Magtbalancen ændres — hvad betyder det?

YDERST betydningsfulde begivenheder har fundet sted på verdensskuepladsen i de senere år. Blandt de mange ting der er sket har iagttagere bemærket en tendens af usædvanlig betydning. I løbet af 1975 har denne tendens udviklet sig endnu hurtigere end før.

Mange har bemærket en ændring i verdens magtbalance, — politisk, militært og økonomisk. Hvorfor er dette så betydningsfuldt? På grund af dens forbindelse med Bibelens profetier der gælder vor tid. Mennesker der tænker over tingene er derfor ivrigt interesseret i hvad der finder sted, og hvad det virkelig betyder.

Naturligvis er det at magtbalancen mellem nationerne forskydes ikke noget nyt. Noget sådant har gået for sig i årtusinder. I hvilken henseende er den nuværende tendens da anderledes?

For at nævne én ting, så berører ændringen ikke blot nogle få områder af kloden, som de fleste andre i fortiden gjorde, men den angår hele verden. For det andet er ændringen overvejende blevet gennemført med ringe indflydelse fra et element som nationerne tidligere i stor udstrækning har benyttet sig af — denne verdens religioner. En tredje faktor er at denne ændring kommer på en tid som Bibelens profetier viser er meget betydningsfuld. Alle disse ting tilsammen bekræfter at vi er meget nær ved et kolossalt vendepunkt i historien.

Kampen om verdensherredømmet

Ved afslutningen af den anden verdenskrig i 1945 stod den vestlige verden, det vil hovedsagelig sige De forenede Stater og deres allierede i Vesteuropa, på højdepunktet af verdensherredømmet. Aldrig i historien havde man set et sådant opbud af politisk, militær og økonomisk magt.

Imidlertid var en anden magt ved at vokse op ved afslutningen af den anden verdenskrig — den sovjetiske kommunisme. Skønt kommunismen havde overtaget magten i Rusland helt tilbage i 1917, var den begrænset dertil i årtier. Kun Mongoliet var kommet under en lignende regeringsform i 1920erne. Men ved afslutningen af den anden verdenskrig havde de sejrrige sovjetiske hære banet vejen for kommunistiske regeringer i hele det østlige Europa: Polen, Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Albanien og Jugoslavien.

Så i 1949 blev Kina erobret af kommunistiske styrker efter en borgerkrig, og nogle få år senere Tibet. Omkring ti år senere trådte Cuba ind i de kommunistiske rækker. Og i 1975 har de kommunistiske styrker nu overtaget en stor del af Indokina.

Således er kommunismen på mindre end tres år som politisk, militær og økonomisk magt kommet til at beherske godt og vel en tredjedel af menneskeheden. Under kommunistisk herredømme har disse lande gjort betydelige fremskridt i at få magt og indflydelse.

Voksende magt

For knap tyve år siden fremsatte den sovjetiske ministerpræsident Nikíta Khrusjtjóv, sin pralende udfordring til De forenede Stater: „Hvad enten I synes om det eller ej, er historien på vores side. Vi vil begrave jer.“

Efter hvad der er blevet oplyst mente Khrusjtjóv at Sovjetunionen med hensyn til industriel magt og videnskabelige bedrifter ville overgå De forenede Stater og blive den mægtigste og mest indflydelsesrige nation på jorden. På det tidspunkt lo mange mennesker ad denne udfordring. Men i dag mener ikke ret mange at det er noget at le ad.

Sovjetunionens magt er i sandhed vokset til enorme proportioner. I 1974, for eksempel, producerede Sovjetunionen mere olie, stål, kul og cement end noget andet land i verden. Sovjetunionen var også den førende producent af mange andre produkter, og er rig på råmaterialer.

Denne vækst har sat Sovjetunionen i stand til at skaffe sig forudsætningen for en konstant udvidelse af den militære magt, den største i verden. Den tidligere amerikanske chef for flådeoperationer, admiral Elmo Zumwalt jun., har bemærket: „Kombinationen af den voksende sovjetiske militærmagt og det aftagende amerikanske styrkeniveau har ført os til det skæringspunkt hvor den sovjetiske overlegenhed i militær formåen kan blive en realitet.“ Han tilføjede: „Hvor vi end ser hen har den hastighed hvormed ændringerne på den internationale skueplads sker, antaget svimlende proportioner, ofte med ildevarslende overtoner for De forenede Staters interesser.“

Foruden at Sovjet vokser i magt, vokser det kommunistiske Kina med sine 800.000.000 veldisciplinerede borgere også i industriel og militær magt. Skønt Kinas ideologi afviger stærkt i synspunkterne i forhold til Sovjetunionen, er den også en udfordring for den vestlige verden. Og disse to kolossale kommunistiske lande har i uhyre grad forøget deres indflydelse hos mange lande i hele verden. I snesevis af disse nationer er udviklingslande, eller som man kalder dem: „Den tredje verden.“ Hvordan ser de på verdensproblemerne?

