Gileads 58. klasse viser villighed og værdsættelse

SØNDAG den 2. marts 1975 var en særlig dag i livet for de femogtyve Jehovas vidner i den 58. klasse på Vagttårnets bibelskole Gilead. Det var deres afslutningsdag, og højtideligheden skulle foregå i Jehovas vidners stævnehal i Queens i New York. Der blev holdt flere foredrag for eleverne, og der var også et dejligt musikprogram og to bibelske skuespil.

Hvad er Gileadskolen? Hvorfor ønsker så mange at få undervisning der?

Gilead er en skole der oplærer missionærer for Jehovas vidner. Siden den blev oprettet i 1943 har denne skole uddannet over 5500 til missionærarbejde i fjerne lande. Som følge heraf forkynder Jehovas vidner nu i 207 lande og områder. Korte samtaler med nogle af eleverne fra den 58. klasse viste deres villighed til at påtage sig yderligere ansvarsopgaver og deres værdsættelse af det de havde lært.

„Jeg havde været i heltidstjenesten i flere år,“ sagde en af eleverne, „men jeg ønskede at gøre mere for Jehova, at tjene ham ’med hele min sjæl’, som apostelen Paulus sagde at de kristne skulle.“ (Se Kolossenserbrevet 3:23.) En anden tilføjede: „I betragtning af alt det Jehova har gjort for os, er der kun ét at gøre, og det er at tjene ham så fuldt og helt man kan.“

Endnu en ting der har tilskyndet disse elever til at tage missionærgerningen op, er at de har været opmærksomme på andres åndelige behov. „Lige siden jeg første gang hørte om den sande Gud, Jehova,“ fortalte en af eleverne, „spekulerede jeg på hvordan folk i fjerntliggende landsbyer skulle få denne livgivende kundskab. Jeg var overbevist om at jeg gennem missionærarbejdet kunne komme ind på livet af disse mennesker og hjælpe dem.“

Nogle af eleverne havde gjort sig særlige anstrengelser for at komme på Gilead. For eksempel måtte et tysktalende ægtepar først lære engelsk. Hustruen fortæller: „I begyndelsen tog det mig syv timer at studere en enkelt artikel i den engelske udgave af Vagttårnet. Jeg kunne ikke sige en eneste sætning korrekt på engelsk. Men lidt efter lidt gjorde jeg fremskridt. Jeg husker en morsom oplevelse. Jeg spurgte en mand: ’Hvem mener De er Guds største fjende?’ Da han svarede: ’Elefanten,’ blev jeg noget forvirret. Men så forstod jeg at jeg havde sagt ’dyr’ (engelsk: animal) i stedet for ’fjende’ (engelsk: enemy).“

Det ansvar som disse nye missionærer påtager sig, blev understreget ved afslutningshøjtideligheden. Max Larson, der er tilsynsførende for Vagttårnsselskabets trykkeri i Brooklyn, påpegede i sin tale til eleverne: „I har til opgave at tage del i et åndeligt byggeprogram i jeres missionærdistrikter. I må arbejde på at opbygge åndelighed i menneskers sind. . . . Jeres byggematerialer er ikke træ og beg som da Noa byggede arken, men sandhedens ord, Bibelen.“

For at kunne klare en sådan opgave er det nødvendigt med et godt kendskab til Bibelen. Undervisningsprogrammet på Gilead er lagt an på at dække dette behov. Det indbefatter et kursus i Bibelens historie der omfatter hele perioden fra menneskets skabelse til slutningen af Jesu Kristi tusindårige styre. Blandt de bibelske lærepunkter der bliver behandlet kan nævnes sådanne ting som synd, genoprettelse, forskellige pagter og Jesu Kristi „nærværelse“. En vigtig del af gileadkursuset er et studium af hele Bibelen bog for bog og somme tider kapitel for kapitel.

Den 58. klasse tog sit studium alvorligt. „Denne klasse har faktisk været ét stort spørgsmål,“ bemærkede dens lærer, U. V. Glass. „Det jeg mener er at jeg næsten tror denne klasse har stillet flere spørgsmål pr. person end nogen tidligere klasse har gjort.“ Han sagde at dette var godt; det viste at eleverne havde et ønske om at blive godt rodfæstet i Bibelens sandhed.

