Europas største fredskonference — hvad betød den?

HUNDREDER af millioner mennesker er knap nok klar over at den fandt sted. Af dem der hørte om den, forstår kun få hvad den drejede sig om eller hvad det alt sammen betyder.

Fra 30. juli til 1. august 1975 afholdtes i Helsingfors, Finland, den største sammenkomst af regeringschefer i Europas historie.

Præsidenter, statsministre og andre topledere var til stede fra treogtredive europæiske lande samt Canada og De forenede Stater. Lilleputstater i „vestelommeformat“ som Monaco, Liechtenstein og San Marino (med en samlet befolkning på omkring 20.000) var forsamlet med verdens supermagter og med lige så meget at sige. Selv Vatikanet havde en delegeret til stede som repræsentant for denne uafhængige, suveræne stat (tilstået denne status i 1929 under diktatoren Mussolinis regering). Fra hele Europa var kun Albanien, der er orienteret i retning af det kommunistiske Kina, fraværende.

„Dette er en glædens og håbets dag for Europa,“ udbrød Finlands præsident Urho Kekkonen da han talte til hvad han kaldte ’et møde uden fortilfælde’. „Vi har al grund til at tro at . . . vi gennem en afspændingsproces er på vej frem mod en stabil og varig fred.“

De forenede Nationers generalsekretær Kurt Waldheim erklærede: „Denne konference vil blive historisk bemærkelsesværdig, ikke for Europa alene, men for hele menneskeheden.“

Og ved gudstjenesterne i Finlands lutheranske statskirke blev der søndagen før fremsagt en bøn, der i uddrag lød således: „Du fredens og håbets Gud, vi takker dig for din ledelse ved at du har ladet nationerne i vor verdensdel vende sig til fredens og forsoningens vej. . . . Beskyt Europas og hele verdens nationer mod nye krige og voldshandlinger.“

Hvad var anledningen til denne „Konference om sikkerhed og samarbejde i Europa“? Efter mange tusind år med europæiske krige, som kulminerede i to konflikter der til sidst omspændte hele verden, ville dette usædvanlige møde da resultere i „en verdensdel med fred“, som så mange af talerne udtrykte håb om? Hvad blev der egentlig udrettet?

Tredive år uden at tingene er bragt i orden

Den anden verdenskrig sluttede for tredive år siden, den 2. september 1945. Men vidste De at der aldrig er blevet underskrevet nogen generel fredsaftale mellem de største af de krigsførende lande?

Da den anden verdenskrig var forbi stod mange ting uløst tilbage. Historikeren Theodore Ropp siger: „En usikker fred der mere lignede en våbenstilstand, det var hvad en krigstræt verden opnåede.“

Meget af denne usikkerhed havde at gøre med Sovjetunionens nye grænser. I begyndelsen af krigen havde Sovjetunionen annekteret Litauen, Letland og Estland. Senere overtog den dele af Rumænien, Finland, Østpreussen og Tjekkoslovakiet og næsten halvdelen af Polen. Og ved krigens afslutning var seks østeuropæiske stater besat af kommunistiske tropper: Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og den østlige halvdel af Tyskland. I løbet af kort tid var alle disse omdannet til kommunistiske lande som „satellitter“ for Sovjetunionen.

Men Sovjets nye grænser blev ikke officielt anerkendt af vestlandene. Derfor har Sovjetunionen siden 1954 presset på for at få gennemført en europæisk sikkerhedskonference der kunne bekræfte dens grænser og formelt anerkende den sovjetiske dominans over det østlige Europa. Den erklæring der skulle blive resultatet af denne konference, skulle i virkeligheden betragtes som en erstatning for en tysk fredstraktat, der stadig ikke var underskrevet efter tredive års forløb.

Større stabilitet var en del af Sovjetunionens mål da den gik ind for denne konference. Adskillige østeuropæiske områder — Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet — havde været skueplads for forsøg på opstand mod det kommunistiske herredømme i 1950erne og 1960erne. Hvis det område hvor Sovjetunionen udøvede politisk kontrol blev anerkendt i hele Europa, kunne man håbe at situationen ville forblive i ro.

