mål.“ Hvordan kommer man til at forstå et sådant menneske? Ved at opmuntre ham eller hende til at tale.
Bemærk endvidere at mentale afvigelser kun er yderliggående former for svagheder vi alle har. For eksempel føler vi alle undertiden skyldfølelse. Men den mentalt syge kan være så overvældet af skyldfølelse at han føler det hele er håbløst.
Gør alt hvad De kan for at genopbygge patientens selvtillid. Undgå at more Dem på hans bekostning. Giv ham altid lejlighed til at redde skinnet. Bortforklar hans misforståelser hvor det er muligt. Behandl ham ikke som en der er ringere men som om han var normal — hvilket han sikkert er en del af tiden. En af Amerikas ledende psykiatere udtrykker sig således: „Man kan give dem hvad de mangler; de kan oplæres og med denne nye kundskab hjælpes til at ville noget andet og klare sig bedre.“ Så appellér til det bedste i ham. Vis humoristisk sans idet De forsøger at få ham til at le ved at gøre Dem selv til genstand for en spøg. Latter udløser anspændtheden, og det er godt både for sind og legeme.
Husk på at et almindeligt, grundlæggende særpræg for de mentalt syge er oprør. De er ofte besluttet på at gøre det modsatte af hvad de bliver bedt om at gøre eller ikke gøre. De kan ligne børn når de overmandes af arrigskab, i deres mangel på forstand og selvbeherskelse. Da de er tilbøjelige til at være mistænksomme må man undertiden gå „indirekte“ til værks.
For eksempel fik en oprørsk kvindelig patient engang et raserianfald, begyndte at smide rundt med bøger og truede med at slå ruderne ud. Hvad kunne man gøre? At bede hende holde op ville blot gøre hende mere besluttet på at fortsætte. Derfor brugte hendes psykiater den indirekte metode. Han satte sig oven på bogreolen og blev ved med at tælle højt mens hun smed den ene bog efter den anden på gulvet. Så samlede han en bog op og spurgte hende om hun nogen sinde havde læst den. Han fortalte hende om dens interessante indhold. Hvad førte det til at han viste selvbeherskelse og gjorde brug af en medfølende humoristisk sans og en afledende fremgangsmåde? Han fik hende til at hjælpe sig med at sætte bøgerne tilbage i reolen som en undskyldning for at hun havde smidt rundt med dem. Ved en lignende fremgangsmåde overtalte han en patient der stod i en vindueskarm, til ikke at begå selvmord.
De fysiske aspekter
De fysiske aspekter er også vigtige, for som det så rigtigt siges er „god fysisk pleje . . . en vej til mental sundhed“. En patient bør have det så behageligt som muligt. Det at være omhyggelig med patientens udseende kan have en gavnlig virkning på ham. Med bestemt og kærlig hjælp kan De påbegynde en handling og lokke ham til at fuldføre den, som for eksempel det selv at vaske sig, selv at klæde sig på eller selv at spise.
Hvis patienten er tilbøjelig til at sidde for sig selv i et hjørne dagen lang, kan man opmuntre ham til at gå ture. Også massage kan være nyttigt, selv om man måske ikke har nogen faguddannelse. Et langvarigt varmt bad kan hjælpe en forstyrret patient. En rigtig kost er overordentlig vigtig. Ifølge en ledende psykiater kan en rigtig kost være nøglen til behandling af mentale sygdomme. Særlig vigtig er de vitaminer og mineraler man finder i råkost og ikke-raffinerede fødemidler.
Hjælp fra Bibelen
Man bør især anvende Bibelens principper og sandheder i behandlingen af en sindslidende. Bibelen viser at et glad hjerte er en god medicin. (Ordsp. 17:22) Der findes også et eksempel på hvordan musik engang hjalp en konge der havde et følelsesmæssigt problem. Patienter som aldrig taler har man hørt synge. — 1 Sam. 16:14-22.
Det er også nyttigt at opmuntre patienten ved at minde ham om Guds omsorg for sine jordiske børn. For eksempel: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:13, 14) Og igen: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ Også den der plejer den mentalt syge har naturligvis behov for at blive styrket af sådanne skriftsteder, samt gennem bøn. — Fil. 4:6, 7.
Pleje af sindslidende er virkelig en udfordring. Kendskab til hvad det indebærer skulle bevirke at enhver familie overvejer sagen omhyggeligt før den indlægger et familiemedlem der er mentalt eller følelsesmæssigt forstyrret. Man bør først overveje mulighederne for at pleje vedkommende hjemme.