Men kan man virkelig studere Bibelen grundigt på kun fem måneder? „Selv om det var en hurtig gennemgang,“ sagde en af eleverne, „kan man huske hovedpunkterne. Nu kan jeg sætte vigtige bibelske lærepunkter sammen som brikker i et puslespil.“ En anden sagde: „Vi har fået et godt overblik over Bibelen. I stedet for at ’lære det hele’ har vi fået et grundlag, et virkelig godt fundament at bygge videre på.“ En tredje bemærkede: „Dette studieprogram har hjulpet mig til at få større værdsættelse af Bibelens sandhed og en mere inderlig kærlighed til Jehova.“

Eleverne værdsatte også det at bo og arbejde sammen med staben på Vagttårnsselskabets hovedkontor — også kaldet „betelfamilien“. En af dem sagde om denne oplevelse: „Når man bor og arbejder sammen med over tusind andre, indser man at det ikke altid kan gå efter ens eget hoved. Man lærer at man ikke skal lade sig ophidse over småting, men føje sig lidt efter andre.“ En anden sagde: „Vi ved at Selskabet i de forskellige missionærdistrikter har sørget for et sted hvor missionærerne kan bo. Betellivet har hjulpet os til at vænne os til at bo tæt op ad andre.“

I et brev som eleverne havde skrevet og som blev læst op ved afslutningshøjtideligheden, gav de udtryk for deres værdsættelse af og taknemmelighed for „den åndelige tankegang hos de yngre brødre vi har truffet [på Betel] og de ældres trofaste tjeneste. Dette er et godt eksempel for os.“

Eleverne viste en smittende glæde da de præsenterede et musikprogram med klassisk musik og indslag fra orienten og mellemøsten. Derefter opførte de to bibelske skuespil. Det første skildrede profeten Samuels barndom og understregede nødvendigheden af at forældre oplærer deres børn i guddommelige principper fra de er ganske små. Det andet skuespil handlede om Noa og hans familie og deres arbejde med at bygge arken for at kunne overleve den verdensomspændende vandflod.

Under programmet havde man lejlighed til med glæde at se tilbage på de foregående måneder med ihærdigt arbejde og studium. Men eleverne betragtede på ingen måde gileadafslutningen som det endelige mål. Milton G. Henschel, der er medlem af Vagttårnsselskabets bestyrelse og af Jehovas vidners styrende råd, understregede dette i sin tale til eleverne:

„Jeres afslutningsdag er afslutningen på noget og begyndelsen til noget. Det engelske ord ’graduate’ [’at tage afsluttende eksamen’] betyder ’skridt for skridt’. I har taget et skridt fremad i tjenesten for Gud ved at komme til Gilead. Og nu står I over for at tage endnu et skridt fremad ind i missionærtjenesten.“

De femogtyve elever i Gileads 58. klasse kom fra fire forskellige lande og fik tildelt distrikt i tretten forskellige lande. I forbindelse med deres villighed til at tjene som missionærer sagde Henschel til slut i sin tale: „Vi . . . har den samme tillid til jer som apostelen Paulus havde til de kristne i Filippi da han skrev: ’For jeg har tillid til netop dette, at han som begyndte en god gerning i jer vil fuldende den indtil Jesu Kristi dag.’“ — Fil. 1:6

[Illustration på side 10]

Vagttårnets bibelskole Gileads 58. klasse

Fra venstre til højre:

Første række: E. Rühle, D. Rühle, L. Woodcox, T. Novak, T. Chu, M. Bisang, J. Alford, A. Rossmann.

Anden række: H. Acher, B. Tucker, G. Hulinsky, B. Spratling, G. Rossmann, H. Jeub, R. Bisang, P. Novak.

Tredje række: J. Spratling, W. Tucker, D. Hulinsky, G. Woodcox, R. Fierro, A. Merrill, D. Slutz, E. Khawaja, J. Walker.