Et andet sandsynligt motiv var Sovjetunionens bekymring over Kommunistkinas voksende magt. Overraskende nok er fjendskabet mellem disse store kommunistiske „kammerater“ ofte mere intenst end det fjendskab de hver især viser over for de „kapitalistiske“ lande, indbefattende De forenede Stater. Den kinesisk-sovjetiske grænse bevogtes konstant af tusinder af tropper på begge sider. Sovjetunionen kunne stå over for sin kæmpemæssige asiatiske modstander med langt større tillid, hvis den kunne føle sig mærkbart sikker med hensyn til sine grænser ovre på den vestlige front. Man forventede at den europæiske sikkerhedskonference ville gøre dette muligt.

Hvorfor skulle da de vesteuropæiske lande samt De forenede Stater og Canada tilslutte sig et sådant sovjetisk inspireret møde? Svaret er: Afspænding, eller med et fransk ord: détente, der betyder „lettelse af et spændt forhold“, særlig i en politisk situation. De vestlige nationer har, skønt de stort set er verdens mest velhavende, nogle meget alvorlige problemer at kæmpe med. Hvis forbedrede forhold til Sovjetunionen på en eller anden måde kunne lette den knusende økonomiske byrde som det nuværende våbenkapløb og opretholdelsen af store militærstyrker på udenlandske baser nu indebærer, ville disse lande føle at det var prisen værd. Ingen af dem ønsker at se verden ude i politisk linedans igen, usikkert balancerende mellem fred og truslen om en kernekrig, sådan som det var tilfældet under den periode med „kold krig“ der fulgte efter den anden verdenskrig.

Foruden dette krævede vestlandene af Sovjetunionen, som en pris for deres deltagelse i konferencen, at den nye øst-vest-erklæring skulle indeholde visse forskellige principper, som man formodede vil føre til større frihed på adskillige betydningsfulde områder af befolkningernes tilværelse.

Hvad førte denne „enestående“ sammenkomst så til?

Fred og sikkerhed i fire „kurve“ med aftaler

Erklæringen, det såkaldte „endelige dokument“, blev underskrevet i Helsingfors den 1. august 1975 af de femogtredive deltagerlande. Dens indledning erklærede at alle de deltagende nationer anerkendte „den nære forbindelse mellem fred og sikkerhed i Europa og i verden“. De var også klar over at den enkelte nødvendigvis måtte give „sit bidrag til at styrke verdensfred og sikkerhed og til at fremme alle menneskers fundamentale rettigheder, økonomiske og sociale fremskridt såvel som velfærd“. De lovede at støtte De forenede Nationer med hensyn til at nå dette mål.

Resten af erklæringen blev delt op i fire kategorier. Man kunne også kalde dem fire „kurve“.

Den første fordømte anvendelse af magt til afgørelse af meningsforskelle. Den erklærede at de eksisterende grænser var ukrænkelige og at der skulle gives meddelelse i forvejen om større militære manøvrer.

Den anden gik ind for udvidet samarbejde med hensyn til industrielle, videnskabelige og miljømæssige problemer, og for udvidet turisme.

Den tredje udtrykte løfte om friere udveksling af personer, publikationer og informationer mellem alle de deltagende lande.

Den fjerde gik ind for at der skulle gøres noget for at erklæringens bestemmelser blev gennemført i praksis, og dette skulle så kontrolleres ved kommende møder.

To af „kurvene“ havde nogle bemærkelsesværdige bestemmelser. „Kurv“ nummer et sagde for eksempel:

„De deltagende stater vil respektere menneskelige rettigheder og fundamentale friheder, indbefattende tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, for alle uden hensyn til race, køn, sprog eller religion.

Inden for denne ramme vil de deltagende stater anerkende og respektere den enkeltes frihed til at bekende og udøve religion eller tro, enten alene eller i samfund med andre, og handle i overensstemmelse med hvad vedkommendes egen samvittighed påbyder.“

„Kurv“ nummer tre giver på de femogtredive nationers vegne udtryk for følgende:

„De bekræfter at religiøse trosopfattelser, institutioner og organisationer der virker inden for de deltagende staters forfatningsmæssige ramme, samt deres repræsentanter inden for det pågældende virksomhedsområde, kan have kontakt og møder indbyrdes og udveksle information.“

Betyder dette at ægte tilbedelsesfrihed nu vil blive tilladt overalt inden for den europæiske kommunismes område? Vil enkeltpersoner få lov til at mødes frit uden frygt for repressalier? Kunne endog en minoritet som Jehovas vidner gøre dette i Sovjetunionen? Efter bestemmelsernes pålydende kunne det se sådan ud. Men hvor megen kraft har disse og alle de andre erklæringer i virkeligheden?

Hvor fast et grundlag for fred og sikkerhed?

