Kan psykiaterne hjælpe?

PSYKOTERAPI kaldes den behandlingsform hvorved man søger at hjælpe mennesker med mentale eller følelsesmæssige forstyrrelser ved at høre på deres problemer og give dem indsigt i sig selv så de kan overvinde dem. Antallet af psykiatere — som de der anvender denne behandlingsform kaldes — er i dag i De forenede Stater syv gange så stort som for femogtyve år siden.

En form for psykoterapi er psykoanalysen, en særlig fremgangsmåde som blev udarbejdet af Sigmund Freud og hvorunder patienten er bekvemt anbragt på et leje. Denne behandlingsform har især været brugt i De forenede Stater. Byen New York med sine ni millioner indbyggere har således næsten et tusind psykoanalytikere, hvorimod Tokyo, med en befolkning på elleve millioner, kun har tre!

Der er delte meninger om værdien af den psykiatriske behandling. Lederen af De forenede Staters Institut for Psykoterapi har således for nylig talt om „den polemik og desillusionering der for tiden er fremherskende inden for psykoterapien“. Psykiateren Karl Menninger siger: „De ni tiendedele af dem der lider af såkaldt skizofrenia bliver raske uden at blive indlagt på et hospital.“

Dr. H. J. Eysenck, fra Det psykiatriske Institut ved Londons universitet, fremkom med en særlig skarp anklage da han i Medical Tribune for 4. april 1973 skrev at ’det resultat der mentes opnået ved forskellige former for psykoterapi og psykoanalyse, næsten var det samme som det man havde fundet for den spontane helbredelse’. Med andre ord, antallet af dem der blev helbredt ved hjælp af psykiatrisk behandling, var, ifølge Eysenck, det samme som antallet af dem der kom sig af sig selv!

Har hjulpet

Det kan dog ikke benægtes at nogle har fået god hjælp af psykiaterne. En mand i Californien fortæller: „Den hjælp jeg fik af denne venlige mand var i høj grad gavnlig, og mit problem løstes hurtigt.“ På spørgsmålet: „Hvad gjorde psykiateren?“ svarede han: „Han lyttede. Han lyttede meget opmærksomt. . . . han hjalp mig til at forstå at jeg i mig selv havde evnen til at udvikle selvbeherskelse.“

Denne mand havde et adfærdsproblem, der gav sig udslag i en alvorlig seksuel afvigelse. Men ved at vise venlighed og ved stadig at opmuntre hjalp psykiateren ham til at rette sin svaghed. Selv i vanskelige tilfælde er der opnået gode resultater ved psykiatrisk behandling. Et godt eksempel herpå er et tilfælde som er beskrevet i bogen The Vital Balance, som blandt andre Karl Menninger har ydet bidrag til.

Det drejede sig om en kvinde, kaldet „Mary Smith“, som i en alder af treogtres år blev indlagt på et statshospital. På en eller anden måde havde hun fået den idé at hendes mand, en typisk landmand, mild og venlig, gav sig af med ulovlig spiritushandel og at han flere gange havde prøvet at forgive hende. Derfor havde hun overfaldet ham med en hammer mens han lå og sov.

Diagnosen lød på at hun var „psykotisk, rastløs og konfus“. Seks år efter hendes indlæggelse blev hun regnet for at være uhelbredeligt sindssyg. Der gik syv år til, så kom der en ny læge der fattede interesse for hendes tilfælde. Han lyttede tålmodigt til hendes højrøstede beklagelser, viste hende sympati og gav hende medhold når det var muligt. Han gik spadsereture med hende, hvor han taktfuldt fik rettet nogle af hendes vrangforestillinger. Han sørgede for at hun fik briller og at sygeplejersken forsynede hende med læsestof og også snakkede med hende.