Indstillingen i „den tredje verden“

Da den anden verdenskrig sluttede var den amerikanske og vesteuropæiske indflydelse blandt nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika uhyre stor. Dette kunne endog ses i den måde de daværende enoghalvtreds lande i De forenede Nationer stemte på. Det store flertal af de mindre lande stemte konsekvent sammen med de vestlige lande med hensyn til globale stridsspørgsmål.

Men dette har i høj grad ændret sig i de senere år. Nu tager et voksende flertal af de nuværende 138 medlemmer af De forenede Nationer meget ofte standpunkt imod Vesteuropa og De forenede Stater i foreliggende sager. Ja, nogle vestlige nationer klager nu over „flertallets . . . tyranni“.

Siden 1945 har i snesevis af disse lande i „den tredje verden“ opnået uafhængighed fra kolonistyre og har antaget deres egne styreformer. Og flere og flere af dem følger en handlemåde der ofte strider imod de vestlige nationers interesser. De olieproducerende landes eksempel med at hæve oliepriserne og kontrollere olieressourcerne er ikke blevet overset af andre „tredje verden“-lande med andre naturlige ressourcer. Eftersom Vesteuropas industrilande har meget få betydningsfulde råmaterialer, og De forenede Stater har knaphed på nogle, er den vestlige verdens økonomiske stilling blevet mere og mere forringet.

Hvad der også er interessant er den kendsgerning at mange af „den tredje verdens“ lande konstant bliver bakket op af Sovjetunionen og Kina økonomisk og politisk.

For nylig har yderligere et antal lande erklæret at de vil løsne deres tidligere stærke tilknytning til den vestlige verden. Newsweek oplyser at forskellige lande i „den tredje verden“ nu siger at deres regeringer ’ikke vil have nogen vanskeligheder med at have med et kommunistisk styre at gøre’. En funktionær i et asiatisk lands udenrigsministerium har rent ud erklæret: „Vi mener oprigtig talt at afspænding i forholdet til Kina er langt mere sikkert for landet end at stole på amerikanske tropper.“ I et andet land har en ambassadør sagt: „Det er mere sikkert at være allieret med kommunisterne, og det ser ud til at være skæbnesvangert at være De forenede Staters allierede.“

Naturligvis peger andre på at sådanne synspunkter er overdrevne. Men det at de i det hele taget fremsættes, viser at der i sandhed finder en ændring sted i tankegangen hos mange der tidligere var domineret af den vestlige verdens indflydelse.

Alvorlig tilbagegang

I den seneste tid har den vestlige verdens tilbagegang været meget alvorlig. For eksempel kaldte spalteredaktørerne Evans og Novak i New York Post det nederlag De forenede Stater havde lidt i Indokina „det værste udenrigspolitiske nederlag i denne nations historie“.

Som en følge heraf spørger en lederartikel i The Wall Street Journal af Vermont Royster fra Paris: „Er De forenede Stater — militært, økonomisk og politisk — nu en verdensmagt på retur? I forskellig form er det dette spørgsmål europæere nu stiller hinanden når de taler sammen, ved politiske lederes møder og i pressen.“ Han tilføjede at nederlaget i Sydøstasien „næppe er hele årsagen til nedgangen i De forenede Staters prestige i Vesteuropa, men kun er den dramatiske begivenhed der henledte alles opmærksomhed derpå. For en anden barsk kendsgerning er at amerikansk økonomi og politisk magt er smuldret hen gennem lang tid“.

Iagttagere peger også på andre nederlag for vestlig politik i forskellige dele af verden. Lederskribenten Carl Rowan har erklæret:

„Den sydøstasiatiske alliance (SEATO) er døende, og den amerikanske indflydelse i det fjerne østen synes at være på sit laveste punkt siden den anden verdenskrig. Den nordatlantiske alliance (NATO) er i forfald . . .

Sovjets indflydelse er steget, og De forenede Staters prestige er faldet i Indien og den arabiske verden . . . Og selv om der har været stilhed om det, er De forenede Staters forhold til Canada og Latinamerika blevet stærkt forringet i de senere år.“

En vestlig talsmand siger, idet han betragter den lavine af vanskeligheder der for nylig er kommet i skred: „Vi har ikke fingre nok til at stoppe i alle hullerne i dæmningen.“

Den politiske kommentator William Safire konkluderede at „tendensen i verdensbegivenhederne går imod“ den vestlige verden. De forenede Staters udenrigsminister Henry Kissinger har talt om „en massiv ændring i mange landes udenrigspolitik“. C. L. Sulzberger fra New York Times har skrevet: „Situationen i den frie verden er hurtigt blevet mere kritisk.“ Han citerede en ledende vesteuropæisk statsmand der gik så vidt som til at sige at „vi er vidne til den vestlige civilisations sammenbrud“. The Wall Street Journal har også erklæret: „Det kan meget vel være at de vestlige demokratier, set i historiens store perspektiv, endelig har nået og passeret kulminationspunktet.“