I sin tale til den samlede konference advarede præsident Ford: „Befolkningen i hele Europa og, forsikrer jeg Dem, det nordamerikanske folk, er dødtræt af at få vakt forhåbninger og derefter få dem ødelagt af tomme ord og uopfyldte løfter. Vi må hellere sige hvad vi mener og mene hvad vi siger, ellers vil vi få vore medborgeres vrede at føle.“ Han tilføjede at enhver nation der underskrev „må vide at hvis dette skal være mere end det seneste kapitel i et langt og sørgeligt bind af uopfyldte erklæringer, må hver part gøre sit yderste for at føre dem igennem“.

Men alligevel havde præsidenten erklæret, før han forlod De forenede Stater for at overvære konferencen: „Jeg vil understrege at det dokument jeg vil underskrive hverken er en traktat eller er juridisk bindende for nogen af de deltagende stater.“ Det såkaldte „endelige dokument“ er således blot en programerklæring. Der er ingen foranstaltninger der tager sigte på at gennemføre dets bestemmelser eller at straffe dem der krænker dem. I bedste fald har det ikke mere kraft end den erklæring om menneskerettighederne der for længe siden blev fremsat af De forenede Nationer, en erklæring som mange nationer, indbefattende Sovjetunionen, underskrev og derefter fortsatte med at ignorere.

Den schweiziske delegerede omtalte dokumentet som ’en suppe kogt af 35 kokke’. Af dens 30.000 ord er mange udtryk vage og tvetydige, og ofte er det tilsigtet. Da en referent sagde til en delegeret der havde været med til at udforme dokumentets ordlyd at han ikke kunne forstå en bestemt lang sætning, svarede den delegerede: „Det er ikke meningen at De skal forstå den. Det gør vi heller ikke, og hvad mere er, det var tilsigtet.“ Tvetydighed var ofte den eneste udvej for at komme til en ordning.

Mange ledere betonede at konferencen blot var et yderligere skridt, måske et beskedent skridt, hen imod et endeligt mål. Sovjetlederen Brésjnev betonede dette endelige mål ved at sige om konferencens resultater: „Der er hverken sejrherrer eller tabere . . . Den er en vinding for alle der værdsætter fred og sikkerhed på vor planet.“

„Fred og sikkerhed“ — disse ord blev udtalt meget ofte ved denne sammenkomst. Og hvorfor? Blandt andet fordi politiske regeringers herredømme aldrig har bragt sand fred og sikkerhed til befolkningen. Ja, generalsekretær Waldheim gjorde opmærksom på at selve de nationer der deltog i konferencen, stod for 80 procent af verdens militærudgifter.

Men den største betydning af denne konference er at den er et yderligere vidnesbyrd om sandheden i Jehova Guds profetiske ord, Bibelen. For nitten hundrede år siden inspirerede Gud apostelen Paulus til at skrive at den dag ville komme da nationerne ikke blot ville tale om deres sørgelige behov for „fred og sikkerhed“, men nå til det punkt hvor de kunne hævde at de havde nået dette for hele jorden. Når den dag kommer, hvad så? Bibelens profeti siger:

„Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Tess. 5:3.

Denne tilintetgørelse vil ikke komme ved en altomfattende konflikt med kernevåben. Den vil komme ved Guds egen krig, en krig der udkæmpes for hans egen suverænitet over denne planet, der er hans eget skaberværk, og til bedste for alle fredselskende mennesker der ønsker at leve under hans søns riges retfærdige styre. Vi vil opfordre Dem til at lære hvorfor dette rige er den regering der fortjener Deres fulde tillid som det eneste middel til at opnå sand fred og sikkerhed — ikke i nogle få år — men for evigt.

[Kort på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sovjetunionens ændrede grænser i Europa

Sovjet før anden verdenskrig

Østeuropæiske lande der er kommet under sovjetisk herredømme

Siden 1954 har Sovjetunionen søgt anerkendelse af sine grænser efter anden verdenskrig. Det europæiske topmøde gav dem anerkendelse.

[Illustration på side 5]

Fire „kurve“ med aftaler

Fredelig afgørelse af uoverensstemmelser. Grænser ukrænkelige. Tanke- og religionsfrihed.

Industrielt, videnskabeligt og miljømæssigt samarbejde. Udvidet turisme.

Friere udveksling af personer, publikationer og informationer, også religiøst.

Bestemmelserne skal følges op. Fremtidige møder for at inspicere opfyldelsen