Lidt efter lidt ændrede tonen i hendes stemme sig. Hun begyndte at gøre sig nyttig ved at rede senge og fik lov til selv at gå ture inden for hospitalets område. Snart fik hun lov til at opholde sig uden for hospitalet nogle få dage. Derefter, i en alder af seksoghalvfjerds år, fik hun en stilling som hjemmesygeplejerske, hvor hun tog sig af en ældre kvinde. Nogle år efter kunne hendes datter skrive om hende: „Hun overkommer en masse, er hjælpsom og samarbejdsvillig . . . en af de mest systematisk arbejdende kvinder jeg har kendt.“

Disse gode resultater i behandlingen af sindslidende viser hvilken form for behandling de især har brug for. Sir Geoffrey Vickers har for år tilbage, som formand for Fondet til Undersøgelse af den Psykiske Sundhed, sagt: „Langt den vigtigste opdagelse inden for psykiatrien er kærlighedens magt til at beskytte og helbrede sindet.“

Ja, det er nu almindeligt anerkendt at kærlighed, venlighed, tålmodighed og forståelse er af væsentlig betydning for et godt resultat i behandlingen af sindslidende. Men, som tidligere bemærket, sker det ofte at psykiaterne ikke formår at hjælpe deres patienter. Kan man pege på en bestemt årsag til dette?

En grundlæggende fejl

Som det så udmærket er blevet påpeget må et menneske vide hvorfor det er til, hvad meningen er med livet, så det har styrke til at bære modgang. Men er psykiaterne de bedste til at udruste et menneske med denne viden? Kan de give et menneske svar på de grundlæggende spørgsmål som det går og tumler med, som for eksempel: „Hvorfor er jeg til?“ „Hvad er meningen med livet?“ „Hvilken skæbne venter der mig?“

Sandheden er at ingen mennesker, kun menneskenes Skaber, den almægtige Gud, kan give et sandt og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Og det har han gjort i sit ord, Bibelen, til håb og trøst for os. Men hvordan er psykiaternes indstilling i almindelighed til troen på Guds eksistens?

En undersøgelse fra 1970 kan sige lidt herom. Af de adspurgte psykiatere sagde 55 procent at de mente det var „infantilt“ og „urealistisk“ at tro på Gud.

Dette er imidlertid ikke nogen fornuftig konklusion. For hvordan vil vi ellers forklare livets oprindelse hvis vi ser bort fra eksistensen af en Gud som den Højeste? Eller hvordan vil vi forklare kærlighedens tilstedeværelse — hvor stammer denne forunderlige egenskab fra, som er af så grundlæggende betydning for den psykiske sundhed? Kun Bibelens forklaring er fornuftig, og dens forklaring er at det alt sammen stammer fra en kærlig Skaber, der er den højeste Gud. (Sl. 36:10; 1 Joh. 4:8-11) Fremtrædende videnskabsmænd, som på ingen måde kan kaldes „infantile“, har givet udtryk for at de troede på en sådan Gud.

Således siger det naturvidenskabelige tidsskrift Science Digest om en af disse: „De fleste naturvidenskabelige historikere vil med det samme sige at Isaac Newton er det største naturvidenskabelige geni verden har set.“ I sit hovedværk, Principia, siger Newton: „Af den måde han leder og styrer alt på følger, at han, den sande Gud, er et levende og tænkende Væsen, i besiddelse af en vældig magt; og af hans andre egenskaber, at han er den højeste, den mest fuldkomne. Han er evig, uden ende, almægtig og alvidende.“

Den grundlæggende fejl hos de ovennævnte psykiatere er at de ikke ser hen til denne sande Gud efter visdom til og vejledning i at behandle følelsesmæssige og mentale forstyrrelser. Dette er måske en del af forklaringen på at psykiaterne — af alle inden for lægestanden — har den højeste selvmordsprocent. En af deres egne siger selv herom, som anført i Den amerikanske Lægeforenings tidsskrift: ’Indtil psykiaterne har den laveste selvmordsprocent, er alt hvad de lærer, under mistanke.’