En ændret holdning ses også deraf at et voksende antal mennesker i mange lande spekulerer på om det er umagen værd eller om det er konsekvent at bekæmpe mindre, kommunistiske lande mens man samtidig forbedrer forholdet til giganterne — Sovjetunionen og Kina. Øjensynlig indbefatter det også nogle i De forenede Stater, for tidsskriftet U. S. News & World Report har erklæret: „Mange i kongressen — særlig nye medlemmer — mener det er på tide at revidere hele den ’hold-kommunismen-i-ave’-politik landet har fulgt siden afslutningen på den anden verdenskrig. De ser uhyre risici og udgifter og at der kun er lidt at vinde til gengæld.“ Naturligvis er mange andre uenige heri.

Hvad det betyder

Skønt det kan være for tidligt at erklære at verdensherredømmet har ændret sig fuldstændigt i den ene eller den anden retning, er én ting sikker: Den relative magt og indflydelse som engang lå hos de vestlige nationer, der udgør den førende del af den såkaldte kristenhed, er blevet formindsket.

Nye herskere der har magtens tøjler i mange nationer er ikke bundet af fortidens forbindelser med den vestlige verden og dens religioner. Mange af dem er ikke religiøst indstillede mænd. Når de stilles over for problemer, løser de dem på en verdslig måde, og influeres ikke af religiøse interesser.

I dag er nationalisme og magtpolitik langt stærkere end religionen. I krisetider reagerer befolkningen nu for det meste ikke på religionens tilskyndelser, men på deres politiske lederes tilskyndelser, og lytter til arbejderledere, sociale ledere og militære ledere. Som en lederartikel i The Wall Street Journal kommenterer:

„Vi har alle haft en tendens til at give mere og mere af os selv til politiske ledere. På en måde har de haft en tendens til at udfylde det tomrum der er tilbage efter at religionen og andre kilder til moralsk autoritet er gået tilbage.“

Desuden har mange mennesker i næsten alle lande forladt de traditionelle religioner. Et vidnesbyrd om religionens aftagende betydning kan ses af en undersøgelse der blev foretaget blandt et bredt udsnit af amerikanere. Da de blev bedt om at vurdere fireogtyve betydningsfulde institutioner efter deres indflydelse, blev religionen sat næstsidst!

Hvad betyder egentlig ændringen i verdens magtbalance, kristenhedens nationers tab af indflydelse og den voksende tendens i retning af irreligiøs tankegang og ideologi? Det betyder at tiden snart er inde da Gud vil kræve denne verdens religioner til regnskab for deres århundredlange politiske indblanding og støtte til frygtelige krige, deres hykleri og deres forkerte fremstilling af Skaberen.

Bibelen skildrer den falske religions verdensimperium som en prostitueret, en skøge. Hvorfor? Fordi den har solgt sig selv til denne verden i stedet for at søge et sandt forhold til Jehova Gud. I denne henseende bemærkede en lederartikel i Newsweek:

„Gud må have krympet sig da mennesker opfandt slaveriet og kaldte det guddommeligt inspireret, eller tændte inkvisitionens bål i Jesu navn. Denne Gud må stadig krympe sig når vi frembringer en ørken [ved hjælp af krig] og kalder det en hellig vilje. . . .

Dette har gjort religion til noget troløst, undergivet den menneskelige stoltheds diktat i stedet for sandheden om Gud.“

Bibelens profetier der gælder vor tid viser at De forenede Nationers medlemsnationer om kort tid vil vende sig imod denne verdens skøgelignende religioner i afsky og raseri. Guds ord siger, idet det beskriver denne begivenhed i symbolske vendinger, at disse medlemslande „vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild“. (Åb. 17:16) Det er grunden til at de der endnu er en del af denne verdens religioner, advares: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager“. — Åb. 18:4.

Endvidere vil begyndelsen til Guds dom imod den verdslige religion markere begyndelsen til det Jesus Kristus kaldte „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Matt. 24:21) Hvem vil overleve? Guds ord svarer: „Og verden er ved at forsvinde, . . . men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Joh. 2:17.

Den nuværende ændring i verdens magtbalance, til ugunst for kristenheden, og tendensen bort fra religiøs indflydelse er derfor af uhyre betydning. Den tilkendegiver at vi nærmer os tiden for Guds dom imod hele denne tingenes ordning, en dom der først vil ramme al falsk religion. I sandhed fortjener disse skæbnesvangre begivenheder i vor tid og hvad de virkelig betyder, Deres største opmærksomhed. Hvad De foretager Dem i den forbindelse vil betyde livet for Dem.