Andre dårlige virkninger

Da psykiaterne ikke anerkender den sunde vejledning Guds ord giver, gør de som regel ikke brug af kærligheden på den rigtige måde. For eksempel var der en fader som ikke kunne få sin halvvoksne søn til at holde op med at bruge euforiserende stoffer og derfor sendte ham til en psykiater. Hvad blev resultatet? Faderen blev 2000 dollars fattigere, men sønnen forandrede sig ikke det mindste.

Faderen ville gerne hjælpe sin søn, men hverken han eller psykiateren forstod betydningen af den vejledning Guds ord giver om børneopdragelse, nemlig at en fast men venlig opdragelse, med anvendelse af tugt, er et udtryk for sand kærlighed. (Hebr. 12:6-9; Ordsp. 23:13, 14) Endelig lyttede faderen til et godt råd og beordrede sønnen ud af huset indtil han gik ind på at lade sig behandle på et stof-afvænningscenter. Senere sagde sønnen til faderen: „Ved du hvad, da du og mor smed mig ud, så vidste jeg at det var jeres mening at hjælpe mig.“ Sønnen er nu helbredt.

At psykiaterne i almindelighed ikke anerkender Gud og de moralnormer han har fastsat, har gjort megen skade. I en avis på Long Island kunne man på forsiden læse: „Homoseksuel gruppe sprængt. Anklaget for at have misbrugt drenge.“ I artiklen hed det: „Fire mænd — deriblandt en internationalt kendt børnepsykiater . . . stod i går anklaget for sammensværgelse og kønslig usædelighed over for halvvoksne drenge.“

Måske dette forekommer sjældent; det er derimod ikke sjældent at mandlige psykiatere står i forhold til deres kvindelige patienter. En kristen kvinde søgte således en psykiater fordi hendes ægteskab ikke gik så godt. Han sagde til hende at hun kunne vælge mellem tre ting: Prøve at få manden til at søge en psykiater; få en skilsmisse; eller have et forhold til en „ven“ uden for ægteskabet, og han tilbød selv at optræde som denne „ven“.

New York-bladet Daily News bragte meddelelsen om en psykiater der blev sagsøgt fordi han „som behandling havde foreskrevet et seksuelt forhold til ham selv og derefter havde taget betaling for ’behandlingerne’“. Ved staten New Yorks højesteret blev der rejst et erstatningskrav på 1.250.000 dollars mod en anden psykiater fordi han havde tvunget sin patient til at stå i forhold til sig under påskud af at det var en psykiatrisk behandling. Ja, en psykiater har oven i købet skrevet en bog som anbefaler psykiatere „at stå til rådighed seksuelt for patienten, dog uden at være ’pågående’“. Han har kaldt sin bog The Love Treatment [Kærlighedsbehandlingen].

To læger som driver Amerikas største seksualrådgivningsklinik fortæller at af otte hundrede patienter de har behandlet, indrømmede en stor del at de havde stået i forhold til deres psykiatere eller rådgivere. Selv om nogle af disse opgivelser er fri fantasi, ønsketænkning eller praleri, bemærker en af lægerne dog: „Hvis blot 25 procent af tilfældene er i overensstemmelse med sandheden, er det stadig en pinlig situation for psykiaterne.“

Der er altså grund til at udvise forsigtighed over for psykiatere med en sådan verdslig indstilling, for selv om man måske kan blive hjulpet, er der en reel mulighed for at man kan blive tilskyndet til en adfærd der går imod Guds retfærdsprincipper. Og selv om dette ikke er tilfældet, så vil den omstændighed at psykiatere i almindelighed ikke véd hvordan den bedste medicin mod sindslidelser — den guddommelige egenskab kærlighed — anvendes på rette måde, sandsynligvis gøre behandlingen virkningsløs.

Vil det sige at der ikke er mulighed for at blive behandlet med en psykoterapi der virkelig kan hjælpe, således at man bliver klar over sine problemer og får hjælp til at løse dem? Lykkeligvis er dette muligt, og mange har genvundet deres psykiske sundhed i denne forvirrede verden.

[Fodnote]